Snydt, så vandet driver af os

Bådflygtninge

Efter Saigons fald i 1975, hvor Sydvietnam blev indtaget af det kommunistiske Nordvietnam, prøvede de vietnamesere, der havde hjulpet amerikanerne, i tusindtal at flygte fra de anklager og fængslinger, som de vidste ventede dem. Mange prøvede vejen over havet. Wikipedia skriver om disse ”bådflygtninge”, som de dengang blev kaldt:

Bådene var ikke beregnet til at sejle på det åbne hav, og de sejlede typisk ud til de internationale skibsfartsruter cirka 240 km mod øst. De, der var heldige, blev samlet op af fragtskibe og bragt til Hongkong. (se her).

Dette var, så vidt jeg véd, det første misbrug af de internationale skibsfartsregler, der fandt sted. Dengang lagde vi godt nok ikke så stor vægt på det, for vi havde ondt af de arme vietnamesere, og følte vel også lidt skyld, fordi vi ikke havde kunnet hjælpe dem nok imod kommunisterne, men faktum var nu alligevel, at bådflygtningene  foregav at være i havsnød uden reelt at være det. De var jo i hvert fald sejlet ud i alt for små både med alt for mange mennesker i, så på en måde havde de selv bragt sig i en livsfarlig situation, og det var en sådan selvskabt situation, de ville hjælpes ud af. Samtidig blev de jo så hjulpet ud af den lige så livsfarlige situation, de var flygtet fra.

 

Tampa

Senere var der jo så imidlertid andre, der brugte denne ”opfindelse”: man sejlede ud fra Indonesien og lod sig med viden og vilje bringe i havsnød, så man kunne blive taget op af et skib og sejlet til Australien. Her var der ikke tale om spontane flygtninge, disse mennesker var hjulpet på vej af professionelle menneskesmuglere og har sikkert måttet betale rigeligt for at få plads på en synkefærdig skude. Med den sejlede de så ud på det åbne hav, så de med en vis rimelighed kunne påkalde sig forbipasserende skibes hjælp.

Og de uskrevne love på havet siger jo, at man ikke efterlader et andet skib i nød, men prøver at hjælpe, så godt kan man. Det gjorde i hvert fald det norske fragtskib ”Tampa”, da det mødte en sådan plimsoller, fyldt til randen med flygtende mennesker. Der var blot det for disse flygtninge uheldige ved det, at ”Tampa” ikke var på vej til Australien, men til Indonesien. Og da flygtningene blev klar over det, benyttede de sig af det faktum, at de var langt de fleste om bord og tvang kaptajnen til at sejle dem til australsk farvand.

Det kom der en del skriveri ud af dengang. Australierne, også deres regering, var oprømt over, at de på den måde skulle tvinges til at modtage flygtninge og ikke længere have fuld medbestemmelse over, hvem der fik adgang til deres land. Resten af verden (næsten) var forargede over, at australierne ikke bare tog imod de ‘stakkels’ flygtninge. Indonesien ville på ingen måde have dem, men det var verden ikke forarget over. Om hele affæren, der fandt sted august 2001, se her.

 

Den seneste ”Tampa-affære”

Denne ‘udmærkede’ opfindelse: at lægge sig ud i havsnød for at blive samlet op og ført til Australien, er ikke blevet mindre brugt med tiden. Her berettes der om ét af de seneste tilfælde: I september i år sank en sådan flygtningebåd og 28 mennesker omkom, mens omkring 100 blev reddet. Igen er der uenighed om ansvaret. Man skændes om tidspunktet, hvornår SOS-meldingen indløb til de australske myndigheder. Og australierne hævder, at skibsforliset fandt sted i et område, som de indonesiske myndigheder har ansvar for, og at flygtningene derfor skal tilbage til Indonesien.

Én af flygtningene hævder i et interview, at

vi fik besked på at sende GPS-koordinater til brug for redningsarbejdet. Det gjorde vi. Så sagde de: ‘OK, nu véd vi, hvor I er, vi når frem indenfor to timer’. Vi ventede to timer, vi ventede 24 timer og blev ved med at kalde dem (de australske myndigheder): ‘vi har ikke mad, vi har ikke vand til tre dage, vi har børn med, red os’. Men ingen kom. Nu er den australske regering skyld i, at tres mennesker døde”.

Det får én til at skrive i kommentarfeltet:

‘vi har ikke mad, vi har ikke vand til tre dage, vi har børn med, red os’. Og var det Australiens skyld? Hvordan det? Bebrejd ikke os, at I har været dumme! Tag vand og mad med! Og så forresten, sku’ I ikke tage og følge loven og ikke prøve på at komme illegalt ind i Australien.

 

Lampedusa

Nøjagtig de samme spørgsmål kan man stille til de flygtninge, der blev reddet i katastrofen ud for Lampedusa, den katastrofe, der gav genlyd ud over Europa. Eller rettere: man skal nok stille dem til de menneskesmuglere, der fik dem lokket med på den båd.

Det er det samme trick, der skal bringes i anvendelse: man sejler så tæt på kysten, som muligt med sin overfyldte båd; man venter, til man ser et kystbevogtningsfartøj; man sørger for, at det kommer til at se ud, som om man er i havsnød; man får italienerne til at sende redningsskibe; man får alle flygtningene lodset ombord på disse skibe; de kommer således til Italien.

I dette tilfælde var man lidt uheldig med sin alarm til de nærliggende skibe: man antændte et tæppe, men kunne ikke beherske ilden. Flygtningene gik derfor over i den modsatte side af skibe, hvorfor det kæntrede. Mange druknede.

Men altså: Hvorfor sender smuglerne overfyldte både af sted mod Italien? Hvordan kan det være, at de først kommer i havsnød ud for Italiens kyst? Er det ikke det skændigste misbrug af havsretsreglerne?

 

Siracusa

Kristeligt Dagblad har den 24. oktober en reportage fra Siracusa på Siciliens østkyst om det redningsarbejde, der udføres dèr. Det er en rigtig tåreperser. Vi hører om det trætte mandskab på redningsbåden, vi hører om kaptajnen, der går på vagt, blot for at være med:

Om det er en mand eller 100, fiskere eller immigranter – så tager vi ud for at redde dem, der er i fare. Vi er alle under stort pres lige nu og må indimellem ofre fritid og er måske trætte, men når det lykkes, er det en smuk oplevelse, så det er samtidigt et meget berigende arbejde. Det har en stor menneskelig værdi, og så bliver man mindre træt,” siger orlogskaptajnen. (ikke on-line).

Reporteren føres ind i kontrolrummet. Her lyser blå pile op for hver båd, der spottes. Hun skriver:

Den italienske regering har nu sat aktion Mare Nostrum i værk. Søværnet patruljerer intenst i Middelhavet, også udenfor italiensk farvand, med skibe, helikoptere, fly og droner. De prøver at spotte de både, der sætter ud fra især Syrien og Libyen med immigranter, og melder videre til kystvagten, så der kan gribes hurtigt ind, hvis båden kommer i problemer.

Hvis båden kommer i problemer”. Hun kender tilsyneladende intet til det trick, smuglerne benytter sig af. For pointen er jo netop, at bådene skal komme i problemer, så redningsbåden kommer farende og hjælper flygtningene bort fra den synkende skude.

At alle disse skibe først begynder at synke eller at komme i problemer ud for Italiens kyst, forekommer hende ikke mærkeligt. Og er tilsyneladende heller ikke besynderligt for den citerede orlogskaptajn. De skal bare hjælpes. Og det giver en dejlig følelse at kunne hjælpe.

 

Løsningsforslag

Det er meget svært at se, hvad der skal gøres. Ikke mindst da her i Europa, hvor ingen tilsyneladende vil eller kan se, hvor umenneskeligt menneskesmuglere udnytter de uskrevne love på havet. Her har australierne, inklusive deres politikere, dog betydelig mere realitetssans. Men selv om de godt kan se, hvad der foregår, og ikke bare glæder sig over alle de gode gerninger, de kan gøre ved at redde ‘skibbrudne’, så har også de svært ved at finde nogen løsning. Man har talt om at opkøbe alle gamle udtjente fiskerbåde i Indonesien, man har talt om at indsætte australske agenter for at infiltrere menneskesmuglerne, noget, den indonesiske regering bliver fornærmet over. Men hvad så, når indoneserne ikke overholder de talrige aftaler, australierne har forsøgt at slutte med dem for at standse menneskesmuglingen?

 

Årsagerne

Det er menneskesmuglerne, der står med den største del af ansvaret. Der er et område her, hvor der kan tjenes penge, rigtig mange penge, og det er for fristende for mange med iværksætterblod i årerne. Og man behøver ikke at skyde skylden på den syriske borgerkrig. De syrere, der overtales til at vove sejladsen ud over Middelhavet, er syrere, der er sluppet ud af borgerkrigens helvede; de befinder sig i Libanon eller Jordan eller Tyrkiet, altså i relativt sikre flygtningelejre i nærområderne. Alligevel lader de sig overtale af veltalende smuglere til at ofre i gennemsnit 9000 kr pr person på en overfart, ifølge en udmærket artikel i Information den 24. oktober, se her.

Derimod kan man nok hævde, at Sverige har en del af skylden. Når man direkte annoncerer, at man vil betragte enhver syrer, der kommer til Sverige, som berettiget til permanent opholdstilladelse, så behøver smuglerne ikke at bruge helt så store overtalelsesevner overfor syrerne i flygtningelejrene.

Og man må nok også sige, at den øgede redningsindsats, som er kommet i stand efter ulykken ved Lampedusa, har gjort det nemmere at overtale flygtningene. Bagvendt nok.

Endelig må man sige, at når den italienske premierminister Enrico Lette foreslår, at flygtningene skal kunne søge asyl i samtlige EU-lande gennem konsulater oprettet ved de sicilianske flygtningecentre, så var det dog mere logisk – hvis man nu endelig vil give så at sige alle adgang til EU – at oprette sådanne konsulater i Libanon; så slap flygtningene i det mindste for den farefulde sejlads over Middelhavet.

 

Luther

Til sidst lidt om det spørgsmål, man kan rejse: Skal vi ikke hjælpe under alle omstændigheder, uanset, om man bruger dirty tricks imod os?

Det spørgsmål svarer Luther på i en prædiken over bjergprædikenens tekster. Det er ordet om at vende den anden kind til, han prædiker over (Matt 5,38). Her kommer han med en advarsel. Man kunne nemlig tænke sig nogle slyngler og skalke, som ville udnytte det forhold, at de kristne skal være eftergivende og give bort uden at forvente gengæld. Skal den kristne så uden videre give også dem, når de beder om hjælp. Nej, svarer Luther,

selv om han gerne skal låne og give til enhver, der beder ham, så er det dog sådan, at hvor han véd, det er en slyngel, er det ikke hans skyldighed at give. For det befaler Kristus mig ikke, at jeg skal give en hvilkensomhelst slyngel min ejendom, og unddrage det mine pårørende og andre, som har brug for det, dem, som jeg desforuden er skyldig at hjælpe, og derefter selv lide mangel og ligge andre til byrde. (se her).

Det er just en sådan situation, vi her har med at gøre. Vi skal ikke være naive. Det er vi godt nok her i Europa, og vi kan i den henseende lære ikke så lidt af australierne, f.eks. når de spørger, om ikke det er dem selv, der skal bestemme, hvem der i fremtiden skal bo i deres land, og ikke diverse menneskesmuglere.

Det ser dog ud til, at der er lang vej igen, før vi når op på australiernes niveau af rationalitet, og endnu længere, før vi finder en effektive måde, hvorpå vi igen selv kan få hånd i hanke med, hvem vi vil have ind i Europa.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Luther, Samfundsforhold og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

6 svar til Snydt, så vandet driver af os

  1. Pingback: Kynisme? | ricardtriis

  2. Pingback: Kald dog en spade for en spade | ricardtriis

  3. Pingback: Arven fra Kierkegaard | ricardtriis

  4. Pingback: Tilgivelse | ricardtriis

  5. Pingback: En bitte vantro hyrdedreng | ricardtriis

  6. Pingback: Intet nyt fra “Sydfronten” | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s