Samtalesamfund eller åbenbaringssamfund

 

Jeg blev forleden spurgt, om jeg havde opgivet at svare Henning Tjørnehøj i Kristeligt Dagblad. Det havde jeg faktisk ikke. Men jeg fik ikke mit indlæg optaget. Det var nok for langt. Tjørnehøjs kronik stod i bladet den 14. september 2013, se her. Svaret fra min ringhed forekom den 17. september, se her. Og Tjørnehøjs replik dertil stod så den 24. september, se her. Jeg besluttede mig for i mit, indrømmet, lidt lange svar ikke at tilbagevise Tjørnehøjs forkerte citater, men kun at prøve at vise, hvad det var, Luther stræbte efter i bondekrigen. Her anbringer jeg dette svar først, bagefter har jeg så opstillet nogle eksempler på Tjørnehøjs fejllæsninger. De er lidt kedelige, derfor står de til sidst.

Svaret har overskrift som dette blogindlæg og indledes med denne manchet:

Det var ikke kun Luthers konservative samfundssyn, der fik ham til at afvise Müntzer, det var også hans erfaring af, at det kendte samfund gav rum for samtale – om evangeliet, ja, men også om samfundsforhold.

Luther læste i februar 1520 Laurentius Vallas skrift om Konstantins gavebrev. Valla havde i 1400-tallet påvist, at gavebrevet, som pavestolen byggede sin verdslige autoritet på, var et falsum. Det fik Luther til at skrive til sin ven, den kurfyrstelige sekretær, Georg Spalatin: ”Jeg er i den grad foruroliget, at jeg næsten ikke tvivler på, at paven er selve antikrist”. (se her)

Denne tanke om paven som antikrist satte Luther igang som reformator. Han forestiller sig tilsyneladende, at man bliver nødt til at bruge vold mod pavedømmet, der er jo tale om Guds modstander. I juni 1520 udgiver han en bog af den pavelige hofteolog, Sylvester Prierias, og deri skriver han i den medfølgende kommentar:

Hvis vi straffer tyve med pisk, røvere med sværd, kættere med ild, hvorfor skulle vi så ikke meget snarere med alle våben bekæmpe disse fordærvelsens lærere, disse kardinaler, disse paver og hele denne romerske hob romersk sodomi, som uden ende korrumperer Guds kirke, og vaske vore hænder i deres blod, som mennesker, der vil befri os selv og vore fra en omfattende og for alle farlig ildebrand?” (se her).

Senere prøver han at bortforklare denne opfordring til vold, men jeg tror nu, den er ægte nok. Blot må man så i samme åndedrag fremhæve, at han netop i juni 1520 vender rundt på en tallerken. For just fra juni 1520 og fremefter er al tale om vold i evangeliets navn som blæst bort af hans tankegang. Kort efter påbegynder han det skrift, der skulle betyde en omvæltning i europæisk historie, skriftet ”Til den kristne adel af den tyske nation”. Skriftet indeholder 27 forslag til ting, der skal behandles på et kommende koncil, men de er alle af ikke-voldelig karaktér: man skal nægte at betale paven for godkendelse af bisper til bispedømmerne, man skal lade præsten beholde sin husholderske som sin hustru, og meget mere.

I alle sine senere skrifter viser han, at han har forstået ordets (altså sprogets) virkemåde: Når mennesket fastholder den sandhed, det tror på, uanset omkostningerne, så vil de strukturer, der ligger i sproget, uvægerlig slå igennem i den samtale, der foregår. Man kan sige, at Luther går ind for et samtalesamfund, uanset, at det forekommer langt mere kaotisk end et autoritetssamfund eller et åbenbaringssamfund. Autoritetssamfundet, det var, hvad man troede på i middelalderen; paven var autoriteten. Og åbenbaringssamfundet, det var, hvad man i vide kredse på Luthers tid ville sætte i stedet for autoritetssamfundet. Samfundet skulle indrettes efter bibelen, specielt evangeliet i det ny testamente. Luther ville også rette sig efter bibelen. Men han mente, at det bibelske budskab forudsatte og fremelskede samtalesamfundet.

I marts 1522, da han vendte tilbage til Wittenberg fra Wartburg, formulerede han det med sit såkaldte ”ølargument”:

”Ordet har, mens jeg har sovet, og mens jeg har drukket wittenbergsk øl med min Filip og min Amsdorf, bevirket så meget, at pavedømmet er blevet langt mere svagt end om nogen fyrste eller kejser havde ødelagt det”. (se her).

Og i 1523 advarede han folk mod at lade deres tro og overbevisning bestemme af fyrsten:

”Undersåtterne har også fået den fejlagtige opfattelse, at de har pligt til at adlyde i alt. Så vidt er det kommet, at fyrsterne nu er begyndt at beordre folk til at aflevere bøger og til at tro og gøre, hvad de foreskriver”. (se her).

Ordets frie løb havde hertug Georg af Sachsen søgt at modvirke ved forbyde folk at eje visse bøger, bl.a. Luthers ny testamente, men et sådant forbud skulle folk ikke finde sig i. Dog skulle man ikke gøre modstand, men affinde sig med eventuelle husundersøgelser, blot uden at hjælpe til (se her). Omvendt skulle fyrsten ”lade ånderne fægte med hinanden og tørne sammen” (se her).

Disse to samfundsforståelser tørnede sammen under bondeoprøret i 1525. Til at begynde med var bønderne meget moderate i deres krav. De havde opstillet 12 artikler, og dem tog Luther ret positiv stilling til i sin ”Fredsappel”. Men det gik, som Torben Christensen beskriver det i sin indføring til bondekrigen i Gads Luthers Skrifter i Udvalg, bd IV, side 219: Bønderne i Stühlingen fik først deres krav igennem, da de greb til våben. ”Stühlingenepisoden viste bønderne, at det kunne betale sig at sætte våbenmagt bag sine krav til øvrighederne – så var det muligt at få dem i tale. Eksemplet smittede!”

Oprøret blev ikke ved med at være præget af de moderate:

”Gang på gang var det netop den manglende forhandlingsvilje hos myndighederne, der udløste det væbnede oprør. Herunder kom ledelsen hyppigt i hænderne på yderliggående folk, der ikke skyede noget middel for at opnå deres mål” (Gad 221).

Mange har kaldt Luther en fyrstelakaj, for de har ikke kunnet forstå hans holdning. Sådan set er bøndernes holdning ligeså vanskelig at forstå. Men alle de oprør, der havde fundet sted middelalderen igennem, havde på den ene eller den anden måde skullet støtte sig til åbenbaringen; kun at støtte sig til menneskers naturlige retfærdighedssans turde man ikke. Blandt andet derfor kunne en skikkelse som Müntzer vinde fremgang blandt bønderne. Han skar igennem, han ville indføre den store retfærdighed, gudsriget, her og nu, samtalesamfundet havde han ikke fidus til, nej, lad os indføre åbenbaringssamfundet, bygget på evangeliet, med det samme.

Luther foretog en prædikenrejse ind i det oprørske Thübingen. Torben Christensen fortæller:

”Han havde håbet, at bønderne ville lytte til ham og tage mod fornuft, ganske som Wittenbergerne havde gjort det tre år tidligere … Men heri blev han skuffet. Bønderne ville overhovedet ikke høre på ham … Det blev uimodsigelig klart for ham, at det var Müntzer, der havde bøndernes øren”. (Gad, side 260).

Luther var konservativ i sin samfundsopfattelse, siger man. Og sandt nok, han fastslog meget energisk, at man ikke måtte gøre oprør mod øvrigheden. Men denne holdning var ikke kun udslag af konservativme. Når man tager den foregående udvikling i betragtning, kan man se, at den også var udslag af den erfaring, Luther havde gjort: fyrstesamfundet gav rum for samtale. Det gjorde de oprørske bønders åbenbaringssamfund ikke.

Vi kan selvfølgelig ikke føre Luthers samtalesamfund direkte op til vore dages demokratiske samfund. Mange var de fejl, der blev begået, såmænd også af Luther selv, mange de oprør, der måtte udkæmpes, mange de mennesker, der uskyldigt måtte henrettes, meget det blod, der måtte udgydes, før vi nåede frem til vore dages fredelige samtalesamfund.

Men vi kan dog nok se hans samfundsforståelse som en modpol til både papismens autoritetssamfund og til sværmernes åbenbaringssamfund. Samtalesamfundet, hvor kaotisk og usammenhængende det end ser ud, vender sig mod begge disse vildfarelser.

I Mellemkrigstiden var det ikke papismens, men nazismens, fascismens og kommunismens autoritetssamfund, der var fjenden. Og det var – besynderlig nok, måske – ikke lutheranerne, men socialdemokraterne, der var de stærkeste tilhængere af samtalesamfundet.

I vore dage er situation igen anderledes. Her trues vort samtalesamfund af en muslimsk samfundsforståelse, der vil gennemtvinge et åbenbaringssamfund med koranen som grundlag. Men mon dog ikke vort lutherske samtalesamfund har nået den grad af stabilitet, at det formår at stå imod.

 

Så lang var artiklen til Kristeligt Dagblad. Så til nogle af de citatfejl, som jeg mener, Henning Tjørnehøj begår. Han holder sig til én historiker, Torben Christensen. Og det er hans fremstilling i Gads Luthers Skrifter i Udvalg bd IV, han citerer fra. Han skriver:

Det glæder mig, at Riis erkender, at bønderne – efter at have fået frataget deres jord af godsejerne – var indstillet på en forhandlingsløsning. ”Tanken om et væbnet oprør … lå slet ikke for,” (s.221) fremhæver min hjemmelsmand, Torben Christensen, i det bind Luther-tekster, som han i 1964 redigerede for Gads forlag. Men ”den manglende forhandlingsvilje hos myndighederne (fyrsterne og godsejerne) udløste det væbnede (bonde)oprør” (s. 221) i 1525.

Oh, hvor må vi dog holde med bønderne! De stolte magthavere, derimod, dem kan vi kun have foragt tilovers for. Men på side 219 omtaler Torben Christensen en episode, hvor bønderne faktisk fik deres krav igennem, fordi de greb til våben:

”Dette tvang myndighederne til at optage forhandlinger med bønderne for herigennem at opnå et fredeligt forlig”. Og – fortsætter Christensen – denne episode ”viste bønderne, at det kunne betale sig at sætte våbenmagt bag sine krav til øvrighederne – så var det muligt at få dem i tale. Eksemplet smittede! Snart stod hele Scharzwald i oprørets tegn”.

Vi kan gerne sige, at det var yderst forståeligt, at bønderne gjorde den erfaring, og jeg véd ikke, om de bønder, Christensen taler om side 221, har haft den erfaring i baghovedet, men utænkeligt er det vel ikke. Christensen siger (side 221): ”Gang på gang var det netop den manglende forhandlingsvilje hos myndighederne, der udløste det væbnede oprør”, men han fortsætter: ”Herunder kom ledelsen hyppigt i hænderne på yderliggående folk, der ikke skyede noget middel for at opnå deres mål”.

Dernæst skildrer Tjørnehøj det gudsrige, som Müntzer ville oprette. Jeg har her – for at drille ham – taget fortsættelsen med:

Med Torben Christensens ord er dette rige karakteriseret ved, ”at der består fuldstændig lighed mellem mennesker; alle er forbundet i et kærlighedens fællesskab, der ikke kender til sociale skranker og ejendomsbesiddelse”. (s. 217)

Fortsættelsen lyder:

”denne menighed af åndsbårne er således bestemt til at afløse den hidtidige samfundsorden, der i hele sin struktur er en fornægtelse af det liv, mennesket efter Guds vilje er bestemt til at leve”.

Og ikke sandt, das ist was anders! Disse tanker giver carte blanche til at røve og plyndre. Hvad bønderne da også gjorde. Torben Christensen beretter om forholdene i Thüringen:

‘”Brandstiftelser, plyndringer og rov hørte til dagens orden. Hvor bønderne trængte frem, opløstes enhver orden, og anarki og kaos indtrådte” (side 261).

Altså, ifølge Tjørnehøjs hjemmelsmand er det forkert, når Tjørnehøj drager følgende konklusion:

”Med næven måtte man svare sådan nogle flabe” [Luthers ord rr] – altså de bønder, som forgæves, men altså ”flabet” ifølge Luther havde søgt at forhandle sig frem til en løsning på godsejernes fratagelse af deres jord og dermed deres eksistensmulighed”.

Bønderne i Thübingen blev slået ned, fordi de ville omkalfatre samfundet. Det ville de gøre med evangeliet i hånd. Derfor er det forkert, at ”religiøse motiver spillede en ganske underordnet rolle”, hvad enten det nu er Torben Christensen eller Tjørnehøj, der er forkert på den.

Og slået ned blev de. Endda til den store guldmedalje. Torben Christensen igen: ”Man regner med, at godt 100.000 bønder omkom”. Dette er jo et skrækkelig stort antal. Men for at vi skal blive rigtig forargede, indføjer Tjørnehøj for egen regning en parentes: (Det vil sige blev torteret og halshugget).

Dog husker Torben Christensen at gøre opmærksom på Luthers opfordring om at vise mildhed og overbærenhed mod de mennesker, som bønderne har tvunget over på deres side (side 262). Det har Tjørnehøj tilsyneladende glemt. Han citerer Luthers ønske (fra side 274) om at de, der forarges på ham, må blive i deres forargelse, til de rådner op i den, og kommenterer dem således: ”Man kommer ikke uden om, at der er noget varmhjertet over disse Luther-ord og over hans hele holdning til fyrsternes og godsejernes nedslagtning af bønderne”. Man forstår på ironien, at Tjørnehøj er ikke så lidt forarget på Luther og hans holdning i bondeoprøret.

Men jeg tror nu nok, at hvis han havde en mindre selektiv læsning af i første omgang Torben Christensen, i næste Luther, så ville han ikke have helt samme grund til forargelse.

Jeg prøvede i mit svar at vise med et eksempel, hvordan Tjørnehøj mistolker den arme Torben Christensen. Han har beskåret ham, så citatet kommer til at sige det modsatte af det, der er meningen. Han lader Torben Christensen sige, at ”Luther opfordrede menigmand til at prøve alt ud fra Skriften (også) samfundsforholdene”. Det gør Luther imidlertid ikke, og det har Torben Christensen omhyggelig forklaret i det foregående, for ifølge Luther skal samfundsforholdene ordnes efter fornuften. Hvis man ser på citatet i sin helhed, ser det således ud: ”Når Luther og de andre evangeliske prædikanter opfordrede menigmand til at prøve alt udfra Skriften, var det naturligt, at de også inddrog samfundsforholdene”, dvs. Torben Christensen prøver at gøre det forståeligt, at bønderne havde misforstået Luther derhen, at de også ville ordne samfundsforholdene ud fra Skriften.

Så mange var ordene. Inklusive den lidt kedelige ordduel til sidst.

Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Samtalesamfund eller åbenbaringssamfund

  1. Pingback: Luther og Anden Verdenskrig | ricardtriis

  2. Pingback: Samtalesamfund i kim | ricardtriis

  3. Pingback: “Hvad der bider i skind” | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.