To manipulationer?

Det er et stort held, at der står et spørgsmålstegn bag overskriften. I hvert fald står det der et stykke tid endnu. For manipulationer i dansk politik, det er da ganske uhørt, det må da undersøges nærmere.

Ja, faktisk skyndte den nuværende regering sig jo at nedsætte en kommission til at undersøge netop det, da der opstod mistanke om, at en venstre-minister, Troels Lund Poulsen, havde forsøgt at bruge manipulatoriske metoder, da Helle Thornings mands skattesag skulle afgøres. For noget sådant må da ikke finde sted her i Danmark.

Nu er den så gal igen, oven i købet i to tilfælde. Men man kan være ret sikker på, at der ikke vil blive nedsat nogen kommission. For medierne er besat med venstredrejede journalister, og det er en rød regering, der kan mistænkes for manipulation, så de er ikke særlig ivrige efter at gå i kødet på dem, der måske kunne afsløre, om der er tale om tilfældigheder eller bevidst manipulation.

Det ene tilfælde handler om Christian Friis Bach. Da Lars Løkke sagen var på sit højeste her i efteråret, bedyrede Friis Bach flere gange, at rejsereglerne i GGGI ikke var blevet godkendt af bestyrelsen. Han sidder selv i bestyrelsen og kan ikke erindre noget om det. Oven i købet sagde han det ikke blot til pressen, han sagde det også på et samråd i folketinget, og efter det, der blev sagt i Deadline i går, bliver hver en sten vendt før et samråd i de papirer, der foreligger, for at man kan ”klæde ministeren så godt på som muligt”. Han skal jo under ingen omstændigheder give forkerte oplysninger til folketinget.

Det gjorde han ikke desto mindre. For det viser sig nu, at han faktisk havde deltaget i det bestyrelsesmøde i GGGI, hvor man godkendte de dyre rejseregler. Og det stiller jo unægtelig Lars Løkkes rejseforbrug i et noget andet lys end hidtil. Lad os sige det har været unødig ekstravagant! Men det er godkendt af en minister fra den nuværende regering. Så de tæsk, Lars Løkke har fået for dette forbrug, skal nu tildeles regeringen også.

Men det er, hvad det er! Der er formentlig ikke tale om nogen manipulation fra ministerens side, selv om det er højst forunderligt, at man ikke har fundet det afgørende papir før nu.

Nej, det, der giver mistanke om manipulation – ikke en mistanke, som pressen nærer, for den er jo som sagt ganske rød i betrækket – men én, adskillige blogindehavere og blogkommentatorer nærer, er timingen. Hvorfor blev en oplysning, der kunne gavne Lars Løkke, offentliggjort efter og ikke før kommunalvalget? Var der monstro nogen i regeringstoppen eller i embedsapparatet, der lige ville have den negative virkning af Lars Løkke sagen til at slå igennem i kommunalvalget, før man gjorde denne sag mindre negativ?

Se, det véd man ikke. Og vil nogen sige, at det dog er forfærdelig ondsindet i det hele taget at få den tanke, så er svaret, at ganske rigtigt er ondsindet, lige så ondsindet, som at få den tanke, at Troels Lund Poulsen skulle have forsøgt at påvirke afgørelsen i Stephen Kinnocks skattesag.

Nu er der sat en intern undersøgelse i gang, og det hele ender måske med en ekstern undersøgelse. Og forhåbentlig finder man frem til, hvordan et så afgørende papir kunne blive glemt, og til, hvordan det går til, at offentliggørelsen finder sted præcis efter valget. Men indtil vi får direkte beviser, må vi jo tro, at der er tale om rene tilfældigheder.

Den anden mistanke om manipulation har også med det nys overståede kommunalvalg at gøre. Det drejer sig om den exit-prognose, der af DR blev offentliggjort kl. 15 på valgdagen. Den spåede som bekendt, at socialdemokraterne ville gå voldsomt tilbage. Og spørgsmålet er: påvirker en sådan ”oplysning” valghandlingen, og hvis den gør, hvordan påvirker den så valghandlingen?

Johannes Andersen, valgforsker ved Aalborg Universitet, mener, at vælgerne påvirkes:

Så må jeg hellere hen og stemme”, vil nogle af vælgerne hos det tabende parti sige. Og hos det vindende parti vil vælgeren måske sige “nå, det går jo rigtig godt, så behøver jeg ikke at stemme”, (se her).

Af samme artikel fremgår det, at Yosef Bhatti, Københavns Universitet mener, at det ikke er bevist, at en sådan exit poll påvirker valgresultatet.

Hvis det forholder sig, som Johannes Andersen antager, at det er socialdemokraterne, der har vundet ved affæren, er det lidt bagvendt, at Magnus Heunicke er ude med et angreb på DR, fordi deres tidlige offentliggørelse af prognosen fik Helle Thorning til allerede tidligt at holde en ”tabertale”.

Denne tale kan naturligvis af socialdemokrater betragtes med en vis flov smag i munden. Men man kan også opfatte den som et nødråb fra statsministeren: ”Kære socialdemokrater, kom nu hen og stem!” Det sidste er muligvis tilfældet. For hun véd jo udmærket, at valgstederne endnu er åbne. Og hun er nok også klar over, at prognoser og gallupundersøgelser kan man ikke regne med, det eneste, der tæller, er stemmeafgivelsen ved valget.

Er der her tale om manipulation?

Nok ikke fra statsministerens side. Hun har kun udnyttet en god lejlighed til på en ganske fiks måde at prøve at påvirke valgresultatet, mens valghandlingen var igang. Man kunne snarere tænke på manipulation fra DR’s side. For det er ikke umuligt, at man også dèr har tænkt som Johannes Andersen: at en lav score for socialdemokraterne vil virke som en opfordring til at komme hen og stemme.

Men nu er denne lave score jo ægte nok, dvs., den stammer ikke fra DR selv, men fra Epinion, et nogenlunde velrenommeret analyseinstitut. Her forklarer man, at det resultat, man gav fra sig, var det, man havde mulighed for at opnå med de ressourcer, man havde til rådighed. Den kursiverede påstand forklarer man med, at man havde sine folk ude i mange kommuner, for at give et bud på resultatet dèr. Men ærlig talt: hvis man for at kunne give et nogenlunde retvisende resultat skal have et vist antal ansatte til rådighed, og i den pågældende situation ikke har det, vil det så ikke være mere ærligt at sige, at man ikke kan foretage denne meningsmåling, i stedet for blot at håbe på det bedste?

Men alt i alt: Den sidste hændelse kan man nok bedst forklare som ren tilfældighed. Den første vanskeligere. Blot må man håbe, at ingen af dem er direkte manipulation. Den slags plejer vi jo ikke at have her i landet.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til To manipulationer?

  1. Det er altid svært at vurdere og bevise, hvorvidt der er tale om bevidst manipulation, eller om der er tale om mangel på etisk fairplay. Resultatet bliver lidt det samme, selvom mangel på etisk fairplay virker mere menneskelig uskyldigt end bevidst manipulation.

    Og jo, Epinion burde have gjort opmærksom på, at deres analyseresultat var baseret på et ret tyndt grundlag – eller helt have afstået for at lave analysen, hvis ikke de havde tid og ressourcer til at lave den nogenlunde ”ordentlig”. Det problematiske ved den form for analyser er ofte, at det kun er resultatet, der bliver eksponeret i medierne – selvom det ofte er mere interessant at få at vide, på hvilket grundlag de er lavet. Medierne lever af sensationer, og glemmer nogen gange at lægge den kritiske vinkel ind på analyseresultater, når de informerer om dem.

    Venlig hilsen Ulla…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s