Nej, det påstår han ingenlunde selv. Men det er, hvad diverse kommentatorer får ud af hans udtalelser i en tv-udsendelse igår aftes (den 27-11). Selv er han mere tilbageholdende. Han har et stort ”måske” knyttet til sine formodninger.
Men lad mig bare indrømme det: det er da muligt, at jeg skal til at revidere mine opfattelser, efter at Per Stig Møllers forklaring er kommet frem. Han hævder, at udkastet til svar til de 11 muslimske ambassadører, der ønskede et møde med statsministeren for at få ham til at gribe ind overfor de, syntes de, utilbørlige islam-kritiske udtalelser, som kom frem i pressen … han hævder, at dette udkast blev forfattet i statsministeriet og sendt omkring udenrigsministeriet til godkendelse. Desværre var Per Stig på ferie på det tidspunkt, så det blev aldrig lagt op på hans bord. Hvis det var blevet det – og det er så her, han kommer med sine antagelser – kunne han muligvis have talt ambassadørerne ned, så Muhammed-krisen blev forhindret. Men det fik han altså ikke lejlighed til.
Den opfattelse, jeg muligvis skal revidere, står i et blogindlæg fra den 19. december 2008, se her. Her skrev jeg om en debat, der i Deadline havde været mellem to tidligere udenrigsministre, som begge to nu, på god afstand af begivenhederne, bebrejdede Anders Fogh, at han ikke tog det møde med ambassadørerne:
Jeg mener nu at kunne huske, at det ved senere undersøgelser kom frem, at udenrigsministeriet havde været rådgivende med hensyn til ambassadørhenvendelsen. Blot havde ministeriet rådet statsministeren til ikke at mødes med ambassadørerne, for ved at tage et møde ville man give dem falske forventninger, som så ville slå tilbage på en uheldig måde, når de ikke blev indfriet. Derfor ville det klogeste være ikke at mødes med ambassadørerne, men nøjes med at besvare deres henvendelse skriftligt.
Desværre har jeg ikke skrevet, hvor jeg har denne opfattelse fra, så det er lidt svært at kontrollere påstanden. Men det kan såmænd godt være, at Per Stig har ret. Blot er det egentlig ret ligegyldigt. For hvad han ikke har ret i, er, at han måske kunne have forhindret Muhammed-krisen ved at tage dette møde. Og når det kan siges med nogenlunde sikkerhed, skyldes det selve begivenhedsforløbet, som de fleste, der nu kommenterer Per Stig, plus Per Stig selv, tilsyneladende har glemt.
Tegningerne blev offentliggjort den 30. september 2005. Hele oktober gik, uden at noget særligt skete. November kom, og ambassadørerne ønskede et møde. Altsammen roligt og diplomatisk. December kom med imamernes rejse til de muslimske lande, og vi troede, at spændingen skærpedes. Men med sin nytårstale fik Anders Fogh Rasmussen tilsyneladende talt landene noget til ro. Så i den første del af januar 2006 troede vi, at det værste var ovre.
Men så brød helvede løs. Saudi-Arabiens befolkning begyndte at boykotte danske produkter. Og så blev vi danskere bløde i knæene. Så blev det nødvendigt for Anders Fogh at vise sig på al-Arabia tv-kanalen og søge at komme så tæt på at sige undskyld som muligt, uden dog virkelig at gøre det. Og denne saudiske holdning smittede ud over den muslimske verden. I Syrien blev den danske ambassade brændt ned – dog uden at noget menneskeliv gik tabt, det hele syntes orkestreret af myndighederne. Og i Beirut var det det danske konsulat, det gik ud over. I Teheran var det også ambassaden, det gik ud over. Og i det palæstinensiske selvstyreområde var danskere, der befandt sig dèr, mere eller mindre i livsfare, ligesom pludselig de mange danske back-packere fjernede de dannebrogsflag, de havde gået med på rygsækken.
Det, der udløste det hele, var den saudiske boykot. I det ovenfor nævnte blogindlæg har jeg citeret et indlæg fra Information den 6. marts 2006, hvori der hævdes, at det var de saudiske myndigheder, der via en sms-kæde iværksatte boykotten. Og jeg har også, ud fra en kilde, som jeg nu har glemt, antydet, at deres aktion havde til hensigt at fjerne opmærksomheden fra det uheldige forhold, at 20 pilgrimme i januar måned var blevet dræbt under pilgrimsvandringen i Mekka.
Det vil sige, at når den tidligere ambassadør i Pakistan Bent Wigotski, i Den korte Avis, hævder følgende:
For Per Stig Møller og mange andre overser, at Jyllands-Postens Muhammed-tegninger allerede var blevet grebet af yderligtgående kræfter i den muslimske verden, som her have set en kærkommen lejlighed til at opfanatisere og mobilisere folkemasserne mod deres egne svage regeringer og mod den vestlige verden. (se her),
så er det ikke korrekt. Det var ikke yderliggående kræfter i den muslimske verden, der stod bag begivenhederne, det var regeringer, som gav sig til at kappes om at være mest muslimsk, og til den ende brugte de folkemasserne; de var ikke svære at opfanatisere og mobilisere.
Det er også forkert, hvad Erik Bjerager skriver i Kristeligt Dagblad den 28-11:
Ydermere tydede meget på, at især Egypten kunne bruge krisen indenrigspolitisk. Landet ønskede at skabe et civilisationernes sammenstød, så landets politiske ledere fremstod som islams forsvarere. (ikke on-line)
Det land, der kunne bruge krisen indenrigspolitisk, var i første række Saudi-Arabien, i næste Syrien, Libanon og Iran. Selv om Egyptens ambassadør var én af de ivrigste for at komme til at aflevere en dundertale til Anders Fogh Rasmussen, var landet alligevel tilbageholdende med at gribe til alvorlige foranstaltninger, da uvejret brød løs i januar-februar 2006. Det kan skyldes det dialogcenter, der fandtes i Kairo, og det kan skyldes, at visse politikere herhjemme var begyndt at tale ret højt om, at det ville være meningsløst at sende flere hundrede millioner kroner til Egypten, hvis landet begyndte at deltage i de andre muslimske landes boykot, se mit tidligere indlæg derom her. Den risiko ville egypterne trods alt ikke løbe.
Det er, som om vi danskere ikke bliver trætte af at kaste skylden på hinanden. Kan vi dog ikke snart begribe, at det, der skete i vor hjemlige andedam, ikke har nogetsomhelst betydning for, hvorvidt det kom til en Muhammed-krise eller ej? Vi lever i en globaliseret verden, siger vi, og vi siger det oven i købet som noget, vi bør lære af Muhammed-krisen. Ja, det er netop en sådan verden, vi lever i. Og derfor betyder vor gøren og laden i dette lille smørhul ikke stort for de ting, der foregår i den store verden. Jeg har tidligere givet min forargelse over vor hjemlige, yderst provinsielle debat luft, se her.
ricardtriis 