Nyttige idioter?

Yahya Hassens digtoplæsning i Vollsmose har afstedkommet et indlæg i information, se her. Fem af beboerne har følt sig stødt over, at digteren og hans interview’er tager Vollsmose som gidsel i en kamp for ytringsfrihed. Det er slet ikke det, det drejer sig om, siger de, det drejer sig

om et par nyttige fjolser, som tager hele vores område som gidsel i et mediecirkus, hvor ensidigheden og et konstrueret billede af os-og-dem skærpes.

Denne Information-artikel blev anledning til, at én af skribenterne, Inaam Nabil, blev inviteret ind i Deadline til en konfrontation med Yahya Hassan, ordstyrer Adam Holm. Og her gik det som i Holbergs komedie: ”Viel Geschrei und wenig Wolle, sagde manden, han klippede sin gris”.

Men det er også svært at nå til bunds i de sociologiske kræfter, der præger tilværelsen i ghettoerne. Meget af det er bestemt af uskrevne love, der ikke er særlig gennemskuelige, især ikke for dem, der bor midt i det.

Her skal det spørgsmål stilles, om mon de mange retlinede piger – Inaam Nabil er én af dem – der bor i ghettoen, gennem deres opførsel uden at vide det medvirker til de problemer, der findes i ghettoen. Med andre ord: er de nyttige idioter for de bander, der opererer dèr?

Yahya Hassan stillede ikke det spørgsmål. Han havde tilsyneladende nok at gøre med at fastholde sit angreb på livsformerne i ghettoerne, og det job blev ikke nemmere af, at hans angreb synes at være gået i stå og erstattet af et spørgsmål om, hvor stor en procentdel af beboerne der rammes af hans anklager. Jeg kan så, ud fra hans optræden i Deadline, føje til, at han nok er mere digter end debattør: han vil have debat, siger han, men han lytter ikke til modparten – han sad med demonstrativ mangel på interesse, mens Inaam havde ordet – og formår ikke at ændre sine formuleringer, så de svarer på modpartens indvendinger. Det gjaldt forøvrigt også Inaam. Begge de to debattører fremførte deres på forhånd fastlagte meninger, hun: en anklage for generalisering, han: et krav om afstandtagen fra snyderi og lovbrud. Adam Holm havde virkelig et hårdt job.

Men altså: Er Inaam Nabil en nyttig idiot?

Først kan man lægge mærke til, at hun optrådte i den sædvanlige muslimske ”uniform”: hun var iført tørklæde, og signalerede derigennem tydeligt: ”Jeg er muslim”. Så altså: Hvis Yahya Hassan og hans interview’er, Tariq Omar, er ”et par nyttige fjolser, som tager hele vores område som gidsel i et mediecirkus, hvor ensidigheden og et konstrueret billede af os-og-dem skærpes”, så må man sige, at Inaam og hendes medsøstre i lige så høj grad er nyttige idioter, der medvirker til at skærpe modsætningen mellem dem og os.

Dette giver så anledning til at spørge videre: Er hun tilhænger af den muslimske kultur i bred almindelighed? Er hun f.eks. tilhænger af den tanke, at muslimer er bedre end danskere?

Det er en tanke, som muslimer sædvanligvis aldrig fremfører åbent. Og det er en tanke, som vi danskere i almindelighed aldrig anklager muslimer for. Den forekommer os fuldstændig vanvittig. Blot har vi i tidens løb set mange eksempler på, at den er udbredt i muslimske miljøer. De har et navn for os ikke-muslimer: vi er kufar. De er meget opmærksomme på, om deres børn, især pigerne, bliver for danske. Derfor sender de af og til børnene på ‘genopdragelsesrejser’ til hjemlandet. De ønsker at holde de danske myndigheder, politi og domstole, udenfor deres interne konflikter. Ja, de ser ofte ned på os danskere og vores form for lovgivning: den er jo kun menneskelig, hvorimod shariaen er guddommelig. Osv. osv.

Det er også en sådan følen sig bedre end danskerne, der er grunden til, at mange muslimer ikke har noget samvittighedsnag over at snyde de danske myndigheder. Der er op igennem historien mange eksempler på, at muslimer finder det naturligt, at ikke-muslimer skal tjene dem og deres behagelighed. Genfindes en sådan opfattelse af forholdet mellem muslimer og ikke-muslimer i de danske ghettoer? Det er noget af det, Yahya Hassan angriber i sine digte. Han betragter det som snyd. Men er Inaam Nabil med sit tørklæde med til at gøre det til en selvfølgelig og næsten legal handling for en muslim?

Videre: Os-og-dem-tankegangen, som altså underbygges af Inaam Nabil og hendes veninder, har ført til, at mange muslimer i Vollsmose betragter området som forbeholdt muslimer; de mener, det er muslimsk område, og vil derfor formene andre adgang til området. Her skal sharia og ikke dansk lov gælde. Det vil sige: når denne os-og-dem-tankegang vinder fodfæste – ikke som noget, vi danskere påtvinger muslimerne, men som noget, der udspringer af deres egen medbragte kultur – så er der ikke langt til de reaktioner, vi ser i ghettoerne: politi og brandvæsen mødes med stenkast af de unge i områderne.

-”Der er ikke langt til …” siger du. Men vil du da hævde, at Inaam og de andre tørklædekvinder er ansvarlige for disse uheldige foreteelser?

Ansvarlige og ansvarlige? De er nyttige idioter. De medvirker med deres ønsker om at være en from og lydig muslim til, at der opbygges et parallelsamfund. Kan gerne være, at de med deres ord tager afstand fra disse ballademagere – af hvilke der ifølge Inaam kun er 100 i Vollsmose – men med deres tørklæder siger de god for parallelsamfundet. Og så er det svært at tage deres afstandtagen alvorligt.

Det er jo det forfærdelige ved det: I disse muslimske miljøer findes der en række uskrevne regler for, hvornår man er en god muslim. Og mange af disse regler bygger mere på afstandtagen fra det danske samfund – som om man er en bedre muslim, jo mere man tager afstand fra det danske samfund – end på integrering i det danske samfund.

Denne oplevelse af at bo i et parallelsamfund og denne villighed til at styrke dette samfund i dets modstand mod det danske samfund betyder utrolig meget for integrationen. Eksempel: En lærer tager en snak med forældrene til en elev og kommer med gode råd. Jovist, de lytter pligtskyldigst. Men han er jo en kufar, og de skal ikke blot overveje det kloge og fornuftige i hans råd, men også tænke på, om de stadig kan opfattes som gode muslimer, hvis de retter sig efter hans råd. Et andet eksempel: En ung mand ansættes som medhjælper i en ungdomsklub. Han er et mønster på en velintegreret andengenerationsindvandrer, mener myndighederne. Men det viser sig, at han kører efter en dobbeltstandard: overfor danskerne véd han præcist, hvad han skal sige, overfor muslimerne er han med til at opretholde skellet til danskerne, måske endda gennem diverse ulovligheder.

Ingen af disse ghetto-problemer dukkede op til overfladen i Deadline-diskussionen. Men man kunne se, at Inaam Nabil havde lært af den danske elite at se bort fra det specielt muslimske ved integrationsvanskelighederne. Hun indrømmede på Yahya Hassans pågående spørgen, at der var problemer i ghettoen, men hun var straks parat til at finde tilsvarende problemer hos danskerne, i dette tilfælde problemer med skatteunddragelser i den danske overklasse. Ligeledes har hun lært, at problemerne ikke har noget med islam at gøre, nej, der er tale om sociale problemer, problemer med ”utilpassede og sårbare unge”, som banderne let får fat på, se artiklen i Information.

Til det svarede Yahya Hassen med at påpege, at muslimerne hele tiden går ind i offerrollen. Og her ramte han plet. Det kunne høres i Deadline igennem Inaams undvigemanøvrer, og det kan læses i Information-artiklen, hvor hun slutter med at sige:

vi  beboere i Vollsmose, må finde os i utryghed forbundet med arrangementet – fra massivt politiopbud til populistiske udmeldinger i avisspalterne. Vi betaler prisen for, at der er tåber derude, der har et indgroet behov for at udøve verbal vold og idioter der svarer tilbage med fysisk vold.

Ja, disse retfærdige beboere i Vollsmose, disse fromme muslimer, de er ofre, ofre, ikke blot for danskernes nedladende syn på området, også for danskernes ‘falske’ overvejelser om ytringsfrihed, og nu til sidst endda ofre for en tosset muslims indgroede behov for at udøve verbal vold. Som hun siger lidt tidligere:

Men vi er også trætte af, at hver en manddomsprøve og pubertetsvrede skal stadfæstes i vores boligområde.

Nuvel, det værste er såmænd ikke, at hun sidestiller fysisk og verbal vold, selv om det er slemt nok. Det værste er, at hun er med til at opretholde et skel mellem dem og os, og dermed med til at opretholde alle de uskrevne, muslimske regler, der medvirker til opbygningen af et parallelsamfund i Vollsmose.

Skal hun da tage sit tørklæde af?

Ja, selvfølgelig! Det vil sige: det skal hun gøre, hvis hun ønsker at være en del af det danske samfund. Men beholder hun det på, signalerer hun, at hun vil være en del af det muslimske parallelsamfund. Men vil hun det, skal hun ikke skælde os danskere ud for de bøllestreger, hendes medmuslimer laver i området, bøllestreger, som forresten er langt alvorligere end det, vi normalt kalder bøllestreger. Når hun undskylder Vollsmose og siger:

Vollsmoses udfordring er ikke kun bøller i Vollsmose, men også bøller udenfor boligområdet, som søger ind i området og laver ballade. Hvem går det ud over? Os! – de 9.900 andre beboere, der har et simpelt ønske om at leve i fred og ro.

så er det offermentaliteten igen, eller: så falder det hende overhovedet ikke ind, at hun selv og det parallelsamfund, hun ønsker at leve i, altså ikke har kunnet skabe den fred og ro, hun så gerne vil have. Eller hun tænker ikke over, at hun selv og andre muslimer er nødt til at vidne imod ”bøllerne”, hvis det danske politi skal kunne udføre deres arbejde.

Bevares, det kan da være svært at vælge side, når islam er knyttet så stærkt til ens identitet, som tilfældet synes at være. Men er det ikke nødvendigt?

Se et tidligere blogindlæg om Vollsmose her.