Europæisk apartheid?

I en artikel i Information den 6. december 2013 søger den fransk-marokkanske forfatter, Tahar Ben-Jalloun, at indkredse begrebet racisme, se her. Og ærlig talt, hans artikel er et mønstereksempel på den europæiske elites fordomme.

Én af disse fordomme består i, at han ikke giver plads til nogen form for nationalfølelse eller fædrelandskærlighed. Begrebet racisme overtrumfer det hele. Han indleder med at skrive:

Racisme er en del af menneskets natur. Det er vi nødt til at forstå. For først da kan vi bekæmpe den med love og hindre den i at brede sig.

Jeg véd ikke af, at racisme er en del af menneskets natur. Men det er min erfaring, at mennesket er et flokdyr, der befinder sig bedst sammen med medlemmer af den samme flok. Men det betyder ikke, at man så automatisk bekæmper andre fra andre flokke. Det betyder derimod, at man er nødt til at opretholde grænser mellem folkeslagene, for at hvert folkeslag kan føle sig godt tilpas. Og denne tendens til at holde sammen med andre af samme stamme og samme sprog kan på ingen måde kaldes racisme.

Men Ben-Jalloun begår også den fejl, at han, på trods af, at han mener, racisme er en del af menneskets natur, ikke desto mindre mener, at han selv er så meget fritaget for at lide af denne fejl, at han kan bekæmpe den med love og hindre den i at brede sig.

Denne overlegenhedsfølelse fra elitens side er Europas onde skæbne. Den har ført med sig, at der er blevet åbnet for en indvandring af især muslimer i et omfang, aldrig før set i historien. Men problemerne med denne indvandring ser eliten ikke. Den apartheid, der findes i Europa, består ikke i, at ”Frankrig er offer for en særligt ondartet racisme”, som Ben-Jalloun skriver. Den består heller ikke i, at franskmændene i høj grad stemmer på Front National, et parti, som Ben-Jalloun vil mene står for racistiske synspunkter. Nej, apartheid i de europæiske samfund består i, at eliten lever langt væk fra indvandrerne og derfor ikke kan sætte sig ind i, hvilke problemer der opstår i bydele med mange indvandrere. Den består i, at eliten har sat sig i hovedet, at de vanskeligheder, der notorisk findes i disse bydele, under ingen omstændigheder kan være indvandrernes skyld, det må bestemt skyldes, at de oprindelige indbyggere er racister. Og når disse oprindelige beboere stemmer på partier, der er modstandere af yderligere indvandring, har det samme forklaring, og eftersom racisme er en del af menneskets natur – altså af de andre menneskers natur, de laverestående menneskers natur – så må eliten ved lovgivning forhindre racismen i at gøre sig gældende.

Det engelske magasin The Economist beretter i denne uge om en indisk politiker, Narendra Modi, se her. Avisen har ikke rigtig fidus til ham, selv om han synes at bejle til premierministerposten i Indien. Han har nemlig været statsminister i delstaten Gujarat, og han kom til på et tidspunkt, i 2002, da der var store ”raceuroligheder” i staten. (”Raceuroligheder” står i anførelsestegn, for det var ikke uroligheder mellem racer, men mellem muslimer og hinduer, altså snarere religionsuroligheder).

Urolighederne begyndte med, at nogle muslimer satte ild til et tog med hinduistiske pilgrimme. Det medførte, at 59 mænd, kvinder og børn omkom. Senere, ni år efter, blev 31 personer dømt for denne udåd. (se her).

Umiddelbart efter blev der fra hinduister i Gujarat opfordret til bandh, et indisk ord, der betyder strejke, men ofte viser sig som en strejke, der inkluderer ildspåsættelse, stenkast og angreb mod politiet. Under de påfølgende uroligheder blev mere end 1000 mennesker dræbt, og mange mistede deres hjem, de fleste af dem muslimer.

The Economist opregner alt det, Narendra Modi kunne have gjort for at forhindre de mange dødsfald. Blot gjorde han det ikke, og – antyder magasinet – det skyldes nok, at han er hindunationalist. Der var, siger The Economist, ingen muslimske kandidater opstillet for hans parti ved sidste delstatsvalg, og han har nægtet at bære den særlige muslimske hue. Derfor er han nødt til, hvis The Economist skal støtte ham, at opgive idéen om, at Indien er eller skal være et rent hinduistisk land, og han må offentligt tilkendegive, at han afskyr vold og diskrimination imod muslimer.

Man kan godt være lidt bange for, at The Economist overfører den elitære tankegang fra vort Europa til Indien. Og man må da også indrømme, at Indien, ligesom vi, har store problemer med sin muslimske befolkning. Man kan måske sige, at Indien er en halvtreds-hundrede år foran os i den henseende. Men man kan ikke sige, at de er nærmere en løsning, end vi er. Og det er sådan set klart nok, hvis man indenfor den indiske elite tænker som The Economist, hvis man altså mener, at muslimerne er et forfulgt mindretal, som det er så synd for, og som det store flertal virkelig af eliten må lære at tage hensyn til.

Når jeg siger, at Indien måske er et halvthundrede år foran os i udvikling af forholdet mellem religionerne, skyldes det, at der i Indien har dannet sig en ret stærk hindunationalistisk bevægelse, og at denne bevægelse ikke vil gå ind under elitens krav om tilbageholdenhed, men besvarer vold med modvold. Det var jo, hvad man gjorde i Gujarat.

Jeg gætter på, at de fleste af os meget nødigt ser, at vi får en tilsvarende udvikling her i Europa. Breivik er og bliver en undtagelse. De partier, der rundt om i Europa går imod indvandring, har hidtil nøjedes med at bruge demokratiske midler i deres kamp, altså afstået fra at bruge vold. Og det var da at håbe, at det bliver ved på den måde.

Men forudsætter det ikke, at vi på ordplanet går anderledes hårdt til muslimerne? Ikke, at vi skal tvinge dem til at være anderledes, end de vil være ud fra deres egen religion, bestemt ikke, men at vi f.eks. giver os til at gøre det klart for både dem og os, at det er dem, der diskriminerer os, mere end vi dem. Deres spiseregler, deres forestillinger om os ”vantro” som ”urene”, deres modstand mod lighed på ægteskabsområdet (en muslimsk kvinde må ikke gifte sig med en ikke-muslim), deres forsøg på i det skjulte at indføre flerkoneri (hvilket vor sociallovgivning angående enlige mødre giver grobund for), deres ønske om at oprette særlige no-go-areas, hvor ikke danske, men muslimske love skal gælde, alt det tyder ikke ligefrem på, at de er eller opfatter sig selv som ofre for diskrimination fra vores side. Snarere kan man sige, at de diskriminerer imod os.

Men nej, et sådant ord-angreb på muslimer vover ingen i den folkelige elite at indlede. Heller ikke Ben-Jalloun. Han omtaler endda en række eksempler på det, han kalder racisme, og slutter med mordet på den unge jøde, Ilan Halimi. Men ikke om han kan få det over sine læber at sige, at dette mord blev udført af en muslimsk bande. For så ville han jo være ”islamofob”, så ville han jo deltage i hetzen mod muslimer. Den virkelighed, der findes i de muslimske kvarterer og miljøer, lever han langt borte fra. Og besynderligt nok, kan han, selv efter at have nævnt Ilan Halimi-episoden – en episode, hvis gerningsmænd han utvivlsomt udmærket kender betegnelsen for – fortsætte med at hævde, at

at udpege syndebukke er en yndet sport. Før var det jøder, nu er det muslimer og romaer.

For eliten har én gang for alle besluttet, at muslimer er uskyldige ofre. At de er de værste racister af alle, at de af selve deres religiøse praksis nødes til at skelne mellem ”dem” og ”os”, det er ikke noget, der falder ham ind. Og skulle han få den tanke, at det hænger sådan sammen, så formår han at holde den helt for sig selv, for han vil da ikke ødelægge integrationen.

Har vi ikke efterhånden erfaret, at denne holdning fra elitens side er det forfærdeligste vrøvl? Er det ikke kommet til at stå klart for os, at det ikke er franskmændene eller danskerne eller tyskerne, det er galt med, det er ikke os europæere, der er racister, det er muslimerne, der på mange måder vil være noget for sig selv, vil skille sig ud, vil stille særlige krav, vil benytte sig af vores religionsfrihed uden at yde tilsvarende?

Jeg plæderer på ingen måde for, at vi skal vise hårdhed overfor muslimerne. Tværtimod, jeg går ind for, at vi opfylder deres ønsker, sålænge det ikke går ud over vort samfund og dets øvrigheder. Men jeg går så sandelig også ind for, at vi skal gøre os klart, hvem vi har med at gøre. Når det myldrer frem med nye bander i de muslimske områder, skyldes det ikke sociale forhold, men muslimske forhold. Når man ønsker særlig jurisdiktion i disse områder, har det igen med islam at gøre. Når man forlanger af unge danske mænd, der vil giftes med en muslimsk pige, at han konverterer, er det igen islam, der viser sin sande natur.

Vi skulle nødig ende med indiske forhold. Men vi er på vej. Når eliten lader grænserne være gennemhullede, når den lader integrationen sejle og dertil beskylder os danskere for dens manglende succes, så skal det da til sidst gå galt. Og ærlig talt, mon ikke de fleste danskere tænkte som jeg, da jeg hørte om, at en dansk ung mand, der blev passet op af tre unge indvandrere, der ville frarøve ham hans mobiltelefon og hans tegnebog, gjorde modstand og gav den nærmeste et knytnæveslag lige i ansigtet, så de alle løb deres vej, mon ikke vi danskere tænker: Ja, det er, hvad de har godt af! Sådan skal de have det, disse røvere!

Men vi bør nu altså også tænke på, hvad det er i muslimernes kultur, der får dem til at være ligeglade med os danskere, vi kan røves, voldtages, bankes, uden at de får noget samvittighedsnag over det. Hvornår får vi det til at hvile som en selvfølge i hovedet på dem, at vi alle er lige, de ikke mere end vi?

Det sker i hvert fald ikke så længe den danske elite tænker som Ben-Jalloun.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s