Islam versus kristendom

Det begyndte med en artikel i Information om en diskussion, filosoffen Peter Sloterdijk i Tyskland er blevet involveret i (ikke online). Diskussionen ser ud til at have pågået i Tyskland igennem længere tid, en side, der kalder sig ”Perlentaucher”, her, bringer en oversigt over den, og man kan forstå, at der i diskussionen siges både pro et contra.

Men artiklen i Information siger kun ”pro”, dvs., den er kun interesseret i at viderebringe Sloterdijks synspunkter. Disse går kort fortalt ud på, at han ser en forbindelse mellem monoteisme og voldspotentiale. Da Moses gik ned fra Sinai og opdagede, at israelitterne dansede omkring guldkalven, slog han 3000 af sine landsmænd ihjel. For den monoteistiske gud, Jahve, er en nidkær gud, der ikke tåler andre i sin nærhed.

På den måde, siger Sloterdijk, tåler folkets gud ikke noget frafald.

Ud af forestillingen om én gud, springer således også forestillingen om ét folk. ”Fordi vores guder er som ingen andre, vil intet andet folk være som vores”. Samme forestilling om det enkelte folks særlige status ligger til grund for det gammeltestamentlige billedforbud, der ifølge Sloterdijk har til formål at forhindre og forbyde sammenligner af den monoteistiske guddom med andre og mindreværdige guder.

Således refereres han i Information. Og kikker man hans eget essay, ”Im Schatten des Sinai”, igennem, se her, bliver det ikke bedre. Alle de tre monoteistiske religioner, jødedommen, kristendommen og islam, er meget ømfindtlige, hvad frafald angår. De kan ikke se anderledes på det, end at det er forræderi mod gudsfolket.

I virkeligheden betragter også de to religioner, der følger efter jødedommen, dette at forlade frelsesfællesskabet som et pagtsbrud, også når pagtens partner ikke mere er Jahve og Israel, men den treenige og hans kirkefolk eller Allah og hans muslimske menighed. Det kan derfor ikke undre én, at det totale programkollektiv i de tider, hvor de havde den sociale fuldmagt kunne idømme de frafaldne eller de religionstrætte dødsstraf, i det mindste en eskatologisk forbandelse.

Man tager sig til hovedet. Kan nogen, der kalder sig professor, virkelig være så virkelighedsfjern? Kan man virkelig sætte det, Løgstrup kaldte ”begrebsmøllen”, i gang i en sådan grad, at man ganske lader hånt om alle historiske kendsgerninger? Og det beklagelsesværdige svar er, at det kan Sloterdijk. Han fortsætter godt nok dette citat med kun at nævne islam og dets nutidige håndhævelse af frafaldsdommen, og det kunne tyde på, at han trods alt har fundet ud af, at hverken jødedom eller kristendom i vore dage udøver dødsstraf for frafald, så en smule forbindelse med virkeligheden har han da, men at bruge en sådan fejlkonstruktion til at forstå de historiske kendsgerninger med, det er virkelig langt ude.

I et senere afsnit hævder han:

Den virkelige, det vil sige den systemiske reformation – ikke blot af kirken, men af det religiøse liv i det hele taget – kunne af strukturelle grunde ikke fuldføres i Luthers og Calvins århundrede, da den tid stadig var i stand til at frembringe totalopfattelser af alternative religiøse former, sådan som de integristiske tilspidsninger af lutherdommen og calvinismen viser, noget, der strukturelt snarere bør sammenlignes med de islamiske reformbevægelser: Wahhabismen og Salafismen. En reformation kom først virkelig i stand mellem det 18. og det 20. århundrede, da religion uddifferencierede sig som et undersystem med egne lovfunktioner.

Ak, ja, det er ikke just nogen letforståelig tekst, man stilles overfor. Men alligevel, så meget lader sig dog forstå, at Sloterdijk uden videre sidestiller 1600-tallets lutherdom med nutidens wahhabisme. Og selv om man er vant til, at idehistorikere af og til flyver lidt overfladisk hen over historiens mangfoldige forskelligheder, og ser ligheder, hvor andre mest ser forskelle, og selv om man af den grund plejer at give sådanne mennesker lidt lang snor, så synes i hvert fald jeg, at dette trods alt er for meget af det gode.

Det er der også andre, der gør. En professor, Micha Brumlik, der er jøde, ser lidt anderledes på det hele. Perledykkerne har linket til hans afhandling, se her. Dels påviser han med en række historiske eksempler, at grusomheder i historiens løb på ingen måde er begrænset til monoteistiske religioner, heller ikke grusomheder udført imod ens egne folkefæller. Og dels viser han en række eksempler på, at de tre monoteistiske religioner på ingen måde har haft en ensartet historisk udvikling.

Min protest går i en lidt anden retning.

Det kan være sandt nok, at 1600-tallets lutherdom ikke tålte de store afvigelser i læren. Og det kan også være sandt nok, at den middelalderlige katolicisme tillod sig at brænde kættere, f.eks. blev jo Johan Huss brændt på bålet i 1415 i Konstanz. Men det er dog mærkeligt, at Sloterdijk helt kan se bort fra den måde, kristendommen blev til på, ikke mindst, fordi dens tilblivelsesmåde er helt anderledes end både jødedommens og islams tilblivelsesmåde. Hvis man som Sloterdijk sætter jødedommens tilblivelse til Moses’ modtagelse af loven på Sinai og islams tilblivelse til Muhammeds modtagelse af koranen fra 610-632, så kan man med lidt god vilje nok se visse paralleller her. Blandt andet kan jo Sloterdijk have nogen ret i, at begge religioner ser meget strengt på frafald.

Men det er dog ret bemærkelsesværdigt, at netop jødedommens strenge syn på frafald var årsag til kristendommens opkomst. Jesus blev henrettet, fordi han forhånede loven og templet. Det ville jøderne ikke finde sig i. Så her slår Sloterdijks teori til, hvad jødedommen angår. Men slår den til, hvad kristendommen angår? Findes der i kristendommens grundskrift, det ny testamente, noget sted, hvor man påbyder at slå frafaldne kristne ihjel? Nå ja, hvis man som Sloterdijk tillader sig at medregne det, han kalder en eskatologisk forbandelse, så kan man få Paulus ind i de formasteliges rækker. For siger han ikke i 1 Kor 5,5, at den synder, han har beskrevet, skal overgives til Satan! Dog er det jo en besynderlig argumentation hos Sloterdijk, når han ikke kender forskel på at blive slået ihjel eller truet med at blive slået ihjel i denne verden og så at blive henvist til Satan i en kommende verden. Men ellers? Nej, der er virkelig ikke i det ny testamente noget om, at man skal slå dem ihjel, der ikke længer vil være kristne.

Og hvad skal vi sige til de mange forfølgelser, der fandt sted i romerriget mod de kristne de første tre århundreder? Dels havde de kristne jo på ingen måde nogen ydre magt, så de kunne slå de frafaldne ihjel. Men derfor kunne de naturligvis godt true med det, hvis de havde villet; det beviser vore dages muslimer med al ønskelig tydelighed. Og dels var der jo faktisk mange, der faldt fra under forfølgelserne. Hvad gjorde man ved dem, når man altså ikke slog dem ihjel? Man tog dem ind i menigheden igen. Man godtog minsandten deres anger og fortrydelse.

Jamen, er kristendommen ikke en monoteistisk religion? Har vi ikke lige hørt, at den monoteistiske gud er en nidkær herre, som vil have frafaldne slået ihjel? Skulle det ikke været noget, der både gjaldt den første monoteistiske religion, jødedommen, og dens senere ”børn”: kristendommen og islam? Er ikke dette at forlade religionen et pagtsbrud, et forræderi, noget af det værste, man kan tænke sig, så ingen straf er for hård? Jo, alt dette gælder, når det er islam, det drejer sig om. Men det gælder kun delvist, når drejer sig om den gammeltestamentlige jødedom, og det gælder slet ikke, når det drejer sig om den senere jødedom og kristendommen.

Har Micha Brumlik derfor ikke ret, når han sidst i sit essay hævder, at han har falsificeret Sloterdijks tese?

Til sidst kun dette:

Man kunne sige, at Sloterdijk i det mindste har ret så langt, at man i store dele af kristendommens historie har forfulgt afvigerne. Og hvis man så har gjort det samme indenfor islam, så er der vel noget om snakken alligevel.

På ingen måde. Tesen er uholdbar helt igennem.

For det første har islam igennem store dele af sin historie vist sig tolerant overfor kristne og jøder på den måde at forstå, at de har kunnet leve indenfor islams magtsfære uden at skulle fornægte deres religion. Blot måtte de ikke prøve at omvende muslimer, og deres mænd måtte ikke gifte sig med muslimske kvinder. Det samme har været tilfældet med kristne stater, f.eks. i Spanien fra 1200 til 1500, rundt regnet. Her har muslimer levet i kristne stater, men alligevel kunnet dyrke deres religion, med visse indskrænkninger, bevares, men slået ihjel blev de ikke. Det skete først i 1500-tallet under inkvisitionens hærgen.

For det andet er disse perioder med forfølgelse af anderledestroende noget, vi kristne i dag tager stærkt afstand fra. Og vil man se en forskel til islam, kan man jo prøve at undersøge, om muslimer på tilsvarende måde tager afstand fra de perioder i deres historie, hvor de har øget deres territorium gennem hellig krig. Man vil finde, at det ikke er noget, muslimer på nogen måde vil undskylde.

Og hvorfor mon ikke?

Mon ikke fordi det hører med til deres religions DNA, dette med at føre hellig krig. Mens dette at forfølge anderledestroende ikke hører med til kristendommens DNA, begge dele stik modsat den tese, Sloterdijk vil fremføre.

Så altså: Sloterdijk vil slå de tre monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam, sammen i én pulje: de ligger alle under for den ”lov”, han opstiller, at de som monoteistiske religioner har et voldspotentiale i sig. Og det må de historiske kendsgerninger så rette sig ind efter, hvad enten de hyler eller skriger.

Den omvendte tankegang kan ses i en kronik i Berlingske den 16-12 2013, se her. Her har tre fromme mennesker fundet sammen, domprovst Anders Gadegaard, overrabbiner Bent Lexner, og imam Naveed Baig. De tre ønsker så inderligt af hjertet, at de tre religioner her i Danmark kan komme til at leve fredeligt side om side, og de fortæller derfor, hvordan alle tre monoteistiske religioner går ud på ét og det samme: næstekærlighed. Kronikken er naturligvis behørigt forsynet med skriftsteder fra både det gamle testamente, det nye testamente og koranen. Og man har også – naturligvis af pladshensyn – udeladt alle de skriftsteder, der kunne tale imod en så from tese. Disse skriftsteder, og den virkelighed, der måtte udspringe af dem, må naturligvis bøje sig i støvet for en så stor fromhed. For når tre så store autoriteter taler, og når de fremkommer med så fromme og fredsskabende tanker, må alle indvendinger vige.

Ak ja!

Var det dog ikke bedre at holde sig til sandheden? Var det ikke bedre, især af hensyn til det faktum, at disse tre religioner i fremtiden kommer til at leve sammen her i landet, ærligt at vedgå de forskelle, der vitterligt er, ærligt at fastslå, at man vil bekæmpe de andre religioner, fordi man ikke mener, de udtrykker sandheden om menneskelivet, men derefter føje til, at denne bekæmpelse naturligvis skal ske udelukkende på det åndelige plan, altså altid kun vil ske med ord?

At strø et sådant lag sukker ud over de modsætninger og direkte korporlige kampe, der foregår mellem religionerne her i landet, kan dog ingen være tjent med, sandheden allermindst.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s