Når pilen peger den anden vej

Nogen siger, at de er røde på DR. Man hævder endda, at de fleste journalister ikke kan forholde sig neutralt til de emner, der dukker op, men ubevidst tager stilling til fordel for rød blok.

Det så man et eksempel på i Deadline for igår aftes (den 18-12 2013). Her gennemførte Martin Krasnik et trediegradsforhør af tidligere departementschef i skatteministeriet, Peter Loft. Og bevares, det er ret irriterende at høre på en Martin Krasnik, der på forhånd har dannet sig en mening, og blot vil have det arme offer ud at hænge i tovene. Hele tiden afbryder han, når den anden er ved at komme igennem med sin pointe. Hele tiden presser han på med sine synspunkter, også når den anden lige har sagt, at han ikke anerkender præmissen. ”Anerkende præmissen”, den præmis, som Krasnik har sat op! Jamen, den må han da simpelthen anerkende. Og så lader Krasnik i næste spørgsmål, som om den præmis, offeret ikke har anerkendt, alligevel står ved magt.

Det er en ret irriterende form for interview.

Også selv om det i dette tilfælde ikke lykkedes Krasnik at hyle Loft ud af den. Han formåede endda at indlede en besvarelse af et spørgsmål med at sige, at ”det var det, jeg var ved at forklare, da du afbrød mig”. Godt skuldret! Også selv om det tilsyneladende ikke havde nogen dæmpende virkning på Krasnik.

Men det er ikke dèr, jeg vil hen. Det er ikke det, der viser, at journalisterne holder med rød blok. Det er alt det, der ikke blev berørt. Det er det, Krasnik ikke spurgte om. Alt det, han spurgte om, har vi jo været igennem. Alt det har Loft afgivet forklaring om. Hvorfor skal vi have det trævlet op igen?

Nej, men det nye, Loft bringer frem i et interview i Jyllands-Posten, omtalt her, det er interessant. Det bringer sagen videre. Det fører nogle helt andre synsvinkler frem. Ja, og det bringer den daværende skattedirektør for SKAT København, socialdemokraten Erling Andersen, i miskredit. Det rejser spørgsmålet: Traf Erling Andersen sin afgørelse som skattedirektør eller som socialdemokrat? Loft formulerer ikke spørgsmålet på den måde. Han er anderledes diplomatisk. Men det er alligevel det, der er det grundlæggende spørgsmål.

Loft fremfører i interview’et i Jyllands-Posten ikke nogen anklage mod Erling Andersen. Han nøjes med at undre sig over to undladelsessynder fra Andersens side. To ting af afgørende betydning for sagens udfald blev ikke nævnt for Loft i de møder, Loft deltog i. Vi har hørt om dem før. Nogle aviser, især dem, der ikke på forhånd tager stilling til fordel for Kinnochs skattefrihed, har undret sig over, hvordan Kinnoch kunne undgå at betale skat i Danmark. Loft forklarer i interview’et:

»En hel del eksperter siger, at den smule arbejde, Kinnock udførte under sine besøg i Danmark, er afgørende for, om han er skattepligtig eller ej. Og eftersom målet var at lave en afgørelse, som der ikke kunne rejses tvivl om, så skulle man have gjort mere ud af at argumentere for det her. Det er jo det, der har givet diskussion bagefter i relation til hele fotomodelsagen og den omstændighed, at Skat skal genoptage omkring 100 sager,« siger Peter Loft.

Sagen var jo den, at fotomodellen Camilla Vest i byretten i 2011 blev idømt et år og ni måneders fængsel, fordi hun havde arbejdet otte dage i Danmark i løbet af tre år, mens hun boede i udlandet. Så kom sagen for landsretten, og her ville dommen givetvis være blevet stadfæstet, om ikke Kinnoch-sagen var blevet offentliggjort af parret selv. For her kunne jo landsretten se, at Camilla Vest-sagen var fuldstændig parallel til Kinnoch-sagen, og skal den sidste fritages for skat, skal den anden jo også.

Men det var altså med nød og næppe, at Camilla Vest slap med skrækken. SKAT København hjalp hende i hvert fald ikke.

Den anden ting, Loft undrer sig over i dag ifølge interview’et, beskrives således:

I årevis havde Skat vurderet, at man i Kinnocks situation – med arbejde i udlandet og regelmæssig besøg hos familien i Danmark – i maksimalt 2-3 år kunne slippe for dansk skattepligt. Kinnock havde fulgt den praksis i 6 år og ville altså ligge til skattepligt. Men så erkendte embedsmændene på et møde under behandlingen af Kinnocks sag, at der ikke var dækning for 3 års-grænsen. Den fejlretning skrev Skat København imidlertid ikke noget om i Kinnocks afgørelse.

Hvorfor blev dette ikke drøftet med mig? spørger Loft idag. Hvad værre er, det blev heller ikke offentliggjort nogen steder. Først da det blev opdaget, at embedsmændene i SKAT ikke mere mente, der var dækning for denne treårsgrænse, begyndte man at tage andre sager op, hvor man uden at kende den nye regel havde afgjort sager efter den gamle regel.

Begge disse forhold kaster et misligt lys ind over Erling Andersen. Det ser unægtelig ud, som om han handler mere som socialdemokrat end som skattedirektør. At man ændrer reglerne af hensyn til Kinnoch, er én ting. Men at man så ikke offentliggør den nye praksis, så andre kan blive bedømt efter de nye mildere regler, Kinnoch-reglerne, det er mistænkeligt. Og at man først giver sig til at efterbehandle andre lignende sager, når en offentliggørelse ad andre kanaler har fundet sted, er endnu mere mistænkeligt. Og pilen peger denne gang ikke på en Venstre-mand, men på en socialdemokrat.

Men se, intet af dette kom Martin Krasnik ind på i sit interview med Peter Loft. Er det i grunden ikke mærkeligt? Det er jo det, der har nyhedens interesse. Alt det andet er nu et overstået kapitel, hvis man da ikke på forhånd vil mistænkeliggøre Loft. Men hvad han siger om det, Erling Andersen ikke fortalte ham, det er spændende, det rejser nye og ikke tidligere påagtede spørgsmål. Men naturligvis, nu er det en socialdemokrat, der er under mistanke for at føre usaglig politik. Og så kan Martin Krasnik pludselig ikke se det interessante. Så hellere lave et forhør af Peter Loft.

Forøvrigt, hvis bare nogle af ovenstående antydninger af urent trav i SKAT København er sande, får vi et svar på ét af de spørgsmål, Krasnik stillede Peter Loft. Da Peter Loft ikke uden videre ville anerkende det, nogle af de ansatte i SKAT København, deriblandt Erling Andersen, havde refereret om et af hans møder med SKAT København, og påstand således stod mod påstand, spurgte Krasnik Loft, hvilket motiv vel Erling Andersen skulle have til ikke at tale sandt. Det spørgsmål vendte Peter Loft behændigt om, så han spurgte Martin Krasnik, hvilket motiv vel han skulle have til ikke at tale sandt. Og Lofts motiv til ikke at holde sig til sandheden er ret svært at få øje på. Derimod er det ikke så svært at se Erling Andersens motiv til ikke at tale sandt. Hvis Kinnoch kun kunne fritages for skat i Danmark derved, at man så bort fra nogle arbejdsdage, og derved, at man ændrede den hidtidige praksis, og hvis SKAT København bagefter ikke turde være ved, hvad man havde gjort, så ville det passe dem udmærket, hvis de kunne få drejet sagen hen på, at det drejede sig om Peter Lofts indblanding og ikke om ændrede regler. Og for at få Peter Loft til at fremstå som én, der blander sig ubeføjet, er det, man er parat til at lyve om de møder, Peter Loft havde med SKAT København.

Altså: På ét af disse møder forelå der et udkast til en afgørelse. Dette udkast er senere – på mærkværdig vis, som Peter Loft sagde – blevet væk. Til dette møde havde Peter Loft forberedt sig ved at skrive et 8-liniers notat. Det notat tog Erling Andersen efter Lofts forklaring ad notam: ‘det kunne de da godt prøve at indarbejde i udkastet’. Men netop det notat bliver i Erling Andersens forklaring til et bevis på, at Loft har øvet ubeføjet indblanding. Og bl.a. derfor er det jo meget passende, at det udkast, som Lofts notat skulle være en notits til, er forsvundet. For det ville kunne bevise, at det, Loft skrev i sit notat, ikke var med og først kom med i den endelige afgørelse.

Men nu begynder pilen at pege hen mod Erling Andersen. Dette ser man dog ikke i Deadline – eller man vil ikke se det – og man interview’er derfor Peter Loft, som om alt er ved det gamle. Dette er ikke god journalistik.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Når pilen peger den anden vej

  1. Morten - - - siger:

    Emnet diskuteres med udgangspunkt i dette indlæg på 180grader.dk:

    http://www.180grader.dk/Politik/nr-pilen-peger-den-anden-vej

    – – –

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s