Det sårbare menneske

Kristeligt Dagblad kan den 18-12 2013 på bagsiden berette, at man i Catalonien har den skik, at man ofte prøver at indsnige en ”caganer” i de julekrybber, der bliver opstillet rundt omkring. En ”caganer” er på catalonsk en betegnelse for et menneske, der forretter sin nødtørft. Der findes ligefrem en forretning, der har specialiseret sig i at fremstille sådanne figurer. I tidligere tider forestillede figuren blot en bondedreng, der havde trukket bukserne ned. Men i de senere år er man begyndt at lade figuren forestille kendte mennesker, f. eks. Barack Obama, Angela Merkel og fodboldstjernen Messi. Frækt, ja, men jo ikke mere frækt end før, for både høj og lav lider under den højst menneskelige lov, at hvor der er indtægt, dèr må der også være udgift.

Nu har der imidlertid rejst sig protester fra forskellige katolikkers side, fordi man er begyndt også at vise den sorte jomfru, en særlig catalonsk helgeninde, med bar numse, lige til at anbringe i en højtidelig julekrybbe. Også pave Frans har måtte lægge ende til løjerne, selv om han vist ikke ligefrem har siddet model. Og så bliver det usmageligt, synes mange.

Det kan de måske have ret i.

Men alligevel!

Der var noget befriende over den middelalderlige nar, der havde et vist frisprog på hofferne og kunne tillade sig ting, der var andre forbudt. Og der er også noget befriende over, at nogen på den måde gør opmærksom på den lighed, der er mellem alle mennesker. De høje bliver trukket lidt ned, og de lave løftet lidt op. Så jo, jeg kan på en måde godt lide denne lidt grovkornede spøg.

Det minder mig om en lille kontrovers mellem Luther og Erasmus. Erasmus havde skrevet en lille afhandling imod Luther. ”Om den frie vilje” hed den. Luther svarede med en lidt længere afhandling. Den hed ”Om den trælbundne vilje”. Og på den svarede Erasmus så med en endnu længere afhandling, der hed ”Hyperaspistes”.

En meget lille og måske ret ubetydelig del af deres opgør handler om Guds allestedsnærværelse og i sammenhæng dermed rækkevidden af Kristi menneskelighed. Det kan vel være rigtig nok, siger Erasmus, at Gud er alle steder endogså i skarnbassens hule, for ikke at sige noget mere obskønt, men der er vel ingen grund til ligefrem at udbasunere denne sandhed, se her.

Hertil svarer Luther, at der vel er letbenede prædikanter, der lærer den slags uden alvor, blot for at gøre opmærksom på sig selv, men at det dog alligevel bør fastholdes. ”Mon ikke vi alle bør lære, at Gud var i jomfruens moderliv og blev født af hendes mave? Men hvad er forskellen på den menneskelige mave og et eller andet urent sted?” (se her).

Og lidt senere hedder det hos Luther:

Ligeledes var Kristi legeme ligesom vores. Hvad er mere ækelt? Mon vi af den grund skal undlade at sige, at Gud på legemlig vis tog bolig i ham, som Paulus siger det? Men profeten roser sig af, at Gud er hos ham i døden og i helvede. Derfor afskrækkes den fromme sjæl ikke ved at høre, at Gud er i døden eller i helvede, selv om disse to steder er langt værre og langt æklere end hulen eller kloaken, tværtimod, når skriften bevidner, at Gud er overalt, og opfylder alt, så siger den ikke blot, at han er på disse steder, men lærer os og vil have os til at vide med nødvendighed, at han er dèr, at jeg ikke måske, hvis jeg blev fanget af en tyran og kastet i fængsel eller smidt i en kloak, hvilket er hændt mange hellige, skulle mene, det ikke var mig tilladt at påkalde Gud dèr, førend jeg kunne ære ham i en udsmykket kirke. (se her).

Dertil svarer Erasmus, at Luther jo altså i virkeligheden siger det samme som han, blot vil han ikke være ved det, men skælder ham ud for at være en Epikur, se her.

Men altså: Kristi legeme var ligesom vores. Det er kernen i det, vi kalder inkarnationen. Gud selv tog bolig iblandt os. Juleaften i skikkelse af et lille barn. Smukt og yndigt og lidt pussenusset. I hvert fald indtil man måske selv får børn eller på anden måde bliver klar over, at også de lider under den naturlov, der siger, at hvor der kommer noget ind, må der også komme noget ud. Vi laver vel ikke krybbespil, hvor man ser Maria i gang med blevasken, men måske vi skulle gøre det. For det hører jo med til inkarnationen, at Kristus blev helt menneske.

Og dog er jo dette, at også Kristus skulle besøge et latrin en gang imellem, ikke det afgørende ved det, at han blev menneske; det er i stedet det forhold, at han kom ind under det vilkår, som også vi kender til: at kunne lide. Han var Guds søn, siger vi, men dermed mener vi jo, at hans ord var ord fra Gud. Det mærkelige er så blot, at vi ikke ville høre på disse ord, og da slet ikke høre på dem som ord fra Gud. I stedet udsatte vi ham for den lidelse at skulle dø korsets pinefulde død. Det hører med til hans menneskelighed, at lidelsen undgik han ikke. Det hører derfor med til julens budskab, at Gud fik et sårbart legeme, at han forblev sig selv midt i lidelsen, at han selv i sit fortvivlede råb i gudsforladtheden var menneske helt og fuldt.

Jeg prøvede for nogle år siden på den måde at koble julens og påskens budskaber sammen ved at fjerne tredje vers i ”Den yndigste rose er fundet” og erstatte dette vers med fire nydigtede vers. Salmen kom så til at lyde sådan:

1. En rose så jeg skyde

op af den frosne jord,

alt som os fordum spå’de

profetens trøsteord.

Den rose spired’ frem

midt i den kolde vinter

om nat ved Betlehem.

2. For rosen nu jeg kvæder

omkap med Himlens hær:

Maria var hans moder,

en jomfru ren og skær.

I ham brød lyset frem

midt i den mørke vinter

om nat ved Betlehem.

3. Forvist til staldens leje

en krybbe blev hans seng.

Dèr lod Gud Fader føde

Sin og Marias dreng.

Den kærlighed brød frem

midt i vor frosne vinter

om nat ved Betlehem.

4. Som voksen lod han lyne

sit ord mod løgn og svig;

han lyste fred og nåde,

i alt sin Fader lig.

Det lys nu stråled’ frem,

det fra den mørke vinter

om nat ved Betlehem.

5. Hans ord var altfor hårde,

hans lys for skarpt for os.

Vi nagled’ ham til korset.

Men han bød døden trods.

Og nu brød lyset frem

midt i vor mørke kulde

i hjertets Betlehem.

6. Dèr, i vort hjertes indre

gror denne rose nu.

Hans kærlighed os griber,

styrer vort sind og hu.

Den rose spired’ frem

først i den kolde vinter

om nat ved Betlehem.

v. 1-2 Th. Laub, v. 3-6 R. Riis.

Glædelig jul!

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Det sårbare menneske

  1. God og stærk salme, som glæder mig, fordi den i vers 6 formår at bevidstgøre den kærlighed, som julens budskab handler om. Kan man sige, det er en udfoldelse af originalens vers 2? At kvæde om kap med himlens hær ligger der vel også en bevidstgørelse i. Men dog ikke en forvandling som i dine vers.

    Jeg har selv lavet lavet en tilsvarende sammenføjning af jul og påske i en salme – blot går bevægelsen her den modsatte vej fra påske til jul. Jeg viste den til en præst, og selv om hun godt kunne lide salmen, havde hun det svært med denne baglæns bevægelse.

    Nu, hvor jeg sidder med salmen igen, ved jeg da heller ikke, hvad den skal gøre godt for. Der kan jo ligeså godt stå påskeevangeliet, som jeg altså ændrer det til i anledning af denne hilsen til dig. Så var der alligevel ikke nogen sammenblanding af jul og påske her.

  2. Nå ja, så rimer det jo ikke! Så går den ikke.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s