At vaccinere sig mod Jesu ord

Det er Karl Ove Knausgård, jeg tænker på. Men det kunne for den sags skyld også være mange teologer, som med deres teologiske overvejelser har gjort det umuligt for sig selv at høre, hvad Jesus har at sige. For Knausgårds vedkommende henholder jeg mig til et essay, han har skrevet. Det hedder ”Nåde” og blev offentliggjort i Information den 21-12, se her. For eventuelle teologers vedkommende henholder jeg mig til den opfattelse af Jesu ord i bjergprædikenen, der hævder, at disse ord er så hårde og umulige at overholde, at de kun kan og skal tjene som ”syndespejl”, dvs., Jesus vil kun opnå det med disse ord, at vi indser, at vi er syndere. En ret almindelig opfattelse blandt teologer, som jeg har forsøgt at gøre op med i en afhandling, jeg skrev for nogle år siden, se her.

Jeg kaldte oprindelig afhandlingen ”Alt det syndepjat”, for den vender sig imod den opfattelse, som mange lutheranere har, at det drejer sig om at eftergøre den opfattelse af menneskets totale synd, som Luther blev grebet af under sin såkaldte ‘klosterkamp’. Man mente derfor, at man ikke kan aftegne menneskets synd stor nok. Jo større synd, des større tilgivelse. Og man mente videre, at Jesus med sin bjergprædiken skærpede loven indtil det umulige. Derved ville han tvinge mennesket bort fra at søge frelse gennem loven. Ikke sandt: den, der siger tåbe til sin næste, skal dømmes til helvedes ild (Matt 5,22). Hvem kan vel undgå sådanne vredesudbrud livet igennem? Og den, der kaster et lystent blik på en andens hustru, har begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte (Matt 5,28). Umuligt at overholde. Lystne blikke? Er det ikke, hvad vi smider omkring os med dagen og livet igennem? Eller ”slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til” (Matt 5,39): At det er et ideal, må vi vel indrømme, men er ikke idealet skruet så højt op, at det bliver umuligt for noget menneske at leve op til?

Stillet overfor en teologi, der således mente, det var god luthersk teologi at betragte bjergprædikenen som et syndespejl, syntes jeg, det kunne være interessant at vise, at Luther aldeles ikke ser sådan på bjergprædikenen. For det gør han faktisk ikke. Han har holdt en række prædikener over bjergprædikenen, og der er ikke antydning af syndespejlsbetragtninger i dem. Så jeg føler mig på solid luthersk grund, når jeg gør op med ”alt det syndepjat”.

Og stillet overfor Knausgårds essay synes jeg, det kan være interessant at vise, at også han bruger dette teologiske trick: at afbilde menneskene som onde, i dette tilfælde, som væsener, der gang på gang påfører de andre den værst tænkelige smerte, den at blive sat udenfor. Det spiller i den henseende ingen rolle, at Knausgård om sig selv siger, at han er ikke-troende.

Han stiller sig meget positivt an overfor Jesus:

Nåden ophæver alle forskelle, i den er alle lige. Radikaliteten i dette er så stor, tankegangen bag så forskellig fra alt andet, at det egentlig er umuligt at fatte betydningen af den. Men det er dette og intet andet kristendommen handler om.

De spedalske var urene, alle vendte sig væk fra dem, de måtte leve i deres egne små samfund, hvor de og deres ansigter gik i opløsning. De levede i en slags fredløshed; identiteten, den de var, blev sekundær i forhold til det, der skete med deres kroppe, det var det eneste, man så. For Jesus var der ingen forskel på dem og de andre. Tolderne, der var forhadte, fordi de var korrupte og stjal fra de fattige, og horerne, de mest uværdige af de uværdige, for Jesus var der ingen forskel på dem og de andre, de var mennesker ligesom alle andre mennesker.

Ikke sandt, vi teologer labber det i os. Tænk, at en forfatter, der oven i købet betegner sig som ikke-troende, kan se det radikale og helt anderledes hos Jesus! Det, som vi prædikanter har prædiket år ud og år ind: at Jesus brød med den herskende sociale orden, det ser han også ved Jesus. Og så kommer det med syndespejlet, og mange teologer vil utvivlsomt klappe i deres småhænder ved at læse det:

Han sagde: dersom nogen slår dig på din højre kind, så vend også den anden til. Han er et menneske som du, han er dig. Slå ham ikke. Det er en lige så umenneskelig tanke som Nietzsches, eftersom den også tænkes uden for det sociale. Ja, det er en guddommelig tanke. Breivik er lige så meget værd som de unge mennesker, han myrdede. I den tanke opløser vores identitet sig, det er forskellene, der har skabt den, og det er det, der gør kristendommen urealiserbar, vi kan ikke tænke os selv væk, det er for meget at miste, det er det eneste vi har.

Men alligevel! Er dette ikke et nummer for radikalt? At det ligefrem er vor identitet, der opløser sig, stillet overfor denne forkyndelse, eller at ligefrem kristendommen er urealiserbar, er det ikke for meget af det gode?

Jo, det er for meget. Det er på den måde, Knausgård har vaccineret sig imod Jesu ord. Det samme har måske en del teologer, men deres vaccination vil jeg ikke komme ind på her. Kun Knausgårds.

Når han udlægger Jesus-ordet om at vende den anden kind til, betragter han det som et lov-ord eller et ideal-ord. Det vil sige: han spørger ubevidst, hvad han som enkeltmenneske skal gøre for at gøre det rette. Det er ikke forholdet til den anden, der bekymrer ham, nej, han vil kun vide, hvornår han har gjort nok.

Men Jesu ord vil ikke være en ny lov. Det vil være en formaning, dvs., det vil være en staldfidus, et godt råd om, hvad man kunne tage og gøre, hvis man vil have forholdet til den anden til at retvendes. Det vil ikke fortælle dig, hvad du kan gøre for at kunne være et retfærdigt og godt menneske, det vil fortælle dig, hvad du kan gøre, hvis du vil handle klogt, dvs., hvis du vil have dit liv til at lykkes. Det siger han udtrykkelig i slutningen af bjergprædikenen: den, der hører disse ord og handler efter dem, ligner en klog mand. (Matt 7,24).

Nåden ophæver alle forskelle, siger Knausgård, det er det, kristendommen handler om.

Såmænd er det ej. Kristendom handler om at kunne se sagen fra den andens side. Det siger Jesus i den gyldne regel: ”Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem” (Matt 7,12). Det vil sige: Når du går og længes efter, at den anden skal komme ud af sin rethaveriske holdning og give udtryk for sit ønske om forsoning, så har du i denne længsel en udmærket rettesnor for, hvad du skal gøre: kom du ud af dit rethaveri, giv du udtryk for dit forsoningsønske!

I det hele taget: det afgørende er forholdets bevarelse, vækst, genopretning, ikke dine gode eller mindre gode gerninger.

Jamen, ordet om det lystne blik, det har da ikke med forholdet til den anden at gøre?

Jo, netop. Se, hvordan Luther udlægger det! Han siger:

Men her hører du en anden mester, som gør den slags hellighed til synd og skændsel, og lyser ret op i dette bud, og konkluderer, at ægteskabsbrud også kan ske med øjnene, med ørerne, med munden, og allermest med hjertet; f. eks. når man ser på en kvinde, eller driver spøg med hende, ja tænker på hende med ond lyst. (Se her).

Det afgørende for ham er, om blikket er inviterende, om altså den kvinde, du betragter, tænkes at skulle lægge mærke til det. Derfor føjer han til: ”eller driver spøg med hende”. Bevares, også det kan gøres ganske uskyldigt, ligesom det lystne blik kan være uskyldigt, men opdager du f.eks., at din kone har meget let ved at blive jaloux, så vil du vel ganske naturligt være noget tilbageholdende både med dine lystne blikke og med din driven spøg med andre kvinder. Og glemmer du denne tilbageholdenhed, så lyder der en advarsel fra livets mester, en staldfidus, som du gør klogt i at rette dig efter, hvis du vil, at dit ægteskab og dit liv i det hele taget skal lykkes: Pas på! Bare et enkelt lystent blik, indeholdende en invitation, kan spolere dit ellers lykkelige ægteskab!

Det samme gælder ordet om skældsordet ‘Tåbe’, der dømmer til helvedes ild. Det er en advarsel. Så let kan et forhold til et andet menneske gå i stykker. På en måde er jo netop det, hvad Knausgård bevidner i sit essay, når han fortæller om sit forhold til sin far:

Det farlige ved min far var, at jeg aldrig helt vidste, hvad der var forkert, og hvad der ikke var det, raseriet kunne komme helt uventede steder fra. Det medførte, at jeg fik nogenlunde samme forhold til ham, som jeg tror, han selv havde til sin mor. Jo mere han afviste mig, desto stærkere blev min binding til ham, det var hans gunst, jeg ville have, hans uforbeholdne bekræftelse, det at jeg var god nok i hans øjne. Jeg ville ses af ham, og ikke kun når jeg havde gjort noget galt.

Næsten uden ord, kun med et blik, med en holdning, med et ansigt, der vender den forkerte vej, kan et menneskeligt forhold slås i stykker. Og sandt nok, barnet kan ikke andet end blive ved og blive ved med at søge forholdet genoprettet.

Jeg opsummerer: Mennesket har fra naturens hånd, ikke mindst gennem sproget, fået mulighed for at se sagen fra de andres side også. Og når et forhold mellem mennesker blomstrer, kommer netop denne egenskab fuldt til udtryk. Blot har mennesket for lang tid siden opfundet en tankegang, hvorved det kan omgå denne mulighed: det vil retfærdiggøre sig, det nøjes med at se på sin egen godhed eller mangel på samme og være tilfreds med de ‘gode gerninger’, det kan gøre, uanset om forholdet bevares ved det eller ej. Det kan være gennem en religion, det omgår denne mulighed, gennem jødedom eller islam, og jo altså også gennem mange former for kristendom, men omgå muligheden kan også kirkefremmede mennesker, ja selv de, der kalder sig ikke-troende.

Men det, Jesu ord vil, er altså at få os til at vende tilbage til den naturlige tilstand, er at nedbryde al retfærdiggørelsestrang i os, er at få os til at se på de forhold, hvori vi står til hinanden, trives de? – bevares de? – genskabes de?

Og her er altså, at jeg får en slem mistanke: Har Knausgård vaccineret sig imod Jesu ord? Det har intet at gøre med, at han er ikke-troende. Men det har nok noget at gøre med, at han er forfatter.

Han undrer sig i begyndelsen af sit essay over en oplæsningsaften i Malmø. Hvorfor var så meget af det, der blev læst op, dårlig litteratur? Og han svarer:

Grunden må være, har jeg tænkt, at i de situationer, der blev beskrevet, alle disse overgreb, al denne mishandling, var meget afgjort på forhånd. Der var ingen tvivl. Og uden tvivl ingen litteratur. Litteraturen søger mod kompleksitet, selv i sine forenklinger.

Det har han sikkert ret i. Men tvivl er noget meget uhåndtérligt noget. Han er ikke troende, hævder han. Men tvivler han nogensinde på denne ikke-tro? Får han nogensinde øje på noget, der kun kan forklares som Guds gerning i det menneskeliv, han har fået at leve? Gribes han af og til af en taknemlighed så stor, at han kun kan få afløb for den gennem en takkesalme til Gud? Nå nej, jeg spørger forkert. Jeg skal naturligvis ikke spørge efter hans egen tro eller tvivl, hans egen taknemlighed eller mangel på samme, men efter hans personers grebethed, også efter den fiktive persons grebethed, som han kalder ”Karl Ove Knausgård”.

Af det, han beskriver af denne persons opvækst, kan man forstå, at han er blevet kærlighedsdepriveret. Faderen så ikke til hans side, han opfyldte ikke det eneste ønske, barnet havde: at blive set af sin far, også når han ikke havde gjort noget galt.

Men gør han ikke dette til noget almengyldigt? Måske ikke i ”Min Kamp”. Men tilsyneladende her i essayet.

Også det, han fortæller om forholdene i Sverige, gør han vistnok almengyldigt:

Du arbejder et sted, hvor det, der siges, er følsomt, lad os sige i den svenske indvandrerstyrelse. Du kommer fra en anden by, hvor du har arbejdet inden for det samme system, der havde du en blog, hvor du engang for længe siden skrev noget ubetænksomt om dit job, nu skal der snart være valg, en journalist læser din blog, slår indholdet op på forsiden af Sveriges største avis, og herefter er der ingen på arbejdet, der møder dit blik, ingen der lytter til det, du siger, det er, som om du ikke findes. Du bor alene, har hverken kæreste eller børn, hvorfor eksisterer du overhovedet, hvad er meningen med dit liv? Mekanismerne er sociale og tilhører alle, konsekvenserne er psykologiske og tilhører den ene.

Dette er ikke fiktion, desværre, men skinbarlig virkelighed. Sveriges største avis, Expressen, har virkelig hacket den indvandringskritiske site ”Avpixlat”, fundet frem til det, man betragter som hadefulde udtalelser om indvandrere, og afsløret navnene på personerne bag, personer, som ellers, som så mange andre kommentatorer på nettet, havde regnet med anonymitet. Oven i købet havde man ikke blot bragt billeder af de formastelige, men også offentliggjort deres adresser med den tilføjelse, at man ville ”komme efter dem” – et billede af en baseball-udstyret mand ledsagede teksten. (Se en reaktion fra Avpixlat her).

Alt dette havde man gjort med den bedste samvittighed af verden. For Sverige er i løbet af de seneste ti-tyve år blevet fuldt af fromme farisæere, blandt politikere og blandt journalister, farisæere, som véd, hvad det rigtige er, og ikke tager spor hensyn til de mennesker, der ikke følger dette efter deres mening rigtige, men ser sig berettiget til at forfølge dem på enhver måde. Som Knausgård så rigtigt skriver: ”Mekanismerne er sociale og tilhører alle, konsekvenserne er psykologiske og tilhører den ene.”

Gør Knausgård dette almengyldigt? Ja. Lige efter skriver han: ”Sådan er det, vi gør hinanden ondt, vi påfører hinanden skade, for det at leve er sværere end nogen kunst. Og sandt nok, dette at leve er svært, men dette at beskrive livet er ikke mindre svært. Livet er jo komplekst. Man må have ikke blot skrivekunstens, men også tvivlekunstens nådegave, for at kunne beskrive det ret. Og hvor er denne sidste kunst henne i de to beskrivelser, Knausgård giver, den af sin far, og den af den svenske voksenmobning?

Det er jo sandt nok, at vi påfører hinanden ondt, som de svenske farisæere gør det, men dermed er ikke alt beskrevet. Det kan være sandt nok, at vi har hele systemer, der tillader os at retfærdiggøre os: religioner, jødedom og islam; delreligioner, store dele af kristenheden; den svenske folkelige elite. Det kan være sandt nok, at menneskets retfærdiggørelsesforsøg aldrig hører op, bestandig vil vi farisæere forsøge at optugte os selv og andre med vore fortrinlige, gode, moralske forestillinger, men gang på gang sker det jo, at naturen går over optugtelsen, så bryder latteren igennem her, så bryder et smil den hårde atmosfære dèr, så her, så dèr er der et menneske, der vender den anden kind til, giver slip på al retfærdighed, så kun ønsket om genforening med den anden er tilbage.

Løgstrup hævdede, at livet ikke blot indeholder villede, gennemtænkte gerninger, men også af sig selv medfører, at de ”suveræne livsytringer” sætter sig igennem. Og netop, fordi disse livsytringer sætter sig igennem så at sige bag vor ryg, kan vi aldrig komme til at prale af dem eller regne dem med til vore gode gerninger. Sådan kan det påpeges, det, der hører med til livet, er med til at gøre det komplekst, det, der må til, om litteratur skal blive god litteratur.

Jeg har her sagt det på anden måde, talt om Jesu formaninger som ”staldfiduser”, talt om at handle, ikke etisk eller superetisk, men klogt. Men under alle omstændigheder må det frem, at naturen, latteren, smilet, forsoningen, dog trods alt bryder igennem alle vore retfærdiggørelser. Det hører med til livets kompleksitet.

Og det er, som om Knausgård glemmer dette. Han fortæller om sin far, men havde han ikke også en mor, denne ”Knausgård”? Var hele barndommen én lang underkuelse? Eller har han ikke som voksen erfaret den varme, det kan give, at et barn, helt frivilligt, vil holde én i hånden for derved at finde tryghed? Eller har han ikke erfaret, hvordan et blik fra den elskede, midt i det argeste skænderi, kan afsløre den længsel, det ønske om samvær, som var netop det, han i sin tid blev forelsket i, fandt aldeles uimodståeligt? For det er jo sandt, hvad han skriver, at det onde ikke er noget, man beslutter sig for, men noget, der opstår i én. Men på samme måde er det sandt, at det onde bekæmpes, ikke gennem beslutninger, men gennem noget stærkere, der bemægtiger sig én.

Og hvad de forfærdelige svenskere angår: Er der ikke, selv blandt svenskere, enkelte, der gør oprør med journalisternes mobning? Ja, er selve det forhold, at Knausgård kan skrive forarget om det, sammen med det forhold, at jeg kan blive forarget, ikke et bevis på, at dog i det mindste vi to kan erkende mobningen for det, den er: udstødelse, påførelse af skade? Og så har vel i det mindste vi en livline ud til sandheden.

Og så er alligevel det hele på en måde langt værre, end Knausgård beskriver det eller forestiller sig det. Han skriver, som nævnt, om det onde, at ”det onde er ikke noget man beslutter sig for, det er noget, der opstår i en”. Men han fortsætter: ”For at tøjle det må du kende det eller i det mindste vide, at det findes”. Men er det ikke naivt at tro, man kan tøjle det onde, når det onde just viser sig dèr, hvor vi har besluttet os for at være mest gode, som hos de svenske farisæere eller hos den far, der vil opdrage gennem udelukkelse og givetvis mener, at han gør det gode ved det?

Eller altså: Hvordan kan vi være sikre på, når vi bilder os ind, at vi tøjler det onde, at vi ikke i virkeligheden øver det ondes gerninger? Hverken de svenske farisæere og den opdragende far ser jo, hvad de virkelig har gang i, at det er den mest ødelæggende ondskab af alt. Hvis nu vi, i den bedste hensigt, ud fra de grundigste overvejelser, vil kæmpe for det gode, hvordan kan vi så vide, at vi ikke i det skjulte bliver den ondes håndlanger?

Det er her, Jesus og hans staldfiduser kommer ind i billedet. For gennem disse såre enkle formaninger vil han have os til at se på det, vi overså i vore mange gode gerninger: forholdet til næsten. Han vil have os bort fra at handle etisk, så vi føler os retfærdige, og frem til at handle klogt, så vi får forholdets vé og vel for øje.

Og da livet er et liv i forhold, er det livet om at gøre, at vi har en institution, kirken, hvor hans ord får mulighed for at påvirke os farisæere. Godt nok kan vi aldrig få nogen sikkerhed for, at kirkens tjenere virkelig er ramt af Jesu ord og derfor virkelig i deres dagligdag og omgang med mennesker lader retfærdiggørelsestrangen ligge, men vi kan dog ved at sikre dem passende omgang med Jesu ord under deres uddannelse og ved at tvinge dem til at prædike ud fra Jesu lignelser og fyndord, gøre det sandsynligt, at de har sat disse ord så meget i forbindelse med deres dagligliv, at de kan viderebringe nogle af disse erfaringer til os i kirkens gudstjenester.

Og mislykkes denne taktik – for teologer er snedige, næsten lige så snedige som Knausgård er det her, hvor han ender med at gøre Jesu ord urealiserbare – så er der vel stadig håb om, at ordene kan trænge igennem selv den barriere, som en præst på en prædikestol kan repræsentere, og nå frem til den enkeltes hjerte. Ja, ordet har jo i dag langt flere veje at vandre ad, når det vil nå ind til vort inderste, end det havde tidligere. Romaner, film, skuespil, digte, al litteratur i det hele taget afslører i deres indhold, at vor kultur er dybt påvirket af kristendommen, at Jesu ord har virket ind på indholdet af disse fænomener langt mere, end vi forestiller os. For det forholder sig jo sådan, som Knausgård også siger, at litteratur bliver dårlig litteratur, hvis ikke tvivlen er der til at bringe kompleksitet ind i det fortalte, herunder tvivlen på den selvfølgelighed, hvormed Guds eksistens benægtes.

For hvad vil det sige at tro på Gud?

Det vil jo netop i kristen forstand at sige at tro på, at Jesus er Guds søn, dvs., tro på, at hans ord har elektrificerende kraft, at netop de kan ændre os fra at være mennesker, der er ømme over vort ry og handler af frygt for andres dom, til at være naturlige, glade, frie mennesker, der blot er. Og har man forstået det, er der ikke langt til at slutte op om den kirkes gudstjenester, hvor disse guddommelige ord lyder (ja, ordet ‘guddommelige’ er faktisk Knausgårds), dels for ens egen skyld, og dels for den kulturs og det folks skyld, hvoraf man er en del.

Men ligesom mange præster har fundet en vaccination mod Jesu ord i den bestandige pukken på, at de kun skal forstås som et syndespejl, sådan har også mange forfattere fundet en tilsvarende beskyttelse mod hans ord ved at tro, at de er særlig realistiske, når de skildrer alt det onde i mennesket.

Jeg er ikke klar over, om Knausgård er én af disse forfattere. Men ud fra essayet her kan man godt få den tanke.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s