Min brors vogter?

Skal jeg være min brors vogter?” siger Kain, da Gud taler til ham, efter at han har slået sin bror Abel ihjel. (1 Mos 4,9). Og de fleste vesterlændinge vil vel uden videre betragte dette spørgsmål som Kains forsøg på at smyge sig udenom anklagen for drab. Selvfølgelig skal han være sin bror vogter, vil vi sige. Selvfølgelig skal han tage vare på sin bror, så han ikke bliver skadet af andre. Selvfølgelig er det derfor næsten en dobbelt overtrædelse, når han nu ikke blot har slået et menneske ihjel, men tilmed slået sin bror ihjel.

Jeg kom i tanker om dette ord, da jeg hørte Kathrine Lilleørs prædiken i går aftes, nytårsaften, eller måske mere præcist sagt, tidligt i dag, nytårsdag. Heldigvis formåede jeg at holde ørerne stive, så jeg fik hele prædikenen med. Tidligere, før jeg havde optrænet den vældige selvbeherskelse, der præger mig nu, når jeg hører en prædiken, havde jeg for vane, når jeg blev inspireret af ét eller andet i en prædiken, da at lade mine tanker bevæge sig ud ad den tangent, inspirationen havde udlagt for mig, og så først igen lytte efter prædikenen, når tangenten ikke gik længere. Men i går aftes var jeg med hele vejen i prædikenen. Blot havde jeg altså bidt mærke i noget og tænkt ved mig selv: det vil du alligevel huske at få undersøgt nøjere.

Det fortæller jeg så om i dag. Og jeg gør det med den gode samvittighed, at jeg på ingen måde går Kathrine Lilleør i bedene. Det var en udmærket prædiken, hun holdt. Og den Jesus-lignelse, hun tog frem, udlagde hun på udmærket vis. Der er intet at klage over dèr. Og når jeg nu udlægger den på en lidt anden måde, er det ikke, fordi min fortolkning er bedre end hendes, det er blot sådan, at det, jeg i farten lagde mærke til, det kan man altså også fortolke lignelsen ud fra. Som Lilleør sagde det i prædikenen: man kan livet igennem blive ved med at finde nye ting i Jesu ord.

Den lignelse, hun udlagde, var lignelsen om de betroede talenter, Matt 25,14-30. Og det, jeg lagde mærke til i lignelsen, var noget, hun ikke tog frem. Det har også i mange, mange år været fuldstændig uaktuelt. Men måske det nu er ved at blive aktuelt igen. Jeg tænker på det, den tredie tjener siger til sit forsvar:

Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. (Matt 25,24f).

Det er jo egentlig en ret mærkelig karakteristik at give af Gud. Hvad kan det vel betyde, at han høster, hvor han ikke har sået, og samler, hvor han ikke har spredt? Bedre bliver det ikke af, at herren i lignelsen minsandten giver tjeneren ret i denne karakteristik. Sådan er han virkelig. Han siger:

Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. (Matt 25,26f).

Altså: Hvad kan vel Jesus mene med at lade Gud beskrive på den måde? Hvis gudsbillede er det, han vil vende sig imod med denne beskrivelse?

Ved andre af Jesu lignelser er det godt at vide lidt om Jesu samtid, hvis man skal forstå lignelsen. Lignelsen om den fortabte søn (Luk 15,11-32) afbilder således for os to sønner, hvoraf den ene vender sig mod den anden: ‘det er uretfærdigt, når han, der har ødslet sine penge bort med skøger, skal stilles lige med mig, der altid har passet mit arbejde’. Og bevares, vi kunne vel nok finde ud af at udlægge lignelsen, så vi selv blev ramt, men alligevel: det er nu godt nok, at Lukas har skrevet, at Jesus fortalte lignelsen, mens både toldere og syndere og farisæere og skriftkloge hørte på.

Men er det da farisæerne og de skriftkloge, denne mærkelige karakteristik af Gud er vendt imod?

Det havde jeg ikke gjort mig tanker om i de første mange af min tid som præst. Men på et tidspunkt kom jeg til at læse David Novaks bog om den naturlige lov indenfor jødedommen ”Natural Law in Judaism”. Og dèr læste jeg noget, der overraskede mig. Det overraskede mig, tror jeg, fordi jeg, ligesom mine teolog-kolleger, havde interesseret mig for kristendommen og vesterlandets filosofi og kun det, ja, havde betragtet alt andet som enten afarter af vesterlandets tankegang eller som fuldstændige ligegyldigheder, der ikke på nogen måde holdt mål med vor tankegang.

Det viste sig, at der igennem alle de år, hvor jødedom og kristendom havde eksisteret side om side, havde været en næsten usynlig parallel til den kristne tænkemåde: en jødisk tænkemåde. En usynlig tradition, der var blevet holdt i live i de jødiske miljøer af lærde jødiske rabbinere. De havde studeret den samme hellige bog som vi, nemlig det skrift, vi kalder det gamle testamente, men de var nået frem til resultater, der afviger ikke så lidt fra vore resultater.

Nu det spørgsmål, jeg begyndte med, Kains forsvarsspørgsmål overfor Gud: ”Skal jeg vogte min bror?” Eller: ”Skal jeg være min brors vogter?” Her vil som nævnt vi vesterlændinge straks være parat til at svare med et ”ja, selvfølgelig skal du det?” Novak udlægger korrekt Guds spørgsmål til Kain: ”Hvor er din bror?” som udtryk for, at Gud drager Kain til ansvar. Men så skriver han:

Abels blødende lig ligger lige for fødderne af Kain og Gud. Enhver kan let se, hvad der lige er sket. Kain synes at ville sige, at han er uvidende om loven selv. Det ser ud, som om han siger: ”Jeg vidste ikke – jeg kunne ikke vide, at dette er en forbrydelse”. Og indrømmet, der fortælles ikke, at han havde fået noget at vide à la ”Du må ikke slå ihjel” (2 Mos 20,13).

I en note fortæller Novak, hvor visse rabbinere mente at kunne se, at der før 1 Mos 4,10 var givet en befaling om ikke at slå ihjel, nemlig i 1 Mos 2,16, hvor det hedder, at Gud Herren gav mennesket den befaling, at han ikke måtte spise af alle træerne i haven. Han indrømmer dog vistnok, at den fortolkning er lidt tynd.

Men jeg kan ikke helt blive klar over, hvor han selv står. Han gennemgår den sædvanlige kristne udlægning (”Ja, du er så sandelig din brors vogter”) men kalder det, så vidt jeg kan se, en forkert fortolkning. Den tager ikke hensyn til det faktum, at ordet ”vogter” (thomer) i skriften betegner et menneske, som udtrykkelig har fået besked om at passe på noget for en anden. Og hvis det er tilfældet, så er Kains undskyldning i sig selv korrekt, for der er ikke tidligere blevet givet befaling om, at man ikke må slå ihjel. Så Kain er, i den bogstavelige betydning af ordet, ikke sin brors vogter.

Såvidt David Novak.

Som sagt var dette ret overraskende for mig at læse. Og det er sådan set ligegyldigt, om jeg fuldt ud har forstået, hvad Novak selv mener eller ej, det var nok for mig at blive klar over, at der var rabbinere, der kun ville anerkende de love og bestemmelser, der var blevet givet mennesket i forvejen. Hvis mennesket skulle drages til ansvar, måtte det først have at vide, hvilken lov det skulle drages til ansvar efter. Det måtte i forholdet til Gud være, som det er i ethvert samfund: man kan ikke give love med tilbagevirkende kraft; man kan kun dømmes efter de love, der gælder på det pågældende tidspunkt.

Med andre ord: disse rabbinere mener ikke, at Gud høster, hvor han ikke har sået, eller samler, hvor han ikke har spredt. Nej, Gud kan kun høste dèr, hvor han i forvejen har sået: Gud kan kun kræve mennesket til regnskab, hvis han i forvejen har givet det en lov, ifølge hvilken det kan dømmes.

Og hvis – et stort ”hvis”, for jeg aner faktisk ikke noget om det – hvis der har været rabbinere på Jesu tid, der har tænkt i de baner, så kan denne gudskarakteristik, som Jesus lader skinne igennem i sin lignelse, være rettet imod dem.

Blot må man indrømme, at det i så fald er besynderligt, at Jesus lader den tredie tjener give den samme karakteristik af Gud, han skulle jo afbilde nogle rabbinere, der netop ikke havde denne gudsforståelse.

Derimod er det måske knap så mærkeligt, at den version, vi har i lukasevangeliet, fortæller, at den mand, der rejste udenlands, sagde til tjenerne: ‘Arbejd med dem, indtil jeg kommer tilbage’. Derved bliver jo pointen ødelagt, hvis altså pointen er den, at Gud i lignelsen skulle afbildes som én, der høster, hvor han ikke såede. Dette kan dog forklares dermed, at det har været meget vanskeligt at forstå for én med forbindelse til jøderne, at nogen kunne kræves til regnskab, uden at der først var givet en lov. Det, der forekommer os selvfølgeligt, fordi vi er opvokset i den naturlige lovs skygge, det har måske ikke hele tiden været naturligt, i hvert fald ikke for jøderne.

Og det, der nu gør disse overvejelser relevante igen, er, at vi har fået en ny lovreligion ind i landet, islam. Det, der er den store forskel på kristendom og islam, er, som jeg ser det, netop forholdet til den naturlige lov. Hvor islam kommer med sin sharia, der giver nøje regler for, hvordan et menneskeliv skal leves, både et menneskeliv på Muhammeds tid og et menneskeliv i vore dage, hvor islam vil sige, at de love, de har, shariaen, er guddommelige, mens vore kun er menneskeskabte, dèr hævder vi, at Gud ikke har givet nogen lov, åbenbaringen på Sinai var jødernes selvbedrag, åbenbaringsordene til Muhammed er Muhammeds egne ord, som han blot oplevede, som var de talt af Gud, åbenbaringen er i det hele taget ikke en lov, men et menneske, nemlig mennesket Jesus fra Nazareth, der viste os eller åbenbarede for os, at det, det drejer sig om, er selvhengivende kærlighed, noget, ingen lov har beskrevet, men noget, som vi selv vil kunne indse, når vi bliver klar over, at det, vi ønsker gjort af andre, det er vi forpligtede på at gøre mod dem.

Så jo, vi skal være vor brors vogter, for vi ønsker jo også, at han tager vare på os.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Min brors vogter?

  1. Pingback: Vilde myter | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s