Menneskets blik

Digtere kan af og til sige mere end de selv er klar over. Grundtvig synger f. eks. i den ældste udgave af sin kendte salme ”Dejlig er den himmel blå” om vismændenes søgen efter stjernen i det tiende til tolvte vers (sangen har 19 vers i den udgave, se Begtrup, Bd II, side 80-82) således: ”Klare Stjerne hasted frem/ Ledte dem til Betlehem/ Over Hytten lav og stille/ Stod saa pludselig den stille/ Straalede saa lyst og mildt. — Glade udi Sjæl og Sind/ Ginge de i Hytten ind/ Der var ingen Kongetrone/ Der kun sad en fattig Kone/ Vugged Barnet i sit Skiød. — Østerlands de vise Mænd/ Fandt og Stjernen der igien/ Som de skued i det Høie/ Thi i Barnets milde Øie/ Funklende og klar den sad”.

Men den tanke, der ligger heri: at det guddommelige netop viser sig i menneskets blik, denne tankes dybde og hele sandhed er Grundtvig vist ikke klar over i denne salme. For han fortsætter i senere vers med at beskriver, hvordan Jesus-barnets blik skuer ned på os jordiske væsener fra det høje, nu, hvor Jesus er blevet en himmelsk konge, og hvordan det, der nu skal vejlede os, ikke er den stjerne, der sidder i barnets øje, men det guddomsord, der skjuler sig i bibelen.

Det er lidt ærgerligt. For netop den tanke, at det guddommelige ved mennesket ses i dets blik, kan der gøres lidt ud af. Ikke mindst ud fra det Jesus-ord, der står midt i bjergprædikenen, og som ret oversat lyder:

Øjet er legemets lys. Er dit øje helstøbt, er hele dit legeme lyst; v23  men er dit øje ondt, er hele dit legeme mørkt. Hvis nu lyset i dig er mørke – hvilket mørke! (Matt 6,22f).

(Man kan bemærke, at jeg har udskiftet den danske oversættelses ”klart” med ordet ”helstøbt” og ordet ”mat” med ordet ”ondt”. Det skyldes, at der i den græske grundtekst faktisk står poneroV, og det betyder ”ondt”. Og i vers 22 står der faktisk aplouV, og det har en betydning nærmere ”helstøbt” end ”klart”. Se en mere udførlig behandling af ordet her.)

Dette, at det guddommelige ved mennesket har med dets blik at gøre, er en yderst interessant tanke. Den kan næsten bevises videnskabeligt.

Jo, for ”videnskabeligt”, det regner vi jo med, at om noget neurologien er, den videnskab, der fortæller os, at alle vore tanker, alle vore følelser, alle de indfald, der kommer til os ganske umiddelbart, og som vi mener, vi selv har fundet på, alt det har sit tilsvar i nerveprocesser, i neuroner, der affyrer signaler til andre neuroner med utrolig hast, i kædesamspil mellem én del af hjernen og en anden, bølgende frem og tilbage. Vore videnskabsfolk er trængt langt ind i de ”mekanismer”, der ligger bag, men slet, slet ikke langt nok. Dog langt nok til, at de kan rejse det spørgsmål: ‘Jamen, når således al vor tankevirksomhed finder sted i kraft af naturlovsbestemte neuronaffyringer, er vi så ikke mere at forestå som robotter end som mennesker?’ Eller: ‘Hvis alt i os, tanker, idéer, indfald, bevæger sig efter fastlagte love, hvor er så vi selv henne i alt dette? Vor bevidsthed, vor sjæl, er den ikke opløst af alle disse neuronbevægelser?’

Her kommer det med blikket ind. For det har jo vist sig, at levende væsener er i stand til at sætte sig i andre levende væseners sted. Det er ikke noget, der er forbeholdt mennesket. Jane Goodall fortæller i sin første bog om chimpanserne i Gombe, hvordan en ung han havde fået øje på en banan, men ikke vovede at se på den, fordi han var bange for, at den ældre han, der sad tæt ved, så ville opdage, hvad han så på, og selv tage bananen. Hun gik altså ud fra, at en chimpanse er i stand til at tolke en anden abes blikretning. Det har senere forsøg forøvrigt bekræftet. Altså, alvorlige videnskabelige forsøg med elektroder indplantet i abers hjerner. Ikke blot gætter aber sig til, hvad en anden abe ser på, den gør sig også klart, hvilken handling den påtænker at udføre.

Dette er mennesker også i stand til. Men da både aber og mennesker har en lærehjerne, dvs., en hjerne, der er i stand til at gøre sig erfaringer om den omgivende verden, herunder også erfaringer om de andre væsener, der findes i omgivelserne, væsener med en lige så omverdensafbildende hjerne, så opstår der i samspillet mellem sådanne væsener noget nyt, for menneskets vedkommende endda forstærket af, at mennesket får et sprog, hvormed dets erfaringer kan bevares fra slægt til slægt.

Når således menneskebarnet vokser til, gør det sig sine erfaringer. Til at begynde med erfaringer ud fra dets umiddelbare omgivelser: hvordan tackler jeg dem?, senere erfaringer ud fra også den kultur, de vokser op i: hvordan ser kulturen på, hvem mennesket er, og hvilke muligheder den enkelte har? Alt dette indkodes i hjernen og er således med til at bestemme individets fremtidige handlinger.

Der kan vel være de prædikanter, der bliver lidt for rørstrømske, når de skal beskrives barnets tillidsfulde øjne. Sandt nok, barnet har endnu ikke lært at forstille sig, sådan som en voksen har lært det, men det betyder ikke, at de uden videre er englebørn, mange iagttagelser af små børn viser dem som ”små sataner”, der uden at blinke formår at true eller slå andre børn.

Hvis vi skal bruge en skelnen, som jeg har fra Jürgen Habermas (men han har den vist et andet sted fra), så kan vi sige, at mennesket hele sin opvækst igennem skiftevis handler strategisk og kommunikativt. Begge handlingsmønstre forudsætter, at det ene menneske hele tiden prøver at tyde det andet menneskes blik: hvordan er han stemt overfor mig? er han på min side?, holder han af mig? kan jeg stole på ham?, osv. Den strategiske handlen prøver så med sine ord og gebærder at påvirke det andet menneskes indre tanker. Den kommunikative handlen prøver i stedet at lade en umiddelbar tillid komme i stand og hvile i den.

Kaj Munk har i sit skuespil En Idealist skildret et menneske, kong Herodes, der ikke formår at hvile i nogen umiddelbar tillid til et andet menneske. Han har det i sig, at han betragter enhver samtale, han fører, som en kamp om, hvem der kan manipulere hvem: kan jeg få den anden til at rette sig ind efter mine synspunkter, efter min vilje? Og Munk skildrer, hvordan han virkelig formår at manipulere andre mennesker på fremragende vis: både overfor Kleopatra og Antonius i anden akt og overfor Oktavian i femte akt formår han at få dem til at rette ind efter det, han vil. Dog kan man godt i forbifarten lægge mærke til, hvordan hans søster Salome i tredie akt formår at manipulere ham derhen, hvor hun vil have ham.

Men det afgørende, hvad manipulation angår, sker i niende og tiende akt. I niende akt gennemfører Herodes på fremragende vis endnu en manipulation: han bekendtgør på forhånd, at han vil have en tilfangetagen røverhøvding til at gå i sin tjeneste: denne røver, der kender alle skjulestederne, vil være den rette til at få bugt med det røveruvæsen, der har plaget dele af landet. Og minsandten, det lykkes ham at få røveren over på sit parti, oven i købet på den overbevisende måde, at røveren og hans folk på deres ære lover at ville hjælpe Herodes. Intet under, at en romer, da røverne er sendt befriede ud, siger, at Herodes er større end alle andre mennesker. Sådan er det jo: som manipulator er han ganske utrolig.

Endnu en manipulation får han gennemført. Det er i tiende akt, den sidste akt. Zakarja, den gamle fromme farisæer, kommer til ham for om muligt at få ham til at angre sin ondskab. Men Herodes vil ikke angre nogetsomhelst, tværtimod forhærdes han i sin ondskab: han regner jo ikke med Gud, og om han regner med ham, da regner han kun med ham som sin modstander. Mod ham er du intet, hævder Zakarja, ”lysted det ham, han kunde dig fælde med et Smil af en Kvinde, et Blik af et Barn”. Ja, siger han videre, rygtet går, at Messias er født.

Herodes spidser ører. Hvor skulle han være født?

Det må være sket i Betlehem, siger Zakarja, for det forkynder skriften.

Og så er det – Munks tidsfølge er lidt anderledes end matthæusevangeliets – at Herodes sender vagten afsted for at myrde alle drengebørn under to år. Og Zakarja ser, han er blevet narret, bønfalder og trygler og slutter med at vende den aronitiske velsignelse om til en forbandelse på følgende måde:

Herren forbande dig og borttage dig! Herren lade mørkne sit Aasyn over dig og være dig nidkær! Herren løfte sin Haand imod dig og give dig evig Kval!

Herodes er ligeglad, han tror jo hverken på gud eller fanden.

Men han tror på sig selv. Al hans handlen hidtil har været strategisk. Han har helt vejen igennem villet udnytte andre mennesker, ville have dem til at danse efter sin pibe. Og det ser jo unægtelig ud til at være lykkedes. Hvad skulle mon være i vejen for, at det også lykkes ham den sidste gang?

For den, han nu til sidst vil manipulere, er kun en kvinde, endda en kvinde med et barn. Han ser hende på gaden nedenfor paladset, hun er smuk, og han beslutter sig til for sidste gang at voldtage en kvinde. Derfor sender han bud efter hende.

Og dog går det hele anderledes, ja, det går præcis som Zakarja havde profeteret: han bliver besejret af et smil fra en kvinde, et blik fra et barn. (En mere nøjagtig gennemgang af scenen findes her). Han føres af kvinden ind under samtalens magt, den magt, der er kommunikativ, dvs., den magt, der angler efter forståelse i hvert træk, der foretages, forståelse af det sagte og forståelse af personen, der siger det.

Og da hun viser sig fuldstændig uden forståelse for, hvad han er ude på, siger han:

Og det er dit Barn. Det er ogsaa skønt. Dets Øjne — hm, det er længe siden, jeg har set ind i Barneøje. Men jeg har det engang — set ind i Barneøjne — engang. — Hvor er de blaa, hvor dybe! Det er — som — som det bringer — Fred i Sindet at se i to saadanne Øjne.

Nu er alle hans manipulationsønsker borte. Nu er han tilbage, dèr, hvor også han har været engang: tilbage ved den kommunikative samtale, ved den umiddelbare tillid, ved det træk, som et barn også får med sig fra sin opvækst: det træk, at det ønsker at hvile i tilliden til andre mennesker.

Hvordan er han dog kommet tilbage til dette ønske?

Ja, det er ikke sket ved hans egen vilje, det er snarere sket imod hans vilje. Men han har altså hele tiden haft begge muligheder liggende i sig. Ved ethvert møde med andre mennesker er det enten den ene mulighed, han griber til, eller den anden, han lader sig besejre af. Det træk ved mennesket, at det kan sætte sig i andres sted, kan bruges på to måder: enten så man manipulerer den anden, eller så man accepterer den anden; enten så man får den anden drejet efter sit forgodtbefindende, eller så man indefra forstår den anden og opfylder hans ønske. Begge muligheder ligger i sindet, indkodet i hjernens neuronmateriale livet igennem.

Og det mystiske i mennesket ligger ikke i, hvordan vi kan få tanken om en fri vilje koblet ind mellem neuronaffyringerne og den menneskelige handling, der kommer ud af det. Nej, det mystiske opstår, når det ene menneske ser det andet menneske i øjnene. Da opstår en bevidsthed i mennesket, en bevidsthed om, at som jeg ser den anden, sådan kan han også se mig, som jeg er i stand til at bedømme hans indre tanker ud fra de små fine bevægelser omkring hans øjne, sådan er han i stand til på mine umiddelbare og uvilkårlige reaktioner at bedømme, hvordan jeg er inderst inde.

Det sidste glemmer man som regel. Og så får vi den strategiske handlen, hvor jeg tror at kunne bemestre mig den andens indre tanker, hvor jeg bilder mig ind at kunne holde mig selv skjult, mens jeg aflæser den andens indre.

Men tager man dette sidste med – noget, der jo logisk set hænger uløselig sammen med det første – så når man frem til den kommunikative handlen, hvor vi begge læser tilliden i den andens blik.

Det er måske altsammen forklarligt. Men overgangen fra det ene til det andet, det er det uforklarlige. Det er det, der viser sig, så snart flere væsener med sådanne erkendelsesmuligheder arbejder sammen, eller så snart der opstår kulturer, der har blik for enten den strategiske handlen alene, eller for den kommunikative og den strategiske handlen tilsammen.

Det er ikke alle kulturer, der har blik for begge dele. Både den kommunistiske og den islamiske kultur synes kun at kunne rumme den strategiske handlen: Enkelte udvalgte har set lyset eller modtaget en åbenbaring og ser det derefter som deres pligt med alle midler, herunder tvang og vold, at få andre til at indse det samme. En anden kultur, den kristne eller vesterlandske, søger at fastholde refleksiviteten: at som du mener at kunne se den anden, sådan kan han også se dig, bedst illustreret ved den gyldne regel, Matt 7,12: at hvad du ønsker, den anden skal gøre mod dig, det skal du gøre mod ham.

Men en fri vilje? Glem det! En sådan lader sig ikke inkorporere i det naturlovsbestemte net af neuroner, vor hjerne består af.

Her forholder det sig, som Munk lader Herodes sige, efter at han har opdaget, at barnet var Messias:

han var i min Magt, og jeg dræbte ham ikke —: for jeg kunde det ikke — o, bundløse Rædsel: jeg kunde det ikke — selv mit Hjerte har hyldet ham

Sådan har Gud, ordets Gud, virket i menneskesamfundet, ladet mennesker handle med og imod hinanden, ladet overbevisninger gro frem, ladet dem afprøve i kamp eller fællesskab, ladet lovreligioner opstå, lader Jesus komme til jord for afmontere lovens dødelige krav, og os i den vestlige verden gribes af et ideal om, at forståelse er bedre end kamp.

Altsammen har det kunnet leve og blomstre, fordi mennesket er skabt med en forudviden om, at som jeg ser, sådan ser den anden også.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s