Cirklens kvadratur

Der er to ting, der ikke kan forenes. Hvis man prøver på det, er det som at løse gåden om cirklens kvadratur; det har jo geometrikere forlængst påvist er umuligt.

De to ting er islams og den vestlige verdens forståelse af kærlighed og ægteskab. Det lader sig ikke gøre på dette område at få de to kulturer til at arbejde sammen, til at kunne enes, til at kunne bøje sig for fælles regler.

Islam har som ideal, at man på kærlighedslivets område skal styre kønsdriften. Man skal indrette samfundet, så kønsdriften ikke får overhånd, ja, så den så vidt muligt holdes nede. Som i mange andre forhold er islams anbefalinger også her baseret på en samfundsetik mere end på en individualetik.

Det betyder, at man holder kønnene stærkt adskilt. Ikke blot holder man fast ved reglen om, at når en mand og en kvinde er alene i et rum, er djævelen altid med som tredjeperson, man sørger også for, at en mand så vidt muligt kun omgås andre mænd, og en kvinde kun andre kvinder. I Henny Harald Hansens bog Islams kvinder læste jeg for første gang om et sådant kønsopdelt samfund. Det fandtes i det gamle Irak, forstod jeg, og det gav, i modsætning til, hvad man skulle tro, kvinderne en ret høj grad af frihed. For ligesom mændene havde deres frirum på kaféerne og i det offentlige rum, sådan havde kvinderne deres frirum i hjemmene.

Denne absolutte kønsopdeling er hos muslimerne i vort land blevet alt andet end absolut. Men den søges ikke desto mindre opretholdt. For sin medbragte kultur kan man ikke sådan opgive. Danskerne gør det ikke, når de bosætter sig i det fremmede, muslimerne gør det ikke, når de bosætter sig hos os. Måden, man opretholder den på, forekommer ganske vist os ikke-muslimer mærkelig: Man sørger omhyggeligt for, at ens piger og kvinder så vidt muligt holder til i hjemmet, og for, at de, hvis de endelig skal bevæge sig udendørs, er iført den accepterede uniform: tørklædet. Dette signalerer nemlig til andre muslimer, at denne pige/kvinde er urørlig.

Drengene eller mændene, derimod, de har det offentlige rum som deres domæne, og møder de danske kvinder dèr, må det betragtes som uundgåeligt. Når det desuden efter muslimsk opfattelse forholder sig sådan, at mændenes kønsdrift styres af kvinderne – det er derfor, de skal være tildækkede og så vidt muligt ikke vise sig offentligt – så kan man godt indse, at dette, at mange voldtægter foretages af muslimer, af mange muslimske lærde betragtes som noget nær en selvfølge: disse etnisk danske kvinder kan jo bare lade være med at gå så udfordrende klædt.

Men hvad der her er af interesse, er det forhold, at den muslimske opfattelse af ægteskabsindgåelsen svarer nøje til denne kønsadskillelse. Når man ikke i samfundsetikken tør lade mænd og kvinder mødes, kan det jo ikke på nogen måde ske, at en mand forelsker sig i en kvinde og omvendt. Forelskelsen som ægteskabsgrundlag kan ikke forekomme i et ægte muslimsk samfund. Ægteskabets grundlag må derfor altid være familiernes bestemmelser. Om man så forestiller sig, at forelskelse og kærlighed dukker op senere, eller man lader det være en ligegyldig ting, det er sådan set uden betydning, for i et ægteskab er det ikke kærlighed, det kommer an på, det er lovfromhed: man skal i ét og alt rette sig efter shariaens regler.

Denne ægteskabsopfattelse står til den vestlige eller danske opfattelse som ild til vand. Dette viser sig, når de to kulturer støder sammen eller blot skal leve sammen, som tilfældet er, når muslimske indvandrere skal leve her i Danmark. Og at de ikke lader sig forene, viser sig derved, at det er umuligt at lovgive på en måde, der tilgodeser begge parter, det vil sige: Man kan ikke lave familiesammenføringsregler, der gør både muslimer og danskere tilfredse, ja, man kan ikke engang lave regler, der fuldt ud respekterer det, vestlige love skal respektere, og samtidig undgå den kædeindvandring, som vil finde sted, hvis man blot anvender de vestlige regler på de indvandrende muslimer.

Det viser sig i den antologi, som omtales i Weekendavisen den 17-1 14, og som hedder Ægteskab og migration. Konsekvenser af de danske familiesammenføringsregler 2002-2012, redigeret af Mikkel Rytter og Anika Liversage, (ikke on-line).

Avisen har udover en direkte anmeldelse af bogen, foretaget af Frede Vestergaard, måttet levere et interview angående bogen med de to redaktører. Og disse to artikler viser bogen fra en henholdsvis negativ og positiv vinkel.

Frede Vestergaard står for det negative. Han gennemfører det bl.a. ved at påpege de ting, undersøgelsen ikke kommer ind på:

De har ikke blik for den velfærdsøkonomiske diskurs, som man kan kalde den. At der er grænser for, hvor mange en velfærdsstat kan lade indvandre, hvis de indvandrede ikke kan forsørge sig selv. Man kunne have bygget tre storebæltsbroer for de penge, som siden 1990 er gået til at forsørge gruppen af ikke-vestlige indvandrere.

Senere hedder det:

Videre inddrager de ikke det lokale perspektiv. Det kan godt være, at andelen af personer med ikke-vestlig baggrund i for eksempel Rudersdal kun er 5,8 procent, men i Ishøj er den 30,0 procent (2013). At det har bekymret de socialdemokratiske Vestegnsborgmestre var vist ikke kun udtryk for ”kulturel ængstelse”. Måske har det noget at gøre med antallet. For eksempel i skolerne.

Og det er jo også rigtigt. Endelig ser han disse familiesammenføringsregler som baggrunden for, at gruppen af ikke-vestlige indvandrere er blevet så stor:

Men det er svært at se, at en systematisk kædeindvandring – hvor voksne børn født i Danmark henter ægtefællen i Konya-området, fordi der tilfældigvis omkring 1970 kom mange gæstearbejdere herfra – skyldes ”globalisering” og ”den fremskredne modernitet”. Mon ikke det skyldes, at ægteskab med en person i Europa er den nemmeste vej fra fattigdom til velfærd, dvs. en form for velfærdsturisme?

Men han gør ikke opmærksom på den reelle grund til den store indvandring: at vi danskere går ud fra, at det skyldes ægte forelskelse, når en herboende muslim ønsker én fra hjemlandet op til Danmark for at kunne gifte sig med vedkommende; vi har ikke blik for – ja mange tror ikke på det den dag i dag – at det skyldes det forhold, at ægteskaber i disse kulturer ikke bestemmes af de pågældende selv, men af familien.

Det, der er det pinlige ved denne bog, er, at de to redaktører hører til dem, der ikke har indset eller ligefrem ikke tror på denne kulturforskel, at de ser bort fra den, at de ikke mener, den eksisterer, at de går ud fra, at tyrkere og pakistaner da bestemt på kønslivets område tænker nøjagtig ligesom vi.

Hør bare, hvad Mikkel Rytter, den ene af de to redaktører, forklarer om de pakistanske unge, som særligt skulle være hans forskningsområde:

De føler, at deres allermest intime og private valg er blevet reguleret

Det føler de utvivlsomt, hvis de tænker i vesterlandske baner. Men gør de det? Og betyder det ikke spor i sammenhængen, at de med 24-års-reglen ikke går fra en situation, hvor de selv havde herredømme over ”deres allermest intime og private valg”, til en situation, hvor det er staten, der vil regulere dette valg, men fra en situation, hvor det var familien, der bestemte over dette intime valg, til en situation, hvor det er staten, der bestemmer? Lidt senere siger han:

Ja, de unge med anden etnisk baggrund gifter sig i dag senere, end det gjorde i 2002, men det er en relativt lille gevinst i forhold til, at vi samtidig har ramt nogle fundamentale principper omkring privatlivets fred og individets retssikkerhed.

Og det er jo sandt, mange danskere har følt 24-års-reglen som et angreb på fundamentale principper om privatlivets fred, men man bør ikke stille det op, som om muslimer uden videre føler det samme. De har jo været vant til at leve i et samfund, hvor familien uden videre dikkedarer greb ind i disse fundamentale principper om privatlivets fred. Eller har Mikkel Rytter overhørt, hvad hans kollega sagde i begyndelsen af interview’et:

Jamen, der er ingen tvivl om, at 24-års-reglen har haft en positiv betydning for nogle af de unge med anden etnisk baggrund!” slår seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Velfærd Anika Liversage fast og fortæller prompte om en af sine informanter: En ung kvinde fra Mellemøsten, der som ganske ung bliver gift med en slægtning, som er statsborger i et europæisk land. De får et barn, og ægteskabet går herefter i stykker. I et forsøg på at redde sin datters ære, vil pigens far nu gifte hende bort til en anden slægtning i hjemlandet, men det sætter familiesammenføringsreglerne en stopper for.

Nå, senere ændrer hun opfattelse, fordi hun på egen hånd bliver forelsket i en fra sit hjemland, noget, reglerne også spændte ben for.

Problemet for lovgiverne er, at det er umuligt at skelne mellem forelskelseskærlighed og arrangeret ”kærlighed”. Og selv om politikerne – i hvert fald mange af dem – efterhånden har fundet ud af – med Frede Vestergaards ord – at det, at mange herboende muslimer gifter sig med én fra hjemlandet, ”skyldes, at ægteskab med en person i Europa er den nemmeste vej fra fattigdom til velfærd, dvs. en form for velfærdsturisme”, så er det meget svært at gøre noget ved det, for man har ingen si, hvormed man kan frasi de mennesker, der gifter sig, fordi familien arrangerer et ægteskab for dem. De betingelser, man opstiller for at ville godkende en ægtefælle fra udlandet, må være ens for alle, etniske danskere såvelsom efterkommere af indvandrere. Man kan prøve at formulere dem, så færrest mulige etniske danskere vil blive ramt, men undgå det helt er umuligt.

Hvad man imidlertid kan – men altfor ofte ikke gør – er at gøre sig klart, hvordan det forholder sig. Man kan i det mindste være bevidst om, at den muslimske kultur er anderledes. Og én ting er nu, at mange politikere lader, som om det, der driver muslimer i deres indgåelse af ægteskab, er det samme som det, der driver danskere, nemlig forelskelse, noget andet og mere betændt er, at mange såkaldte forskere mener det samme. Man kan godt blive noget forarget over, at mennesker, der af det offentlige får penge for at finde frem til sandheden, befinder sig så langt fra sandheden som disse to redaktører. Se f.eks. hvordan Mikkel Rytter svarer på spørgsmålet om, hvorfor disse grupper (altså muslimerne) bliver ved med at gifte sig med én fra hjemlandet:

Vi kan jo faktisk også se, at mange flere udskyder ægteskabet, ligesom vi hører folk sige: ”Jeg siger til mine yngre søskende, at de skal lade være med at forelske sig, når de er på ferie”. Men for mange er det stadig vigtigt at blive gift med et menneske, som har den samme baggrund, som de selv har. De har en oplevelse af at de blandede ægteskaber går i stykker, og så er de ofte religiøse. De ønsker kun at gifte sig med andre muslimer, og de vil ikke leve sammen, før de bliver gift”, forklarer Mikkel Rytter, som i sin forskning særligt har set på unge fra det pakistanske miljø.

Han svarer, som om der ikke findes giftefærdige pakistanere her i landet. Han skulle svare på, hvorfor ægtefællen absolut skal være én fra Pakistan, men svarer på, hvorfor ægtefællen ikke skal være en dansker. Oven i købet tillader han sig så at svare ufuldstændigt på det af ham selv opfundne spørgsmål. ”De ønsker kun at gifte sig med andre muslimer”, siger han. Men det er løgn. Det er aldeles ikke noget, de unge pakistanere ønsker. Det er noget, de er tvunget til af de traditioner, de har med sig. Det er noget, de gør, fordi de ikke tør bryde den bestemmelse i sharia, at kun en muslimsk mand må gifte sig med en ikke-muslim, en muslimsk kvinde må ikke. Men altså: spørgsmålet var ikke, hvorfor de unge pakistanere ikke gifter sig med danskere, men hvorfor de ikke gifter sig med herboende pakistanere. Og svaret på det spørgsmål skal man ikke finde hos de såkaldte forskere, skønt de ellers får deres gode betaling for at besvare den slags spørgsmål korrekt, man skal finde svaret i Frede Vestergaards spørgsmål: ”Mon ikke det skyldes, at ægteskab med en person i Europa er den nemmeste vej fra fattigdom til velfærd?”

Og det er da for dårligt.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.