Mission og Kjeld Holm

Nu har debatten om Kjeld Holms udtalelser om omvendelse og mission kørt igennem temmelig lang tid i Kristeligt Dagblad, og jeg har hidtil holdt mig tilbage, fordi jeg ikke mente, jeg havde noget nyt at bidrage med.

Men nu har jeg fået en tanke. Det skal man almindeligvis være varsom med, men jeg prøver alligevel at udvikle den lidt nærmere her.

Jeg mindes, at jeg for et årstid siden var ude med et blogindlæg, der kritiserede Holm for hans udtalelser om relativisme, se her. Og nu, hvor jeg genlæser interview’et med Kjeld Holm, det, der har givet anledning til så store protester, (Kristeligt Dagblad den 3-1 14) ser jeg, at det så sandelig også bygger på relativisme, hvis man da kan sige, at man kan bygge på denne sandgrund. Han bruger for det første udtrykket ”for mig” den ene gang efter den anden. Og det kan godt komme til at lyde, som om han trækker sig selv tilbage: ‘ordet omvendelse er et tomt ord for mig’, det vil sige: ‘mig siger det ingenting’, hvad det siger og må sige i nytestamentlig sammenhæng, derom udtaler han sig ikke.

Og senere dukker den næsten totale relativisme op igen:

Vi har ikke en fast identitet fra fødsel til død. Mennesker i dag skifter stilling, bopæl og de skifter indimellem også livspartner. Hele tilværelsen i dag er fragmentarisk.

Sjovt nok mindes jeg her en tanke af Kjeld Holms store forbillede, Johannes Sløk. Han kunne et sted i sine skrifter gøre lidt nar af den store klavervirtuos, som fuldstændig tabte sin identitet, da han ved en ulykke mistede sin lillefinger. Jeg tror endda, Sløk lidt maliciøst spurgte, om hans identitet da sad i hans lillefinger. På samme måde føler jeg trang til at spørge, om et menneskes identitet da er parkeret på bopælen eller i beskæftigelsen eller måske hos ens partner. Svaret er naturligvis ‘nej’ for både Sløks og Holms personers vedkommende. Identiteten, personligheden, selvet er noget langt dybere og langt mindre udskifteligt.

Og jeg har lyst til at føje til, at det véd naturligvis Kjeld Holm så udmærket godt, det prædiker han sikkert over mange gange. Spørgsmålet er så blot: Hvorfor siger han så her det modsatte?

Jeg tror, det hænger sammen med, at islam er blevet en faktor i vort land. Det er den tanke, jeg har fået. Jeg skal begrunde den lidt nærmere.

Skal jeg udtrykke det med en kort formel, vil jeg sige, at Holm ikke skelner mellem kærligheden og troen. I det blogindlæg, jeg før henviste til, citerer jeg Luther for at sige:

For kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt (1 Kor 13,7), troen derimod hersker, styrer, triumferer, viger ikke for nogen, men alt bør underkastes den og vige for den, skarerne, folkene, kongerne. (Se her).

Og jeg gætter på, at Holm, når han mødes med muslimer i Folkekirke og Religionsmøde, trækker alle troens følehorn til sig for at være så kærlig og imødekommende overfor muslimerne som muligt. Ja, det er endda tænkeligt, at han bevidst eller ubevidst laver om på sin teologi for at kunne være endnu mere imødekommende.

Det lyder da fuldstændig skørt, vil man måske sige. Og ja, det lyder skørt. Men det er ikke desto mindre det, utrolig mange af vore teologer, de højtuddannede såvel som de lavtuddannede, gør.

Men læg mærke til, at det interview, som har startet hele diskussionen, forekommer i sammenhæng med spørgsmålet om, hvorvidt folkekirken skal møde vore muslimske landsmænd med evangeliet. Man diskuterede for et par år siden, hvorvidt det var tilrådeligt, at folkekirkens præster tog sig for at døbe muslimer, der søgte om asyl, se her. Jeg stillede mig positivt til tanken og mente følgende:

En sådan lempeligere praksis for konverterede muslimer skulle nok følges op med dannelsen – indenfor eller udenfor den folkekirkelige ramme – af nogle indvandrermenigheder, som de pågældende kunne henvises til, når de fik opholdstilladelse her i landet.

Nu er så en sådan menighed kommet med Massoud Fouroozandeh som præst, og jeg må indrømme, jeg forstår ikke rigtigt, at ikke flere af folkekirkens præster og biskopper jubler af glæde over disse nydøbte muslimer og den menighed, der formår at optage dem i sig. Men det er, som om mange teologer hellere vil bløde op på den skarpe forskel mellem islam og kristendom, så muslimer næsten kan godtages som en slags halvkristne, uden at de behøver at døbes. For ikke sandt! Dåben er jo sådan noget absolut, en brat overgang, næsten lige så absolut som omvendelsen, og alt det må vel egentlig siges at være unødvendigt.

På den måde sniger relativismen sig ind ad bagdøren, hvis den da ikke, som i Kjeld Holms tilfælde, kommer brasende ind ad fordøren.

For nogle år siden var der én eller anden fortabt sjæl, der fik øje på paragraf 1 i den Augsburgske Bekendelse. Deri står der noget om, at vi lutherske vil bekæmpe muhammedanismen. Og straks foer en masse teologer op og var villige til fuldstændig at fragå det, der stod i ét af vor folkekirkes bekendelsesskrifter. Sådan kunne man virkelig ikke sige. I vore dage! Og så overfor disse søde og rare muslimer, som jo helst skulle føle sig så velkomne, så velkomne her i vort land. Ellers ville integrationen jo gå fuldstændig i skuddermudder.

Og for fire år siden skrev én af vore kendte og dygtige kirkehistorikere, Martin Schwarz Lausten, en bog om islamofobi. Dette er ganske vist et moderne begreb, men Schwarz Lausten mente at kunne finde det hos reformationstidens danske teologer. Jeg skrev dengang et indlæg imod ham, se her, hvori jeg angreb ham ret så voldsomt, fordi han efter min mening leverede dårlig historieskrivning, idet han gav udtryk for, at der var oppisket en tyrkerfrygt, der ikke bundede i realiteternes verden. Det tør imidlertid nok siges, at frygten var reel nok. Så jeg mente (og mener stadig) med rette at kunne anklage ham for at lave om på de historiske kendsgerninger for vore muslimske landsmænds skyld. Og det er rivegalt. Hvor imødekommende vi end skal være overfor muslimerne, hvor meget vi end skal gøre for at vise dem, at de nu er vore landsmænd, og at de er velkomne til at leve her i landet, vi skal ikke rette et komma i de historiske kendsgerninger for deres skyld. Hvis tyrkerne dengang har været grusomme – og det har de – så skal det naturligvis frem, og så må det blive muslimernes ansvar at tage stilling til det; de kunne jo f.eks. tage afstand fra de daværende muslimers gerninger, på samme måde, som vi tager afstand fra tidligere tiders kristnes gerninger.

Endnu et eksempel på utilstedelig imødekommenhed overfor muslimerne på troens område: Den nyvalgte svenske ærkebiskop, Antje Jackelén, den første kvindelige ærkebiskop i Sverige, har også drejet sine teologiske udtalelser alt for meget for at gøre muslimerne tilpas. Det skabte en del røre i Sverige, da hun fik stillet spørgsmålet om, hvorvidt Jesus giver et sandere billede af Gud end Muhammed, og svarede:

Det är en märklig fråga. Man kan inte reducera hela religionsteologin till en ja- och nej-fråga. Men en bild som jag använder mig av ibland är den av ett förälskat par. Om du är förälskad och säger om din man att han är vackrast och bäst i hela världen, är det ingen som tolkar det som att du tycker att alla andra män är fula och dåliga. Som kristna kan vi därför uttrycka vår kärlek till Jesus Kristus helt och fullt. (se her).

Man undrer sig såre. At hun ikke ser sig i stand til at svare enkelt og ligetil på et sådant spørgsmål! Er det ikke en total misforståelse i den grad at bøje af for muslimerne på troens område? Men ak, det svarer udmærket til det, også danske teologer har fremført.

Og så billedet, hun bruger! Prøv at indsætte nogle af dagens plusord i stedet for ”Jesus”, ”demokrati” eller ”ytringsfrihed”, f.eks. Kan man sige om sin respekt for demokrati og ytringsfrihed, at man jo ikke dermed mener, at andre styreformer er onde og dårlige? Er det ikke, hvor meget vi end vil komme muslimerne imøde, umuligt for os at sige, at deres tanker om sharia som stående over grundloven eller deres forestillinger om et kalifat som den ypperste styreform, bedre end demokratiet, er lige så gode som vore demokratitanker?

Vi er da nødt til at følge Paulus, når han Gal 5,1 siger: ”Til frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!” og lidt senere (v. 4) føjer til: ”I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden.” Men ok, det var dengang, Paulus var ikke klogere; i dag er vi imidlertid blevet klar over, at ”hele tilværelsen er fragmentarisk”. Så hvis nogen vil lade sig omskære eller overholde spiseregler og andre lovbud, så dem om det; de kan da udmærket være gode mennesker for det; der er ingen grund til at rive dem ud af deres kultur ved at forkynde evangelium for dem.

Eller ordene om, at her (i den kristne menighed) er der ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde (Gal 3,28), de ord, der endelig langt om længe ser ud til at være opfyldt i vore samfund, dem kan vi da bare kaste vrag på og lade muslimerne leve efter deres kvindesyn, det er sikkert lige så godt som vores. Hvad véd vi? Alt er jo relativt.

Nå, tilbage til Kjeld Holm!

Jeg tror ikke, at han hele sin præstegerning igennem har været båret af den kærlighed til relativismen, som han nu giver udtryk for. Ganske vist kan han vist uddestillere den af sin Sløk-læsning, men det er dog kun en side af Sløk, han derved fremhæver. Når det specielt er denne side, der nu bliver hovedsagen for ham, tror jeg, det hænger sammen med, at han på den måde i en vis forstand kan få islam anerkendt. Læg mærke til, hvordan han fordrejer spørgsmålets mening med det svar, han her giver. Han får dette spørgsmål:

Har du et ønske om, at andre skal have den samme kristne tro som dig?

Og derpå svarer han:

Det ved jeg ikke. Jeg er ikke sat til at bedømme, om jeg har sandheden frem for andre. Jeg plejer her at citere Kierkegaard, som siger, at tvivler man et øjeblik på andre menneskers salighed, så måtte man fortvivle om sin egen. Jeg skal ikke vurdere, om min tro er bedre end andres. De store absolutte udsagn, at enten er noget sandhed eller løgn, dem kan jeg ikke forbinde noget meningsfuldt med.

Kierkegaard-citatet fordrejer spørgerens mening. Og denne fordrejning kører videre i det næste: ”Jeg skal ikke vurdére, om min tro er bedre end andres”. Nej, så sandelig skal Holm ikke det. For med ”tro” menes her ”trosstyrke”, ”trosinderlighed”, ”trosintensitet”, sådan som visse missionsfolk tidligere kunne bedømme hinanden ud fra talens eller bønnens inderlighed. Men det var jo ikke det, der var spørgerens mening. Hun mente – det giver sig af hele sammenhængen, og det må Kjeld Holm have forstået – om han anser kristendommen for en sandere religion end f.eks. islam. Det er spørgsmålet til den svenske ærkebiskop om igen, blot med andre ord. Og lige så lidt som hun tør Kjeld Holm svare, at han anser kristendommen for sandheden. Uha nej, så skulle han jo sige, at islam ikke er sandheden. Og det vil han på ingen måde.

Men kan han da ikke se, at muslimerne er låst fast i en lovtankegang? Kan han ikke se, at den farisæisme, som vi har at slås med livet igennem, den farisæisme, der gang på gang overmander os, så vi vil retfærdiggøre os i egne og andres øjne, den har også muslimerne at slås med? Er det helt umuligt at se, at den holdning til Gud, som den tredie tjener i lignelsen havde: ‘her har du, hvad dit er, nu har jeg gjort mit’ (Matt 25,25), den har muslimerne også i rigt mål i deres sharia: ‘blot jeg gør sådan og sådan, så er jeg, som jeg skal være’? Og er det helt umuligt for ham at gøre sig klart, at ligesom vi bliver befriet for denne lovtankegang gennem evangeliets forkyndelse og bliver glade og frie mennesker derved, sådan må også muslimerne befries for deres lovtankegang, om de skal nå frem til livets hele fylde? Det kan forresten beskrives med et andet af Kjeld Holms fy-ord, nemlig ordet ”omvendelse”.

Her er der virkelig tale om et enten-eller. Enten trældom under loven eller frihed ved evangeliet. Den modsætning kan ingen relativisme række ud over.

Kjeld Holm siger også:

Men jeg vil gerne være med til at fortælle, hvad kristendommen er. Hvis det er at missionere, så missionerer jeg hver eneste gang jeg holder foredrag og står på en prædikestol.

Det vil jeg ikke tage fra ham. Jeg anser det for muligt, at han virkelig i sine foredrag og prædikener fortæller, hvad kristendommen er. For det er min tro, at evangeliet formår at bane sig vej ud til folket gennem selv den mest ugudelige prædikants mund. Men jeg undrer mig godt nok noget over, at det efterlader så få spor på sin vej gennem Kjeld Holms hoved.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Mission og Kjeld Holm

  1. Stig Nørgaard Færch siger:

    Hørt! 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s