Statsborgerskab til muslimer?

Det har vakt en del opmærksomhed, at Dansk Folkeparti her i december undlod at stemme for loven om statsborgerskab. Søren Krarup har forsvaret og forklaret denne diskriminerende handling på denne måde:

Men straks kommer forvirrede folk med juridisk baggrund og siger, at man må ikke diskriminere mellem muslimske og ikke-muslimske borgere. Nej, når man er blevet dansk borger, er man lige for loven. Men heller ikke før…. det er i forhold til den givne danske lov, at man er lige. Hvis man ikke har dansk indfødsret, er man derfor ikke under loven, og det er ene og alene den danske lov, der stiller borgerne lige. Der er og skal være forskel på vestlig og ikke-vestlig, på dansk og ikke-dansk status. (Fra Jakob Mchangamas blog, se her)

Denne juridiske iagttagelse vender Mchangama sig imod. Han gør det ud fra grundlovens §70. Den forbyder diskrimination, og den skelner ikke mellem danske borgere og udlændinge, hævder han. Det samme hævder Ole Hasselbalch. Han har været ude på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside og ydet et godt forsvar for Søren Krarup. Men han skriver alligevel:

Mchangama har fuldstændig ret i, at Grundloven forbyder at forskelsbehandle (diskriminere) på baggrund af religion og afstamning, og at den i så henseende ikke skelner mellem danske borgere og udlændinge. (se her).

Alligevel, på trods af disse to velstuderede juristers påstand, vil jeg mener, at Mchangama har uret. Det er muligt, at grundloven stiller sig imod diskrimination, også går imod en sådan overfor udlændinge, men man kan i den henseende ikke bruge §70. Det er også muligt, som Mchangama hævder, at en række retslærde er enige med ham. Men jeg vover alligevel at være uenig, i så fald med både ham og de retslærde.

Hvordan tør jeg dog vove det?

Fordi jeg kan læse dansk. Og dansk er jo det sprog, grundloven er skrevet på. Dog må jeg indrømme, at min læsning måske er mere historisk end juridisk. Men det får være. Man kunne nemlig også sige, at min læsning er folkelig, hvor de retslærdes er elitær. Og i så fald er det i min optik den folkelige, der gælder.

Lad os se på det!

§70 lyder således:

Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

Det forekommer umiddelbart indlysende, at det, grundlovsfædrene tænkte på med deres ”ingen”, var: ”ingen dansk statsborger”, ikke: ”ingen i al almindelighed”. Det ses deraf, at der er tale om borgerlige og politiske rettigheder, noget, som kun danske statsborgere har. Det samme kan ses af den forklaring til §70, der gives på Folketingets hjemmeside, se her. Den lyder:

Denne paragraf er religionsfrihedens hovedbestem­melse. Den slår fast, at ingen må forskelsbehandles på grund af sin religion eller race. Alle har uanset race eller tro de samme politiske og borgerlige rettigheder. Staten kan f.eks. ikke forbyde jøder eller muslimer at blive lærere eller embedsmænd. Staten kan heller ikke forbyde dem f.eks. at stemme eller stille op for et politisk parti. Til gengæld har alle borgere også de samme pligter i forhold til samfundet. Man kan f.eks. ikke slippe for at betale skat eller aftjene værnepligt, fordi man har en anden tro.

Eksemplerne viser det: Embedsmænd er det kun danske statsborgere, der kan blive. At indkaldes som soldat er noget, der kun overgår danske statsborgere. Så når man skriver ”alle”, mener man ”alle danske statsborgere”.

Ikke desto mindre hævder Mchangama, at §70 ”ikke skelner mellem danske borgere og udlændinge, men gælder for alle der hører under dansk jurisdiktion”.

Min påstand er, at dette simpelthen ikke kan passe.

Så snart et menneske sætter sin fod på dansk jord, er han under dansk jurisdiktion. Han kan søge asyl, og kommer derved ind under de (danske) regler, der gælder for asylansøgere. Er der deri bestemmelser, der vender sig imod diskrimination, er han beskyttet af disse regler, men ikke af den grund af §70. Hvis §70 skulle vende sig imod diskrimination, så ville vi have behandlet de tyske flygtninge, der kom til landet i de sidste måneder af Anden Verdenskrig, på grundlovsstridig måde. Det var der ingen, der påstod dengang, og det er der ingen, der siden har påstået.

Der kom ialt ca. 250.000 flygtninge til landet dengang. Men de danske myndigheder diskriminerede på det kraftigste. Man anbragte de ca. 220.000 flygtninge af tysk afstamning bag pigtråd og under bevogtning, mens man anbragte de øvrige i åbne lejre, uden pigtråd og bevogtning. Man tillod ikke de tyske flygtninge at omgås danskerne eller komme ud på det danske arbejdsmarked, mens man lod de ikke-tyske flygtning få lov til begge dele.

Det var der god grund til. Man var bange for at få et stort tysk mindretal indenfor landets grænser. Og man var bange for, at en eventuel ny tysk diktator vil kunne udnytte et sådant mindretal til at annektere hele Danmark eller dele deraf.

Det havde man jo set i 30’rne. Det kæmpestore land, vort naboland Tyskland, med den aggressive diktator, Hitler, ville have alle tyskere samlet under sig. ”Ein Reich, ein Volk, ein Führer”, sagde man. Eller man udråbte sit ”Heim ins Reich” til tyskerne i udlandet. Og meningen var ikke, at udlandstyskerne skulle flytte ind i riget, meningen var, at riget skulle flytte sine grænser ud omkring dem. De bange danske politikere havde jo set udråbet ”heim ins Reich” gå i opfyldelse for Østrigs vedkommende i marts 38, for sudetertyskernes vedkommende i september 38, og de prøvede på alle måder at gå i ét med tapetet for ikke at henlede Hitlers opmærksomhed på, at vi i Danmark jo også havde et tysk mindretal. Hvem vidste, hvad han kunne finde på! Tyskland til Kongeåen var en forfærdelig mulighed, man måtte regne med.

Den angst bestemte, hvordan man behandlede de tyske flygtninge. Den angst lå bag indespærringen bag pigtråd. Den angst bestemte det strenge fraterniseringsforbud. Vi havde været heldige at kunne holde os udenfor krigen under Første Verdenskrig. Vi havde været mindre heldige under Anden Verdenskrig. Og nu ville man gøre alt, hvad man kunne, for ikke at risikere noget i en eventuel kommende Tredje Verdenskrig. Derfor: Tilbage til Tyskland med de tyske flygtninge, hver og én! Og man læste altså dengang ikke grundlovens §70, så den sagde, at der ikke måtte diskrimineres mellem tyskere og ikke-tyskere. Men naturligvis, man burde behandle de tyske flygtninge ordentligt, de var jo mennesker. Men bag pigtråd skulle de være. Man ville ikke sætte nationens eksistens på spil.

Dog, dette, at man har grundloven på sin side, hvis man vil diskriminere mod muslimer, betyder jo ikke, at man absolut skal gøre det. Og hvis man vil gøre det i processen med at tildele statsborgerskab eller endnu bedre – som Marie Krarup rigtigt fremhæver det, se her – i processen med at tildele asyl, hvad er så begrundelsen? Har vi ikke religionsfrihed her i landet? Er staten ikke neutral i religiøs henseende? Hvad skulle så være begrundelsen for at diskriminere mod muslimer f.eks. ved tildeling af asyl?

Det er ikke nok at sige, som Marie Krarup gør det i ovennævnte artikel:

Islams ideologi er i sin kerne diametralt modsat den kristne tro. Islam er ufrihed, hvor kristendom er frihed. Islam er en lovreligion og kristendommen er frihed til at leve sekulært. Der findes desværre ikke et kompromis mellem de to opfattelser, og der er jo derfor opstået massevis af konflikter under mødet mellem de to kulturer. Og selvom vi selvfølgelig kender til muslimer, der kan leve efter en vestlig livsstil, så er vi også nødt til at se i øjnene, at det er en forsvindende lille del. Det er dumt og naivt at se bort fra det, når man lovgiver i Danmark. Man er nødt til at se den barske virkelighed i øjnene og erkende, at kultur gør en forskel.

Det er ikke nok at sige sådan, for det er ikke den sekulære stats opgave at favorisere kristendommen, selv om det så aldrig så meget er sandt, at kristendom er frihed og det frihed til at leve sekulært. Det afgørende er, at islam ikke giver frihed til at leve sekulært. Hvis muslimer derfor skal leve i et sekulært samfund, er de nødt til at give afkald på noget af deres religion; de må give afkald på ønsket om parallelsamfund, de må give afkald på jihad-forpligtelsen, de må give afkald på muslimske domstole med håndhævelsesret.

Islam er nemlig kun en halv religion. Den anden halvdel er en ideologi. Den ene halvdel er fromhed i bøn og overholdelse af gode bestemmelser fra koranen. Den anden halvdel er overholdelse af de bestemmelser, der også står i koranen, anvisninger på et gudsrige her på jorden, love, bestemt for at skulle gennemføres i en islamisk stat, retningslinier for, hvordan en sådan stat bedst gennemføres.

I modsætning til alle andre religioner indeholder islam nemlig en lære om, hvordan en stat her på jorden skal styres. Man ser det af den islamiske praksis: Islam søger gennem erobringer at bemægtige sig statsmagtens voldsmonopol; derefter giver man de indtil da rådende religioner begrænset frihed til at eksistere; meningen er, at disse religioner efterhånden skal uddø, og alene islam blive tilbage.

Statsmagten er ifølge denne ideologi kun legitim, hvis det er en muslimsk kalif, der sidder på den. Indtil det bliver tilfældet, er man i sin gode ret til at gøre oprør, som man nu kan finde ud af det. Det gælder, når statsmagten er demokratisk og – synes vi – legitimeres ved demokratiske valg. Men det gælder også, når statsmagten er en militærmagt i et islamisk land, diktatoren kan aldrig så meget påberåbe sig islam i sin regeringsførelse, det bliver han ikke legitim af. Muhammed havde legitimitet udover alle grænser. Man han døde, inden han havde nået at få givet regler for, hvordan hans afløser skulle vælges, eller – kan man sige – Allah glemte at give bestemmelser i den retning. Denne forglemmelse har haft fatale følger i den muslimske verden.

Vi ser en sådan helt anderledes kultur udfolde sig i vore ghettoer. Her vil man oprette særlige muslimske områder, hvor ikke dansk, men islamisk lov gælder. Og man vil opretholde denne jurisdiktion med vold. Vi har også erfaret, at det er fra sådanne miljøer, at islamistiske terrorister udklækkes.

Der er derfor god grund til at følge Marie Krarups hovedregel, at ”vi bør begrænse den muslimske minoritets størrelse i Danmark.” Det er ikke §70, der hindrer os i det, snarere en frygt for at handle politisk ukorrekt.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Statsborgerskab til muslimer?

  1. Johnson siger:

    “Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.”

    Det burde være indlysende at der er tale om det skal forstås som “ingen dansk statsborger ” ellers ville der være tale om at man systematisk bryder grundloven hver gang man afholder et folketingsvalg og ikke lader alle under dansk jurisdiktion have mulighed for at stemme.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s