Afbryderiet

Hvor er det dog irriterende! Hver gang én eller anden person, der bliver interview’et i fjernsynet, er i gang med at sige noget, bliver de afbrudt af interview’eren. Det slår aldrig fejl. Højst 10 sekunder kan et interview-offer få lov til at tale, efter at spørgsmålet er fyret af, før interview’eren ser på klokken. Og når der er gået 20 sekunder, siger et indre ur ham, at nu er det tid til at afbryde det arme offer, folk skulle jo nødig zappe over på en anden kanal. Og man kan i fjernsyns-regi ikke forestille sig, at et ‘offer’ kan tale i mere end 20 sekunder, uden det det bliver dødkedeligt at høre på. At de selv i deres oplæg og ofte også i deres spørgsmål hurtigt overskrider den grænse, de sætter for andre, nå ja, det lægger de ikke mærke til. Eller hvis de gør, undskylder de det sikkert med, at deres tale er så helt anderledes interessant end deres gæsters.

Martin Krasnik er storeslem i den henseende. Foruden de 10 eller 20 sekunder, som hans overordnede tilsyneladende har indbygget i hans hjerne, har han næsten altid én eller anden dagsorden, den interview’ede skal rette sig ind efter. Eller der er en vinkel på sagen, som han vil forfølge, og så må den arme gæst sandelig følge trop. At denne vinkel kunne være forkert, eller at det også kunne være interessant med en anden vinkel på emnet, det rækker hans fantasi ikke til at indse.

Tag nu bare gårsdagens Deadline (den 27-1 2014). Den var i dagens anledning (hvilken anledning, forresten?) udvidet til 50 minutter. Men det er mit gæt – men jeg har ikke taget tid, og jeg gider heller ikke gense udsendelsen på internettet for at finde ud af det – det er mit gæt, at man fint kunne have klaret sig med 40 minutter, hvis man havde ladet være med disse idelige afbrydelser. Eller: Hvis man skærer alt det i udsendelsen bort, hvor folk taler i munden på hinanden, så man ikke kan forstå, hvad de siger, så ville udsendelsens længde blive kraftigt reduceret, måske endda helt ned til 30 minutter.

Det var ellers nogle udmærkede gæster, man havde inviteret. En professor fra Aalborg, og en ditto fra Berlin. De skulle give deres besyv med, hvad angår salget af DONG-aktier til Goldman Sachs. Men deres tid var berammet ret knapt. Og når de så afbrydes midt i en udredning, er det ikke nemt for dem at følge tråden, og da næsten umuligt for os seere. Om Krasnik kan, er vel også tvivlsomt. Men fremad går det da, over stok og sten!

Min fornemmelse var, at det var berlineren, der blev afbrudt mest. Han fandt sig i det, selv om det må kræve en enorm selvbeherskelse. Dertil kommer imidlertid, at Martin Krasnik havde den frækhed til sidst at sige ”og kort her til sidst” og så kom der et spørgsmål, som enhver kunne se ikke kunne besvares kort. Den arme mand prøvede, men var ikke kommet langt ind i sin redegørelse, før han blev afbrudt. Og så slukkede man til Berlin. Om Krasnik fik sagt tak til ham, husker jeg ikke. Men jeg mener at have bemærket, at han ikke fik tid til at sige ”selv tak” eller noget i den retning. Det ville næsten også være for meget forlangt overfor en interview’er, der havde behandlet ham så stedmoderligt. Gad vidst, hvad der var sket, hvis han på det spørgsmål, der kom til sidst, og som han skulle svare kort på, havde svaret: ”Det kan jeg desværre ikke svare kort på, så vi er nok nødt til at standse her!” Nå jo, én ting kan man godt forudse uden spåmandsevner: Han ville aldrig mere blive inviteret til at udtale sig i DR.

Men mest afbryderi fandt dog sted i samtalen mellem Bjarne Corydon, Kristian Thulesen Dahl og Martin Krasnik. Gang på gang sad man dèr og ønskede, at Krasnik dog kunne holde sin mund. De to herrer er jo ikke dårlige til at formulere sig. Men når man den ene gang efter den anden kun får det halve af deres argumentation at høre, fordi Krasnik absolut synes, de skal tale om noget andet, eller fordi han tror, de er i gang med at tale udenom, så bliver det altså meget anstrengende. Så hører man Corydon sige, efter at være blevet afbrudt med et ”det var ikke det, jeg spurgte om”, at han er i fuld gang med at svare på netop det, han blev spurgt om.

Og der var jo tid nok, som Corydon bemærkede engang, mens han havde ordet. Hvorfor så ikke bruge den til at lade aktørerne tale ud?

Nå, den sidste samtale var da nogenlunde udholdelig. Gad vidst, om det skyldtes, at Krasnik her var ”blandt venner”. Det var et par journalister, der blev interview’et. I sig selv er det en overvejelse værd, hvorfor det tilsyneladende ikke må være politikerne, der får det sidste ord. Jeg véd det ikke. Men man synes åbenbart på redaktionen, at det er for farligt, hvis deres ord kommer til at stå alene. Derfor lader man et par modsatrettede journalister udlægge den tekst, de har efterladt sig. Men bevares, de gjorde det da nogenlunde godt. Især bed jeg mærke i Christopher Azrounis udtalelse om det eneste ideologiske lille træk, han kunne finde hos Bjarne Corydon, det, nemlig, at man ikke i ét hug havde sat DONG’s aktier på børsen, men gjort det på den indviklede måde, at man først udbyder 19% til et privat selskab og derefter venter tre år, før børsnoteringen finder sted. Med en række indviklede regler til følge og tillige med en række hemmelige klausuler som betingelse.

Hvis man så spørger, om man fik noget ud af de 50 minutter, så er svaret, at udsendelsen er et eksempel på en meget usaglig, men desværre altfor almindelig måde at ”gå i dybden med” et problem på. Havde man nu taget det sidste problem frem, havde man ladet nogle eksperter, måske dem, man havde fat på, fortælle om fordele og ulemper ved den ene og den anden metode, komme med eksempler på andre lignende tilfælde og måske aflive nogle af de mange svirrende rygter, der florerer, så kunne man måske være blevet klogere. Men som det var nu, kom der meget lidt ud af det. Som manden sagde, da han klippede sin gris: Viel Geschrei und wenig Wolle. (Meget skrigeri og ikke ret meget uld).

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.