Breivik igen

Jeg kunne ikke dy mig, jeg måtte købe Aage Storm Borchgrevinks bog ”En norsk tragedie”, der nu er blevet oversat til dansk og har fået gode anmeldelser.

Det er da også en udmærket bog, der giver god oversigt over Breiviks liv op til udåden den 22. juli 2011. Specielt er det af betydning, at Borchgrevink gør så meget ud af Breiviks barndom. Det var noget, begge hold psykiatere sprang let hen over. Og det er ikke umuligt, at den noget specielle barndom kan give en forklaring på Breiviks psyke. I hvert fald prøver Borchgrevink at drage en konklusion fra Breiviks forhold til moderen til en sygelig længsel hos Breivik efter at blive set, lagt mærke til, anerkendt.

Han blev det ikke i gymnasiet, han blev det ikke som sælger, han led nederlag overfor det andet køn også, og han fik heller ikke nogen stor rolle at spille i fremskrittspartiet eller i de andre sociale sammenhænge, hvor han forsøgte sig. Og når dette modsvares af et enormt ego, en enorm selvovervurdering, som hele tiden kun synes at have øje for sine egne problemer, sine egne fortrinligheder, så bliver vel efterhånden modsætningen mellem den manglende anerkendelse og den anerkendelse, Breivik mente han fortjente, for stor.

Nej, jeg tror ikke, det var den eneste grund til udåden, men en stærkt medvirkende grund til den var, at han ville ses, have berømmelse.

Det mærkelige er så, at just som jeg er færdig med bogen, viser det sig, at Breivik har udsendt et brev til en række aviser med anmodning om optagelse. Det er maskinskrevet og affotograferet, så hvis man vil gøre brug af det, skal man først afskrive det, maskinelt eller i hånden. Det har ingen redaktioner gidet, og brevet er derfor kun blevet omtalt, ikke udgivet eller citeret. Brevet kan læses her i sin helhed.

Det var en sær fornemmelse at læse et stykke ”Breivik-litteratur” igen. En følelse af deja-vú bredte sig ind over én. Jo, for det var der altsammen, det, der særligt kendetegnede Breiviks kompendium. Den ret specielle stil, dette, at han går op i tal og søger at overbevise med statistik, dette, at han er så bombesikker på sin sag, at han mener sig i stand til at forudsige ganske præcist, hvad der vil ske fremover, dette, at han tror, han kan gennemskue sine opponenter og på forhånd tage højde for deres reaktioner, ja, næsten forudberegne deres reaktioner. Og også dette – og det er nok noget for ham helt specielt – at han er lynhurtig til at finde på en ny forklaring, når den forrige viser sig ikke at slå til. Og denne nye forklaring – det er det forunderlige – kan han med det samme sammenkoble med en ny forklaring på, hvad han egentlig mente med den første forklaring.

Han sad i isolation de første måneder efter 22. juli. Det var i den situation, han blev undersøgt af de to første psykiatere. Og de kalder hans forestillinger grandiose. Ikke underligt. For han så sig som kommandør for tempelridderne og mente at have krav at stille. Da han så kom ud af isolationen og opdagede, at ingen anerkendte hans tempelriddersnak, skiftede han taktik. Nu indrømmede han, at han dengang udtrykte sig lidt for pompøst, nu prøvede han på enhver måde at være mere beskeden, for nu vidste han, hvordan hans kommandørpåstand virkede på andre.

Dengang hed det, at han var sikker på, at den, der læste det enorme kompendium, ville blive overbevist og indse, at han havde handlet rigtigt. Nu, i det nys udkomne brev, har han nærmest glemt kompendiet, omtaler det ikke som et værk, der af sig selv vil give hans sag tilhængere, nej, nu, hvor han har opdaget, at kompendiet aldeles ikke har haft den tilsigtede virkning, nu hævder han, at det, han skrev i kompendiet, var udtryk for ”dobbelt-psykologi”: han ville ved at rose nogen, f.eks. Fjordman, få medierne til at angribe ham, og han ville ved at tale nedladende om andre, få dem til at se noget værdifuldt i disse mennesker.

Det minder mig om en alkoholisk kvinde, der blev stillet overfor en række afsløringer af hendes drukadfærd, men stillet overfor dem én efter én. Hun løj så stærkt, som en hest kan rende om den første afsløring. Og da den næste kom, var hun lynhurtigt i stand til at finde en plausibel forklaring på også dette forhold. Selv overfor afsløring nummer tre og fire opretholdt hun denne utrolige opfindsomhed. Sådan gør også Breivik. Når tingene alligevel ikke går, som han havde forudberegnet, er han straks klar med bortforklaringer af sine forrige beregninger og nye forklaringer på, hvad der egentlig lå i det, han gjorde og sagde.

Nå, man får da også andet at vide af det fem sider lange brev. Man kan forstå af brevet, at han har skrevet en bog i fængslet, ”Den nordiske føderation” (på engelsk), men at fængselscensuren har tilbageholdt den. Det skete den 11. juli 2013. Endvidere har han skrevet et forslag til, hvad man kan gøre for at undgå muslimsk dominans; det hedder ”Projekt Yggdrasil”. Dette forslag er også skrevet efter 22. juli og har intet at gøre med hans kompendium. Dette lægger han som sagt afstand til.

Også andre ting har han prøvet at få offentliggjort uden held. Sandt at sige glæder det mig. Det kunne lige mangle, at han frit skulle kunne sidde i sin celle, blive underholdt med mad og varme og derfra sidde og påvirke obskure kræfter i samfundet. Om han føler sig uretfærdigt behandlet i kraft af denne censur, er ikke til at se. Han regner vist med, at den vil blive ophævet inden længe.

Han synes også at have en vis mulighed for at følge med i medierne. Men det er måske uvist, om han har en pc. Brevet til medierne er i hvert fald skrevet på skrivemaskine, visse steder synes han at have visket et ord eller to ud.

Endelig synes han at mene, at han vil være ”ude af legen” om ikke så længe. Han skriver: I wont be able to survive the SHS-programme for much longer. Men hvad det er for et SHS-program, véd jeg ikke. Nogen har skrevet, at han hævder at være underkastet tortur. Og det er måske det, han mener. Men i betragtning af, at han vist er lidt pylret (da han var blevet anholdt på Utøya, var noget af det første, han bad om, et plaster til at sætte på et sår; han havde revet sig), skal der måske ikke så meget til, før han vil tale om tortur.

Men.

Noget af det, som jeg vil betragte som det mest besynderlige ved brevet, er de to ting, det mangler.

Jeg havde egentlig troet, at han brugte fiktionen om tempelridderne som et skjold for ikke at få dårlig samvittighed over de mange drab, han udførte. Og jeg troede, at han ville være tvunget til at opretholde denne fiktion for ikke at begynde at se ansigterne fra Utøya for sig hele tiden. Men det synes slet ikke at være tilfældet. Tempelridderne nævnes ikke med et ord i brevet. Det er, som om han fuldstændig har forladt de tanker. Hele den tankebygning, som jeg mente, han skulle have med sig for at kunne udføre den forfærdelige handling, han har udført, har han tilsyneladende ikke brug for mere.

Måske har han aldrig haft det.

For det andet, der fuldstændig mangler, er omtale af de omkomne. Jeg havde ikke forventet en undskyldning, jeg havde ikke regnet med, at han ville være ked af det, men man kunne nok have forventet, at han på én eller anden måde ville have berørt, hvorfor og hvordan han anså det for en nødvendighed at myrde så mange unge mennesker. Der er ikke antydning af noget sådant i brevet.

Han mener åbenbart, at han uden videre vil blive hørt, som om vi allesammen fuldstændig har glemt, at han er en massemorder. Han regner med at kunne deltage i diskussionen om sit lands fremtid helt på linje med alle mulige andre, som om han er alle andres ligemand, aldeles uden hensyn til, at han har foretaget sig noget uhyrligt for at blive hørt.

Ja, det er værre endnu. Han henvender sig til redaktørerne på en række af Norges store medier og taler direkte til dem. Og ikke blot beder han dem om øjeblikkelig at standse den falske propaganda, han mener også, at de passende kunne begynde med at komme med en formel undskyldning og erklære, at de nordiske mennesker virkelig er indfødte i de 13 nordiske lande. Undskyldning! Og dette krav kommer fra en mand med utrolig meget blod på hænderne!

Selv drømmer han ikke om at komme med nogen undskyldning, selv udelader han komplet enhver antydning af, at han har gjort noget uhyrligt, men det andre har gjort – hvis man altså hopper med på den påstand, at de norske medier har ført propaganda siden 1945 – det skal der gives undskyldning for. Ved det blev ingen dræbt. Ved hans forsøg på at råbe Norge op blev 77 mennesker dræbt. Og dog er det ikke medierne, der forlanger undskyldning af ham, det er ham, der forlanger undskyldning af dem.

En normal psykopat plejer ikke at kunne sætte sig i andre menneskers sted, mangler, siger man, den umiddelbare mulighed for empati. Men en normal psykopat plejer i det mindste at kunne forstå, med sin normale iagttagelsesevne, hvad der forventes af et samfundsmedlem, hvilken medfølelse der forventes hvornår, og i nogen grad indrette sin opførsel derefter, ikke, så han handler ud af medfølelse med andre, men så han på intelligent vis udnytter sin viden om samfundets normalkoder til at få mennesker til at gøre det, han vil.

Den manglende empati er Breivik til overflod udstyret med. Men han synes tillige at mangle enhver forståelse af, hvordan andre tænker og føler, f.eks. om hans udåd, og derfor går han så fuldstændig fejl af situationen med sit brev.

Det er i sandhed en mærkelig menneskeskæbne, de har fået at holde styr på i Ila-fængslet. Om han nogensinde bliver et normalt menneske, det er jeg mere i tvivl om nu, end lige efter retssagens afslutning.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Breivik igen

  1. Pingback: Utøya, fire år senere | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s