Inklusion

Godt ord igen!

Et positivt ord. Hvem vil bryde sig om at blive ekskluderet, sat udenfor, ikke længere være med i fællesskabet? Nej vel! Men at blive inkluderet, at mærke, at fællesskabet lukker sig op for én, det er noget andet. Det er positivt. Det er godt. Det er noget, man da i hvert fald må kæmpe for.

Jovist.

Men læg alligevel mærke til, at når dette fine og gode ord anvendes på dagens folkeskole, er det et snydeord. Der ligger noget andet bag end det, der åbent bliver sagt. I forsideartiklen på gårsdagens Weekendavis (for 7-2 2014) blev der ikke lagt skjul på, at når landets kommuner går så stærkt ind for inklusion i folkeskolen, har det med det at gøre, at der derved kan spares penge. Man har opdaget, hvordan de mange specialklasser efterhånden fik så mange elever, at de lagde beslag på omkring 30% af skolebudgettet. Og man har derfor i mange kommuner ændret reglerne, sådan at det fremover er den enkelte skole og ikke det store kommunebudget, der skal betale, hvis en skole visiterer en elev til specialundervisning. Det har bevirket, at antallet af henvisninger til specialundervisning er faldet markant. Det vil sige, at flere problemelever nu forbliver i klassen.

Og det glæder undervisningsminister Christine Antorini. Hun er nemlig glad for ordet ‘inklusion’ og synes ikke i farten at bemærke, at kommunerne betragter den større inklusion som en spareøvelse. For hende er der tale om ideologi.

Problemet blev taget op i gårsdagens Deadline (7-2). Nynne Bjerre Christensen interview’ede to mennesker, der vist skulle forestille at være eksperter, en mandlig af slagsen fra Aarhus og en kvindelig fra studiet i København. Og man må indrømme, at Nynne Bjerre Christensen ikke lod sig spise af med lette forklaringer. Hun blev ved med at bore i det meget naturlige spørgsmål, om inklusion nu også var så godt i alle tilfælde.

Det var nemlig, hvad de to eksperter til at begynde med var så rørende enige om: inklusion fremmer læring, det viser al forskning.

Forskning! Ja, pædagogisk forskning altså. Men kan man stole på den? Er der tale om forskning eller er der tale om ideologi? Det spørgsmål fik Nynne Bjerre faktisk besvaret af kvinden fra København. Manden fra Aarhus forblev i sin glasklokke, hævdede strengt, at fordelene ved inklusion var understøttet af forskningen. Så var han nemlig fri for at komme med yderligere argumenter, troede han.

Men ikke overfor Nynne Bjerre. Hun kunne nok forstå, at inklusion kunne være en god ting for de svage elever, men det forekom umiddelbart ikke indlysende, at den også skulle være det for de stærke elever. Og det blev hun ved med at bore i, skønt de to eksperter overvældede hende med mange fremmedord, med pædagogiksnak og forskningsresultater. Og specielt kvinden fra København var meget optaget af, hvordan skolen helt skulle ændres, når der nu skulle dannes læringsmiljøer, der var inklusive. Den gamle form med én lærer til én klasse kunne ikke magte de nye udfordringer; den enkelte lærer måtte fremover finde sig i, at en anden lærer skulle være leder for ham, fordi han havde den kompetence, der skulle til overfor lige netop denne elev. Osv., osv.

Og så var en historie fra Weekendavisen pludselig inde i billedet, en historie om seksuelle overgreb fra én elev overfor andre, overgreb, som der ikke fra skolens eller kommunens side var blevet taget hånd om. Vil den slags historier ikke blive ved med at poppe op, når inklusion efterhånden blev gennemført på alle landets skoler?

Det fik københavnerkvinden til at tale om ægte og uægte inklusion. Naturligvis er det kun den ægte inklusion, der duer. Inklusion betyder ikke, at man bare flytter eleven fra specialklassen tilbage til normalklassen; ægte inklusion medfører, at der gives lærerne kompetence til at løse de problemer, som inklusionen medfører.

På en måde var det oplysende at lytte til al denne skønsnak fra ‘eksperterne’. Københavnereksperten talte således belærende om, hvordan det drejer sig om at skabe de rette miljøer, så ”læring ville finde sted”. Altså, det forholder sig ikke mere sådan, som det var i gamle dage, at eleven blev sat til at lære forskellige ting, som læreren forelagde eleven, nej, nu er det lærerens opgave bag ryggen på eleven, så at sige, at sørge for, at eleven selv bliver interesseret og af sig selv, gennem leg og underholdning og samarbejde med andre elever, får det ind i hovedet, der tænkes at skulle læres. Læring er noget, der finder sted, ikke noget, der kan kræves af eleven.

Tja, det er nye toner. Som dog vist alligevel er ret så gammelkendte. Man har jo altid vist, at i skolen var det i sidste ende lysten, der skulle drive værket. Men alle har vist også altid været klar over, at der måtte visse ordnede strukturer til, eleverne måtte igennem en vis hurdle, før det pågældende fag viste sig at afgive lystbetonede påvirkninger. Disse ordnede strukturer synes man nu at ville springe let hen over for hurtigst muligt at nå frem til det lystbetonede.

Læring finder sted”, javist, men hvad er det eleven lærer? Den elev, Weekendavisen omtalte, havde åbenbart lært, hvordan han kunne tvinge andre ind på toilettet og få dem til at levere visse seksuelle ydelser. Og det var vel ikke lige den læring, man havde håbet skulle finde sted.

Og et godt stykke henne i dobbeltinterview’et måtte københavnerkvinden da også indrømme, at det ikke så meget var videnskaben, som det var ideologien, der hævdede, at inklusion var noget godt og læringsfremmende.

Det vil sige: ideologien og økonomien tager hinanden i hånden frem mod det skoleeksperiment, man er ved at gennemføre. Ingen véd, hvad resultatet vil blive, for det er i sidste ende ikke forskningsresultater, man bygger på, det er ideologi.

Og lad så alt dette være, som det være vil, skønt fremtidsudsigterne med sådanne ‘eksperters’ hjælp så sandelig ikke er lyse. Værre er det, at man fuldstændig synes at overse de skønne tankers begrænsning, når de skal føres ud i livet.

To ting har man glemt. De omtales ikke. Der tænkes derfor heller ikke på nogen løsning af de problemer, der ligger deri.

Den ene ting er, at befolkningen i hvert fald i de større byer bosætter sig i forskellige kvarterer. Man kan jo snakke alt det, man vil, om inklusionens gavnlige virkninger for de svage elever, hvad nytter det, når det på mange skoler i byerne forholder sig sådan, at andelen af tosprogede elever er større end 50%? Det kan være så sandt, det være vil, at elever, der har det svært med det danske sprog, har stor gavn af at komme ind i en klasse med mange dansktalende elever. Men det nytter jo ikke noget, hvis befolkningens bosættelsesmønster bevirker, at der efterhånden på mange skoler ikke længer findes sådanne klasser, men kun klasser med overvægt af tosprogede elever. Så fuser al den smukke tale om inklusion lige så stille ud, stillet overfor den barske virkelighed.

Den anden ting er, at elevmaterialet ikke længer er det samme som det elevmateriale, man har sine pædagogiske erfaringer og undersøgelser fra.

Der er kommet en ny kultur til landet, en muslimsk kultur. Og den er anderledes end den danske kultur, skønt man har indtryk af, at hverken skolefolk, ‘eksperter’ eller politikere har opdaget det. Specielt den muslimske drengeopdragelse er helt anderledes end den danske. Ikke blot får drengene fra deres hjem indprentet en overordnet stilling i forhold til pigerne, de får også sammesteds fra en uafkastelig fornemmelse af, at de er bedre end danskerne. Og når de så kommer i skole, og det viser sig, at de i stedet for at være bedre end danskerne, som regel er mindre dygtige, alene i kraft af deres dårlige dansk, så slår de bak, så opstår ikke den læring, som ‘eksperterne’ håber på: at danskerne ved den fælles leg kan lære dem bedre dansk, nej, så opstår den læring, at danskerne er nogle dumme svin, at vi ikke skal omgås dem, og at vi i stedet må prøve på anden måde at vise vores dominans over dem.

Og det er jo faktisk en læring, der gør dem til et fortrinligt rekrutteringsmateriale for de muslimske bander. Altsammen sker det, uden at nogen i skolen kan forstå det, for ikke sandt, vi vil dem da det bedste, vi har da gjort alt det, vi kunne, for dem! Javist, men én ting har vi ikke gjort: Vi har ikke vovet at betragte deres kultur som anderledes, så vi ud fra virkeligheden kunne finde ud af, hvad vi skal gøre.

Jeg stillede i sin tid det spørgsmål, om segregation måske var en løsning, om det altså ville hjælpe på de muslimske drenges indlæring, hvis man holdt dem i klasser for sig, måske gav dem mænd som undervisere, så de ikke skulle tvinges til at undervises af det laverestående væsen, de jo mener en kvinde er, og måske endda sørgede for, at disse undervisere var muslimer, se her. Selvfølgelig har der ikke været nogen, der har taget den tanke op. For det lyder da fuldstændig skørt. Men spørgsmålet, jeg stillede var: Er det ikke bedre, at de muslimske drenge får nogen lærdom ind i knolden, end at vi bliver ved med gennem de tiltag, vi foretager os, at forhindre dem i at lære nogetsomhelst?

Det er stadigvæk spørgsmålet.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s