Ideologi, ikke økonomi

Schweizerne har ved en folkeafstemning pålagt deres regering at sørge for, at der kommer kvoter på den indvandring fra EU, der finder sted. Schweiz er som bekendt ikke medlem af EU, men har ved en række særaftaler fået nogenlunde fri adgang til EU’s indre marked. Disse aftaler har en guillotine-klausul, der siger, at ophæves én af aftalerne, skal alle aftaler betragtes som ophævede og genforhandles.

Man kan spekulere over det logiske i en sådan klausul. Den tyder mest på, at EU vil være prøve at tvinge Schweiz til fuldt medlemskab engang. I hvert fald synes den mere at være bestemt af ideologi end af økonomi.

Det samme kan siges om de bemærkninger, som Viviane Reding, vicepræsident i EU-kommissionen, er kommet med. Hun har ifølge Kristeligt Dagblad, se her, sagt, at ”Det indre marked er ikke en schweizerost!” Artiklen giver hende ret. Hvilket er forkert, for kravet om fri bevægelighed for mennesker har intet med et indre markeds krav om fri bevægelighed for varer at gøre. Det er derfor forkert, hvad artiklen skriver:

Det indre marked har siden 1987 bygget på princippet om, at alle medlemslande har samme rettigheder og pligter. Målet er at undgå handelshindringer og konkurrenceforvridning. Det øjeblik ét land begrænser den frie bevægelighed, er der ikke længere tale om et frit marked med lige vilkår.

Det er specielt den sidste sætning, der er forkert. Man kan sagtens have et frit marked med fri bevægelighed for varer uden at have fri bevægelighed for personer. Vil man undgå handelshindringer og konkurrenceforvridning, er der intet til hinder for, at man kan lave regler i den retning, uden på nogen måde at gribe ind i landenes suverænitet med hensyn til, hvem man vil have boende i landet.

Artiklen fortæller selv om, at noget sådant har været muligt. Forfatteren skriver:

Schweiz har de seneste årtier forhandlet sig stadig dybere ind i EU-samarbejdet uden dog at tage springet og blive fuldgyldigt medlem. Det er sket gennem bilaterale aftaler om alt fra frihandel til transport og forskning, og fra 1999 altså også en aftale om fri bevægelighed for personer.

Hvad havde man før 1999? Man havde en aftale om frihandel, om transport og forskning, men ikke fri bevægelighed for personer. Fungérede det ikke fint nok? Jovist. Det kunne nok lade sig arrangere. Og da man i 1999 fik en aftale om fri bevægelighed også for personer, så man i Schweiz ingen faresignaler i den anledning. Man regnede med en indvandring på cirka 8000 personer om året. Men nu indvandrer cirka 80.000 personer om året. Og det har altså et flertal af schweizerne syntes var for meget.

Så hvorfor skulle man ikke kunne gå tilbage til ordningen fra før 1999? Ikke fordi det er økonomisk umuligt. Men fordi det er imod EU’s ideologi. Denne ideologi ser jo for sig, at landene skal bindes mere og mere sammen i et stadig tættere samarbejde, som der stod i præamblen til Romtraktaten. Og når man nu ser et land, som godt nok ikke har skrevet under på nogen traktat om tættere og tættere samarbejde, og som netop ikke vil ind i en sådan sammenslutning, så kan man fra EU’s side ikke se andet, end at tanken om kvoter for indvandring til Schweiz er imod de forestillinger, der knytter sig til det indre marked.

Det er de også. Men det skyldes, at man – lidt lusket – har bundet ideologiske forestillinger sammen med økonomiske love.

Dertil kommer, at man godt kan forestille sig, at Schweiz får en særordning med hensyn til indvandring fra de andre EU-lande, som ikke bliver modsvaret af de andre EU-lande. Man har jo hævdet, at hvis Schweiz skal have lov til at lukke tyskere ude, så skal tyskere også have lov til at lukke schweizere ude. Og indrømmet, det lyder logisk. Men der er ved nærmere eftersyn ikke megen logik i det. For Tyskland er et langt større land end Schweiz. Der skal ikke så mange tyskere til som indvandrere i Schweiz, før det bliver for meget for schweizerne. Derimod er det utænkeligt, at det omvendte vil finde sted: at der kommer så mange schweizere til Tyskland, at tyskerne vil føle, det bliver for mange.

Vi i Danmark har jo en speciel sommerhusordning, hvorefter danskere frit kan købe sommerhus i Tyskland og det øvrige EU, men ikke-danskere ikke uden videre kan købe sommerhus her i landet. Og denne usymmetriske ordning har vi jo netop fordi der er en væsentlig forskel i størrelse mellem Danmark og Tyskland.

Det vil derfor ikke være ulogisk, om Schweiz fik lov at begrænse indvandringen fra f.eks. Tyskland, uden at Tyskland fik lov til at begrænse indvandringen fra Schweiz.

Men foreløbig er drejer det sig om at få de økonomiske love om frihandel og konkurrenceforvridning m.m. løsgjort fra den ideologiske omklamring, EU har udsat dem for.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s