Søren Espersen harcellerer på sin blog over, at 24 præster i Haderslev, plus domprovst og biskop sammesteds, i et åbent brev har bedt kommunalbestyrelsen give byggetilladelse til en moske i byen, se her. Han mener, at de derved bryder deres præsteløfte, for – siger han – har de ikke højtideligt aflagt løfte om at bekæmpe ”sådanne lærdomme, som strider mod Folkekirkens Trosbekendelse”? Og han mener, det er mærkeligt, at folkekirkens medlemmer i stedet for at bryde ud i et frustreret råb bare står og glor.
Men ak, denne gang er det så sandelig Søren Espersen, der er galt afmarcheret. Det er sandt, at alle præster i deres præsteløfte lover at bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse. Men det er så sandelig underforstået, at denne bekæmpelse sker med åndelige midler og udelukkende med åndelig midler.
Eller jeg kan sige, at Søren Espersen ikke har lagt mærke til, at alle de gejstlige personer optræder uden titel. Det er der en grund til, forklarer én af dem til Kristeligt Dagblad, se her. De blander sig i sagen, hævder domprovst Kim Eriksen, som almindelige borgere i byen. Og når de i det hele taget gør det, skyldes det, at de har på fornemmelsen, at byrådets modstand mod moskebyggeriet ikke er sagligt funderet.
Det kan der desværre godt argumenteres for. Ifølge Kristeligt Dagblads artikel siger Karl Gunner Gregersen, byrådsmedlem for Socialdemokratiet:
De begrunder afslaget med lovgivning. Først prøvede de med byggehøjde, dernæst med, at trossamfund ikke bør ligge i industriområder. Men i Gram har Jehovas Vidner en rigssal, og der er frikirkefolk i Haderslev. Til sidst måtte de indrømme, at det var fordi, der var tale om muslimer.
Og hvis bare noget af det er sandt, kan der være god grund til at opfordre byrådet til at være imødekommende overfor den muslimske ansøgning. Den borgerlige myndighed skal netop være borgerlig og ikke se på, om der er tale om en religion, de kan lide, eller én, de ikke kan lide.
Men Søren Espersen har ret i sin anklage på anden måde. For masser af kirkefolk har ikke opdaget, at de bør skelne mellem verdsligt og gejstligt, eller mellem troens og kærlighedens krav, i deres holdning overfor muslimerne. Masser af kirkefolk overtræder hele tiden deres præsteløfte, fordi de ikke bekæmper islam; for islam er jo uden for enhver tvivl en lærdom, der strider mod folkekirkens trosbekendelse. Og det er derfor enhver præsts opgave at bekæmpe den, og altså gøre det med åndelige midler. Det vil sige: i tale og skrift vende sig imod islam og den lære, islam udbreder, så deres menigheder kan vide, hvad islam står for, og blive klar over, hvor forskellig dens livsholdning er fra alle de holdninger, vi ellers kender til her i Vesten.
Som jeg så ofte har sagt her på bloggen: Vi bør give muslimerne al den frihed, vort samfund kan trække, men samtidig gøre det klart, at den frihed, de nyder her i landet, ikke indebærer en frihed fra at blive modsagt og mødt med modargumenter. Og altså ikke blot sige det i teorien, men også gennemføre det i praksis, så vi påviser, hvor de tager fejl i deres religion.
For bare at tage et eksempel: Når vi hører, at muslimske forældre afbryder al forbindelse med deres barn, hvis han eller hun gifter sig imod forældrenes ønske, så har vi fået for vane at nøjes med at tænke: dem om det! Men er de ikke mennesker som vi? Er de ikke underlagt de samme umiddelbare krav om at opføre sig menneskeligt? Betyder forældrekærlighed ikke det samme for dem som for os? Hvorfor tier vi så? Hvorfor gør vi dem ikke klart, at det er en skændig handling at forkaste sine voksne børn, fordi de ikke vil, som forældrene vil, i en sag så afgørende som hvem man skal giftes med?
Her og mange andre steder burde præsteløftets krav om bekæmpelse af fremmede lærdomme træde i kraft. Men i en sag om en borgerlig afgørelse om, hvorvidt der skal gives byggetilladelse og på hvilke vilkår, absolut ikke.
ricardtriis 
Pingback: Moskéforvirring | ricardtriis