Den kolde krig igen?

I det store spil om Krim har det spørgsmål været oppe at vende, om mon ikke det, der her skete, var tegn på, at den kolde krig var vendt tilbage. I Deadline i går aftes (den 19-3 2014) var Ole Wæver inviteret til at give sit besyv med. Og han slog ned på de store geopolitiske linjer og var af den grund højst forundret over, at Anders Fogh Rasmussen var forundret over Putins optræden. Han burde da vide, hvordan de geopolitiske forhold var.

Det var såmænd meget sundt at få slået lidt koldt vand i blodet oven på de mange forargede røster fra diverse Tv-korrespondenter, vi har hørt på det seneste.

Men læg mærke til det: Han sad rolig og afslappet i en stol i et Tv-studie her i Danmark og var fra denne position i stand til at give en nøgtern analyse af situationen.

Dette står i stærk modsætning til Tv-reporterne. De skal altid befinde sig på stedet. Ellers tror deres overordnede ikke, at vi seere tror på dem. Det må da være det mest autentiske, synes de at mene, det må da være troværdigt overfor seerne.

Såmænd er det ej! Og det forekommer mig, at vore Tv-stationer såmænd godt kunne spare noget på rejseudgifterne, hvis blot de allierede sig med nogen, der kunne sproget og var i stand til at følge med i diverse lokale Tv-udsendelser og internet-sites.

Det er sandt, at der på Majdan-pladsen i Kiev har været protester i månedsvis, efter at Janokovitz nægtede at gå ind på en handelsaftale med EU. Og det er også sandt, at disse protester gav udmærkede Tv-billeder. Det gav tilsyneladende pote at sende korrespondenter til pladsen, for der var altid gode billeder at få: mennesker, der holdt ud dag og nat, mennesker, der samlede sig i protest, mennesker, kort sagt, der så ud til virkelig at ville demokratiet.

Blot glemte man midt i alle de gode billede af de enorme menneskemasser at gøre sig klart, at selv en så stor menneskemasse som 500.000 ikke er nogen god repræsentation af en befolkning på 80 mill. Det er jo derfor, vi har opfundet et demokrati, hvor man udøver sin magt via stemmesedlen og ikke via demonstrationer i gaderne, de være så nok så fredelige.

Men man fik oppisket en stemning af sympati med demonstranterne på Majdan-pladsen, man fik i vore medier gjort Janukovitz til en magtboss, man glemte helt, at han dog var valgt på normal demokratisk vis.

Og så skete der pludselig noget. Mange mennesker blev dræbt, Janukovitz flygtede, parlamentet vedtog – i nogen grad imod forfatningen – at Janukovitz var afsat, og at en ny præsident skulle vælges i maj.

Var der tale om et kup? Var det noget, der kunne sættes en demokratisk finger på? Sådanne spørgsmål gled vi i Vesten let hen over. Vi nøjedes vist med at konstatere, at også mange af de russisk-talende parlamentsmedlemmer havde svigtet Janukovitz. I medierne i hvert fald så vi billeder af jublende menneskemængder på Majdan-pladsen. Jo, jo, vi holdt stadig med demonstranterne.

Men vi var lidt bekymrede for, hvad der kunne ske i de østlige provinser i Ukraine. Vore udsendte korrespondenter kunne ikke hjælpe os. De var lige så uvidende som vi. Kun gamle rotter som Flemming Rose så de uretfærdigheder, der blev begået mod russerne i Ukraine med den sproglov, der skulle afskaffe russisk som officielt sprog. De andre var blot forargede på Putin og alle de kampvogne, han lod opmarchere ved Ukraines grænse.

Og så kom Krim-affæren.

Og man sendte korrespondenter til halvøen, man lod dem fotografere de ”selvforsvarssoldater”, der iført russiske uniformer uden russiske emblemer tog magten i byerne. Og man lod dem lade deres forargelse flyde frit. Havde vi ikke fra Vestens side sagt, at det ukrainske territorium er ukrænkeligt! Det er så at sige automatreaktionen fra vestlig side, hver gang der er rav i den ét eller andet sted: ikke noget med at flytte grænser!

Og så den frækhed at foranstalte en folkeafstemning om Krims fremtid! Det er bestemt imod folkeretten! Denne folkeafstemning erklærer Vesten øjeblikkelig for ugyldig. Vi må indføre sanktioner med det samme.

Mærkelig nok er politikere og diverse Tv-korrespondenter nogenlunde enige i det stykke. Men der har dog været enkelte pip – besynderligt nok fra det, man kalder højrefløjspolitikere, Søren Espersen herhjemme og Marine le Pen i Frankrig – som gør opmærksom på, at vi i Vesten plejer at gå ind for folkenes selvbestemmelsesret, og at folkeretten nok ikke helt blev fulgt i Kiev, da Janokovitz blev erklæret afsat, ligesom den måske ikke helt blev fulgt, da Krim stemte sig hjem til Rusland.

Endnu er der dog ingen, der har påpeget, at hvis den regel skal gælde, at en landsdel ved folkeafstemning kan stemme sig ud af et land, så må jo også Tjetjenien kunne stemme sig ud af Rusland.

Man har haft travlt med at afbilde Putin som en magtbegærlig diktator og spekulere på, hvad mon hans næste bytte vil være. Men har han flere planer? Man stoler ikke på ham, når han erklærer, at han ikke påtænker at annektere østlige provinser i Ukraine.

Men ærlig talt, hvad kunne der ske ved, at han gjorde det?

Ukraine har jo siden Sovjetunionens opløsning balanceret på en knivsæg mellem de østlige og de vestlige provinser. Var det ikke klogest at sige, som Morten Uhrskov Jensen på sin blog i Jyllands-Posten: ”Så del dog det land”? Er der nogen grund til for de vestlige ukrainere, som ser hen til Vesten, at have de østlige provinser, for hvem Rusland er idealet, som en tung klods om benet?

Men alt i alt: vore korrespondenter ”på stedet” vildleder os, tager parti som lemminger, får russerne afbildet som de store aggressorer. Og overser fuldstændig de mange ting, der kunne pege i den modsatte retning. Formentlig fordi de ikke aner noget om det. Jo, vi har da i forbifarten hørt, at Krim i 1954 blev foræret til Ukraine, men meget få – vist igen kun Flemming Rose – har gjort opmærksom på, at en planlagt folkeafstemning på Krim om tilhørsforholdet blev aflyst, fordi Sovjetunionen brød sammen. Den folkeafstemning har de så fået nu.

Nej, må jeg så bede om læserbrevsskribenterne! Én af dem bruger denne sammenligning: Lad os forestille os, at Bornholm ved en tilfældighed for halvtreds år siden var blevet tildelt Sverige! Ville vi så ikke godkende en folkeafstemning, der førte til, at øen atter kom til Danmark, næsten ligegyldigt under hvilke omstændigheder den havde fundet sted?

Og til sidst: Vore politikere, Obama inklusive, er lidt lorne ved at gennemføre handelssanktioner. For de går ud over os også. Bravo! Bravo! Dèr ser man. Noget af det mest fredsbevarende er fri handel mellem landene.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Den kolde krig igen?

  1. Pingback: Grønne mænd | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s