Finkielkrauts problem

Den franske filosof, Alain Finkielkraut, har besøgt Danmark. Han har udgivet en bog, der hedder ”Den ulykkelige identitet”. Det har givet anledning til en række interviews med ham. I Deadline, i Kristeligt Dagblad, se her, og i dag (den 22-3) så sandelig også i Information, se her.

I Kristeligt Dagblads interview hedder det:

I Finkielkrauts seneste bog, ”Den ulykkelige identitet”, der udkom sidste år, kritiserer han en udbredt uvilje blandt muslimske immigranter og deres børn til at integrere sig, hvorved de bidrager til at underminere den franske civilisation. Intet mindre. Han ser to sammenhængende trusler mod det franske samfund: Indvandring udefra og en opløsning af værdierne indefra.

Og i Informations interview siger han:

Det drejer sig ikke om, at muslimerne skal opgive deres tro. Det, man kan kræve af islam, er tilpasning til republikkens love. Visse ting er ikke til forhandling. Sekularismens principper om, at demonstrativ religion ikke hører hjemme i det offentlige rum eller i politik, er ikke til forhandling. Kønsblandingen i det sociale rum mellem mænd og kvinder er en fransk tradition. Frankrig er galanteriets fædreland – det må vi aldrig give afkald på.

Om disse interviews må man sige, at han godt nok i høj grad formår at skildre problemet med indvandringen, men at han ikke har nogen løsning på det. Desværre må man føje til, at selve det, at han vover at hævde, at der er problemer med indvandringen, og at han oven i købet vover at påstå, at det specielt er islam, der giver problemer med indvandringen, i sig selv er en god ting, ligegyldigt om den løsning, der foresvæver ham, er holdbar eller ej. For i både Frankrig og Danmark møder den slags tanker, han gør sig til talsmand for, indædt modstand fra den folkelige elite. Man har én gang for alle besluttet, at vi her i Danmark skal behandle vore gæster ordentligt, og at man derfor aldrig må kritisere islam. At man så samtidig giver indvandrerne en evig gæstestatus, eller som Finkielkraut siger det: ”en evig kreditorstatus”, det ser man ikke. Og det falder da slet ikke samme elite ind, at vi ville agte indvandrerne højere, rent menneskeligt, om vi behandlede dem som diskussionspartnere og ikke som svage individer, der behøver beskyttelse.

Finkielkraut har ikke nogen løsning på det problem, som den muslimske indvandring udgør, siger jeg. Det skulle jeg måske sige lidt forsigtigt, for det har jeg sådan set heller ikke. Alligevel vil jeg mene, at jeg har gravet et spadestik dybere end han og derfor er noget nærmere en løsning end han.

For nogle år siden var jeg inde på den tanke, at den muslimske etik i bund og grund er en samfundsetik. Det vil sige: man ser på de etiske spørgsmål ud fra et samfundsperspektiv og ikke ud fra enkeltmenneskets perspektiv, se her, eller som jeg sagde det dengang: muslimen tænker kollektivt, hvor europæeren tænker individuelt. Sådan gør muslimen f.eks., når det drejer sig om det problem: Hvordan skal man styre kønsdriften?

Derfor svarer han, at netop det muslimske samfund med dets kønsadskillelse er et betydeligt bedre svar på kønsdriftens problem end det europæiske samfund med dets promiskuitet. Helst ville han måske have kvinder til at gå fuldstændig tildækkede, når de bevæger sig i det offentlige rum, men han har dog affundet sig med det muslimske tørklæde. Det er til gengæld ikke til forhandling.

Muslimen handler altså med den bedste samvittighed af verden, når han vil søge at gennemføre denne muslimske kollektive etik.

Og fordi den muslimske etik er kollektiv, fungérer den bedst, når muslimer udgør et kollektiv, dvs., når mange muslimer bor sammen i samme område. Derfor er det ret ligegyldigt, om det modtagende samfund er åbent overfor enkeltmuslimerne, det kan være så tolerant, det være vil, muslimerne vil alligevel klumpe sig sammen i deres egne enklaver. For de vil gerne være gode mennesker, og gode mennesker sørger for, at blandt andet den ellers ustyrlige kønsdrift bliver styret eller kontrolleret så godt som muligt.

Og derfor har Finkielkraut ret, når han siger, at der er en uvilje mod at integrere sig hos muslimerne. Det ligger i deres religion, det ligger i deres kollektive måde at tænke på.

Vi i Vesten prøver at styre kønsdriften ved at indpode i vore unge en respekt for det modsatte køn, ved at fortælle historier, vise film og skrive romaner om forelskelsens forunderlige kræfter, om ikke vore unge vil underkaste sig disse kræfter med al den herlighed, det fører med sig.

Men alt sådant er gift for den muslimske opfattelse af kønslivet. For dem gælder det om at etablere små samfund, hvor indbyggerne som de gode muslimer, de er, kan hjælpe hinanden med at gennemføre den styring af kønsdriften, som de anser for nødvendig: en skarp adskillelse af kønnene, en dertil svarende ægteskabspraksis med arrangerede ægteskaber, og en forskelsbehandling af kønnene, både mens  ægteskabet varer ved, og i de tilfælde, hvor det afbrydes af skilsmisse.

Og læg mærke til det: Dette er noget, der hører med til deres religion. Dette er et udtryk for den fromhed, de stræber efter at udleve. Forhindrer vi dem i at føre dette ud i livet, så forhindrer vi dem i at leve, som deres religion kræver det.

Det vil sige: Når Finkielkraut med største selvfølgelighed kan sige, at det ikke drejer sig om, at muslimerne skal opgive deres tro, så overser han, eller han gør sig på ingen måde klart, at det, han ser som noget uopgiveligt i fransk kultur: kønsblandingen, og som han mener, franskmændene aldrig skal opgive, netop det må muslimerne i kraft af deres tro vende sig imod. For de tænker kollektivt i deres etiske overvejelser, hvor Finkielkraut som alle vi andre tænker individuelt.

Som sagt, jeg mener, at en analyse som den, jeg her kommer med, graver dybere i forskellen mellem vestlig og muslimsk etik. Men jeg må da indrømme, at der ikke giver sig nogen umiddelbar klar løsning af denne analyse. Jo, én ting kan man måske uddrage som en slags begyndelse til en løsning: Muslimerne skal ikke længer behandles som gæster i landet. Når de er både født og opvokset her i landet, når de taler vort sprog uden mislyde, så må de også kunne behandles som ligestillede med danskerne, dvs., så må vi kunne kritisere deres religion, som vi kritiserer andre religioner, som vi ikke deler grundsyn med.

For mig at se vil en sådan kritik medføre, at vi bliver bedre i stand til at forstå muslimerne, men forhåbentlig også, at muslimerne bliver bedre i stand til at forstå os. Ligesom vi måske drives til at se, at den muslimske kønsetik ikke er baseret på ren og skær mandschauvinisme, sådan kan de måske drives til at se, at vor kønsetik ikke bare er forklædt promiskuitet.

Jeg har tidligere fremsat en kritik af den muslimske kønsetik her på bloggen. Det var et blogindlæg, hvor jeg var rigtig godt gammeldags forarget på muslimerne. Den forargelse har ikke ændret sig. Jeg mener stadig, deres kønsetik har altfor megen umenneskelighed i sig. Men de tager den selv alvorlig, både mænd og kvinder. Og vi kan derfor ikke tro, den vil forsvinde, bare vi kommer med vore frigørelsestanker. Forsvinder den, så forsvinder den, fordi den bliver stillet overfor en bedre, sandere, mere menneskelig etik. Den kan vort samfund og vor religion byde på. Men det er ikke en etik, der lader fem og syv være lige.

Hvis det kommer til noget, der måske ligefrem ligner en religionssamtale, må det også være muligt at spørge muslimerne, om ikke en sådan kollektiv etik kun kan lade sig gennemføre i et land, der er næsten 100% muslimsk. I hvert fald må vi hævde, at det er ganske uetisk af dem i vort blandingssamfund at lade deres unge mænd bilde sig ind, at de kan blive kæreste med en dansk pige uden så meget som at drømme om at gifte sig med hende; hvis et sådant kæresteforhold er indtrådt, må det være forældrenes pligt at anerkende det.

Og vi må naturligvis også vove at være ved de værdier, vi har i vore samfund, så vi gør muslimerne opmærksom på, at al voldsanvendelse i familieforhold er forbudt. Vi mener det så alvorligt, at vi slår hårdt ned på det, uanset, at muslimerne anser det for en religiøs nødvendighed at gribe til vold. Den form for religionsfriheden, som de har: at den er en frihed for det muslimske samfund til at opføre sig som islam kræver det, kan de ikke virkeliggøre i vort samfund. For vi har en anden opfattelse af religionsfriheden: den er en frihed for den enkelte til selv at binde sig til hvilken religion han vil. Og hos os er det altså vores opfattelse, der gælder, også i vore ghettoer.

Og fordi det således er to ret velgennemtænkte tankerækker, der står overfor hinanden, derfor vil integrationen tage tid. Det er Finkielkraut klar over. Han siger i begyndelsen af Informations interview med ham:

Vi kan ikke både sikre vellykket integration af vores indvandrere og fortsætte en masseindvandring. Vil vi have succes med det første, må vi bremse det sidste.

Og det har han ret i.

Men hvad vi skal gøre ved de ghettoer, der allerede er opstået hos os, det er der ikke nogen enkel løsning på. Foreløbig vil jeg hævde, at vi først og fremmest skal bruge den analyse, jeg her er kommet med, til at overbevise os selv: så vi når frem til at indse, at de to religioner er uforenelige, og at muslimerne derfor må give afkald på noget, hvis de vil leve hos os, ligesom vi ville skulle give afkald på noget, hvis vi ville leve blandt dem. De må give afkald på deres tvang i religiøse spørgsmål, vi må give afkald på vort kald til at udbrede kristendommen.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s