Hårdtslående journalistik

Det er Martin Krasnik i Deadline, jeg tænker på med overskriften. Han forsøgte sig igen med sin hårdtslående metode i går aftes (den 3-4 2014). Offeret var de konservatives formand, Lars Barfoed. Og det mærkelige er, at jeg for en gangs skyld så en vis mening med Krasniks hårde og krasbørstige interview-metode. Hvad der er knap så mærkeligt, er, at Krasnik vist ikke så det selv.

Det var sagen med børnechecken, der var emnet. Igen, ja.

Og til den ende havde Krasnik fået fremstillet et stykke papir med den pågældende paragraf i EU-reglerne aftrykt på. Med store bogstaver så vi den på skærmen, og lidt efter så vi Krasnik sende papiret over til Lars Barfoed med opfordring til at vise, hvor det er, hele fem kloge juraprofessorer har taget fejl; de har alle hævdet, at paragraffen er klar og éntydig: der er ikke noget at komme efter med hensyn til børnechecken; vi kan ikke her i Danmark lave noget optjeningsprincip; vi har bare at rette ind: udlændinge, der kommer til Danmark og får et arbejde, har ret til børnecheck til deres børn fra dag ét, også selv om børnene bor i udlandet.

Sagen synes oplagt. Krasnik havde den mine på, som han bruger, når han forventer en lang gang udenomssnak, altså: parat til at gentage spørgsmålet i én uendelighed for at udstille det arme offer, at det ikke har noget at svare på et så klart spørgsmål.

Men for det første havde Lars Barfoed nu overskud nok til at more sig lidt over Krasniks vedholdende bombardement med hele fem juraprofessorer. Han er selv jurist, og det fik ham til at fortælle – temmelig selvironisk jo – at Lars Løkke engang, da han igen blev spurgt, om han kendte blot én jurist, der mente, at vi ville have en god sag ved EU-domstolen, havde svaret, at han da kendte Lars Barfoed. Et lille forsigtigt smil fra Barfoed fik vist ikke lokket noget smil frem fra Krasnik. Vi så det ikke. Men det var stor kunst fra Barfoeds side.

Men for det andet gav Lars Barfoed både Krasnik og mig en forklaring på det egentlig ret mærkelige forhold, at skønt paragraffen havde eksisteret fra 2004 af, så mente juristerne i 2010, da Danmark ved lov, vedtaget af folketinget, bestemte, at der skulle være et optjeningsprincip knyttet til erhvervelse af børnechecken, at det nok kunne gå an ifølge EU-retten, selv om paragraffen på Krasniks papir jo dengang sagde nøjagtig det samme som i dag.

Sagen var, forklarede Barfoed, at man ikke kunne se på paragraffen isoleret. Man måtte tage dens omgivelser i betragtning. Og da der i selve traktaten fandtes bestemmelser, der hævdede, at visse betingelser kunne gå forud for de skarpe bestemmelser i ”papirparagraffen”, så mente man dengang, at vi godt kunne indføre et optjeningsprincip.

Så er der siden sket det, at der er kommet et par domme fra EU-domstolen i sager, der minder om det danske optjeningsprincip ved børnechecken, hvilket har fået en embedsmand i EU-kommissionen til at advare danskerne om, at den lov, vi indførte i 2010, ikke er i overensstemmelse med EU-retten. Det har fået regeringen til fra den dag af (engang i juni 2013) at administrere imod 2010-loven.

Men, fortsætter Lars Barfoed, dels udgør de domme, der er tale om, ikke nogen umiddelbar parallel til børnecheck-sagen, og dels indrømmede embedsmanden også, at der med disse domme var sket en udvidelse af retsgrundlaget.

Blandt andet derfor ønsker de konservative at få regeringen til at administrere efter dansk lov og ikke efter EU-ret. Vil EU så ikke godkende denne administration, og vil de af den grund stævne den danske regering for EU-domstolen, nå ja, sagde Barfoed, så må vi jo tage den retssag og se, hvad der kommer ud af det. Og hvis den går os imod, så vil vi naturligvis rette ind, men at rette ind, blot fordi en embedsmand i kommissionen mener, vi skal gøre det, det er for dårligt. Derved får vi jo heller ikke afgjort, hvad der er EU-ret og hvad ikke.

Underforstået (men Lars Barfoed er en venlig mand, så han sagde det ikke ligeud): der skal mere til end et bombardement med fem juraprofessorer i en tv-udsendelse, hvis man skal fastslå, hvad der er EU-ret, selv hvis man samtidig hæver stemmen og løfter pegefingeren.

Som sagt: både Martin Krasnik og undertegnede fik ved den lejlighed en smuk og fornem belæring af Lars Barfoed. Men det var vistnok kun mig, der tog den til sig. Krasnik stillede i hvert fald lidt senere nøjagtig det samme spørgsmål til Lars Barfoed (hvor i dette papir er det, de fem professorer har taget fejl) og viste dermed, at han ikke havde hørt efter, hvad Barfoed sagde, og i hvert fald ikke forstået det. Så Lars Barfoed, det venlige menneske, sagde så det hele én gang til – ikke for prins Knud, men for Martin Krasnik.

Til sidst kun to ting:

Det kunne være meget spændende at få en retssag ved EU-domstolen på denne sag. Jeg gætter på, at Danmark så vil blive nødt til i sit forsvar at vende sig imod EU-domstolens dynamiske retsafgørelser: det er en kendt sag, at der er uoverensstemmelse mellem dansk jura-forståelse og EU-jura-forståelse. Vore dommere kan ikke tage hensyn til andet end lovparagraffens ordlyd. Men EU-domstolen kan desuden tage hensyn til kravet om en stadig stærkere sammenknytning af landene. Hvordan man får sådanne to forskellige retsopfattelser til at arbejde sammen, er et åbent spørgsmål. Og viser det sig, at de ikke kan arbejde sammen, skal vi så ligefrem melde os ud af EU, for at kunne bibeholde vores retstradition?

For det andet kunne det være interessant, om én eller anden journalist, måske den hårdtslående Martin Krasnik, ville tage sig for at angribe regeringen for i trekvart år at have administreret imod dansk lov. En sådan problemstilling vil i hvert fald bliver aktuel, hvis regeringen af folketinget pålægges at administrere efter loven af 2010, men efterfølgende pure nægter at følge folketingsflertallets pålæg. Noget tyder jo på, at det mistillidsvotum til regeringen, som må være folketingsflertallets naturlige reaktion på en sådan lydighedsnægtelse, vil blive forhindret af Enhedslisten. Og så må der jo efterfølgende dels være noget for en ihærdig journalist at spørge om og dels være lagt op til et par rigsretssager.

Vi får se.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s