Socialdemokratiets deroute

Inden den socialdemokratiske ledelse afholdt et møde i Svendborg, blev deres leder, Helle Thorning Schmidt, spurgt i tv-avisen og i nyhederne på Tv2, hvad hun havde at sige til det bagland, der ikke kan finde noget socialdemokratisk i den politik, den socialdemokratisk-radikale regering fører. Og hun kom da med et nogenlunde fint og gennemtænkt svar – ret enslydende på de to kanaler – men selv om hun sagde, at hun da bestemt lyttede til baglandets frustrationer og endda selv i nogen grad delte dem, fornemmede man ret tydeligt, at det, hun kom med, ikke så meget var et svar, som det var et forsvar.

Man mindes dengang i september 2012 på Socialdemokratiets kongres i Aalborg. Der var ikke så få utilfredse talere med forskellige forslag, de ville have vedtaget. Og de høstede ikke så ringe et bifald fra forsamlingen. Størst bifald høstede Poul Nyrup Rasmussen, da han kom med en – stilfærdig, som han sagde – opfordring til Margrethe Vestager om slække på kravene til strammere dagpengeregler, selv om det sådan set stod i regeringsgrundlaget. Alle klappede. Men Bjarne Corydon og Helle Thorning Schmidt klappede ikke. Og efterfølgende blev så alle de kontroversielle ændringsforslag stemt ned, så regeringen og de ledende socialdemokrater fik deres vilje igennem. Se mit referat af mødet her.

Nå, forleden aften, den 4-4, så jeg så i Deadline en filosof eller historiker eller noget i den retning, som havde skrevet en bog om socialdemokratiets problemer, jeg tror, det var Anders Dybdal, han hed. Han mente, at socialdemokraterne manglede en tænker, der kunne udstikke retningen for dem. Det havde man haft tidligere – og så så man en række hoveder rulle op over skærmen, i farten opfattede jeg Hartvig Frisch og den engelske økonom John Maynard Keynes, foruden det svenske ægtepar Myrdal – og det var, hvad man nu havde brug for: kun en sådan tænker eller filosof kunne skabe orden i det rod, der nu prægede socialdemokraterne. Se en artikel om Anders Dybdals nye bog her.

Selv havde han godt nok ikke så meget at byde ind med. Og hvis han havde, var det fremsat med så megen uld i mund, at jeg ikke fattede det. Tillad mig derfor selv at fremkomme med nogle tanker om, hvad der plager socialdemokraterne.

Der er nu først det, at de med den tidligere fagforeningsboss Thomas Nielsens ord har ”sejret ad helvede til”. Der er sket det, at al politik i Danmark er blevet socialdemokratisk. Når Anders Fogh i nullerne beholdt regeringsmagten gennem hele tre valgperioder, skyldtes det, at han stjal alle de socialdemokratiske mærkesager: han førte med andre ord god socialdemokratisk politik. Og han gjorde det såmænd lige så godt som socialdemokraterne selv.

Der er dernæst det at sige til socialdemokraternes vanskeligheder, at de også hænger sammen med, at socialdemokraterne ikke længer har deres egne forestillinger på nationaløkonomiens område. Det har de måske aldrig haft, men det er blevet særlig synligt nu, hvor vi har en krise, vi skal se at komme igennem. De midler, der skal bruges for at opnå dette ædle formål, aflæser socialdemokraterne – læs: Bjarne Corydon – på de samme regnemaskiner i finansministeriet, som de blå brugte. Og så kaster man sig med en imponerende dødsforagt ud i den ene reform efter den anden, noget, der ikke på nogen måde vinder genklang hos de traditionelle socialdemokratiske vælgere, for maskinerne kommer mærkelig nok næsten altid med forslag, der går ud over netop socialdemokraternes vælgergrupper.

Og for det tredie har man stadig ikke i partiet gjort op med den letsindige indvandringspolitik, som man stod for i halvfemserne. Man har med de radikales og tidligere SF’s fulde forståelse slækket på en række krav, og det har fået indvandringen til igen at øges. Det i forbindelse med en næsten næsegrus respekt for alle afgørelse i EU har fået mange vælgere til at strømme over til Dansk Folkeparti.

Lad mig nøjes med at nævne to ting fra nationaløkonomiens område, som man efter min mening ville gøre klogt i at skrive sig bag øret.

For det første er man ikke blevet træt af at fortælle os (og de arme hidtil socialdemokratiske vælgere), at vi befinder os i en global verden, og det derfor drejer sig om hele tiden at være konkurrencedygtige. Én ting er, at man af den grund nedsætter selvskabsskatterne – det lugter ikke særlig godt i gamle socialdemokratiske næser, det véd man godt, men man gør det alligevel – noget andet og langt værre er, at man ikke kender anden reaktion på denne globale konkurrence end løntilbageholdenhed. Havde man haft lidt nationaløkonomisk viden – og måske også lidt nationaløkonomisk mod – kunne man gøre, som svenskerne gør: man kunne lade kronen flyde frit. Hvis vi så herhjemme fik en lønstigning, der oversteg den, vore handelspartnere havde, så ville vore varer blive billigere på det globale marked, og vi ville være lige så konkurrencedygtige som før. Med andre ord: ved et sådant ”svensk mod” ville man slippe for hele tiden at skulle undskylde alle sine tiltag mod lønmodtagerne med ”den globale konkurrence”.

Den anden ting, man burde lære på nationaløkonomiens område, er, at det er en fejl i vort samfund, ikke en fejl hos den enkelte, at der findes arbejdsløshed. Når man hører Mette Frederiksen fremsætte sine tanker om, hvordan det er forkert at parkere de unge på en livslang invalidepension, og når hun også ellers åbner munden, så får man en fornemmelse af, at hun mener, at hvis man blot gør sig umage, så kan enhver i dette land få sig et arbejde. I hvert fald forudsætter mange af de indskrænkninger, som man har foretaget overfor de arbejdsløse, at der er arbejde at få.

Da man i sin tid indførte den kortere dagpengeperiode efter pres fra de radikale, fik indskrænkningen så mange (bort)forklaringer med fra socialdemokratisk side, at man fik en ret tydelig fornemmelse af, at det faktisk bekom dem meget vel, at de nu blev tvunget til at indføre denne upopulære ordning. I hvert fald overhørte man fuldstændig den indvending fra Dansk Folkepartis side, at man måske skulle nære en knap så fast tro på, at den fulde beskæftigelse kom tilbage; måske man skulle vente med at indføre den kortere dagpengeperiode, indtil der rent faktisk var arbejde at få, se her. Har man virkelig hos socialdemokraterne glemt den lære, man dog har haft så rig lejlighed til at suge til sig: at arbejdsløsheden er et samfundsskabt problem?

Man vil måske sige, at det da er dumt af mig, der ikke er socialdemokrat, på den måde at give socialdemokraterne gode råd. Men dels læser de nok ikke denne blog, og dels ville de, selv om de læste den, være fuldstændig upåvirkede af det, jeg skriver.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s