En underdrivelse hos Akkari

Det er muligt, at mange vil mene, at Akkari i sin bog ”Min afsked med islamismen” overdriver ikke så lidt. Det skal jeg ikke kunne sige. Men jeg har fundet i hvert fald ét sted, hvor han underdriver ikke så lidt. Det er dèr, hvor han beskriver den forskel, der i de muslimske miljøer hersker mellem opdragelsen af drengene og pigerne.

Akkari beskriver den indbyrdes kontrol, som muslimerne i ghettoerne fører med hinanden og med deres unge mennesker, de blikke, der holder øje med de unge. Så skriver han:

Blikkene lå især tungt på de unge. Det blev set som en fælles opgave at sikre disse spæde sjæle mod det danske samfunds moralske fordærv. I praksis medførte det blandt andet, at piger i mange muslimske familier end ikke kunne opføre sig venskabeligt overfor drenge, uden at det blev mistænkeliggjort og indberettet. De kunne heller ikke selv bestemme, om de ville klæde sig religiøst, eller (158) om de ville ses med deres veninder uden betroede voksnes opsyn.

For de muslimske drenge var reglerne og normerne i princippet de samme. De blev dog håndhævet knap så strengt. Man så gennem fingre med, at de havde kærester. Lod de sig se med dem offentligt, skulle det blot foregå langt fra ghettoen, så deres adfærd ikke fordærvede andre. (side 157f)

Dette er sagen, skildret fra en imams side. Sådan ser tingene ud, når man ser på den med en imams håbefulde øjne, altså en imam, der håber på, at hans formaninger har gennemslagskraft, at muslimerne lytter til det, han siger.

Men det er i ret høj grad ramt ved siden af. Det er skildret altfor blidt. ”Reglerne var for drengene i princippet de samme som for pigerne, blot blev de håndhævet knap så strengt.” ”Knap så strengt”? Er sandheden ikke, at de slet ikke bliver håndhævet? Drengene får frie tøjler. Sådan forklarer Mehmet Necef sagen:

Muslimer laver jo ikke sådan lige om på deres opdragelse. Og de opdrager altså anderledes end vi gør. De lader deres drenge få meget langt tøjr, mens de holder pigerne inden døre, næsten som i fængsel. Og så håber de på og regner med, at selv om drengene, fra de var 14 til de er 25 år, næsten har fået lov til at gøre fuldstændig, hvad de vil, så skal de nok rette ind, når de kommer til at stifte familie og får børn. (se her).

Det kan godt være, imamerne har et ønske om at kunne gribe ind overfor denne ‘frie opdragelse’ af de muslimske drenge. Hvis de har, må man sige, at det i stort omfang mislykkes for dem.

Men det kan også være, at de ældre og mere udbrændte imamer har et langt mere kontroversielt syn på deres unge drenges forhold til danske piger, en synsmåde, som de nok ikke har indviet den altfor unge Akkari i.

Jack Straw, den tidligere britiske indenrigsminister, var for et par år siden ved at få ørerne i maskinen. Han havde hævdet, at ”hvide kvinder er lette ofre for pakistanske mænd”:

Disse unge mænd lever i et vestligt samfund, og de opfører sig som alle andre unge mænd. De syder og bobler med testosteron, og de har brug for at få afløb for det. Men de pakistanske piger er uden for rækkevidde, og forældrene forventer samtidig, at de finder en pige fra Pakistan. I stedet søger de efter andre muligheder, og så ser de disse unge, hvide og sårbare kvinder, som de opfatter som lette ofre. (se her).

I det blogindlæg, hvori jeg tager denne problemstilling op, nævner jeg det problem, al denne testosteron skaber her i landet, nemlig problemet med de muslimske drenge, der hjemsøger de danske natklubber for at finde nogle danske piger, de kan have sex med, se her. Jeg fortalte dèr om en yderst velintegreret muslim, der fortalte, at han som ung havde deltaget i diverse natklubber på lige fod med danskerne, havde drukket sig lige så fuld som dem, havde diverteret sig med pigerne ligesom de gjorde. Men få ham til at indse, at der var en asymmetri imellem danskere og muslimer derved, at de muslimske piger jo aldrig fik lov til at gå på natklub, og at man således godt kunne forstå de natklubejere, der søgte at holde muslimske unge ude, det var fuldstændig umuligt: han var blevet diskrimineret mange gange, afvist, blot fordi han var muslim, det holdt han fast på, og derudfra følte han sig uretfærdig behandlet.

Og ser man nu på de problemer, denne anderledes opdragelsesmetode skaber her i landet for blandt andet natklubejere, så kunne man da godt finde på at spørge, hvorfor disse magtfulde imamer da ikke gør noget ved det problem. Hvis det virkelig forholder sig sådan, som Akkari hævder i sin bog, at reglerne og normerne i princippet er de samme for drenge og piger, så må man vel formode, det skyldes imamernes begrænsede magt: de kan simpelthen ikke styre disse drenge.

Men det kunne måske også hænge sammen med noget andet.

Det kan hænge sammen med to ting i den muslimske menneskeopfattelse. Den ene er, at man almindeligvis betragter mandens kønsdrift om noget nær umulig at styre. Det svarer ikke til, hvad Akkari fortæller om sin pure ungdom, hvor han var på nippet til at blive forelsket. Han skriver:

Tanker om sex og intimitet dukkede konstant op i mit hoved, men fandt aldrig afløb, fordi både onani og sex uden for et ægteskab er strengt forbudt i den islamistiske dogmatik. I stedet forvandledes de uindfriede lyster til en enorm og stadig stigende frustration, også fordi lysten i sig selv var at betragte som en synd, jeg ikke burde give plads til i mit hoved. (side 89).

Det er muligt, at der er dele af islam, hvor den slags tanker hører hjemme; man kan tænke på sufismen. Men jeg tror ikke, de gør det i main-stream islam. Dèr er man tilbøjelig til at lægge ansvaret for kønsdriftens tøjlelse i hænderne på de muslimske piger: de skal klæde sig tækkeligt og må endelig ikke give anledning til, at en mands drifter vækkes. I ikke så få kredse betragtes en voldtægt næsten som den voldtagnes ansvar.

Den anden tankegang, jeg tænker på, går ud fra det hierarki, der hersker hos muslimer. Øverst befinder sig den muslimske mand, derunder den muslimske kvinde, så kommer den ikke-muslimske mand og nederst den ikke-muslimske kvinde. Jo lavere en person er placeret i hierarkiet, des mere umenneskeligt er det tilladt at behandle vedkommende.

Derfor må man nok sige med Jack Straw, at de hvide piger er lette ofre for disse sex-tørstende unge muslimer. Og man må føje til, at når imamerne ikke betragter det som noget særligt, at disse unge muslimer får hvide kærester, så skyldes det, at disse kvinder er langt nede i hierarkiet, og at man derfor ikke behøver tage noget særligt hensyn til dem. For meningen er selvfølgelig blot, at de skal være sexpartnere for de unge muslimer, ikke at de skal være hustruer.

Igen kan man lægge mærke til, at den muslimske etik er samfundsbaseret. Man har iagttaget et problem: de unge mænds ustyrlige kønsdrift, og man har fundet en nogenlunde antagelig løsning: lad os bruge de danske piger til at tage toppen af frustrationerne! Disse danske piger kalder mange muslimer jo i forvejen ”ludere”, fordi de ikke går klædt som de muslimske piger.

At dette er dobbeltmoralsk som bare pokker, det tager hverken de menige muslimer eller imamerne sig af.

Til sidst: Der er måske relevant at pege på, at Jack Straw’s bemærkning fremkom i anledning af, at man i Storbritanien havde afsløret nogle pakistanske bander, der arbejdede på den måde, at én af dem, en ung, smuk mand, tog sig for at gøre sine hoser grønne hos en ganske ung engelsk pige. Når hun var blevet tilpas betaget af ham, formåede han på en måde, som jeg ikke helt kan gennemskue, at få hende til at have sex, og det ikke blot med sig selv, men også med de andre i banden – mod betaling til ham, förstås. En artikel derom mener, at man måske har undskyldt sig med sura 24,33, hvor det hedder:

Tving ikke i stræben efter det jordiske livs flygtighed jeres slavepiger til prostitution, hvis de ønsker at leve i ærbarhed! Hvis nogen dog tvinger dem, så er Gud, efter at de er blevet tvunget, tilgivende og barmhjertig.

Der er her tale om slavinder, men, mener forfatterne til en længere afhandling om disse fænomener, se her, det kan let overføres til de piger, der er blevet fanget ind af banderne. Det har i Storbritanien været en ret udbredt trafik.

Dog har vi vist ikke set noget tilsvarende her i landet. Men det forhold, at unge muslimer ”for sjov” bliver forelsket i danske piger, indtil de kan blive gift med en ”rigtig” kvinde, dvs én af deres egne, det er sandelig også alvorligt nok. Som jeg skrev dengang: Hvorfor skal de have lov til at tørre deres problemer af på os?

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s