Gudeligt vrøvl

Weekendavisen bringer i deres ellers ganske videnskabeligt redelige seksion ”Ideer” en længere artikel af Anders Klostergaard Petersen, betitlet ”Fra tøsedreng til gudemand”. Klostergaard er professor i religionsvidenskab ved Aarhus universitet, og man må da også sige, at artiklen bærer et vist videnskabeligt præg. Den indeholder de sædvanlige talefigurer, der skal signalere videnskabelig alvor, og slutter også med den ikke ukendte figur ”Vi må konstatere …” Det, vi – altså de, der artiklen igennem har fulgt Klostergaard uden indvendinger – må konstatere, er, at vi fra Matthæus’ og Markus’ tøsedrengede Jesus er nået frem til Lukas’ og Johannes’ mandige Jesus. Noget af en påstand.

Den første lange del af artiklen benytter Klostergaard til ganske overlegent at slå ud med hånden, pege på hele menneskehedens historie før 1700-tallet og påstå, at man før det tidspunkt havde en helt anden forståelse af, hvad mand og kvinde var for størrelser. Man benyttede forestillingen om verden som bestående af ild, luft, vand og jord. Her tildelte man så manden mest af de to første elementer, kvinden mest af de to sidste. Han indrømmer, at der er forskel på de antikke kulturer, men mener det alligevel forsvarligt at tale om en åndshistorisk fælleskultur. I hvert fald gør han det, at han lægger en sådan forståelse ned over evangelierne, specielt ned over evangeliernes påskeberetninger.

Kan det lade sig gøre? Man får sine tvivl, når man læser følgende, oven i købet må man tvivle ikke så lidt på, om manden selv er overbevist om det, han siger. Klostergaard skriver:

Ser vi på evangelierne og den tidlige kristne litteratur, er ovennævnte principper helt centrale. Ganske vist siges der ikke meget i evangelierne om, hvor meget jord, vand, luft og ild Jesus bestod af; men det ændrer ikke ved, at vi må antage, at det er ud fra sådanne ideer, de tidlige Kristustilhængere tænkte.

Altså, han indrømmer, at han ikke har noget belæg for det, han her siger, men hævder alligevel, at ”vi må antage”, at sådan har Kristus-tilhængerne tænkt. Hvad med at læse, hvad de skriver? Giver det trods alt ikke et lidt sikrere praj om, hvordan de tænkte?

Nå, lad os se på, hvad det da er, ”vi må antage”!

Kort sagt skal vi bringes til at antage, at Jesus i Markus- og Matthæusevangelierne beskrives som en kvindagtig figur, som en tøsedreng med Klostergaards ord. I modsætning hertil fremhæver både Lukas- og Johannesevangelierne, at Jesus har magt over situationen, sådan som en mand skal have det.

Hvad meningen egentlig er med denne distinktion, er lidt uklart. Der er jo utrolig mange forskellige tankegange, man i tidens løb har prøvet at lægge ned over evangelieberetninger, men man har dog altid gjort det med en vis tilbageholdenhed. Man har spurgt: ‘Kan det kristne evangelium ikke forstås på den måde?’ og ikke påstået, at sådan skulle det nødvendigvis forstås. En sådan ydmyghed er aldeles fraværende hos Klostergaard. Ligeledes plejer man at gå evangelierne nogenlunde grundigt igennem, så man fremhæver de steder, der understøtter ens teori, og nedgør de steder, der taler imod ens teori; man søger med andre ord at give belæg for det, man siger. Også det er det, som jeg allerede har givet ét eksempel på, lidt småt med hos Klostergaard.

Han kan f.eks. skrive om manden som den, der penetrerer, og kvinden som den, der bliver penetreret. Det bruger han under beskrivelsen af Markusevangeliets kvindagtige Jesus til at hævde:

Set ud fra de tidligere overvejelser om køn og seksualitet, kan man dårligt forstå Jesus som andet end en kvindagtig figur, en tøsedreng. Der er ikke meget mand over ham, ligesom også selve korsfæstelsesstraffen i den antikke verden blev forstået som særligt skændig, fordi den var at sammenligne med en penetrationshandling. Her blev den mandlige delinkvent gjort til en skamfuld, gennemboret kvindefigur.

Men han ”glemmer” at overveje, hvorfor Jesus i Lukas- og Johannesevangelierne er en gudemand og ikke en ”skamfuld, gennemboret kvindefigur”. For også hos Lukas og Johannes bliver Jesus jo korsfæstet, altså penetreret som en kvinde. Dog, denne iagttagelse ville forstyrre hans teori for meget, så den tier han stille med.

Værre er det nok, at han uden noget belæg siger følgende:

I Markusevangeliet dør Jesus som en fuldbyrdelse af det offer, Gud i fortællingen om Abraham på Moria Bjerg i 1. Mosebog gav afkald på. Her er ikke nogen vædder, der kan indgå som erstatning for Isaks ofring. Jesus dør, fordi faderen kræver det.

Oven i købet drager han den noget vovede konsekvens af sammenligningen mellem Isak og Jesus, at Jesus dør, ‘fordi faderen kræver det’. Man fristes til med Kierkegaard at underforstå, at Jesus ikke forstod noget som helst; det var sådan, at han lystrede uden at forstå, det var ikke sådan, at han forstod og bøjede sig for det, han forstod. Er det sådan, Klostergaard vil have det forstået? Tror han, at Markus forstår det på den måde? Hvorfor giver han os så ikke belæg for det?

Hvis det er det, der skal fremhæves med påstanden om, at Jesus dør, fordi faderen kræver det, hvordan skal vi så forstå den forudsigelse af påskens begivenheder, som både Matthæus og Markus lader Jesus komme med, hos Markus i 8,31-33?

Nej, må jeg så bede om den gamle græske kirkefader Maximus Bekenderen (580-662). Han kom ind i en strid om, hvorvidt der var én eller to viljer i Kristus, og han hævdede, at der var to viljer, en menneskelig, der var bange for at dø, og en guddommelig, der forstod nødvendigheden af, at Messias skulle dø. Det, der skete i Getsemane, var, hævder han, at den menneskelige vilje frivilligt bøjede sig for den guddommelige vilje. Og, som han siger, hvis ikke Jesus forstod, hvorfor han skulle dø, så kan man jo ikke tale om lydighed.

Eller må jeg bede om Kingo! Han skriver i sin palmesøndagssalme om Jesus: ”Dog vil han fri i sinde/ mod sine fjender gå/ han véd, han skal dem binde/ og evig sejer få”. (DDS 176,3). Jeg har tidligere prøvet at forklare, hvordan Jesus ville binde sine fjender med sin død, se her, her blot dette, at Kingo jo forudsætter, at Jesus ikke lystrede, men var lydig, altså selv forstod, at det var nødvendigt, at han døde.

Som allerede antydet, vil Klostergaard mene, at Lukas i langt højere grad skildrer Jesus som en mand, ikke som en tøsedreng.

Det kan ses i prøvelsesscenen i Getsemane, siger han:

Det ser vi allerede i prøvelsesscenen i Getsemane, hvor Lukas har byttet om på rækkefølgen i det fortalte. Hos Lukas tilskynder Jesus først disciplene til at bede, så de ikke falder i fristelse. Og ganske vist sveder Jesus selv tårer af angst; men han styrkes af en engel, så han på ny, afklaret og rolig, kan opfordre disciplene til ikke at falde i fristelse.

Godt nok står Klostergaard overfor den vanskelighed, at også Lukas fortæller, at Jesus var angst, altså en tøsedreng, med Klostergaards ord. Oven i købet vil han understrege denne angst ved at fortælle, at hans sved blev som bloddråber, der faldt til jorden, og at en engel kom og trøstede ham. Det er jo uomtvisteligt mere kvindagtigt end beretningerne hos Matthæus og Markus. Men betydningen af det slås hen af Klostergaard: det betyder ingenting. Ligesom han også er ganske blind for den stilfærdige beundring, der hos Matthæus og Markus findes for Jesu standhaftighed. Han kommer tilbage efter bønnen og finder disciplene sovende. Her lader de to Jesus sige til de søvndrukne disciple: ”Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt”, og man forstår, at disse ord skal anvendes på både disciplene og Jesus, men man forstår også, at det jo kun er Jesus, som på trods af et skrøbeligt kød formår at fastholde åndens beslutning. Og det er jo ikke særlig tøsedrenget. Men det overser Klostergaard. For han skal have de to første evangelier til at fremstille Jesus som en tøsedreng og de to sidste til fremstille ham som en mand. For dette ædle formål må alle andre overvejelser vige.

Imidlertid er der det korrekte ved Klostergaards fremstilling, at Johannesevangeliet er noget for sig, også på den måde, at Jesus her fremstilles på en meget mere ophøjet måde end hos de andre evangelister. Der er ikke nogen fristelsesscene, og der er ikke nogen Getsemanescene, og der fortælles forresten heller ikke om nadverens indvielse. Nå ja, der er en lille rest af Getsemanescenen i Joh 12,27-33:

Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.

Men selv om man så må sige, at Johannesevangelisten lader Jesus være en ophøjet figur, så behøver man jo ikke af den grund at hævde, at de to første evangelisten skildrer ham som en tøsedreng.

En sådan har man, også ifølge hele den skildring af opfattelsen af kønnene i Antikken, som Klostergaard indleder med, ikke megen respekt for. Så man skulle jo tro, at Jesus-skikkelsen hos f.eks. Markus ikke kunne fremtvinge nogen respekt. Men da Jesus var død – altså død på den af Klostergaard påståede kvindagtige måde – hedder det hos Markus:

Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.« (Mark 15,37-39).

Denne officer, som jo oven i købet var romer, så åbenbart ikke meget kvindagtigt i Jesu død. Mon Markus har gjort det?

To ting vil jeg sige til sidst:

For det første, at det forekommer mig meget mere relevant at skildre Jesus som ”førstegrøden” i den forstand, at han var den første, der holdt fast ved en overbevisning, der gik imod den jødiske lov, på trods af, at denne lov krævede ham henrettet. Senere fulgte hans tilhængere efter, både i modstanden mod den jødiske lov og i fastholdelsen ved deres overbevisning. Alene det, at de påstod, at Jesus var opstået fra de døde, var nok til, at de lovtro jøder krævede dem henrettet. For derigennem sagde de jo, at henrettelsen af Jesus var et justitsmord, se evt de overvejelser, jeg gjorde mig om den sag for et par indlæg siden her.

For det andet vil jeg sige, at kristendommen som på så mange andre punkter også på det område, der hedder forholdet mellem kønnene, satte noget nyt ind i verden. I den nytestamentlige menighed blev kvinden helt anderledes regnet for et helt menneske end hos jøderne, og såmænd også end hos grækerne, selv om de græske kvinder var friere stillet end de jødiske.

Kendtest er nok Paulus ord fra Gal 3,28 om, at ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus”.

Men selv hvor Paulus synes at have lidt for meget med sig fra sin jødiske fortid, f.eks. dèr, hvor han i 1 Kor 11,1-16 vikler sig ind i en diskussion om, hvorvidt kvinder skal have noget på hovedet, når de befinder sig i menigheden, selv dèr må han midt i det hele indrømme, at ”Dog, i Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden” (vers 11).

Og det er også bemærkelsesværdigt, at han i 1 Kor 7,4 godt nok siger, at en hustru ikke råder over sit eget legeme, det gør hendes mand, men så sandelig husker at få den anden påstand med, at manden heller ikke råder over sit legeme, det gør hans hustru.

Man kan også nævne scenen med Martha og Maria, som findes hos Lukas, hvor Maria opnår fuld anerkendelse som diskussionspartner på lige fod med mændene. (Luk 10,38-42).

Måske man også skal lægge vægt på, at de første opstandelsesvidner var kvinder, altså personer, som efter den gældende, jødiske lov ikke kunne vidne på lige fod med mænd.

Og i hvert fald må man indrømme, at det forhold er nyt, at Jesus ikke, som den jødiske lov, tillod mændene at skille sig af med deres hustruer, men gik ud fra, at kærlighedslivet i menigheden ville medføre, at ægteskaberne varede, til døden skiller ægtefællerne ad.

Begge dele, både martyrforståelsen og forståelsen af ægteskabet, repræsenterer noget helt nyt i historien. Og blandt andet derfor er det ret indskrænket af Anders Klostergaard at slå al forståelse af forholdet mellem kønnene før 1700 sammen i én pulje.

Er det da slet ikke faldet ham ind, at Jesu tanker kunne få indflydelse i historien?

Åbenbart ikke.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s