Islam, Guds øjesten?

Noget af det, islamisterne brugte som lokkemad for Ahmed Akkari, var forestillingen om himmel og helvede. Og disse forestillinger blev fremført uden blusel: Da Akkari en dag stod og kikkede ned på Aalborgs travle gader, sagde én af imamerne til ham:

Det er forkert at kikke på folk på gaden på den måde. Danskernes samfund er imod islam, og det er fyldt med fristelser, som du skal vare dig for. Derfor er det bedst for en troende muslim at holde blikket for sig selv. (Akkari: Min afsked med islamismen, side 52).

Den formaning har åbenbart virket. For Akkari fortæller, at han virkelig holdt sig borte fra danskerne og deres fristelser, han gik i danskernes skoler, men deltog ikke i festerne, han afholdt sig fra de sociale sammenkomster, for, som han skriver, disse danske kammerater havde endnu ikke set islams lys, de var kafir, vantro.

Det, der her skal overvejes, er, om denne afsondrethed betyder så meget fra eller til, når det drejer sig om integrationen. Gør det nogen forskel, om man betragter sig som tilhørende et mindretal i befolkningen, et mindretal, som véd med sig selv, at det har fået sandheden om tilværelsen betroet, som derfor regner sig for Guds øjesten og derfor ser hele det omkringliggende samfund som fortabt? Er det den opfattelse, vi som kristne vesterlændinge skal sætte ind imod? Eller er den opfattelse noget, vi godt kan leve med, at vore muslimer har?

Man kunne jo nemlig sige, at den opfattelse, som muslimerne har: at de i Guds øjne er mere værd end os vantro, den har jøderne også, blot naturligvis med den forskel, at det er jøderne, der er Guds øjesten, ikke muslimerne.

Det er godt nok en opfattelse, som jøderne ikke skilter særlig meget med. Men den hører dog med til deres dogmatiske arvegods. Sommetider gør de endda grin med den, noget, muslimerne mig bekendt aldrig har gjort med deres tilsvarende tanke. Efter en forfølgelse, lyder det i én af de mange jødiske historier, klagede en rabbiner sin nød til Herren. Men Herren svarede ham: Husk på, du hører til Guds udvalgte folk! Så kom der endnu en forfølgelse, værre end den første, og rabbineren klagede igen: Hvordan kan Du tillade dette? Herren svarede: Det kan du ikke forstå, du skal blot trøste dig med, at du hører til Guds udvalgte folk! Og da det så tredie gang satte ind med forfølgelse mod jøderne, og rabbineren igen klagede sin nød, og Herren igen svarede, som han plejede, at rabbineren hørte til Guds udvalgte folk, blev det rabbineren for meget, og han tog til genmæle og sagde: ”Ku’ Du ikke udvælge Dig et andet folk?”

Af og til dukker dog denne udvælgelsestanke op hos andre end jøderne. Jeg faldt tilfældigt over et skrift fra 1890 af en tysk forfatter, oversat til dansk samme år. Her indleder forfatteren med at sige:

Af alle de Anker, som rettes mod Jøderne, er ingen vægtigere og tilsyneladende mere berettiget end den, at de betragte sig selv som noget Større og Bedre end andre Mennesker. Alle de Egenskaber, som gjøre Jøderne saa ubehagelige for andre, blive først i Forbindelse med dette Krav utaalelige. At denne nationale Adelsstolthed er uforenelig med de humane Principer, som danne det moderne Retssamfunds sædelige Grundvold, er Antisemitismens vigtigste Bevisgrund. (se hele bogen her).

Dette er efter min bedste overbevisning noget vrøvl. Vi ikke-jøder tager på ingen måde skade af, at jøderne betragter sig som bedre eller større end os, hvis de da gør det. Dem om det. Men hvis vi siger, at en sådan anklage ikke er gyldig, når den rettes mod jøderne, må vi jo også vedgå, at den en tilsvarende anklage, rettet mod muslimerne, fordi de betragter sig som bedre eller mere udvalgte end os andre, heller ikke er gyldig.

Altså: Ligegyldigt, hvor udbredt den tankegang er blandt muslimerne, at muslimer er noget finere og bedre og i Guds øjne mere agtværdigt end andre mennesker, vi behøver ikke tage os af det, det er noget, muslimerne selv må se at blive klogere på, de gør os ingen skade med den overbevisning.

Men det kan måske være svært for dem at komme ud af den overbevisning.

Der er i hvert fald nogle jøder, der har svært ved at håndtére den tilsvarende jødiske overbevisning.

Jeg faldt for nogle år siden over en bog af David Novak: ”Natural Law in Judaism”. Forfatteren påpeger her tre ændringer i jødernes situation, som har været af stor betydning: 1) Tildeling af normalt borgerskab til de jøder, der boede i Vesteuropa efter oplysningstiden; 2) holocaust og 3) oprettelsen af staten Israel.

Man skulle jo uvilkårlig tro, at den første af disse forandringer ville have enhver jødes bifald. Det kan da kun være noget godt, at jøder i Vesteuropa er gået fra at være et tålt mindretal, ofte dårlig nok det, til at være fuldgyldige borgere i de forskellige lande. Alligevel er det, som om Novak er lidt betænkelig. Ikke, at han mener, at tilværelsen under forfølgelse er bedre end tilværelsen som borger. Nej, men han er lidt bekymret for, om jøderne nu også kan og vil bibeholde deres religion under disse nye forhold. Det hænger, så vidt jeg kan se, sammen med noget, jeg ofte har nævnt her på bloggen, nemlig med det, at der er inkompatibilitet mellem den naturlige lov og den åbenbarede lov.

Han nævner selv et ret interessant eksempel på dette. Det stammer fra en normal rabbinsk udlægning af 2 Mos 21,35-36, hvor der står:

Når en mands okse stanger en anden mands okse ihjel, skal de to mænd sælge den levende okse og dele pengene; også den døde okse skal de dele. Hvis oksens ejer ikke har passet på den, skønt det var kendt, at den havde stanget tidligere, skal han yde en okse som erstatning; det døde dyr må han selv beholde.

Det lyder jo meget rimeligt, også i en ikke-jødes ører. Men en ordentlig rabbiner, der kan sin hebraisk, ser med det samme, at det ord, der her er oversat ved ”en anden mand”, på hebraisk betyder ”en landsmand”. Og det får en sådan rabbiner til at drage den slutning, at denne regel ikke gælder, hvis det er en ikke-jøde, hvis okse bliver stanget ihjel. I så fald, hævdes det, er jøden ikke forpligtet på denne regel. Efter sigende havde nogen i romerrigets tid sendt en juridisk deputation til nogle jødiske lærde for at finde ud af retfærdigheden i de jødiske love. De anerkendte de jødiske loves retfærdighed, lige med undtagelse af denne bestemmelse. (Novak, side 77).

Og det skyldes jo nok, at hvis menneskets problem er, at det ikke véd, hvad det skal gøre og ikke gøre, så er en åbenbaret lov svaret. Men hvis menneskets problem er, at det, skønt det udmærket véd, hvad der er godt og hvad ondt, alligevel ikke vil gøre det gode, så er svaret kristendommen. Og da nu den vesterlandske verden i 1700-tallet blev klar over, at teorien om den naturlige lov er forudsætning for demokratiet, og af den grund gik over til at betragte jøderne som borgere og ikke som religiøse særlinge, så skulle jøderne altså som borgere fastholde tanken om den naturlige lov samtidig med, at de som religiøse jøder fastholdt tanken om en åbenbaret lov.

Det er det, der giver Novak problemer.

Det forholder sig på samme måde med muslimerne, blot kommer muslimer og jøder til tilværelsen som borger fra to forskellige positioner. Jøderne kommer op til tilværelsen som borger, for de var tidligere et forfulgt mindretal. Muslimerne kommer ned til en tilværelsen som borger i de vestlige lande, for de var i de lande, de kommer fra, vant til at befinde sig øverst i hierarkiet, i hvert fald vant til, at de kristne befandt sig længere nede end dem.

Og det er derfor naturligt, at det er vanskeligere for en muslim at gå med til ”kun” at være borger og ikke længere privilegeret borger.

Det er ikke meningen her at plædere for, at muslimerne kan lære noget om at være borger af jøderne. Men det er meningen at plædere for, at vi kan lære noget om, hvordan vi bør behandle muslimerne ved at se på, hvordan vi behandler jøderne.

Jeg var således tidligere her på bloggen inde på, at vi måske ikke skal være så bange for det, man kalder shariaråd, i hvert fald ikke for institutionen i sig selv, se her. Afgørende er, at man ikke lader et sådant råd have håndhævelsesret, end ikke i form af en sekulær håndhævelse af en eller anden aftale, der er indgået parterne imellem. Forbilledet kan være ”Bet din” en jødisk domstol i London, som igennem mange hundrede år har været domstol for det jødiske mindretal i denne by. Men kaldes den end nok så meget en domstol, om man vil have sin sag afgjort ved denne domstol eller ej, er en helt fri sag for jøderne, og om man efterfølgende vil følge domstolens afgørelse en lige så fri sag. Det eneste, domstolen kan bestemme, er, hvad man skal gøre for at være en god jøde. Og vil man ikke det, kan man bare lade være.

Man kan i den forbindelse lægge mærke til, at Akkari i sin bog fortæller om, hvordan han, efter at han var blevet et kendt navn i muslimske kredse, blev spurgt om både det ene og det andet af sine medmuslimer. Altså: de menige muslimer bruger deres imam helt anderledes intensivt end det danske folkekirkemedlem bruger deres præst. Og en sådan afhængighed af imamen kommer vi ikke tillivs ved at forbyde den mere formelle del af dette afhængighedsforhold, ligesom det jo er svært for os med vore religionsfrihedsidealer at blande os i, hvad imamen må sige og ikke sige.

Kan vi så da ikke i det mindste komme det tillivs, som hedder muslimske ægteskaber? Akkari beretter om, hvordan han lærer at ví på muslimsk vis, og fortæller, at han har foretaget mange muslimske vielser, dog ikke vielser, der førte til flerkoneri. Også her kan jødisk tradition være os en hjælp, ja, måske også katolsk tradition. For begge steder opererer man med en forskel på et sekulært ægteskab og et henholdsvis jødisk og katolsk ægteskab. Det har især betydning ved skilsmisser. For her kan man komme ud for, at to mennesker kan blive skilt efter den sekulære lovgivning, men ikke efter den religiøse. Og så må man jo fra den sekulære myndigheds side spørge: Hvad kan vi egentlig gøre ved det? Og: skal vi i det hele taget gøre noget ved det?

Jeg har i det tidligere omtalte blogindlæg forsøgt at drage en parallel mellem den religiøse lov – det være sig den katolske, den jødiske eller den muslimske – og den lovgivning, som arbejdsretten repræsenterer. Her har man jo også en domstol, der dømmer efter et sæt regler. Og ligeledes har man nogle sanktionsmuligheder, som dog alle har det tilfælles, at de holder sig indenfor den sekulære lovgivnings rammer. Det har jeg altsammen gjort for at skabe en baggrund for mig selv (og andre må gerne lytte med) hvorudfra jeg kan bedømme de muslimske parallelsamfund.

Men selv om jeg således synes, jeg strækker mig meget langt for at imødekomme muslimerne – også betydelig længere end Akkari – så bliver der trods det utrolig meget tilbage, hvor også jeg sætter en grænse.

For det gør en utrolig forskel, om man som jøderne overgår til dette at være en ligestillet borger fra en position som forfulgt og mindreværdig, eller som muslimerne fra en position som overordnet og mereværdig. Jøderne har jo haft utrolig let ved at gå fuldt og helt ind i vore samfund og samtidig bevare deres egen jødiske tradition. Som Novak formulerer det: Jøden er jøde i sit telt og borger, så snart han bevæger sig udenfor sit telt.

En sådan forståelse af begrebet religion – som jo svarer fortrinlig til vor vestlige forståelse – har muslimen ikke. Han kan ifølge sin religionsforståelse ikke nøjes med at være muslim i sit telt, han vil være muslim også i samfundet. Derfor skal der bæres tørklæde overalt, hvor muslimer færdes, derfor skal det øvrige samfund yde ”respekt” for muslimske fasteregler, derfor krævede muslimer i sin tid bedesteder oprettet ved diverse skoler og arbejdspladser, et krav, de dog vist har fragået.

Akkaris bog er her særdeles oplysende. Han fortæller, at der er den forskel på det muslimske broderskab og salafisterne, at de sidste taler åbent om uforligeligheden med det danske samfund, mens de første søger at spille rollen som moderate muslimer, der selvfølgelig vil rette ind efter danske normer, mens de bag ryggen på danskerne gør, hvad de kan, for at fremme muslimske interesser.

På et tidspunkt kom Akkari således i moskéen på Grimhøjvej i kontakt med nogle jihadistiske grupper, deriblandt en vis Mohammed El Bana. Akkari skriver derom:

Det var i disse situationer, jeg over en dampende the serveret på sølvfade hørte Mohammed El Bana og mange andre tale om vold mod både Danmark og resten af verden som den mest naturlige ting i verden. ”Det er Guds vilje, at muslimerne skal besejre korsfarerne og herske i verden”, lød et argument, jeg også tidligere havde hørt Abu Talal tage i sin mund i moskeen i Aalborg. (side 100).

Altså: Muslimerne må gerne betragte sig som Guds udvalgte (eller som Guds øjesten), den selvovervurdering må de selv se at komme ud af. Men når de vil bruge denne tanke til at bekæmpe vore samfund med, når de vil hævde, at der hersker en krigstilstand mellem dem og os, så vil de ikke længere være borgere, men muslimer. Eller de vil være borgere, når det drejer sig om at modtage fra danskerne, men ikke, når det drejer sig om den sekulære ligestilling. Og så kan de ikke glide smertefrit ind i vort samfund, så må det slå gnister, når de kommer til landet.

Det vil sige, det gør det kun, eller det gør det især, når vi vover at være os selv, altså vover at stille det krav til vore indvandrere, at de må betragte sig selv som i religiøs henseende langt mere værd end os andre, men de må i sekulær henseende finde sig i blive betragtet som stående ganske på lige fod med os.

Det er svært for os danskere at stille krav om noget, der i vore øjne er ganske selvfølgeligt. Hvem kan dog være så tossede at tro, at de er mere værd end andre? Og så i Guds øjne? Tåbeligt! Ikke desto mindre mener de toneangivende muslimer det om sig selv, er det end nok så svært for os at forstå. De har jo åbenbaringen, koranen, til dem er Guds skinbarlige ord åbenbaret, vi andre har ikke noget, vi andre står i virkeligheden som vantro, der har behov for at blive omvendt af de sandt troende, og det vil sige muslimerne.

Her må vi danskere ud af den noget overfladiske opfattelse, at alle mennesker er ligesom os, at de alle tænker ligesom vi. Muslimerne gør det ikke. De ser et fjendskab, hvor vi prøver at vise dem venlighed og imødekommenhed. Det vil sige: vi må bort fra den evindelige påstand om, at den dårlige integration er vores skyld, fordi vi prøver at opstille et ”dem og os”-system. Akkaris bog viser med al tydelighed, at det er muslimerne, der opstiller et skel, det er dem, der vil være noget for sig selv, det er dem, der på så den ene, så den anden måde søger at skille sig ud.

Spørgsmålet var, om det spiller nogen rolle for integrationen, at muslimerne regner sig for Guds øjesten, at de mener om sig selv, at de i Guds øjne er bedre end os andre. Og svaret er det lidt overraskende, at det i sig selv ikke betyder noget. Det, der betyder noget, er det forhold, at det for muslimerne, i modsætning til for jøderne, er en degradering kun at blive betragtet som borger, ikke som privilegeret borger, dvs.: som muslim. Ikke desto mindre er der her en opfattelse, hvor vi ikke kan give køb. Gør vi det, er det selve demokratiets livsnerve, vi skærer over.

Naturligvis opfordrer vore demokratiske frihedsrettigheder os til at lade muslimerne leve deres religion ud, så langt det er muligt, også den del, der forsikrer dem om, at de er bedre end andre. Men vil de angribe vor statsforståelse med denne overbevisning – og det vil de næsten uvægerligt – vil de fratage staten dens voldsmonopol med deres særskilte domstole, vil de mene, de kan tvinge noget igennem overfor os med trusler om vold eller udøvelse af vold, så må vi sige stop. Dels stop ved hjælp af politimæssige foranstaltninger – det er ret selvfølgeligt – men først og fremmest stop ved gang på gang at fremhæve vor modsatrettede statsforståelse. Og dette sidste skal vi gøre, også om vi derved kommer til at angribe deres religion.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s