Vejen mod en strengere islam

For et par indlæg eller tre siden tog jeg diskussionsmåden indenfor islam op til undersøgelse, se her. Dengang undrede jeg mig over, at man indenfor islam tilsyneladende ikke deler den grundsætning, som vi danskere ellers anser for almen: ”Vi må da kunne tale om det”. Lidt imod min egen vilje, eller i hvert fald imod min egen umiddelbare fornemmelse, opstillede jeg den tese, at islam overbeviser ved autoritet, hvor vi i Vesten overbeviser ved argumenter.

Er det nu også sandt?

Ja, dels kan man fremføre de argumenter fra Akkaris bog ”Min afsked med islamismen”, som jeg fremførte dengang, dels kan man ud fra samme bog fremføre en række yderligere argumenter.

Men dette indlæg skal ikke blot være en udvidet gentagelse af det forrige indlæg, det skal indeholde en ny tanke, en tanke, jeg ikke er kommet på tidligere, men som måske nok kan give os en større forståelse af, hvad der rører sig i de muslimske miljøer.

Den tanke lyder: En diskussion blandt imamer vil altid tendere mod at ende med den strengeste form for islam. For en muslimsk diskussion vil altid ud over en ophobning af koraniske skriftsteder også være en konkurrence i fromhed, og her vil den strengeste afgørelse altid forekomme mest from.

Det kan ses i hele forløbet i Muhammed-krisen. Især to steder kan det ses.

Det første sted er i den diskussion, som Akkari beretter om i umiddelbar tilslutning til offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne. Abu Laban mente, at man burde lære af fortidens fejltagelser, i dette tilfælde Rushdie-sagen. Det vakte en enorm modstand mod islam, da Khoumeini fremsatte sin mordopfordring. Noget lignende kunne ske her, mente han (side 233). Men Raed Hlaylel var langt fra enig. ”Dette er et angreb, som skal besvares skarpt”, mente han (side 236).

Akkari prøver ud fra sine senere overbevisninger at aftegne, hvordan muslimer diskuterer:

Islamisternes tro er sådan, at der i alle livets situationer findes ét korrekt svar, givet af Gud. Overbevisningen om den ene rette vej udelukker enhver form for demokrati, og afstemninger er bandlyst. I stedet taler de, der kender Koranens ord, indtil der synes at råde en enstemmighed, som så må være Guds vilje.

Ikke blot er hans bemærkning om, at denne diskussionsform udelukker demokrati, interessant, dette, at man prøver at finde frem til Guds vilje, også det er bemærkelsesværdigt. Man diskuterer altså ikke, hvad der er det mest hensigtsmæssige, hvad der er det klogeste, hvad der passer ind i situationen, nej, de blander spørgsmålet om, hvad der er Guds vilje, ind i debatten. Og kan man virkelig tænke sig, at Gud vil finde sig i at lade sig fornærme? Hvis spørgsmålet på den måde får Gud blandet ind i sig, så er det pludselig meget sværere at gå ind for en moderat løsning.

Og det er altså det, jeg her i min frækhed vil pege på: Når man skal finde den frommeste løsning, så bliver det nemt den mindst moderate løsning, man ender med. Det ligger sådan set i selve diskussionsmåden og i den islamiske tænkemåde.

Et andet sted, hvor denne tendens gjorde sig gældende under Muhammed-krisen, var i den måde, hvorpå krisen eskalerede, da Saudi-Arabien var begyndt med sin boykot. Så opstod der en konkurrence mellem de forskellige muslimske lande om, hvem der var mest muslimsk.

Ikke mindst det forhold, at mange muslimske lande blev styret af diktatorer, der nærmest må betegnes som sekulære, var medvirkende til, at Danmark blev behandlet så hårdt. Disse diktatorer, specielt jo Syriens diktator, Assad, havde brug for at vise deres befolkninger, at de så sandelig var gode muslimer, og hvad gør en god muslim, stillet overfor det, alle opfatter som en fornærmelse mod profeten? Han vender sig selvfølgelig mod dem, der har foretaget fornærmelsen, altså mod danskerne.

Også i den situation er det svært at være moderat muslim. For fromheden kræver, at man er hård og besvarer det, man opfatter som en fornærmelse, på en bastant måde. Elsker man profeten og føler man sig trådt på af tegningerne, så vil en svag reaktion afslører, at man alligevel ikke elsker profeten helt så meget, som man påstår. Derfor: fuld fart frem med demonstrationer, boykot, ambassadeafbrændinger, osv.

Men når man således er kravlet højt op i træet, har man ofte stort besvær med at komme ned igen. Det gælder også her.

Den gruppe imamer, Akkari kalder Arbejdsgruppen, faldt nærmest fra hinanden, da man så, hvor stor skade der blev tilføjet Danmark i kraft af det, man havde gjort. Alle havde travlt med at løbe så hurtigt, de kunne, bort fra de holdninger, de havde haft tidligere. Og så stod Akkari alene tilbage. Som Akkaris kone bemærkede det: ”De har solgt dig for to flade ører”. (side 343).

Og det gælder også verdenseliten af imamer, da de var forsamlede til møde i Bahrein for at gøre slaget op. Man havde ikke fået en undskyldning fra danskerne, selv om det var tæt på, man havde ikke fået noget europæisk land til at indføre skrappere blasfemilovgivninger, man havde i det hele taget kun opnået at give sin mening til kende på en ret voldelig måde. Og hvordan skulle man så komme videre i det nødvendige samarbejde med Vesten?

Her havde man Arlas penge at holde sig til. Mod at betale et større pengebeløb til én eller anden islamisk velgørende institution, fik Arla konferencens godkendelse: nu var det ikke mere haram at købe Arlas produkter. Og de andre tiltag, man havde lavet, fusede også ud efterhånden. Men selvfølgelig blev det omgærdet af udtalelser om fred og dialog og imødekommenhed (side 381).

I det hele taget kan man altså spørge: Hvis der opstår en muslimsk vækkelse i de islamiske lande, vil denne vækkelse så ikke altid bevæge sig i retning af strengere krav?

Hvis dette er en korrekt iagttagelse, så skal vi altså ikke – hverken som kristne eller som sekulære danskere – indgå nogen alliance med muslimerne for sammen med dem at søge at styrke religionernes rolle i samfundet. Tværtimod skal vi være godt tilfredse med de muslimer, der ikke vil efterkomme alle deres religions krav, og for alt i verden ikke prøve at få dem til blive mere muslimske end den almindelige folkekirkekristen er kristen. Det kan få de forfærdeligste følger, hvis de tager deres tro alvorligt.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Vejen mod en strengere islam

  1. Karen E. Hansen siger:

    Tak for dine spændende overvejelser!
    Men det er et spørgsmål, jeg af og til tænker over, det du skriver: “Det kan få de forfærdeligste følger, hvis de tager deres tro alvorligt”.
    Hvad er det for en slags tro, om hvilken vi må håbe, at de troende ikke tager den alt for alvorligt?
    Fornærmelsesaspektet, med tilhørende vold, kan føres tilbage til profeten selv – selv om det måske kan forklares som en mellemøstlig kultur.
    Men er der ikke også en “fornærmelse” i ikke at have lovgivningsmagten i det samfund, men som mindretal lever i?
    Måske endda en fornærmelse af Allah?
    Det afføder det alvorlige spørgsmål: Kan islam egentlig eksistere som mindretalsreligion – uden evindelige forsøg på magtovertagelse, religiøst og – ikke mindst – politisk?

  2. ricardtriis siger:

    @ Karen E. Hansen!
    Angående det sidste spørgsmål: I 1200- 1300- og 1400-tallet levede mange muslimer under kristne kongers overhøjhed i Spanien. Men de levede i særskilte enklaver i byerne, ligesom jøder og kristne gjorde. I visse landområder var de tvunget til at affinde sig med, at der kom ikke-muslimer ind i området, i andre havde de gennem forhandling sikret sig, at dette ikke var tilfældet. Det er på en måde det, vore muslimer vil sikre sig gennem deres forsøg på at oprette ”no-go-areas”.
    Vh
    Ricardt Riis.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.