Saudi-Arabiens agenda

Nu skal jeg snart stoppe med al denne Akkari-snak. Men der er lige én ting mere, jeg skal gøre opmærksom på.

Siden Muhammed-krisen i 2005/2006 har vi gang på gang i de danske medier taget problemerne op. Og der er i alt for høj grad gået indenrigspolitik i sagen. Af den grund er det næsten ikke til at komme til bunds i, hvad der egentlig skete og hvorfor.

I 2008 skrev jeg et indlæg her på bloggen i anledning af, at to tidligere udenrigsministre prøvede at give deres version af begivenhederne, se her. Deri citerede jeg en artikel fra Information, se her. Artiklen hed ”Vestens islamistiske venner”, blev skrevet den 6-3 2006 og er skrevet af Ralph Ghadban. Citatet fortjener at blive gentaget:

Den 23. januar underskrev kong Abdullah af Saudi-Arabien en række økonomiske aftaler med Kina. Samme dag fordømte det såkaldt konsultative råd i Riyadh de i Danmark og Norge offentliggjorte karikaturer af profeten Muhammed. Samme dag blev saudi-arabiske borgeres e-mail-konti bombarderet med anonyme mails, der opfordrede dem til at boykotte danske produkter. 24. januar bandlyste Saudi-Arabiens stormufti, sheik Abdelaziz, karikaturerne og afkrævede Danmark en undskyldning. 26. januar trak Saudi-Arabien sin ambassadør hjem fra Danmark. Således startede den protestbølge, der siden har bredt sig til alle islamiske lande, og som i al væsentlighed er tilskyndet af despotiske regimer og islamistiske grupperinger.

Boykotten, den var det, der ramte Danmark og ramte hårdt. Den var det, der startede det kapløb mellem muslimske stater om at vise sig mest muslimsk, der resulterede i afbrændinger af et konsulat i Beirut og en ambassade i Damaskus. Den var det, der startede denne ustoppelige bølge af muslimske protester.

Og spørgsmålet er derfor: Hvad var det, der fik Saudi-Arabien til at opfordre til boykot af danske varer? Ja, man må endda spørge: Hvad var det, der fik saudierne til at ændre mening og alligevel gå med i protesten mod tegningerne?

For Akkari fortæller i sin bog ”Min afsked med islamismen”, side 280, at Arbejdsgruppen udover et møde med den egyptiske ambassadør i Danmark også havde et møde med en førstekonsul på den saudiske ambassade i København. Akkari beretter:

Det var dog tydeligt, at saudierne ikke havde nær så meget at vinde på sagen om tegningerne som naboerne mod vest.

Vi mener ikke, der skal gøres yderligere ved sagen”, meddelte førstekonsulen køligt.

Det svar fastholdt han, uanset hvor længe og hvordan vi vendte og drejede sagen.

Vi anede, at det store land ville ændre mening, når det kort tid efter så Egypten gå forrest i kampen for profeten. (side 280).

Altså på det tidspunkt, i begyndelsen af december 2005, var saudierne ikke interesserede i at foretage sig noget som protest mod tegningerne. Hvornår blev de så interesserede, og hvad var det, der gjorde dem interesserede? Her mener Akkari, at saudierne ville komme med, når man så Egypten gå forrest i kampen. Jamen, det var jo ikke Egypten, der gik forrest i kampen, det var saudierne.

Senere i bogen ser det ud til, at Akkari mener, at det var det forhold, at det lykkedes for den anden delegation, der blev sendt fra Danmark til Mellemøsten, den delegation, som Akkari selv var medlem af, at få afleveret nogle kopier af tegningerne til bekendte, der skulle til Saudi-Arabien, det var det forhold, der bragte saudierne på banen, oven i købet bragte dem i front.

Og det var det muligvis.

For allerede den 10. januar, fortæller Akkari, angriber en imam ved den mest betydningsfulde moské, beliggende i Mekka, tegningerne:

I Danmark hånes og fornærmes den hellige profet. Det må afvises, og det kræver handling. Der er en ny storhed på vej i den muslimske menighed, og europæerne kan ikke ignorere os længere. De, der forhåner Allah og Allahs sendebud skal være forbandet i dette liv og i det næste, og de vil få en smertelig straf”. (side 304).

Og den 15. januar sluttede al-Qaradawi sig til protesterne:

Det kan ikke passe, at vi skal leve i en verden, hvor intet er helligt. Den danske hån skal standses.” (side 314).

Akkari refererer, hvor al-Qaradawi fortsætter med at tordne mod Danmark. Han gør det, siger Akkari, på en måde, så det er tydeligt, at han kendte alle detaljerne. Men hvad angår al-Qaradawis angreb, er Akkari i stand til at se en speciel dagsorden:

Den egyptiske imam betragtes af mange som Det muslimske Broderskabs åndelige leder, og det passede ham uden tvivl dårligt, at det ikke-religiøse egyptiske styre og imamen i Mekka som repræsentant for salafismen stjal hele opmærksomheden i den stadig mere omtalte sag fra Danmark. (side 315).

Men var det så disse imamers protester, der fik snebolden til at rulle?

Nej.

Det var, tror jeg, den fordømmelse af tegningerne, der kom fra det konsultative råd i Riyadh den 23. januar. Og det var de mange anonyme mails, som saudiske borgere blev bombarderet med samme dag. Saudierne vidste, at de ikke officielt kunne opfordre til boykot, men ved at sende anonyme mails til borgerne, kunne de opnå det samme som ved et officielt påbud.

Akkari giver i sin beskrivelse af, hvad der skete, ikke så klar en årsagssammenhæng som Ralph Ghadban. Han skriver, at arnestedet var Saudi-Arabien. Han skriver, at en avis fortalte om e-mail kampagnen med opfordring til boykot, hvorved denne opfordring kom ud til millioner af læsere i hele den muslimske verden. Han siger også, at det ikke vides, hvem der stod bag de oprindelige e-mails. Og han nævner, at al-Qaradawi gennem en forening (Den internationale Sammenslutning af Muslimske Lærde) den 21. januar udsendte en trussel mod danskerne: Hvis ikke lederne greb ind overfor angrebene på det muslimske verdenssamfund, ville man se sig nødsaget til at opfordre til boykot af danske varer.

Men jeg tror, det er Ghadban, der har ret.

Saudierne er så undertrykt et folkefærd, at de ikke ville drømme om at indlede en boykot, hvis ikke regeringen var med på idéen. Og når den direkte opfordrede til det – og enhver saudier kunne formentlig nok gennemskue, hvem afsenderen på de modtagne e-mails var – hvad skulle man så gøre andet end adlyde? Det kan godt være, at al-Qaradawi havde stor indflydelse, og det kan også godt være, at det var hans forenings brug af ordet ”boykot”, der gav saudierne idéen, men det var dem, der tog dette redskab i anvendelse, ikke andre lande, det var derfor dem, der i første omgang skubbede til snebolden, så den begyndte at rulle.

Men hvorfor skiftede de mening? Havde Akkari og Raed Hlaylel ikke haft tegningerne med, da de besøgte den saudiske ambassade i København? Var det først disse prædikanter, der virkelig gennem tegningerne blev klar over, hvad det drejede sig om?

Nej. Saudierne kendte tegningerne, hvis ellers ambassaden i København havde opført sig, som man forventer af en ambassade.

Jeg har set en forklaring i sin tid, men jeg har glemt, hvor jeg så den. Dog tror jeg, den er god nok. Man skal blot være lige så fræk, som Akkari er, når han mener, at al-Qaradawi ikke bare er optændt af hellig harme, men desforuden har en særlig dagsorden.

Det er ikke så svært. Hvordan ville saudierne bære sig ad med at blive spontant forargede med et halvt års forsinkelse? Det lader sig ikke tænke. Derimod er der i mellemtiden sket noget andet, som kan forklare, at de så en fordel for sig selv ved at opfordre til boykot. Der var sket det, at der under pilgrimsfærden, der begyndte i slutningen af 2005 og sluttede et godt stykke inde i januar 2006 var temmelig mange mennesker, der havde mistet livet. Det fortæller en artikel på religion.dk, se her. Her skriver man:

Den 2. juli 1990 blev 1426 pilgrimme trampet ihjel i en fodgængertunnel, Al-Ma’aisim, og i januar 2006 blev over 300 pilgrimme dræbt og over 200 såret i den kolossale menneskemængde.

Den begivenhed kunne tænkes at være udslaggivende for Saudi-Arabien. Nogen i den saudiske regeringstop har været lidt loren ved de mange dræbte og sårede ved pilgrimsfærden. Det er jo noget, saudierne roser sig af, at det er dem, der arrangerer pilgrimsfærden, og så sker der den slags ting. Og så lyder det i mine øjne ikke usandsynligt, at man deroppe i toppen har tænkt, at man med denne boykot-opfordring kunne få opmærksomheden bortledt fra disse sørgelige forhold under pilgrimsfærden. Hvis det har været hensigten, må man sige, at det lykkedes over al forventning.

Men man må jo også sige, at så kan Akkari og hans hold ikke tildeles hele ansvaret for Muhammed-krisen.

Den korrektion må man komme med overfor Akkaris fremstilling. Det kan være forståeligt, at han fremstiller det, som om hele ansvaret for det, der skete, ligge på hans og hans medrejsendes skuldre. Det er jo en del af hans hensigt med bogen: han vil sige undskyld til Danmark, han vil virkelig forklare, at han har fortrudt det had, han dengang følte mod Danmark, og derfor kan han ikke på nogen måde nedtone eller bagatellisere sin andel af skylden for de ulykker, der ramte vort land. Og den står jo på en måde fast, også selvom saudierne ikke havde opfordret til boykot. Skylden har han, den har han fået ved selve det at have til hensigt at skade Danmark, det vil sige: ved selve det at opfordre andre lande til at skade Danmark.

Men er det ikke hans skyld, vi skal fokusere på, men selve begivenhedsforløbet, så må man nok sige, at ligesom det er udtryk for en form for storhedsvanvid, hvis man mener, at det var afgørende for begivenhedsforløbet, at Fogh ikke tog det møde med ambassadørerne, sådan er det også at overdrive Akkari-delegationens rolle, hvis man betragter dens handlinger som de eneste udslaggivende. Der er, som i så mange andre tilsvarende sager, tale om, at tilfældigheder spiller ind, her: den tilfældighed, at saudierne lige stod og manglede en sag, der kunne bortlede opmærksomheden fra deres dårlige håndtéring af pilgrimsfærden. Var den tilfældighed ikke opstået, ville sagen måske være døet bort af sig selv i løbet af et par måneder, uden boykot og uden ambassadeafbrændinger.

Men nu var tilfældigheden der, nu blev snebolden af saudierne sat til at rulle, og nu opildnedes det letantændelige masser i Mellemøsten, og det arme Danmark blev ramt.

Men måske skal vi slet ikke fokusere så meget på Akkaris og konsorters rolle, måske vi i stedet skal undre os over en bemærkning, som Bernard Lewis, den store islam-kender, gjorde overfor Flemming Rose. Han sagde, at det var noget nyt, at muslimer nu gjorde krav på, at ikke-muslimer i ikke-muslimske lande skulle efterleve muslimsk lov. (Flemming Rose: ”Tavshedens Tyranni”, side 62).

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Saudi-Arabiens agenda

  1. Karen E. Hansen siger:

    Som jeg læser nævnte samtale mellem Flemming Rose og Bernard Lewis, så foreslår denne, at vi skal se Muhammedtegnings-sagen som et udtryk for, at Danmark betragtes som et dhimmi-land… Eller forsøges udpeget som et sådant.
    Uanset Akkaris personlige vending, så er dette vel stadigt tilfældet.
    Og alle de steder i Vesten, hvor pressen ikke turde trykke tegningerne, og alle de instanser, som beklagede og fordømte disse tegninger, de har så bekræftet f.eks. Saudi Arabien i, at den såkaldte frie verden er (på vej til) at være dhimmi-land.
    Al respekt for Ahmed Akkaris undskyldning til Danmark; men den snebold ruller vel videre?

  2. Morten - - - siger:

    Uden Akkari og konsorters ihærdighed, havde ingen opportunist været opmærksom på de muligheder (motiver ufortalt), der lå i “tegningerne”. Der skal råbes ganske højt og agiteres meget, hvis man skal nå ud med et hvilket som helst budskab, og bevidstgøre reelt om det. Jeg mener bestemt ikke, man skal undervurdere det helt elementære stykke PR-arbejde, vi her har været vidner til. Og som resulterede i tilvejebringelsen af noget sprængfarligt, som udenforstående interessenter kunne anvende efter behov.

    – – –

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s