Bevis for tro?

Først var der Grosbøll, som i Weekendavisen rask væk bekendtgjorde, at han ikke troede på en skabende og opretholdende gud. Det havde han aldrig gjort. Så var der Niels Grønkjær, valgmenighedspræsten i Vartov, der talte om ”den nye gud” (jeg husker ikke, om det var med lille eller stort g). Og så var der Elof Westergaard, kandidat til bispestolen i Ribe, som også i en bog var kommet for skade at sige noget, der kunne opfattes, som om han ikke troede på Gud. Nå, han fik da trukket så meget i land, at han faktisk blev biskop i Ribe.

Og nu på det sidste har vi så oplevet redaktøren af Præsteforeningens Blad, Jakob Brønnum, der i en bog, ”Kristus som antihelt”, søger at gøre kristendommen spiselig for det såkaldt moderne menneske. Den er blevet anmeldt i Kristeligt Dagblad af Kristian Østergaard, se her, og i samme blad har både forfatteren og hans bog fået en fyldig omtale gennem et interview med Tobias Stern Johansen, se her.

Også han søger at tilpasse kristendommen til moderne tankegang. Det endda i den grad, at Kristian Østergaard i sin anmeldelse er i stand til at sige:

Brønnum tillægger således ikke evangeliernes opstandelsesberetninger nogen betydning. Han mener, at Jesus endte sine dage i en massegrav.

Og det jo en lidt mærkelig påstand at komme med, hvis det da tænkes at være kristendom, der skal gøres spiselig.

Javel, vil man måske sige, men du, kære blogbestyrer, véd jo heller ikke noget om, hvor Jesus endte sine dage. Hvorfor så protestere?

Fordi påstanden viser, at Brønnum ikke har forstået den tids sprog på trods af, at det netop er det, han påstår, han vil: finde frem til Jesu egentlige budskab. Han har ikke begrebet, hvad en myte er, og da det ny testamentes forfattere udtrykker sig i mytetale, er det en ret betragtelig mangel for én, der påstår at have fundet frem til Jesu budskab.

En myte er en påstand om noget ubevisligt, og denne påstand skal danne rammen om menneskelivet. Det er ganske ubevisligt, at Moses på Sinai bjerg af Gud modtog loven. Men den påstand bygger og byggede jøderne deres religion på. Den påstand lå bag deres spiseregler. Og når Jesus hævdede, at det ikke er det, der går ind i munden, der gør mennesket urent, men det, der går ud af munden (Matt 15,11), så erklærede han jo al mad for ren, og derfor vendte han sig mod myten om loven, der skulle være Guds eget ord. Det vil sige: han satte en modmyte op imod jødernes myte. Den myte sagde, at Menneskesønnen er herre over sabbaten (Matt 12,8).

Men det er klart, hverken den ene eller den anden påstand kan bevises. Men den ene påstand omgærder jødernes liv, den anden de kristnes liv. Jøderne holder sig loven efterrettelig, fordi de mener, de derigennem kommer til at leve det rette liv. De kristne véd sig fritaget fra lovens krav og sat ind i et umiddelbart kærligheds- og tillidsforhold til hinanden. De første i troen på, at Gud gav loven til Moses på Sinai bjerg, de andre i troen på, at Jesus af Gud har fået myndighed til at erstatte lovoverholdelseslivet med kærlighedslivet.

Nu ville loven beskytte sig selv. Det er der ikke noget mærkeligt i. Den havde derfor påstået dødsstraf ikke blot for utro kvinder (jf Joh 8,1-11), men også for dem, der prædiker imod loven (Matt 12,14). Og det gjorde Jesus jo utvivlsomt. Da derfor lejlighed bød sig, og Jesus kom til Jerusalem, fik ypperstepræsterne, de skriftkloge og farisæerne Judas til at røbe Jesu natlige opholdssted, og med den oplysning i hånden kunne de arrestere ham og anklage ham. Hvad de så gjorde.

Det var myte, der stod mod myte i retssalen. Lovens myte krævede Jesus dømt for opfordring til ringeagt for loven. Med sit krav om at være den ventede Messias tilintetgør han lovens krav. Når derfor ypperstepræsten spørger ham, om han er Messias, Kristus, den levende Guds søn, og Jesus svarer ja, så er det let for synedriet at dømme ham til døden, for det svar er i den grad imod den myte, deres tilværelse bygger på.

Men hvad så med Jesu myte: at han er Messias, at han har myndighed til at overtrumfe loven, at han bringer den nye pagt, som Jeremias taler om (Jer 31,33):

Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.

Det liv, der leves under den nye pagt, det er livet i den kristne menighed, det er det kærligheds- og tillidsliv, der udfolder sig dèr. Dèr er ”alt tilladt, men ikke alt gavnligt”(1 Kor 10,23). Dèr skal hver enkelt selv overveje og forstå, hvad næsten ønsker og længes efter, og det skal han gøre.

Jamen, kommer dette nye liv? Er der i det hele taget en kristen menighed til afløsning af den jødiske synagogemenighed? Jesus døde jo, han blev jo ynkeligt henrettet på et kors. Hvordan kan der så i det hele taget dannes nogen kristen menighed?

Det spørgsmål er opstandelsestroen svaret på. Ved at påstå, at Jesus er opstået fra de døde, kan de ældste kristne fastholde, at han var den Messias, der skulle indføre den nye pagt. Og det var, hvad de første kristne gjorde. De bekendte deres tro på, at deres herre og mester var død, men på den tredie dag opstået fra de døde. Det var ikke loven, der havde det sidste ord. Jesus havde selv i sit jordeliv med sin påstand om at være Menneskesøn, Messias, Guds énbårne, hævdet, at han havde myndighed til at tilintetgøre den gamle pagt og indføre den nye pagt. Han havde sat sin egen myte op mod jødernes myte. Og den første menighed hævdede det samme ved at påstå, at han var opstået fra de døde. Man satte opstandelsesmyten op mod Sinai-myten.

Men man gjorde det ikke ved at bevise, at Jesus var opstået fra de døde, eller ved at bevise f.eks., at Moses aldrig havde været oppe på Sinai, eller måske endda, at han aldrig havde eksisteret. Man forstod så udmærket, hvad mytetale er for noget. Man bevægede sig med stor elegance rundt i mytetalens univers. Og man forstod derfor også, at Jesu opstandelse er en myte – naturligvis uden at man brugte det ord, for det ny testamentes mennesker er ikke moderne mennesker. Men så meget forstod man, at man var klar over, at myter ikke lader sig bevise, at de er knyttet nøje sammen med en livsform, og at det at fastholde den nye mytes påstand er identisk med at leve i den nye livsform.

Og vil vi sætte os ind i det ny testamentes tale, er vi altså nødt til at lære at tale mytesprog, for den tale, det ny testamente fører, er holdt i dette sprog. Om vi så derefter kan ”oversætte” til et sprog, der ikke er mytesprog, det er en anden og heller ikke uvæsentlig sag. Men Brønnum synes hverken at kunne det ene eller det andet.

Naturligvis gør denne mytetale megen nytestamentlig tale næsten umulig at forstå. Se f.eks. Paulus’ tale i Ef 2,3-6:

vi var af natur vredens børn ligesom de andre. Men i sin rige barmhjer­tighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst – og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus.

‘Vi var døde i vore overtrædelser’. En mærkelig udtryksform! Og ligeså mærkelig er det næste, at Gud ‘oprejste os sammen med ham’, altså sammen med Kristus. Men allermærkeligst er vel den påstand, der så følger, at vi blev anbragt ‘med ham i himlen, i Kristus Jesus’. Lad gå med, at den nye livsform, der hersker i menigheden, idenficeres med at blive gjort levende med Kristus! Paulus har jo ikke omgåedes den levende Jesus og derfor ikke mærket den aura, der kunne udgå fra ham, så man blev ét med de andre i fælles tillid og fortrolighed. Men at vi ligefrem, når vi sådan er blevet levendegjort, også kan siges at være blevet oprejst sammen med Kristus, ja, ligefrem at have fået plads i himlen, det er dog ret gådefuldt.

Men er det end aldrig så meget mytetale, det er vel ikke helt umuligt at indse, at der til al denne mytetale svarer en livsform, at dette at være blevet levendegjort, svarer til at leve i tillid til de andre i menigheden, at den himmel, vi har fået plads i, er det kærlighedsliv, der gør sig gældende i menigheden.

I 1 Joh 3,14 siges noget tilsvarende:

Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet; for vi elsker brødrene. Den, der ikke elsker, bliver i døden.

‘Er gået over’, det lyder definitivt. Og johannesevangelisten er derfor nødt til også at anbringe en advarselslampe. Han skriver i 1 Joh 1,8:

Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os.

Af et andet nytestamentligt sted fremgår det, at der faktisk var mennesker, der regnede denne overgang – overgangen fra overtrædelsernes død til kærlighedens liv – for irreversibel. I 2 Tim 2,16ff hedder det:

Hold dig fra den ugudelige, tomme snak, for de vil komme længere og længere ud i ugudelighed, og deres lære vil brede sig som kræft. Til dem hører Hymenæus og Filetus, som begge er kommet bort fra sand­heden ved at påstå, at opstandelsen allerede har fundet sted, og de nedbry­der troen hos mange.

Der er altså nogen, der påstår, at ‘opstandelsen allerede har fundet sted’. Hvordan kan det være forkert at påstå det? Det er jo netop det, der påstås i 1 Joh 3,14. Jo, men dèr modstilles det af en påstand om, at vi ‘har synd’. Men i begge tilfælde er den mytiske påstand (‘at vi er gået over fra døden til livet’ eller: ‘at opstandelsen allerede har fundet sted’) identisk med en påstand om, at kærligheden hersker i menigheden. Det forkerte ved den sidste påstand er så blot, at overgangen opfattes som irreversibel.

Hvad så med Paulus? Han siger jo, at vi er oprejst med Kristus og anbragt med ham i himlen. Er det ikke også noget, der bare er sådan og ikke kan gøres om?

Nej, for han siger andetsteds:

Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder. (1 Kor 10,12).

Og så er vi pludselig borte fra al mytetale. Så befinder vi os i menighedens fællesskab, hvor den indbyrdes tillid er en tillid, der kan mistes. Så lyder der en advarende røst i et sprog, som også er vort sprog, dagligdagens sprog om indbyrdes tillid og kærlighed, om en mistro, der uanet kan komme snigende, om en åbenhed, der kan forvandles til afstandtagen.

Så lige et enkelt Paulus-citat mere, før vi vender tilbage til den stakkels Brønnum, der har måttet vente i kulissen så længe. Det er fra 1 Kor 15,12-19:

Men når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og je­res tro er også tom. Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han har oprejst Kristus, som han altså ikke har oprejst, hvis døde ikke opstår. For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro for­gæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.

Her må vi anstrenge os ikke så lidt for at bruge den indsigt, vi gerne skulle have vundet i det foregående.

Først det mærkelige, at der altså findes mennesker i den paulinske menighed, der siger, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde. Menigheden er altså ikke en from masse af enstroende mennesker. Man har diskuteret, man er fremkommet med sin mening, også om den er afvigende.

Dernæst det spørgsmål: Hvad mener de med, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? Tænker de på opstandelsen på den yderste dag, eller tænker de på kærlighedslivet i menigheden? Svaret er ja. De tænker på begge dele, det ene ikke uden det andet. Myten om Kristi opstandelse giver menigheden mulighed for at leve i kærlighed og tillid. Myte og livsform hører uløseligt sammen.

Vi vil i vores umiddelbare forståelse adskille de to ting. Vi vil umiddelbart mene, at det da udelukkende er opstandelsen på den yderste dag, Paulus her taler om. For vi med vores indskrænkede myteforståelse taler ikke om, at vi ved at komme ind i menigheden, bliver ført over fra døden til livet, eller om, at vi før var døde i vore overtrædelser, men nu er gjort levende i menighedslivet. Så derfor kan vi umiddelbart ikke mene andet, end at Paulus taler om og må tale om opstandelsen på den yderste dag.

Men hvorfor siger han så, at vi, om ikke Kristus er opstået fra de døde, ‘stadig er i vore synder’? Det er da ulogisk. Han skulle jo i stedet sige, at vi så ikke kan vente nogen opstandelse til sin tid, at vi så, ligesom de, der er sovet hen i Kristus, går fortabt, altså sover hen for aldrig at vågne igen. Men han siger, at vi ‘stadig er i vore synder’, altså at al vor tale om et kærlighedsliv i menigheden er tom snak; der er ingen kærlighed til; der er ingen tillid mellem mennesker; tror man på, at der hersker fortrolighed mellem os, er man genstand for et bedrag. Hvis altså døde ikke opstår.

Så altså: Paulus taler både om den mytiske påstand om opstandelse ved dagenes ende, og om den livsform i menigheden, hvor tillid og kærlighed hersker. Og det, han bebrejder dem, der ikke tror på dødes opstandelse, er ligeså meget, at forkyndelsen af Kristi opstandelse fra de døde ikke for dem har fået den virkning, at de er blevet overvældet af kærlighedslivet, som at det er, at de tvivler på opstandelsen på den yderste dag.

Så til Brønnum!

Han vil, ligesom de bebrejdede i korinthermenigheden, adskille forkyndelsen af Kristi opstandelse fra kærlighedslivet i menigheden. Blot vil han gennemføre det i omvendt rækkefølge. Han vil droppe forkyndelsen af Kristi opstandelse og nøjes med kærlighedslivet i menigheden.

Og dette kærlighedsliv er vi henvist til selv at aftegne for os, eventuelt med inspiration fra evangeliernes Jesus-ord. Brønnum siger i interview’et:

Jesus var den første modernist. Han er den første, der siger det, der er modernitetens helt store indhold: At vi ikke længere kun er forpligtede over for dem, vi deler blodsbånd med, sådan som det stadig er mange steder, men at forpligtelsen gælder alle mennesker.

Og se, nu har for det første det ord ‘forpligtelse’ sneget sig ind. Var det eneste, Jesus ville, at udstrække den jødiske forpligtelse overfor landsmanden til at gælde ikke-landsmænd også? Altså forpligtelse er der tale om i begge tilfælde, spørgsmålet er blot om forpligtelsens rækkevidde.

Og for det andet er den tankegang dukket op, som er højst moderne, men ikke derfor i overensstemmelse med nytestamentlig tankegang, at vi mere skal bekymre os om at elske vor fjerne næsten end vor nære næste. Og så bliver livet i menigheden, hvor den indbyrdes tillid og fortrolighed hersker, ikke til alle og enhver, men til de andre i menigheden, det liv bliver skubbet til side, til fordel for én eller anden løs følelse af kærlighed til alle.

Lad mig tage endnu et citat fra Brønnum, dvs., fra interview’erens forsøg på sammendrag af hans opfattelse:

Et vilkår ved Jesu kærlighedsbud er, at det enkelte menneske frit vælger at tage imod det og efterleve det. Det kan ingen samfundsmagt tvinge os til eller gøre for os. Og det er netop kendetegnende ved det moderne menneske, at det frit kan og skal vælge sin egen tro og livssyn. Så Jesu kærlighedsbud har med andre ord aldrig før haft så gode vilkår for at udfolde sig som i dag.

Tja, nu er ‘Jesu kærlighedsbud’ blevet noget, vi kan vælge. Det tror jeg ikke, det er i det ny testamente. Men det er den utvivlsomt i det moderne menneskes livsanskuelse. Så det er intet under, at dette bud har gode vilkår i dag. Derimod er det lidt underligt, at Brønnum så skriver en bog, der skal oplyse om det, vi allesammen i forvejen er oplyst om, nemlig ‘Jesu kærlighedsbud’.

Kan man vælge kærlighed? Kan man vælge tillid? Er det ikke begge dele noget, man overvældes af?

Lad mig belyse det med et træk ved vores tilværelse, som Jesus fortæller os om både i mytisk og i mere dagligdags form.

Det træk kommer frem i den store dommedagslignelse, Matt 25,31-46. Det mest bemærkelsesværdige ved denne mytiske fortælling er, at de, der har gjort det gode, ikke aner, at dette kunne bringe dem frifindelse på dommens dag. Det vil sige: det, det drejer sig om, når man skal gøre gode gerninger, er ikke, at man skal ‘vælge Jesu kærlighedsbud’, eller at man skal rette sig efter den ‘forpligtelse’, Jesus pålægger én. Det er i stedet, at man skal leve som selvfølgelig og naturlig deltager i dagliglivet, så alle ens handlinger bliver enkle og ligefremme.

Man kan måske beskrive disse ‘gode gerninger’ som identiske med Løgstrups suveræne livsytringer; de pånøder sig jo også et menneske, så han slet ikke kan vælge dem fra. Men man kan også beskrive dem med det Jesus-ord, der fortæller, hvordan man skal give almisse; den skal gives, så den venstre hånd ikke véd, hvad den højre gør (Matt 6,3). Sådan er det med alle vore gode gerninger.

Luther forklarer det på følgende måde i sin afhandling ”om de gode gerninger”:

Når en mand eller en kvinde venter kærlighed og forståelse fra den anden, og tror fast på det, hvem lærer dem da, hvordan han skal anstille sig, hvad han skal gøre, undlade at gøre, sige, tie stille med og tænke? Alt det er det alene tilliden, der lærer ham, og det mere end nødvendigt; for der er for ham ingen forskel mellem gerningerne; han gør den store, den lange og de mange ligeså gerne som de små, de korte og de få; og ydermere gør han dem med et glad, fredfyldt og trygt hjerte, og han er i det hele taget et frit menneske. (se her).

Det, der får mennesket til at leve på den måde, er den ramme, han lever i. Vi kunne måske endda sige: den myte, han lever på. Myten, dagligdagens kristne myte, hævder, at næsten er til at stole på. Det går an, spring ud i det, vær en kærlighedstroende og vær tro mod kærligheden! Det er sandt, at det er vor ægteskabsforståelse, eller vor forståelse af kønsforholdet i sin helhed, som har skabt den ramme, men lur mig, om ikke kristendommen har haft en finger med i det spil.

Kristian Østergaard kommer i sin anmeldelse af Brønnums bog til sidst med denne beskrivelse:

For nok er Brønnum en lærd teolog, men skærer man ind til facit, står der en noget forpjusket kristendom tilbage efter læsningen af hans bog. En kristendom, som nok har appel til det moderne menneske, men næppe nok til for alvor at være begyndelsen på et livslangt engagement i den.

Jeg vil nok tro, man kan forkynde kristendom uden at komme alt for meget ind på de kristne myter, også uden at lægge al vægten på Jesu opstandelse. For i det ny testamente selv findes der mange formaninger, der snildt lader sig overføre til dagligdagen. Men Brønnums bog synes at være et eksempel på, at man, hvis man på forhånd opgiver at forstå det ny testamentes mytetale, meget let ender i det moderne menneskes mytetale: at mennesket selv kan klare det hele, selv kan beslutte sig for eller imod kærligheden, selv kan ”genfortolke noget afgørende ved evangeliet”, selv kan ”læse Jesus på ny og finde ansatser til det sprog, der er lejret omkring hans kærlighedsbegreb.”

Lad være, at vi ikke véd, om Gud er til eller ej, og ikke kan bevise, om Jesus opstod af graven, eller hans lig ligger i én eller anden massegrav. Men alle myter bygger på noget ubevisligt, også den kristne myte. Og også det moderne menneskes myte, forøvrigt.

Vi skal undgå den tale fra højrefløjen, der ikke vil tale om myter, men gøre kristentroens påstande til videnskabeligt bevisbare kendsgerninger. Det holder ikke.

Men vi skal også undgå den tale fra Brønnum og konsorter, der i sin iver efter at være det moderne menneske tilpas fjerner al mytetale (bortset fra, at man lader det moderne menneskes myte stå). Hvis man med vilje vil springe over det ny testamentes mytetale, som dog er til at forstå for den, der har lidt tålmodighed, så risikerer man, som Brønnum, at overhøre væsentlige dele af de Jesus-ord, der ikke er mytetale, f.eks. ordet om at handle, så den venstre hånd ikke véd, hvad den højre gør.

Og bare det ord kan da i sig selv være et vægtigt angreb på vor moderne selvforståelse. Og det var måske det, evangeliet skulle være, i stedet for at være en størrelse, der er tilpasset det moderne menneske.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Bevis for tro?

  1. Pingback: Vilde myter | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s