Mere kongelig end kongen selv

Tre ting lagde jeg mærke til i gårsdagens udsendelse om Akkari og Khader (den 28-4).

Den ene ting var, at Khader for at undgå det giftermål, hans forældre havde planlagt for ham allerede, mens han var spæd, måtte betale et ret betragteligt beløb.

Denne oplysning bekræfter det, jeg og andre islamkritikere længe har vidst, for mit vedkommende dog uden at have håndfaste beviser for det: Der er penge involveret i disse arrangerede ægteskaber. Det har været svært at få muslimer til direkte at sige, at det forholder sig sådan, for de véd jo godt, at det ikke vil falde i god jord hos os danskere. Så derfor lader man, som om der er tale om forelskelse. Og man protesterer ikke, når de mange velmenende danskere prøver at forklare fætter-kusine ægteskaberne i disse miljøer med, at fætteren tilfældigvis ved en familiefest i hjemlandet mødte en sød kusine, som han øjeblikkelig blev forelsket i. Det er der da ikke noget mærkeligt i, siger disse danskere, det kan vi da udmærket forstå.

Muslimerne protesterer ikke, selv om de naturligvis véd, at dette er en yderst naiv forklaring, der bygger på en stor uvidenhed. Hvordan skulle fætteren blive forelsket i sin kusine, når mænd og kvinder holder fest adskilt fra hinanden? Ikke noget med, som hos os, at de unge danser sammen eller snakker sammen eller på anden måde lærer hinanden at kende. Så forelskelse? Glem det. Det forekommer ikke i disse miljøer. Og muslimerne véd det, men tier stille med deres viden, for når danskerne tror, der er tale om forelskelse, kan de ikke stå for det, og så bliver det en smal sag med familiesammenføring.

Det gik godt med det trick dengang i halvfemserne, men med 24-års reglen blev denne kædeindvandring brudt delvist ned.

Og det andet, som muslimerne meget ihærdigt holdt deres mund med, var, at der var penge involveret i deres ægteskabsindgåelser. De vidste meget vel, at danskerne ville blive stærkt forargede, hvis det kom frem, så derfor lod de, som om det var forelskelse hele vejen igennem. Penge? Nej, da, i kærlighedsforhold blander man ikke penge ind i det! At muslimerne faktisk gjorde det, kunne vi ikke forstå. Ikke i begyndelsen i hvert fald, for vi ville jo være så gode og imødekommende overfor vore ”gæster”, og al denne imødekommenhed gik langt ind i sjælen på os, så vi glad og gerne lod os binde alle mulige falske forestillinger på ærmet, heriblandt altså den, at der da bestemt ikke var og ikke kunne være penge indblandet i muslimernes kærlighedsforhold.

Men det var der. Og det er der.

Forøvrigt lod Khader forstå, at det var en dansker, altså ikke hans forældre eller ham selv, der havde betalt dette beløb. Det sætter den tale i relief, som man af og til hører, om at danskerne er så fremmefjendske og ikke kan fordrage indvandrerne. Her var der altså en dansker, Khaders lærer eller rektor, der satte noget ind på at hjælpe Khader ud af hans kulturpålagte forlegenhed. Ikke dårligt! Pengene blev senere betalt tilbage. Men alligevel!

Det andet, jeg lagde mærke til, var fra den scene, hvor Akkari og Khader havde inviteret en række kvindelige, muslimske studerende til et samtalemøde. De to ville undersøge, om de mange tørklædebeklædte kvinder følte sig under social kontrol. Og selvfølgelig kan man da godt som dansker tvivle lidt på de mange tilkendegivelser, der kom fra disse begavede muslimske kvinder om, at de da sandelig ikke havde oplevet nogen kontrol af betydning under deres opvækst. Man er nok tilbøjelig til at stole mere på Ahmed Akkari og Yahya Hassan, der skildrer de muslimske miljøer på samme måde som en sociolog som Mehmet Necef gør det: som miljøer med stor forskel på drenge- og pigeopdragelsen. Drengene får frie tøjler, men piger holdes under stærkt kontrol.

Det kom forresten også frem i et indlæg fra en ung muslimsk mand, der godt kunne unde sine søstre den samme frihed, som han selv havde nydt godt af.

Men hvad der især slog mig, var en kort bemærkning fra én af de muslimske kvinder. Hun ville ikke ganske nægte, at hun havde været udsat for social kontrol, men hun føjede til, at der da bestemt også i de danske miljøer fandtes social kontrol.

Det, der slog mig ved denne bemærkning, var, at hun brugte ganske det samme debat-trick, som utrolig mange danskere har brugt i diskussionen om muslimers særegenheder. Nej, nej, siger man, det er da ikke noget særligt, det, muslimerne gør. Det er da ikke andet, end hvad vi kender fra os selv og vore traditioner. De muslimske kvinder går med tørklæde. Jamen, det har danske kvinder da også gjort. Og så laver man lidt om på de historiske kendsgerninger for at få danske fortidskvinder til at ligne muslimske nutidskvinder. Muslimerne opererer med arrangerede ægteskaber. Jamen, det gjorde vi da også her i Danmark for ikke så længe siden. Og igen er man parat til at fire temmelig meget på det, man véd fra historien.

Og så dette med den sociale kontrol. Jo, da, også det skal der nok være en del danskere, der påstår, at vi har kendt til blandt os. Og det er jo da ikke helt forkert.

Men med al denne yderst venlige forklaring har man gjort muslimerne en bjørnetjeneste. Man har gjort sit til at bagatellisere den sociale kontrol, der findes i de muslimske miljøer. Så meget har man gjort, at også mange muslimer giver sig til at bagatellisere denne kontrol. Og det var jo netop dem, der skulle se den, indrømme den, gøre sig klart, hvor afskyelig for den menneskelige frihed den er. Det hjælper man dem bestemt ikke til at kunne indse, når man på den måde bagatelliserer den.

Men hvordan kan man da fra disse velmenende danskeres side overse, at denne kontrol har ført til ”æresdrab”? Hvordan kan man overse, at den ofte fører til ligefrem social udelukkelse? Hvorfor lyder der ikke en stærkere bebrejdelse fra alle danskeres side overfor de muslimske forældre, der slår hånden af deres døtre, hvis de forelsker sig i en dansker?

I stedet oplevede vi i denne scene, at disse bortforklaringer fra velmenende danskeres side var blevet overtaget af ømtålelige muslimer, så de gav sig til at forsvare alle de dårlige sider af deres kultur.

Og det er ærgerligt, ja. Det er ødelæggende for integrationen, ja. Men det viser os vel også, at der påhviler os danskere et ansvar for at tale sandt om de muslimske miljøer. Ikke fordømmende, men dog alligevel sandt på den måde, at vi ikke stikker noget under stolen eller kommer med bortforklaringer.

Det sidste, jeg bed mærke i i gårsdagens udsendelse, var en iagttagelse, Naser Khader havde gjort angående de jordanske kvinder. De klæder sig nu mere frit, hævdede han, når man sammenligner deres påklædning med danske muslimske kvinders, er den meget mere moderne.

Det er den iagttagelse, der har givet anledning til overskriften. Der er jo nemlig en tendens til, at de dele af et folk, der befinder sig udenfor folkets grænser, holder langt kraftigere fast ved folkets traditioner. Det er sådan set klart nok. Når man befinder sig midt i folket, med folkefæller rundt omkring sig til alle sider, så behøver man ikke markére overfor sig selv og overfor andre, at man tilhører dette folk. Men når man befinder sig i udlandet, så har man større behov for at markére sit folkelige tilhørsforhold, så bliver de folkelige traditioner noget, der skal fastholdes mere bevidst, for disse traditioner er jo en del af én selv, hører med til ens identitet, er noget, man ikke kan opgive uden at miste noget af sig selv.

Den iagttagelse synes jeg, vi kan bruge i vores argumentation med vore muslimske landsmænd. Vi forstår jo godt, at de, når de befinder sig i udlandet, gerne vil fastholde deres lands traditioner. Men vi forstår også, at de udsætter sig for et stort bedrag, når de vil bilde sig selv og os andre ind, at disse traditioner er noget, Gud kræver af dem, og at deres fastholden ved deres folkelige traditioner derfor bør indrømmes dem ud fra vores princip om religionsfrihed. Den skal vi ikke hoppe på. Ikke så meget, fordi vi vil nægte, at religiøse forestillinger kan være så fordrejede, at de kræver kvinders hovedhår tildækket overalt i det offentlige rum, men fordi vi med vore egne øjne kan se, at disse traditioner må være folkelige traditioner og ikke religiøse påbud.

De ændrer sig jo over tid. Og de er forskellige fra land til land. Så bliver det ”moderne” i muslimske miljøer at kvinder skal bære tørklæde. Så opstår der den mode blandt muslimer, at mænd kun må give hånd til mænd, aldrig til kvinder. Så får visse kræfter i de muslimske miljøer medvind for den tanke, at man skal gøre virkelig meget ud af at undgå svinekød.

Alt det skal vi naturligvis give muslimerne lov til at foretage sig, når blot det ikke generer os danskere synderligt. Men når vi fortæller dem, at vi ikke regner deres traditioner for religiøse krav, men for folkelige traditioner, så gør vi for det første os selv klar over, at muslimer har deres traditioner, som vi har vores, og fred være med det. Men vi gør for det andet muslimerne klar over, at vi ikke deler deres religion, og at vi ikke bøjer os for deres krav om tørklædebæring overalt, fordi vi mener, at deres religion er sand, men fordi vi gerne vil være venlige og imødekommende overfor dem, samtidig med, at vi, når vi sætter grænser for dem, kan gøre det med den gode samvittighed, at det i virkeligheden ikke er deres religion, vi vender os imod. For religiøse krav kan ikke ændres, folkelige traditioner kan. Og deres tørklæder og spisevaner og meget andet har ændret sig over tid.

Altså, vi respekterer dem som libanesere, egyptere, tyrker, palæstinensere, osv., men ikke som muslimer. Den muslimske religion vender vi os imod med de og de argumenter, men de folkelige traditioner, muslimerne har med sig, må de i videst muligt omfang have lov til at beholde.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s