Ærefuldt er det ikke

I Kristeligt Dagblad for den 3-5 er der en artikel, hvori Jytte Klausen forsøger at retfærdiggøre det, Brandeis universitetet i Boston har gjort, da de først tildelte Ayaan Hirsi Ali en ærespris, men siden fratog hende den, se her.

Det slipper hun ikke godt fra. Hun rammes to gange af sin egen bemærkning, den, som hun udslynger mod Hirsi Ali i anledning af, at hun i sin tid afgav usande informationer for at opnå asyl i Holland. Det er jo sandt nok, og det har også Hirsi Ali indrømmet og beklaget. Men det får denne kommentar med på vejen af Jytte Klausen:

Det er forståeligt nok, at man afgiver usande informationer for at opnå asyl og år senere også statsborgerskab. Men ærefuldt er det ikke.

Nej, det er det måske ikke. Men handler Brandeis universitetet mere ærefuldt ved først at tildele Hirsi Ali en ærespris og siden fratage hende den? Man har jo hele tiden vidst, hvad Hirsi Ali har sagt, og fra det kom frem for lang tid siden, har det også været kendt, at hun afgav usande informationer. Det har man altså fra universitets side vidst, da man gav hende prisen. Så når Jytte Klausen – og vist også universitets ledelse – forklarer, at det er hendes udtalelser og hendes falske oplysninger, der er årsagen til, at de trækker prisen tilbage, er der noget, der halter.

Så meget halter det, at man får en stærk mistanke om, at det er det sædvanlige fænomen, der er på spil: vi vestlige mennesker bøjer os for pres fra krænkede muslimers side. I denne artikel hedder det, at beslutningen om tilbagetrækning blev taget, efter at en protest fra Rådet for Amerikansk-Islamiske Relationer gennem sin formand, Nihad Awad havde udtalt, at:

det at tilbyde en sådan pris til én, der fremmer religiøse fordomme, som Ali gør, svarer til at fremme hvide supremacisters og antisemititters arbejde.

Man har altså trukket sin pristildeling tilbage, ikke fordi man for sent blev klar over, hvad Hirsi Ali havde sagt, og hvad hun havde gjort for at få asyl i Holland, men fordi man blev mødt med pres fra muslimsk side.

Og om det må man sige: det er måske forståeligt, at man handler sådan, men ærefuldt er det ikke.

Men Jytte Klausen udelader alt om muslimske protester i sin artikel i Kristeligt Dagblad. Hun skriver kun:

Ayaan Hirsi Alis skandaløst nedsættende karakteristik af islam og muslimer er én ting. Tillad mig at citere blot nogle få af hendes karakteristiske erklæringer:

‘”Det muslimske slør, de forskellige afarter af masker og næb og burkaer, er alle sammen forskellige grader af mentalt slaveri” (”Nomad: A Personal Journey” side 16. På dansk: Nomade – en personlig rejse).

Dette skal altså være ikke blot en nedsættende karakteristisk af islam, men ligefrem en skandaløst nedsættende karakteristik. Og bevares, der er forskellige opfattelser af, hvor stærkt et socialt pres kvinder er udsat for i de muslimske miljøer, men at en sådan karakteristisk ikke er helt ved siden af, har vi her i landet på det sidste fået bevidnet af både Yahya Hassan og Ahmed Akkari. Men noget tyder på, at Jytte Klausen ikke er interesseret i sandhedsværdien af de fremsatte påstande, men udelukkende i det for muslimer krænkende. Det tyder i hvert fald de næste eksemper på. De lyder:

”Profeten var pædofil”.

”Islam er ikke kompatibelt med det frie samfund, som er resultatet af oplysningen”.

Dette er muligvis krænkende at høre på for mange muslimer. Men hvordan kan vi diskutere islam, hvis ikke man kan fremsætte den slags påstande uden at beskyldes for at ville krænke muslimer?

Og vi kan da heller ikke helt se bort fra sandhedsværdien i udsagnene. Hvad det første angår, er det bevidnet af en del haditter, at Aisha blev gift med Muhammed, da hun var seks år gammel, og at han fuldbyrdede ægteskabet, da hun var ni. Det vil man normalt kalde pædofili.

Og hvis man vil sige, at vi dermed lægger nutidens målestok ned over fortiden, så er det sandt nok. Man kan jo ud fra de samme kilder sige, at Aisha tilsyneladende ikke, som nutidens pædofili-ramte, tog skade af det, der overgik hende. Det, der er problemet, er ikke, om man kalder dette fænomen det ene eller det andet, nej, det er, at nutidens muslimer er af den opfattelse, at de kan følge Muhammeds eksempel. Og hvis de muslimer, der bor i USA, føler sig krænkede over, at nogen gør opmærksom på disse kendsgerninger, så skulle de i stedet for at rette deres bebrejdelser mod dem, der giver besked om kendsgerningerne, rette dem imod f.eks. rige muslimer i Mellemøsten, der gifter sig med alt for unge kvinder eller piger.

Hvad det andet udsagn angår, er det noget, der kan fremlægges gode argumenter for, hvilket blandt andet er sket og sker her på bloggen.

Som man kan se, har Jytte Klausen henvist til et interview på Der Spiegel, når hun skal dokumentere udsagnet om, at Muhammed er pædofil. Det er dog et forkert link, hun har grebet i farten. Her står der, at Hirsi Ali har kaldt Muhammed en pædofil. Det link giver hun os ikke. I stedet giver hun os dette link, se her. Blot er det skæbnens ironi, at Jytte Klausen således af vanvare er kommet til at linke til et interview, hvor Hirsi Ali i 2006 giver en udmærket argumentation for, at vi ikke skal give efter for muslimsk pres. Vi har i Vesten været alt for villige til at vende den anden kind til, siger hun. Og så nævner hun en række eksempler på vesterlændinge, der har undskyldt overfor muslimerne, sluttende med Theo van Gogh mordet og Muhammed-tegningerne.

Jamen, hvordan skulle da en passende europæisk reaktion se ud? spørger interview’eren. Hertil svarer Hirsi Ali:

Der skulle herske solidaritet. Tegningerne skulle trykkes overalt. Når alt kommer til alt, kan araberne ikke boykotte varer fra ethvert land. De er altfor afhængige af at importere. Og skandinaviske selskaber skulle have erstatning for deres tab. Det er da det mindste, vi kan betale for ytringsfrihed.

Så spørger interview’eren, om da ikke muslimer skulle beskyttes mod bagtalelse og fornærmelser. Og Hirsi Ali svarer:

Det er netop den refleks, jeg taler om: at vende den anden kind til. Der går ikke en dag, i Europa og andetsteds, hvor radikale imamer ikke prædiker had i deres moskéer. De kalder jøder og kristne mindreværdige, og vi siger, at de bare udnytter deres ytringsfrihed. Hvornår vil europæerne indse, at islamisterne ikke tillader deres kritikere den samme ret? Når Vesten kaster sig på knæ, vil de være mere end lykkelige ved at kunne sige, at Allah har brækket rygraden på de vantro.

Det er nok lidt forkert af Hirsi Ali at anvende ordet om at vende den anden kind til i denne forbindelse. Jesus selv afholdt sig på ingen måde fra at kritisere farisæerne, hvad der er en række eksempler på i Matt 23, og det er jo da ham, der har ”opfundet” ordet om at vende den anden kind til. Så vi skal så sandelig ikke afholde os fra at kritisere muslimerne, hvis vi synes, de har umenneskelige love og regler. Men bortset fra det, har hun jo ret: Hvis vi indrømme muslimerne ret til fra moskéernes prædikestole i vore lande at prædike had mod de lande, der giver dem husly, skulle vi så ikke prøve at få dem til at forstå, at de så også må finde sig i, at vi undersøger deres religion og vender os imod de ting, vi finder forkerte?

I stedet nøjes vi med at give dem ret i, at det er forkert at være kritisk overfor islam, når det kan gøre dem kede af det.

Som tidligere påvist har nok et muslimsk pres ligget bag Brandeis universitetets beslutning om alligevel ikke at give Hirsi Ali æresprisen. Og Jytte Klausen synes at være helt enig med universitets ledelse.

Det var hun knap så meget ved en tidligere lejlighed. Det var nemlig netop denne Jytte Klausen, der for nogle år siden udgav en bog om Muhammed-tegningerne, hvor alle tegningerne var trykt med i den oprindelige udgave, hvilket jo var meget naturligt. Hvordan kunne man fortælle om tegningerne, hvis man ikke kunne se dem for sig?

Men forlaget, Yale University Press, fik kolde fødder, lod en række såkaldte islam-eksperter spørge om de mulige konsekvenser, og da de alle mente, at det ville skabe uro i muslimske kredse, hvis tegningerne blev offentliggjort, ville forlaget ikke gøre det. Af en artikel derom, se her, fremgår det, at Jytte Klausen nødtvunget gik med til at droppe tegningerne. Dette ‘nødtvungent’ (reluctantly) tjener hende vel til ære. Men man kunne dog også hævde, som Rezan Aslan i samme artikel, at det ikke at optrykke tegningerne ”ikke kun er akademisk fejhed, det er også dumt og unødvendigt”.

I hvert fald må man konstatere, at også hvad det angår, rammes hun som af en boomerang af sine egne ord mod Hirsi Ali:

Det er måske forståeligt, at man er bange for at trykke tegningerne, men ærefuldt er det ikke.

Advertisement