Barnedåbens velsignelser

Der har i historiens løb fundet en del bevidstgørelser sted. Det, vi kalder udviklingen, har i den menneskelige historie vist sig at være en udvikling af den menneskelige bevidsthed. Man kan også sige, at det, der har udviklet sig, er det, der fra første færd har ligget i svøb i det menneskelige sprog, men først i løbet af udviklingen har fået mulighed for at gøre sig gældende. Vi kan tage et eksempel fra matematikken: Mennesker har skullet lægge fem og fem sammen, siden skal man lægge fem til, og det skal man gøre nogle gange endnu. Når man har gjort det tilstrækkelig mange gange, er det et lyst hoved, der kommer til at se på, hvad det er, han har gang i. Han opdager, at han har adderet fem til fem ialt fem gange. Og så er pludselig en ny regneart opfundet: multiplikationen har set dagens lys.

Man har også skullet handle med hinanden. Og som tiden er gået, er der nogen, der har fundet ud af at bruge specielle metalstykker som den ene del af handelen. Når sådanne metalstykker i bred almindelig er anerkendt som betalingsmiddel, er pengene opfundet.

Men også de forhold, vi står i til hinanden, har de mange sprogbrugere i samfundene taget op til behandling. Der er opfundet ord for de forskellige foreteelser i samfundet, og der er opfundet modord. Man har erfaret forelskelsens kræfter og givet ord for dem. Man har endda i højmiddelalderen ladet digtere, troubadurer, synge sange til deres elskede i meget højstemte vendinger. Altsammen naturligt og ligetil.

Sådan da.

For med Luther fandt der en bevidstgørelse sted af opfattelsen af statsmagten. Man blev sig bevidst, at statsmagten ikke behøvede understøttelse af religionen, det var nok, at den blev understøttet af den naturlige fornemmelse af, hvad der var retfærdigt og hvad der var mindre retfærdigt. Man vovede godt nok ikke at gennemføre denne nye opfattelse allerede på Luthers tid, det tog nogle hundrede år, før opfattelsen slog igennem. Og da det nu var Luther, der til at begynde med gjorde sagen aktuel, kan man godt sige, at denne bevidstgørelse af staten som en sekulær størrelse er noget, kristendommen har tilført historien. Men da bevidstgørelsen var en videreudvikling af noget, der naturligt lå i sproget, kan man ligesåvel sige, at det var fornuften selv, der udviklede sig. Det er jo ikke til at sige, om det havde udviklet sig på den måde uden den lutherske reformation. Måske. Måske ikke.

Imidlertid skete der med Jesus en bevidstgørelse af tilsvarende størrelse, hvis man da ikke vil mene, den er langt mere betydningsfuld.

Jeg husker fra dengang, jeg underviste på HF, at det var meget svært at få eleverne til at forstå, at Jobs beskrivelse af sig selv ikke var pral eller farisæisme, men blot en simpel konstatering. Job bliver ramt af en række ulykker og sidder så og beklager sig. Blandt andet fremhæver han sine gode gerninger. Han siger f.eks. 29,15, at han ”var den blindes øjne og den lammes fødder”. Men, hævdede altså eleverne, det var deri, hans synd bestod, at han pralede af sine gode gerninger.

Men Jobs bog er altså skrevet, før Jesus optrådte på scenen. Og det var Jesus, der lærte os, at der er noget, der hedder farisæisme: Man kan sammen med andre fromme komme til at konkurrere om, hvem der kan gøre de fleste eller de bedste gode gerninger. Og en sådan konkurrence er langt fra from.

Det er også Jesus, der har lært os at ‘gribe i egen barm’, eller med hans egne ord: ‘at se bjælken i vort eget øje i stedet for splinten i vor næstes’ (Matt 7,3f). Og det er noget, der er gået os i den grad i blodet, at vi uden videre tror, at sådan tænker da alle mennesker. Og indrømmet, det er en videreudvikling af noget, der så at sige i forvejen ligger i sproget, men det er altså noget, der er blevet ført ind i historiens heksekedel af et bestemt menneske, af Jesus fra Nazareth.

Også andre ting har vi fået med os som arv fra den bevidstgørelse, der fandt sted med ham. Vi har bl.a. som vesterlændinge med en kristen arv bag os fået den overbevisning ind med modermælken, at vi alle er noget værd fra begyndelsen. Vi er, som det siges med barnedåben, noget værd på forhånd, noget værd, uanset hvad ‘de andre’ siger, eller altså, vi er noget værd i Guds øjne. Hver og én. Den ene ikke mere end den anden.

Det er barnedåbens velsignelse. Det er, hvad der siges til os i dåben: Du kan rolig lade være at spekulere på, hvad de andre mener om dig, om de anser dig for at være noget værd, Gud regner dig for noget. I hans øjne er du værdifuld.

Og gudskelov er denne velsignelse slået igennem i vort samfund. Du har ikke nødig at tilkæmpe dig anerkendelse. Du har den på forhånd. Du har ikke nødig at slås for din ære. Du har al den ære, du kan ønske dig, for du er æret af Gud. På forhånd.

Man må for min skyld gerne sige, at dette er noget selvfølgeligt, noget, der er kommet ind i vort samfund, vi véd ikke hvordan, noget, der ikke behøver at have noget med kristendommen eller barnedåben at gøre. For at se på mennesket, på os selv og på hinanden, som barnedåben eller kristendommen gør det, det er netop naturligt. Men føler vi det end som aldrig så naturligt, det er noget, der er blevet vort samfund til del gennem en historisk bevidstgørelse, nemlig den, der fandt sted med Jesus af Nazareth. Og det er noget, der præger vore samfund i kraft af, at dette naturlige stadig videreføres hos os gennem stadig fornyede bevidstgørelser fra slægt til slægt. Uanset om man er døbt eller ej, selvfølgelig.

Når der kan være grund til at gøre opmærksom på disse selvfølgeligheder, skyldes det, at der er kommer mennesker til landet, for hvem dette ikke er selvfølgeligheder. Jeg tænker på muslimerne. De har en anden kultur, end vi har. Og den kultur, de har, har udviklet sig ud fra et andet begyndelsespunkt end vores og har måske heller slet ikke været igennem de bevidstgørelser, vores kultur har været igennem.

Noget kan tyde på, at deres religion, islam, er en volds- eller kampreligion. Dels var Muhammed selv en krigsherre, dels er deres koran fuld af opfordringer til vold og undertrykkelse af andre, og dels synes de ikke at kunne hvile i troen på eget værd, men er tilsyneladende nødt til hele tiden at kæmpe for deres ‘ære’.

Man kan også sige, at de ikke har fået den bevidstgørelse, der fandt sted ved Jesus, ind i sig. De tror stadig på den ydre gerning. De mener stadig, at det afgørende er den ydre gerning, den ydre bekendelse, det ydre ord. Om det indre følger med, er de ligeglade med. Det var det, Jesus gjorde opmærksom på: for et sandt menneskeliv, et menneskeliv i tro og tillid til andre, er det altafgørende, at mennesket er ægte, mener det, det siger, står ved det, det har lovet, osv. Det gjorde farisæeren ikke. For ham var det ydre netop det afgørende, for, mente han, det var igennem det ydre, at andre kunne se og anerkende ham.

Dette, at muslimer nøjes med det ydre, fører nu en række mærkværdigheder med sig. Værst af alt: det fører med sig, at muslimer bruger visse ord anderledes, end vi gør. Der er ikke ligefrem tale om nysprog, men der er tale om en mangel på bevidsthed om menneskets sande væsen.

Det egyptiske universitet, det sunni-muslimske hoveduniversitet, al-Azhar, hævdede således, da Khoumeini havde udstedt sin fatwa imod Salman Rushdie, at det var en fejl at opfordre til mord. For efter islamisk ret skulle en frafalden have mulighed for at angre, inden man skred til at henrette ham. Rushdie burde derfor bortføres til et muslimsk land, stilles for en domstol dèr, og frikendes, hvis han angrede, ellers henrettes.

Men det er jo efter vores opfattelse et misbrug af ordet ‘anger’. ”Anger forekommer, når man af hjertet fortryder noget, man har sagt eller gjort, ikke, når man tvinges til at tilbagekalde”, som jeg i sin tid skrev, da jeg i anden anledning behandlede dette spørgsmål, se her.

Og tag den måde, muslimerne bruger ordet ‘respekt’ på! De kræver, at vi respekterer Muhammed. Et mærkeligt krav! De må da vide, at vi som kristne ikke kan have synderlig respekt for et menneske som Muhammed, der for næsten enhver nogenlunde uvildig betragtning var et magtmenneske. Men vi misforstår hinanden. For muslimerne tænker sig ikke, at vi skal føle nogen respekt af hjertet. De forstår ikke andet ved respekt, end at vi i det ydre bøjer os for Muhammed, bekender, at han var en stor mand, og måske også derigennem indrømmer, at deres religion er god nok.

At de kræver en sådan ‘respekt’ for deres religionsstifter, hænger til syvende og sidst sammen med, at de tænker i volds- og magtbaner. De føler, de har en ‘ære’ at slås for. Denne ære har de ikke i sig selv, den må andre give dem. Og de kan, mener de, kun få andre til at styrke deres ære derved, at de tvinger dem til at vise respekt.

Det afstedkom det mærkelige fænomen, da Muhammed-krisen var på sit højeste, at vi ikke-muslimer skulle respektere, at islam var en fredens religion og Muhammed en fredsstifter. Ville vi ikke det, var de parat til at tvinge os til det med vold. Uforståeligt? Nej, ikke helt, hvis man har øje for, at de føler deres ære truet, hvis vi ikke hylder deres religionsstifter, og at de kun kan bruge vold, hvis de skal opretholde deres ære. Men mærkeligt er det bestemt.

‘Ære’, også det er et ord, der bruges vidt forskelligt i de to kulturer. For et par blogindlæg siden gjorde jeg lidt nar af Jytte Klausen angående hendes udtalelse: ”Ærefuldt er det ikke”. Det, der ikke var ærefuldt, var det forhold, at Hirsi Ali løj om sin baggrund, da hun søgte asyl i Holland. For det viste, at hun ikke var en hel person, der stod inde for sig selv, hun havde et andet indre, end hun gav udtryk for i det ydre. Og det er i vore øjne ikke særlig ærefuldt.

Men den ære, som unge muslimer i vore ghettoer kæmper for, er den, som andre tvinges til at give dem. Det er også derfor, de – med Nicolai Sennels’ ord – ofte har en utrolig kort lunte: de hviler ikke i sig selv, de har en ære at kæmpe for, de har ikke anerkendelsen i forvejen, den skal de selv skaffe sig.

Lyder det indviklet?

Ja, det gør det. For det er indviklet. Og indrømmet: det letteste ville selvfølgelig være at sige, at naturligvis er muslimer ligesom vi, de er jo mennesker, ikke sandt, og skal vi så ikke bare anerkende dem som mennesker? Og hvis det er sådan fat, så er det første, vi skal gøre, da at gå ud fra, at de tænker som os, ønsker sig det samme liv som vi gør, har de samme drømme som os, osv.

Men det, at det er det letteste at sige og tænke sådan, er ikke ensbetydende med, at det er det sandeste.

Fornylig var der en gruppe anden generations indvandrere – en 10-15 stykker – der lavede ballade i Palads teatret, se her. De havde under det meste af forestillingen siddet og røget og snakket og generet de andre biografgængere. Og da det så til sidst blev én af de andre for meget, og han rejste sig op og bad dem tie stille, gik de til angreb på ham og mishandlede ham. Men da politiet kom, var de alle forsvundet.

Hvad får disse unge mennesker til at opføre sig sådan?

Det gør deres anderledes kultur. De føler, de skal vise deres kræfter overfor danskerne. Ligesom de, derhjemme i blokkene, skal vise danskerne, hvem der bestemmer, sådan skal de også her tvinge danskerne til at ‘respektere’ dem. I den ovenfor anførte betydning.

I Den korteAvis har Henning Bergenholtz en gennemgang af sprogbrugen, da han var dreng, se her. Han er åbenbart nogenlunde på alder med mig, for jeg kan genkende den ‘gentleman-holdning’, han beskriver. Man havde en uskreven regel om, at man ikke slog på dem, der lå ned. Jeg husker en anden, der sagde, at det var unfair, når man var to mod én. Al den slags kan vi godt glemme i dag. Her hamrer og sparker man løs på dem, der ligger ned, og her drejer det sig om at have mobiltelefonen parat, når der opstår ballade, så man så hurtigt som muligt kan få samlet sine venner sammen og dermed blive i overtal.

Pause.

Hvis det nu hænger sammen, som her antydet, at der med Jesus fandt en bevidstgørelse sted, og hvis, som også antydet, muslimer ikke under deres opvækst har gennemlevet denne bevidstgørelse, så er det forståeligt, at der for os at se er noget umodent over disse handlemåder hos muslimerne. Og det er også forståeligt, at muslimerne forekommer os underudviklede. Lad der bare gå et par hundrede år, siger vi, så vil de komme op på vores niveau.

På den anden side foreligger der vel også den mulighed, at muslimer i løbet af de mange hundrede år, islam har eksisteret, har udviklet deres egen æres- og magtkultur. En sådan er jo ikke så ligetil at afvikle.

Men noget tyder dog på, at en vis afvikling er undervejs. Der sker noget i de muslimske miljøer. De bliver udsat for humorens æresnedbrydende kraft. Nå ja, man kan nok forestille sig, at de muslimske bøller fra Palads-teatret, når de kommer hjem, sidder og morer sig over den ballade, de forvoldte. Det er skadefrydens humor. Og den vil vi vel dårlig nok kalde humor. Men andre steder er muslimske stand-up komikere i sving. Og en del af dem har fået øje for, at selvironien er en form for humor, der kan bringe selv danskere til at le. Det samme har pigerne bag ”Det slører stadig”. Og netop selvironien er en syre, der kan opløse de meget bastante æresforestillinger, som præger muslimske miljøer.

Om så religionen islam vil blive opløst ved samme lejlighed, står tilbage at se. Måske vil de daglige bønner kunne fortsætte. Måske vil ramadan-fejringen kører videre. Måske vil også mange søge at tage på pilgrimsfærd til Mekka. Men de kære muslimer burde dog vist være lidt varsomme med at fremsige den muslimske trosbekendelse, når den indeholder en påstand om, at Muhammed er Guds profet. For det betyder jo, at man hævder, at sandheden findes i koranen, og de muslimer, der falder for dansk humor og dansk menneskeforståelse og derfor opgiver at kæmpe for deres ‘ære’, de gør dog vist klogest i at låse koranen inde i et solidt skab og love sig selv aldrig nogensinde at læse i den. Men er de så længer gode muslimer?

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

5 svar til Barnedåbens velsignelser

  1. Pingback: Islam, magtens religion | ricardtriis

  2. Pingback: Identitet | ricardtriis

  3. Pingback: Skrifters autoritet | ricardtriis

  4. Pingback: Vilkårlig tekstfortolkning? | ricardtriis

  5. Pingback: Kultursammenstød | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s