Dalreperioden

De fleste kender det nok: Når man kommer hjem, står det én lysende klart, hvad man skulle have sagt ved det og det møde.

Jeg var fornylig til et møde i Vestjylland, et såkaldt Thorkild Kristensen-seminar. Det sluttede med, at mødelederen gentagne gange opfordrede os til at tænke efter et nyt paradigme. Og da jeg jo i kraft af mit kendskab til den amerikanske tænker Henry George (1839-1897) nok skulle være leveringsdygtig i et nyt paradigme indenfor økonomisk tænkning, sad jeg såmænd og overvejede, om jeg skulle gribe chancen og give de arme tilhørere en lektion i, hvad et paradigmeskift i virkeligheden er, hvor vanskeligt for ikke at sige umuligt det er at føre igennem. Men ak, det blev ved tanken.

Men så er det, at alle mulige tanker bagefter melder sig om, hvad man kunne have sagt. Og til den ende er det begreb, der fungérer som overskrift, nyttigt:

Dalreperioden!

Dalreperioden er normalen indenfor nationaløkonomien. Det er en periode, hvor alting dalrer af sted. Der er en middelstor arbejdsløshed, som politikere og økonomer ikke kan få bugt med til trods for alle mulige gode idéer, og såmænd af og til også ikke så få umulige idéer. Det er perioden fra 1973 til 1999. I 1973 forlod vi det opsving, der havde fundet sted i tresserne, og i 1999 begyndte det opsving, der fandt sted i nullerne. Og perioden fra 73 til 99 kan vi altså passende kalde dalreperioden. Der skete en masse, også i økonomisk henseende. Det gik op og ned, som det plejer at gøre med arbejdsløsheden, betalingsbalanceunderskuddet og statsunderskuddet, men på trods af megen snak og mange reformer dalrede det hele bare videre på bedste beskub.

Og det er det første, vi kan lære af det nye paradigme: Det normale er lange dalreperioder, efterfulgt af et nærmest uforklarligt opsving i økonomien og desværre derefter afsluttet af en krisesituation, hvor alt det dejlige, vi havde fået lov at opleve under opsvinget, forsvandt som dug for solen.

Det kan ikke være anderledes, end at disse opsvingsperioder, hvor der virkelig kom gang i hjulene, hvor arbejdsløsheden var for nedadgående, hvor alt kunne lade sig gøre, for politikere og økonomer må fremstå som højst eftertragtelsesværdige.

Man har da også, både efter den første og efter den anden opsvingsperiode drømt sig til, at opsvinget måtte komme igen. Det kom det bare ikke. Og det er det, som vi kan lære af Henry George.

De fleste, der kender lidt til Henry George, véd, at han gik ind for at lægge al skat på jordbesiddelse. Svarende dertil har Retsforbundet, der har søgt at videreføre George’s tanker her i Danmark, hele tiden talt for indførelse af en ejendomsskat, kaldet grundskyld.

Men det var slet ikke det, jeg ville have sagt ved seminaret. Nej, for jeg véd jo godt, ligesom alle økonomer, at al tale om øget ejendomsbeskatning er en i politisk henseende død sild. Vismændene har pligtskyldigt foreslået en øget ejendomsbeskatning i efterhånden nogle år i træk. Og politikerne fra både højre og venstre skyder lige så pligtskyldigt tanken ned, næsten før vismændene har nævnt den. Så det er slet ikke noget i den retning, jeg er ude på.

Jeg er såmænd blot ude på at sige: Én ting er, at økonomer ikke kan få deres forslag om øget jordbeskatning igennem, noget andet er, at dette jo ikke burde forhindre dem i at lade begrebet ‘jord’ indgå i deres teoretiske betragtninger. Og det er ikke mindst i den henseende, at Henry George kan være os til hjælp. For derigennem vil der fremkomme et virkeligt paradigmeskift.

Det var noget af det, jeg kunne tænke mig at have sagt på seminaret: Vil I have paradigmeskift, så hør efter! Så skal I knageme få paradigmeskift!

Dalreperioden fra 73 til 99 er kendetegnet ved, at der var to ting, der så nogenlunde holdt hinanden i skak: forventningspriserne på jord og fast ejendom og produktivitetsstigningen.

I dalreperioden sker der hele tiden en stigning i produktiviteten, det vil sige: ting bliver billigere og billigere. Alle de små opfindelser, som folk får, når de vil gøre tingene lettere, opsummeres i samfundshusholdningen som en stigning i produktiviteten.

Dette, at folk er vant til denne produktivitetsstigning og derfor forventer, at den også gør sig gældende i fremtiden, bevirker nu, at der på jord og fast ejendom opstår en forventningspris. Denne er lidt højere end den pris, man egentlig i den nuværende situation har råd til at betale. Men man betaler den alligevel, for – ikke sandt – vi lever i fremskridtets tidsalder. Hvis der er inflation, kan forventningsprisen være lidt højere. Sådan var det i halvfjerdserne. Man talte ligefrem om, at de unge ægtepar, der havde købt hus, skulle igennem en ‘vandgrødsperiode’. Når de var kommet igennem den, havde produktivitetsstigningen eller inflationen hjulpet dem, så de nu kunne tillade sig at sætte kød på menuen.

Det er, hvad der kendetegner dalreperioderne: forventningspris og produktivitetsstigning holder hinanden i skak. Derfor sker der ikke de store udsving i arbejdsløshedstallene, uanset at politikere og økonomer hævder, at de gør alt, hvad de kan for at bringe tallene ned. Men vi oplever heller ikke kriser. Det hele dalrer bare afsted.

Men så sker der imidlertid noget uventet, noget overraskende, noget, der ikke kunne forudberegnes, og i hvert fald ikke blev forudberegnet. I slutningen af halvtredserne blev EF og EFTA sluttet sammen, så det meste af Europa pludselig blev forvandlet til ét stort frihandelsområde.

Det gav anledning til en stor produktivitetsstigning. Det medførte en produktivitetsstigning, som var meget større end den, forventningsprisen på jord havde taget højde for. Og så fik vi i løbet af tresserne noget nær fuld beskæftigelse, så fik vi gang i alle hjulene, så kørte økonomien derudad. Ja, det gik så godt, at visse økonomer, bl.a. den kendte amerikanske økonom, John Kenneth Galbraith, (1908-2006) mente, at vi nu omsider havde lært at trække i de rigtige håndtag, og at vi derfor fremover ville kunne holde gang i hjulene, så vi undgik den nedbrydende arbejdsløshed.

Det troede politikere og andre økonomer så meget på, at de, efter at krisen satte ind i 1973, var fuldstændig overbevist om, at der lige om lidt kom gang i hjulene igen. Så overbeviste var man, at man herhjemme indførte ‘mimsen’, den formindskede moms. Den skulle ‘sætte gang i hjulene’, så Danmark ‘kom først op af starthullerne’, for – som sagt – at de gode tider kom igen, ja, at de lå lige om hjørnet, det var man fuldt og fast overbevist om.

Men havde man nu haft det paradigmeskift i den økonomiske tænkning, som Henry George’s kriseteori kunne medføre, så ville man have været klar over, at opsvinget i sig bar på kimen til sit eget ophør. For den øgede produktivitetsstigning, der blev forårsaget af frihandelsområdet i Europa, afdæmpedes jo efterhånden, så vi kom ned på mere normale forøgelser af produktiviteten. Og forventningsprisen på jord lærte jo også ret hurtigt at tage højde for den stærke stigning i produktiviteten, og bevares, det kunne produktivitetsstigningen indfri i de første år af de glade tressere, men den kunne ikke blive ved med det.

Og så fik vi krisen.

Det vil sige: så kom vi tilbage i dalreperioden, tilbage til normaliteten, tilbage til balancen mellem produktivitetsstigningen og forventningsprisen på jord og fast ejendom.

I virkeligheden skal vi måske ligefrem være glade for, at vi ikke igen skal opleve en vækstperiode som den i tresserne og den i nullerne. For vel er det rart med den søde kløe, det giver, men det er knap så rart med den sure svie, der synes uomgængeligt at følge efter.

Dog, vi kom jo til at opleve endnu en periode med fremgang, de glade nuller. Hvad var det, der frembragte den? Hvorfor fik vi nu igen en uventet stor produktivitetsstigning?

Det gjorde vi, fordi Kina åbnede sin økonomi for omverdenen. Kina er så mægtigt et land, og dets økonomi så stor, at det betyder noget for alle, når Kina pludselig tilbyder billige og gode varer.

Igen: Produktivitetsstigningen overgik alt, hvad vi havde forventet os. Jordpriserne steg og steg, man kunne købe option på en lejlighed i København og sælge den året efter med stor fortjeneste. Man diskuterede, hvordan man skulle sikre sig, at postbude og politibetjente fremover skulle kunne få råd til at bo i København, når nu boligpriserne var steget så enormt.

Og just deri lå jo kimen til nedturen.

Godt nok begyndte det i USA, men da boligpriserne efterhånden lå på et altfor højt niveau også andre steder, og da alle regnede med, at det ville fortsætte, selv om tilliden efterhånden var noget påtaget, så ramlede det hele med en forbavsende hast i 2008.

Og så skulle vi endnu engang gennem den sure svie.

Og endnu engang skulle politikere og økonomer skuffes i deres forventninger om, at de gode tider meget snart kom igen. Bjarne Corydon kunne have godt af at lære lidt alternativ økonomi af Henry George. Han brugte penge på at gennemføre en kickstart af økonomien, noget, der byggede på den samme ubegrundede optismisme, som hans forgænger havde haft, da han gennemførte mimsen. Han gennemførte diverse reformer, bl.a. satte han dagpengeperioden ned fra 4 til 2 år, noget, han begrundede med, at vi måtte være parat, når de gode tider kom igen. Og det hjalp ikke noget, at Thulesen Dahl ret snusfornuftigt ville udskyde nedsættelsen, indtil der faktisk var arbejde at få for dem, der ville falde ud af dagpengesystemet.

Fire socialdemokrater skrev i 2010 et ‘manifest’, hvori de gjorde rede for de planer, de havde med regeringssamarbejdet. Jeg kommenterede det her. Og det er egentlig sørgeligt, at de fremkommer med alle deres planer i den sikre forvisning, at fremgangen venter lige om hjørnet. Ikke, at den kommer af sig selv, men at den kan fremdrives ved at rykke i diverse politiske og økonomiske håndtag, som står til regeringers disposition. Her trænges der til et økonomisk paradigmeskift. Her kunne det være rart, om nogen ville sige til dem: ”Jamen, kære venner, vi er dumpet ned fra det høje stade i nullerne, har slået os lidt i faldet, men er nu tilbage i dalreperioden. Som gode socialdemokrater burde det være jeres opgave at administrere denne periode på den mest skånsomme måde i stedet for hele tiden at drømme om de glade nuller. For vi kommer ikke ud af dalreperioden foreløbig. Der skal én eller anden uventet høj forøgelse af produktivitetsstigningen til, for at det kan ske. Og en sådan forøgelse er ikke til at se indenfor overskuelig fremtid”.

Men altså, tanken var den: Vil de have paradigmeskift, så skal de knageme få det! Det har så mine arme læsere fået i stedet for. Man må håbe, de kan holde til det.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Dalreperioden

  1. Pingback: Er det onde uhelbredeligt? | ricardtriis

  2. Pingback: To små pip i valgkampen | ricardtriis

  3. Pingback: Man kan også gøre skarn uret | ricardtriis

  4. Pingback: Alternativ økonomisk tænkning | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s