Snød den muslimske imam i Vatikanet?

Som bekendt skete der fornylig det, at den israelske præsident og den palæstinensiske præsident sad i Vatikanet på hver sin side af paven, mens der blev bedt en bøn for fred af en kristen præst, en jødisk rabbiner og en muslimsk imam.

Men det er så senere kommet frem, at imamen sluttede sin bøn med at citere koranen, uden at sige, at det var det, han gjorde. Han bad på arabisk, så det var for ikke-arabisk-kyndige lidt svært at følge med i, hvad han sagde. Og de fleste har vel også tænkt, at Gud jo nok forstod arabisk, og da der jo efter planen blev bedt for fred, kunne man rolig fortsætte med at lægge ansigterne i fromme folder.

Nu blev det hele transmitteret i Tv. Og da nogle arabisk-kyndige gik imamens bøn efter i sømmene, viste det sig, at han sluttede med at citere sura 2, vers 286, hvor der til sidst siges i en bøn til Gud: ”Du er vor skytsherre. Hjælp os imod det vantro folk!”

Og det lyder jo ikke så godt, når det netop er fred mellem dem, der kalder sig selv ”os”, og alle os andre, der er inkluderet i ”det vantro folk”. Og man synes jo heller ikke, at en sådan udtalelse lægger sig i forlængelse af det, der var sammenkomstens mål. Se her om begivenheden og reaktionerne derpå.

Dette minder lidt om det, der skete i 2007, da en række muslimske lærde havde sendt et brev til gejstlige ledere i den kristne verden. Den hed A Common Word og den titel var taget fra sura 3,64. Det hele lød jo smukt og indbydende og fredeligt. Men der var alligevel nogle katolske lærde, der ødelagde idyllen ved at gøre opmærksom på, hvad der også stod i dette koranvers. Det lyder sådan i Ellen Wulffs oversættelse:

Sig: “I Skriftens folk! Kom, lad os enes om et ord, der er fælles for os og jer: At vi tjener Gud alene, at vi ikke sætter noget andet ved Hans side, og at ingen af os tager andre til herrer foruden Gud”! Hvis de så vender sig bort, skal I sige: “Vær I vidner til, at vi overgiver os til Gud!”

Det, som de gode katolikker gjorde opmærksom på, var, at de fleste muslimske fortolkere mente, at ordene om ikke at sætte noget ved Guds side er vendt mod de kristnes treenighedslære, og at det var mærkeligt, at muslimerne bag brevet holdt sig til en forholdsvis perifer fortolker, som mente, at der var tænkt på fyrster og konger, dem var det, der ikke skulle tilbedes eller sættes ved Guds side.

Nå, dengang fulgte der dog i det mindste en fortolkning med, en fortolkning, som gav ordene en uskyldig mening. Men nu følger der ingen fortolkning med. Nu må vi selv gætte. Og det eneste, man kan sige, er måske, at det er svært at citere koranen, uden at der følger en opfordring med om at kæmpe mod de kristne og andre vantro.

Men man synes jo, at der må være nogle muslimske ledere, der må være temmelig flove over denne fadæse. Det må man i hvert fald håbe. For det kan da ikke tænkes, at de tænker ved sig selv: ”Der snød vi dem igen, de dumme kristne!”

Advertisement