Moskéforvirring

Moskéforvirringen breder sig. At vi danskere ikke kan finde vore egne ben i vort forhold til vore muslimske landsmænd, viste sig med al ønskelig tydelighed ved indvielsen af den nye stormoské i Københavns Nordvest-kvarter. Men der har nu været en del forvirring forud for denne begivenhed.

Nå ja, vi skal måske begynde i Norge, for nordmændene er lige så forvirrede som vi. Da der i 2010 skulle opføres en moské i Tromsø i Nordnorge for saudiske penge, frarådede udenrigsministeriet, at man modtog penge til den slags fra Saudi-Arabien. For, sagde man, saudierne tillader jo ikke nogetsomhelst kirkebyggeri på deres område, hvorfor skal vi så tillade dem at give penge til moskébyggeri på vort område, se her.

Men ærlig talt, skulle vi dog ikke gå frem efter vore egne europæiske retningslinjer i stedet for at bruge et spejlbillede af de saudiske? Hvis vi har love, der giver borgerne religionsfrihed, så er det vel dem, der skal bestemme, om en moské skal bygges eller ej, ikke reglerne for, hvad Saudi-Arabien tillader og ikke tillader!

Næste stop er et moskébyggeri i Haderslev. Det vakte stor forargelse, at nogle præster inklusive biskoppen over Haderslev Stift i en skrivelse bad byrådet genoverveje et afslag på moskébyggeri, som man havde givet, se her. Søren Espersen mente i den anledning, at præsterne handlede imod deres præsteløfte. Han overså dog, at de underskrev sig uden titel og derfor handlede som borgere, der blot ønskede, at religionsfriheden skulle gælde alle borgere, også muslimerne. Præsteløftet kræver ganske rigtigt, at præster vender sig imod islam, men det skal så sandelig være med åndelige virkemidler.

Og så når vi frem til disse dages begivenhed: indvielsen af stormoskéen i København. Her er forvirringen total. Selv på Politiken kan man ikke rigtig finde ud af det. Michael Jarlner vil vist gerne være ”Politiken-korrekt”, og overskriften på hans indlæg er da også lige efter bogen: ”Hvem er det lige, der fører hellig krig?” Ikke sandt, så venter man, at vi danskere får en opsang, måske oven i købet at få påvist, at det da vist er os og ikke muslimerne, der fører hellig krig.

Men intet af det får vi. Vi får i stedet en sludder for en sladder, så man for en gangs skyld ikke aner, hvor Politiken er henne. Han sammenligner anklagen, rettet mod moskéen for at være imod homoseksuelle, med anklagen rettet mod en folkekirkepræst fra Kolding for at være det samme, og skriver så:

Michael Lerche [præsten i Kolding] er stadig ansat i den statsstøttede danske folkekirke, der tilsyneladende ikke opfattede sagen som alvorlig, for den gjorde ingenting. Og heller ikke staten, der har personaleansvaret for kirkens præster, foretog sig noget.

På den måde kan man sige, at stat og folkekirke tager homofobiske kommentarer i folkekirken noget roligere, end hvis en folkekirkepræst f.eks. anfægter historien om Jesus’ genopstandelse.

I 2003 og 2004 blev den daværende folkekirkepræst Thorkild Grosbøll suspenderet, da han anfægtede den historie, og kirkeministeren satte ham siden under biskoppens tilsyn. Så meget for adskillelsen mellem religion og politik.

Jamen, kære Jarlner, det er da ikke staten, der har personaleansvar for folkekirkens præster, det er da ikke staten, der skal tage initiativ, hvis en præst skal afskediges. Og vil man sammenligne med Grosbøll-sagen – hvor der forøvrigt var tale om en præst, der sagde, at han ikke troede på en skabende og opretholdende gud, ikke, at han ikke troede på Jesu opstandelse – så må man vel under alle omstændigheder indrømme, at Grosbøll-sagen var en sag om kirkens indre anliggender, og at sagen derfor aldrig kunne blive en sag for staten, der i religiøs henseende bør være neutral.

Kanhænde staten gerne vil afskedige præster, der er imod homovielser, men det er jo, som ved Grosbøll-sagen, ikke staten, der har noget at sige på det punkt.

Grosbøll blev sandt nok suspenderet af den biskop, der havde ham under sine vinger, nemlig biskoppen i Helsingør Stift, men han havde jo hele tiden været under biskoppeligt tilsyn. Blot skete der det, da de trak op til en sag for præsteretten, at kirkeministeren satte ham under en anden biskops tilsyn, nemlig biskoppen i Roskilde. Og da han hørte Grosbøll fremsige trosbekendelsen, lod han det være nok til, at han kunne fortsætte sin gerning. Man kan måske sige, at det var ydmygende for Grosbøll, men man kan ikke sige, at staten blandede sig utilstedelig meget i kirkens indre anliggender. For havde der ikke været en biskop, der ville have ham under sine vinger, så var der nok blevet rejst en præstesag.

Ak ja, de journalister og deres til himlene rækkende uvidenhed om folkekirkens forhold. Derfor bliver hans konklusion på dette afsnit også helt ved siden af:

Det er også slående, at det officielle Danmark altså boykottede åbningen af en ny moské i protest mod bl.a. muslimsk homofobi, mens man helt lukkede øjnene for en homofobisk folkekirkepræst, man ellers ligefrem har personaleansvaret for.

Tankegangen hænger, som man ser, slet ikke sammen. Bedre bliver det ikke af det næste, Jarlner skriver:

Faktisk holder den danske stat sig så langt væk fra den store minoritet af danske muslimer, at de endte med at søge finansiering fra oliestaten Qatar for at bygge deres moské.

Selv dronningen, der skulle være et samlende symbol for det etnisk set stadig mere mangfoldige Danmark, er via grundloven uadskillelig fra folkekirken: »Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke«, står der sort på hvidt i grundlovens paragraf 6.

Jamen, jamen, hvornår er det blevet skik, at staten finansierer religiøse bygninger? En overgang gav staten ganske vist et tilskud til bygningen af kirker, men da man fik ændret lovgivningen, så kirken selv kunne klare opgaven, ophørte denne praksis. Så det, at staten er stat også for muslimerne, betyder på ingen måde, at den så skal finansiere deres moskéer.

Derimod kunne da dronningen i og for sig godt, som den religions-neutrale stats repræsentant, have deltaget i indvielsen. Og det kunne jo også andre repræsentanter for det officielle Danmark. Det, at dronningen ifølge grundloven skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, er på ingen måde til hinder for en sådan deltagelse.

Nuvel, vi forlader Jarlner. Han fortsætter med at filosofere lidt over, hvad Qatar er for en stat, og det er ret uinteressant, omend ikke bygget på samme uvidenhed som det forudgående.

I stedet begiver vi os over til Kathrine Lilleør, se her. Hun véd heller ikke rigtig, hvad hun skal mene om sagen og væver derfor lidt frem og tilbage, indtil hun ender med at mene, at man på én eller anden måde må sikre sig,

at der forkyndes upolitisk i de trossamfund, der har begravelses- og vielsesmyndighed og dermed er undtaget skattepligt. Det ville rette op på uligheden mellem kirke og moské.

For, fortsætter hun, mens imamen i moskéen uden risiko for afskedigelse kan forkynde politisk, endda mod-demokratisk, i sin moské, kan folkekirkepræsten ikke forkynde demokratinedlæggelse fra prædikestolen; hun ville straks blive fyret. Hun fortsætter:

Jeg har nemlig mindre forkyndelsesfrihed end en imam, for jeg må ikke forkynde politisk. Imamen i stor-moskeen er ikke som jeg ansat af den danske stat, men skatteyderne finansierer hans løn indirekte ved, at hans trossamfund er undtaget skattepligt. Vi modtager altså begge statsstøtte, men imamen kan forkynde antidemokratisk, når og hvor han vil.

Også Lilleør bilder sig altså ind, at hun er ansat af staten og derfor ikke må forkynde antidemokratisk. Derved får hun opstillet en forskel mellem præster og imamer med hensyn til forholdet til staten. Det får hende til at skrive:

Et folketingsudvalg burde forpligtes til at kontrollere, at vi ikke giver skattefrihed til antidemokratisk forkyndelse. Det ville samtidig rense de apolitiske imamer, der ikke prædiker kalifatstat.

Altså: hvis der prædikes kalifatstat eller anden antidemokratisk forkyndelse i moskéerne, skal de fratages deres mulighed for skatteundtagelse.

Det er min fornemmelse, at begge de to artikelforfattere gerne vil sige noget imod Qatar, og derfor gerne vil gøre det problematisk med moskéer, bygget for midler fra Qatar.

Men begge indtager en defensiv holdning overfor islam. Var det dog ikke en idé at tro lige så meget på vort demokrati nu, som dengang det var anti-demokratiske kommunister, det drejede sig om. Vi tillod jo faktisk kommunister at operere her i landet, selv om de var anti-demokratiske og prædikede revolution. Kan vi så ikke i dag tillade muslimer at prædike kalifat uden af fare i harnisk af den grund?

Det, vi savner, og det, der kunne bevirke langt større overskud til at få et mere naturligt forhold til vore muslimske landsmænd, er mod til at tale islam midt imod. Hvordan er det dog gået til, at vi ikke længer formår at skelne mellem ord og handling? Vi afholder os med største nidkærhed fra at sige noget negativt om islam, vi falder over dem, der alligevel gør det, med moralske anklager om generaliseringer og af og til med juridiske anklager om hate-speech. Det har betydet, at vi ikke har formået og måske slet ikke har villet overveje den dogmatiske eller filosofiske forskel mellem os og dem, mellem europæisk tankegang og muslimsk tankegang, eller mellem kristendom og islam. Og så står vi ret magtesløse, når noget så enkelt som en moskéindvielse forekommer. Aner ikke vore levende råd. Og handler derfor klumset og uhensigtsmæssigt.

Hvorfor dog ikke ligeud hævde, at vi har religionsfrihed her i landet og at vi er stolte over denne religionsfrihed? Hvorfor ikke også være stolte over de udslag, religionsfriheden giver sig: at ethvert trossamfund kan bygge de hellige huse, de vil, om så Fanden selv finansierer dem? Hvorfor ikke lade det være nok med det regnskabskrav, der følger med godkendelsen som trossamfund, og lade reglen om ikke at opfordre til vold være det, der bestemmer, om en imam skal fratages godkendelse? Men selvfølgelig samtidig ligeud sige, at vi har vore tvivl med hensyn til islams understøttelse af demokratiet. Og hvorfor ikke anholde de mange koransteder, der taler om jihad og vold i religionens navn, og udspørge diverse imamer om, hvordan de tolker dem? Ikke, at de skal smides ud, hvis de tolker dem ”forkert”. Men at de skal kunne forklare det, og gribes i modsigelsen, hvis de forklarer ét til os danskere, og noget andet til deres menighed.

Jeg er kristen, og jeg vender mig derfor imod islam, fordi den vender sig imod kristendommen. Jeg siger det også højt og tydeligt, omend afpasset efter situationen. Og jeg er dansker og glad og stolt af det land, jeg bor i. Også det siger jeg højt og tydeligt. Og samtidig gør jeg mine etniske danske landsmænd opmærksom på alle de nedbrydende kræfter, der udgår fra vore muslimske ghettoer. Nedbrydende, fordi muslimer i ghettoerne opstiller et skel mellem dem og os. Nedbrydende, fordi de ikke vil indgå gnidningsfrit i vore samfundsstrukturer, men kræver frirum til at opbygge deres egne sharia-strukturer. Nedbrydende, fordi deres medbragte voldsforestillinger har meget svært ved at lade vores ord-forestillinger eller talen-sig-tilrette-forestillinger sejre i den daglige omgang. Nedbrydende, fordi den umiddelbare tillid mellem danske landsmænd ikke i længden kan holde til eller acceptere disse helt anderledes samfundsstrukturer.

Men jeg tror dog samtidig som både dansker og kristen på, at får vi blot den stadige tilstrømning af muslimer til landet standset, så skal det nok ad åre gå sådan, at vore muslimske medborgere bliver gode demokrater. De vil ikke i længden kunne modstå vor åbenhed og menneskelighed og forståelse, men vil selv begynde at udvise noget af det samme mod os. Og så har de allerede brudt med den del af deres muslimske bagage, der hævder, at muslimer ikke må omgås ikke-muslimer eller i hvert fald skal omgås dem, som man omgås laverestående mennesker.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.