Kald dog en spade for en spade

Det er flygtningestrømmen over Middelhavet, der har brug for en sprogrensning. Det bliver ganske vist svært at gennemføre en ændring af betegnelserne. Men det er bydende nødvendigt, hvis man skal gøre noget ved flygtningestrømmen. Og ‘gøre noget ved det’, det er jo, hvad vore politikere gerne vil. Blot gør de uvægerlig det forkerte, hvis de ligger under for de forkerte betegnelser, journalister og andre politikere bruger.

Lad os begynde med et forholdsvis enkelt spørgsmål: Er de bådflygtninge, som den italienske flåde træffer til havs, skibbrudne?

Det er måske lidt svært at afgøre, men man kan i hvert fald sige, at de ikke er ægte skibbrudne. For ægte skibbrudne sørger så godt, de overhovedet kan, for deres egen sikkerhed. Disse ‘skibbrudne’ sørger ganske modsat for, at de bliver skibbrudne, når et redningsskib er indenfor synsvidde. Ægte skibbrudne sejler ud i et bestemt ærinde, f.eks. med gods fra én del af verden til en anden, og rammes uden at kunne gardére sig imod det af naturens overmægtige kræfter. Disse ‘skibbrudne’ sejler ud i magsvejr i overfyldte både uden søkyndige folk om bord i den hensigt at blive erklæret skibbrudne af et forbipasserende fartøj, så de mange mennesker kan komme ombord i dette fartøj.

Og som man kan forstå, er de arme bådflygtninge jo sådan set skibbrudne, for det er virkelig livsfarligt at foretage sig det, de foretager sig. Og når de først er kommet ud midt på Middelhavet, og når først et italiensk flådefartøj har mødt dem, så er det ganske naturligt for italienerne at undlade at spørge om, hvorvidt de selv har bragt sig i denne farlige situation og derfor selv er skyld i, at de er i fare, nej, så drejer det sig bare om at redde menneskeliv.

Men hvordan skal man så beskrive hele denne situation? Hvordan kan en journalist give sine læsere en sand beskrivelse af, hvad der sker?

Det er der næsten ingen journalister, der kan. Og det skyldes ikke bare, at de ikke skelner mellem ægte skibbrudne og falske skibbrudne – den skelnen kan, som man kan forstå af det foregående, være vanskelig at opretholde – det skyldes nok først og fremmest, at de næsten alle vælger den tårepersende vinkling: læserne skal udsættes for en ny omgang klynk. De har på forhånd udnævnt flygtningene til ynkværdige mennesker, som trænger til hjælp, og som vi europæere da ikke kan være bekendt andet end at hjælpe.

Sådan beskriver Minna Skau sagen i Kristeligt Dagblad den 7-7 2014, se her.

Men for at få den virkning frem, at vi føler medlidenhed med flygtningene, er hun nødt til at nøjes med at fortælle den halve sandhed. Og ikke sandt, så véd vi nok, at det nærmest bliver løgn, det, hun fortæller.

Hun har været inde i kontrolrummet for den italienske flåde og set, hvordan de holder øje med alle de skibe, der sejler på Middelhavet, hvordan de finder frem til nogle skibe, der opfører sig mærkeligt, hvordan de sender helikoptere ud for at se, om der er noget i vejen, og hvordan de så finder ud af, at der er tale om en båd med migranter.

Nuvel, allerede det, at bådflygtningene kaldes ‘migranter’, er vel ret beset et fremskridt. For de er jo ikke flygtninge i den forstand, at de er politisk forfulgte, de fleste af dem er økonomiske flygtninge, der vil til Europa for dèr at finde et bedre liv end det, de kom fra i Afrika eller Syrien.

Og man kan måske også sige, at dette, at hun rask væk kalder det, der før hed kystvagten, for ‘kystredningstjenesten’, er en mere korrekt sprogbrug, for det, de tager sig for, er ikke at beskytte landet mod fremmede skibe eller fremmede menneskers indtrængen på italiensk territorium, det er at redde menneskeliv. Men så burde hun vel egentlig i samme åndedrag prøve at forklare, hvordan denne tjeneste kan være en del af EU’s Frontex, den tjeneste, der skal sørge for, at EU’s ydre grænser ikke overrendes af illegale indvandrere. Som det bliver fortalt af Skau, ser det jo ud til at Frontex og den italienske kystvagt eller kystredningstjeneste snarere modarbejder hinanden.

Men i én af hendes sætninger trænger sandheden trods alt igennem, dog kun så meget, at man bliver lidt nysgerrig. Og da hun ikke oplyser yderligere om disse forhold, er sætningen nærmere et tegn på tilsløring end på afsløring af sandheden. Hun skriver:

Italienerne er noget ufrivilligt blevet eksperter i at finde og redde mennesker, der med hjælp fra menneskesmuglere har stuvet sig sammen på spinkle både og har sat kursen mod Europa fra krig og armod i Afrika og Mellemøsten.

Det, der mangler oplysning om, er, hvorfor dog italienerne absolut skal ud og finde og redde disse mennesker. Ligesom vi heller ikke af hende får det at vide, som dog andre fortæller os: at italienerne ved at udvide kystvagtens ansvarsområde med den såkaldte operation Mare nostrum har hjulpet menneskesmuglerne. Efter at flygtningene bliver reddet midt ude på Middelhavet og ikke mere først helt inde ved den italienske kyst, behøver menneskesmuglerne ikke at sejle så langt; så kan de bruge dårligere skibe, og derved bliver rejsen billigere, og bliver rejsen billigere, er der flere, der får råd til at betale. At rejsen på de dårligere skibe også bliver farligere, tager menneskesmuglerne sig naturligvis ikke af.

Med andre ord: Mare nostrum operationen har i sig selv øget flygtningestrømmen. Hvilket jo ikke er mærkeligt. Der er uanede mængder af mennesker at tage af. Det, der afgør, hvor mange der rent faktisk kommer af sted, er prisen, og det vil igen sige: de vanskeligheder, menneskesmuglerne har ved at få overført skibene og deres passagerer.

Jamen, er det da helt umuligt at standse denne strøm af flygtninge?

Ja, det er umuligt, så længe politikere og journalister ikke forholder sig til virkeligheden. Man må gøre sig klart, at der er menneskesmuglere, der kynisk udnytter det forhold, at vi europæere ikke kan andet end redde folk, der er kommet i havsnød, uanset hvordan de så er kommet det. Og man må gøre sig klart, at jo mere vi hjælper de ‘falske skibbrudne’, des flere vil der komme. Det kan godt være, at vi helst så, at loven om udbud og efterspørgsel ikke gjaldt på det område, men det gør den på trods af vore blinde øjne.

Det, den italienske premierminister Matteo Renzi foreslår, vil i hvert fald ikke standse strømmen af migranter. Han vil have EU til at overtage ledelsen af Mare nostrum og andre lande til at bidrage økonomisk. Han siger:

Ingen civiliseret nation kan bare se til, når børn bliver sat om bord på både og sendt til havs. Vi er nødt til at redde de børn. Vi kan ikke lade både fyldt med børn synke, bare fordi vi ikke ved, hvem der har kompetencen til at redde båden. Europa er nødt til at investere mere.

Det er den blinde godgørenhed, der taler. Hvad der bliver konsekvenserne af ens handlinger, er man fuldstændig ligeglad med, blot man ikke bliver den indirekte årsag til, at børn drukner. Og så skinner den sædvanlige europæiske overmenneskementalitet igennem her: De forældre, der har taget deres børn med på denne rejse, tilhører jo en menneskegruppe, som man ikke kan forvente ansvarlige handlinger af; derfor er det vores skyld, hvis disse børn drukner, forældrene taler vi overhovedet ikke om. Og menneskesmuglerne da slet ikke, selv om de med vilje overlæsser synkefærdige både med mennesker, så de kan se skibbrudne ud, når de møder de italienske skibe; det er jo ellers dem, der bevisligt for usselt mammon udsætter både børnene og deres forældre for en stor risiko for at drukne.

Jeg har i forbindelse med Lampedusa-katastrofen i efteråret prøvet at beskrive de etiske problemer, der knytter sig til bådflygtningene, se her.

Dengang sammenlignede jeg situationen i Middelhavet med den situation, australierne stod i, når den ene overfyldte båd efter den anden arriverede fra Indonesien til Australien. Men selv om australierne allerede dengang var begyndt at optræde mere konsekvent, var der dengang ikke nogen løsning i sigte for dem.

Det synes der at være nu.

Den nye regering under Tony Abbott lovede at gøre noget ved den illegale indvandring. Og det ser ud til, at det faktisk er lykkedes denne regering at standse de mange både. Det berettes der om på en svensk hjemmeside, se her.

Hvordan i alverden er det gået til, vil man måske spørge.

Og det er ikke så ligetil at finde ud af. Man har lavet et program med titlen Operation Sovereign Borders. Man kan læse lidt mere om det på wikipedia her. Det er et flerstrenget program. Den ene del går ud på at afvise alle skibe, der prøver at sejle ind i australsk territorialfarvand med flygtninge, der skal landsættes. Man tvinger dem til at sejle tilbage igen. Og vil de ikke, hvis de f.eks. er i for dårlig stand til at kunne sejle videre, anbringer man de ombordværende i to lejre langt fra det australske fastland, hvor de så kan vente på at få deres sag behandlet; de fleste af dem bliver afvist.

Samtidig har man forsøgt at få en aftale i stand med de indonesiske myndigheder. Det har dog ikke være så ligetil. Der har været nogle episoder, hvor Indonesien har klaget over, at australske skibe er sejlet ind i indonesisk territorialfarvand. Dem har australierne taget ret alvorligt og reageret med at anklage kaptajnerne for tjenesteforseelse.

Man har også forsøgt at opkøbe synkefærdige fiskerbåde, så de ikke bliver købt af menneskesmuglerne. Men den side af programmet har man vist ikke haft større held med.

Men alt i alt har programmet medført, at der siden 19. december 2013 ikke er ankommet én eneste båd med flygtninge til Australien.

Og vil man sige, at dette dog er en frygtelig hård måde at behandle flygtninge på, vil man henvise til alle de flygtninge, der nu sidder og kukkelurer i to afsidesliggende lejre og ikke kan komme til Australien, ligegyldigt hvor længe de venter, så kan man lytte til Abbott’s fremhævelse: ‘under den tidligere regering døde mindst 1000 personer under forsøget på at komme til Australien’, og gøre sig klart, at når ingen længer forsøger at komme til Australien, er der heller ingen, der drukner.

Man kan måske ikke sige, at den politik, Australien er slået ind på, redder menneskeliv, men man kan sige, at den forhindrer, at menneskeliv går tabt. Og man kan sammenligne med Matteo Renzis før citerede udtalelse: ”Ingen civiliseret nation kan bare se til, når børn bliver sat om bord på både og sendt til havs. Vi er nødt til at redde de børn.” Det, vi gør, og det, Renzi gør, er jo faktisk blot at se til, når børn bliver sat om bord på både og sendt til havs. Vi prøver ikke at forhindre det. Vi gør intet, for at det ikke mere skal være rentabelt for menneskesmuglere at handle så umenneskeligt. Tværtimod, jo mere vi bliver grebet af, at vi da i hvert fald vil prøve at redde de børn, der er ombord, des flere børn vil der komme i fremtiden. Det standser først den dag, vi vover at gøre som australierne. Og den dag er meget fjern.

Ikke blot, fordi der er andre logistiske forhold: en meget længere kystlinje, et helt kontinent mod syd, der bliver mere og mere overbefolket, en falleret stat: Libyen, hvor menneskesmuglere kan lave aftaler med klanledere, og hvor det er umuligt for europæiske stater at få normale aftaler i stand, ikke blot det gør det vanskeligere for os end for australierne effektivt at bevogte vore grænser, det, der først og fremmest er en hindring, er politikeres og journalisters tendens til at gå efter gevinsten ved den umiddelbare gode gerning og fuldstændig overse, at den sande gode gerning, den, der virkelig kan forhindre tab af menneskeliv, måske ligger i at gøre, som australierne.

Her kan man finde en engelsksproget, lang, udførlig, og let kritisk gennemgang af den australske tilgang til problemerne.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Kald dog en spade for en spade

  1. Pingback: Hvad skal vi gøre ved det? | ricardtriis

  2. Pingback: Bådflygtningene springer ud | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s