Udsigt fra elfenbenstårnet

Mage til mangel på jordforbindelse skal man lede længe efter. Mage til luftige spekulationer uden forbindelse med den beskidte virkelighed har jeg aldrig tidligere hørt. Mage til fortænkte, fint udpenslede kniplingstanker udtænkt på Mars eller en anden fjern planet er det umuligt at forestille sig.

Jeg tænker på de elfenbenstårnstanker, som Thomas Gammeltoft-Hansen udspyede i Deadline i går aftes (den 10-7 2014), se her. Thomas Gammeltoft-Hansen er forskningschef for Institut for Menneskerettigheder, og han blev interview’et særdeles indforstået af Anja Bo. Senere fulgte en debat mellem Jeppe Kofoed og Trine Christensen, vicegeneralsekretær for Amnesty International.

Men inden jeg begynder på en analyse af denne Deadline-udsendelse, vil jeg godt prøve at sætte tankerne i historisk perspektiv.

Først ved at henvise til Luther.

Det, der skete med Luther, var ikke blot noget rent kirkeligt: at de protestantiske kirkeretninger blev udskilt fra den såkaldt ‘gamle moderkirke’, det var i mindst lige så høj grad en næsten tilbundsgående kulturel ændring, en ”Umwertung aller Werte”, som tyskerne siger, en fuldstændig nyfortolkning af, hvad det drejede sig om i livet i almindelighed og i kristenlivet i særdeleshed.

Middelalderens og senmiddelalderens værditænkning var i høj grad individuel, benyttede sig af individuelle forestillinger. Man havde været vidne til, hvordan afladsteologien ved uafladelig knopskydning bredte sig ind over næsten hele menneskelivet, og skubbede den almindelige teologi til side. Det betød, at den tilgivelse, der i den almindelige teologi blev givet for intet, nu i form af aflad skulle købes, se evt. min afhandling om blandt andet dette her.

Og det betød, at senmiddelaldermenneskene strømmede hen til afladshandlerne. Hvem ville ikke gerne sikre sig en god skæbne i det hinsidige? Og det betød, at klostrene og deres indbyggere, munke og nonner, følte sig hævet op over det almindelige folk. For det, som folket købte, var jo det, som munkene leverede: gode gerninger. Og gode gerninger, det var alle enige om, det var at give afkald på kønslivets fristende herligheder, det var at give afkald på alt jordisk gods og aflægge løfte om ikke at eje noget, det var at give afkald på al jordisk hæder og ære og i ét og alt adlyde sin overordnede.

Og da munketiggeriet kom til med Frans af Assisi, blev der indenfor den tankerække skabt en win-win situation, ja næsten en win-win-win situation. Munken øgede med sin afholdenhed den sum af gode gerninger, som paven kunne dele ud af (mod betaling, förstås) i form af aflad. Og når han så måtte tigge for at opretholde livet, øgede han yderligere denne sum, fordi han derigennem frivilligt ydmygede sig. Desuden gav han med sit tiggeri almindelige mennesker anledning til at gøre en god gerning, derved at de gav ham almisse.

Alt dette blev der vendt op og ned på af Luther. Hele dette tanke- og værdisystem blev omkalfatret af Luther. Han kom og genoprettede den naturlige orden: Hvad der betyder noget i Guds øjne, er den gavnlige handling. Gode gerninger udøves af ganske almindelige mennesker, der lever ‘i kald og stand’, dvs., udfører de enkle og hidtil oversete gerninger, som deres embede eller deres kald indebærer. Borgerens og bondens liv og gerning blev indsat i højsædet, det var det, det drejede sig om, mere end om omkringfarende tiggeres eventuelle afholdenhed.

Intet under, at tyske byer efter en snor tilsluttede sig Luthers lære, for nu blev jo netop deres indsats sat i højsædet. Intet under, heller, at afladshandelen aftog, så den katolske kirke på Tridentinerkoncilet i 1548 uden synderlige afsavn kunne forbyde al handel med aflad. Så overbevisende vandt den del af Luthers lære, at middelalderens forestillinger aldrig er vendt tilbage. Ifølge middelalderens opfattelse var det en god gerning, at fransciskanerbrødrene vandrede rundt i verden ved hjælp af apostlenes heste og uden sko på fødderne, Luther kaldte dem af den grund ”barfodsbrødrene”. I dag har alle fransciskanerbrødre sko på fødderne. Og rejser med tog.

I vore dage savner vi en ”Luther”, som på tilsvarende måde kan gøre op med menneskerettigheds-uvæsnet. Ikke menneskerettighederne som sådan, men det uvæsen, der bedrives med dem. Derom om lidt.

Først lidt fra en anden del af historien.

I de sidste måneder af Anden Verdenskrig kom der store mængder tyske flygtninge her til landet, hele 250.000 i alt. Vi blev af Tysklands besættelsesmagter, Frankrig, USA, Storbritanien og Sovjetunionen, tvunget til at beholde dem. Så der blev bygget lejre til den store guldmedalje, så de skoler, højskoler, fabriksbygninger, osv., som de var blevet indkvarteret i, kunne gives fri til normalt brug.

Men gik det nu an? Ville det ikke blot betyde, at besættelsesmagterne lod flygtningene blive i Danmark, for, ikke sandt, her havde de det jo meget bedre, end de kunne få under den i Tyskland rådende sult og boligmangel? På trods af sådanne betænkeligheder gav vi dem en nogenlunde ordentlig behandling. Andet var vel heller ikke tænkeligt dengang. Men én ting gav vi dem ikke: Vi gav dem ikke frihed til at blande sig med den danske befolkning. Alle Tysklands nabolande havde i 1938 med München-aftalen set, hvordan Tjekkoslovakiet havde fået ændret sine grænser, fordi landet havde et stort tysk mindretal. Det ville ingen risikere fremover, heller ikke danskerne. Så i de fire år, de forblev i Danmark, blev de interneret bag pigtråd og under bevogtning.

Den 13. juni 1946 blev der i det danske folketing afholdt en debat om, hvorvidt flygtningene skulle have lov til at arbejde. Landbruget manglede i høj grad arbejdskraft til arbejdet i roerne og senere til høstarbejdet. Men alle partier var enige om at sige nej til denne tanke. Ole Bjørn Kraft fra ”De Konservative” forklarede det på denne måde:

Det maa være den danske Politik at fastholde Karakteren af Flygtninge, og det maa ikke forflygtiges paa nogen Maade. Dette kan kun ske ved, at vi fortsætter med at holde disse Flygtninge kaserneret i Lejre, adskilt fra den øvrige Befolkning, saaledes som det hidtil er sket. (se her).

Altså: Lader vi flygtningene arbejde eller på anden måde blande sig med den danske befolkning, risikerer vi, at flygtningene forvandler sig fra flygtninge til fastboende danskere. Og så får vi det, vi for alt i verden vil undgå: Et tysk mindretal i vor befolkning.

Dette sunde synspunkt har vi i vore dage i alt væsentligt forladt.

Da flygtningene i 1948 endnu ikke alle var hjemsendt, fik den danske ambassadør i Washington, Henrik Kaufmann, en røffel af sin chef, udenrigsminister Gustav Rasmussen.

Han fik besked om, at han skulle pukke på danskernes ret til at blive fri for de tyske flygtninge. Kaufmann svarede, at han havde måttet give amerikanerne ret i, at da de fleste af ‘vore’ tyske flygtninge var flygtet fra områder, der nu hørte til den sovjetiske besættelseszone, var det dem, der skulle tage imod dem, ikke amerikanerne. Og så var det, at ambassadøren fik af grovfilen: Han måtte være klar over, at vi danskere nu skulle slå på vores ret til som frit og suverænt land selv at bestemme, hvem der skulle bo hos os. Den ret var blevet krænket, da vi, mens vi var besat af tyskerne, blev tvunget til at modtage alle disse flygtninge. Og den blev også krænket nu, hvor de allierede besættelsesmagter pure nægtede at tage dem tilbage til deres fædreland, Tyskland. (Se her).

Den argumentation har vi også næsten fuldstændig glemt i vore dage. Her er det diverse konventioner og menneskerettighedsaftaler, underskrevet og vedtaget for lang tid siden, der bestemmer, hvem og hvormange vi skal modtage; vores underskrift i sin tid og vores ære i dag tvinger os til at modtage dem, vores suverænitet på det område er lagt i hænderne på menneskerettighedsspecialister og menneskerettighedsdommere.

Og det er ulykken!

For hvordan sådanne specialister tænker, fik vi et skrækindjagende eksempel på i gårsdagens Deadline.

Amnesty International har udgivet en rapport med overskriften ”EU’s flygtningepolitik bringer menneskeliv i fare”, se her. Her klager man over, at EU med sine forsøg på at bremse indvandringen har medvirket til, at flygtningene har været nødt til at begive sig ud på mere farlige ruter, såsom ruten over Middelhavet, hvor jo mange mennesker er druknet.

Der er, siger man, et misforhold mellem de penge, man bruger på bevogtning, og de penge, man bruger på at forbedre situationen for asylansøgere og flygtninge.

Og man er også utilfreds med, at EU bruger penge på at få transitlande som Marokko, Libyen og Tyrkiet til at standse flygtningene, før de når Europas grænser. Man siger:

EU-landene betaler dybest set nabolandene for at bevogte deres grænser for dem. Problemet er, at mange af disse lande ofte er ude af stand til at garantere rettighederne for flygtninge og indvandrere, der er fanget der. Mange ender som nødlidende, de bliver udnyttet, chikaneret og er ude af stand til at få adgang til asyl.

Det bliver i Thomas Gammeltoft-Hansens mund til, at det ud fra et menneskeretsjuridisk synspunkt er forbudt at udlicitere sine menneskerettighedsforpligtelser. Og Anja Bo supplerer for egen regning: Man må ikke få sine nabolande til at gøre det beskidte arbejde.

Man klager i rapporten også over, at bulgarere og grækere tvinger flygtninge tilbage til Tyrkiet, selv om de har fået benene indenfor i EU. Og Thomas Gammeltoft-Hansen forklarer, at selv om forholdene i Tyrkiet er blevet bedre på det seneste, så er det endnu ikke menneskeretsjuridisk sikkert at sende flygtninge tilbage til Tyrkiet. Hvem der skal afgøre det, ja, det sagde han ikke noget om, men det er velsagtens organisationer som Amnesty International, i hvert fald ikke de nationale parlamenter.

Også i den anden ende af Middelhavet forsøger man at skubbe flygtninge tilbage:

Push-backs finder ikke kun sted på EU’s sydøstlige grænser. I februar 2014  skød det spanske civilforsvar med gummiprojektiler og tåregas mod omkring 250 migranter og flygtninge, der var svømmet fra Marokko langs stranden mod Ceuta, den spanske enklave i Nordafrika. Fjorten mennesker mistede livet. 23 personer, der formåede at nå stranden, blev øjeblikkeligt sendt tilbage uden adgang til nogen formel asylprocedure. 

Læg mærke til den sidste sætning! Man går ud fra, at såsnart en flygtning har sat foden på europæisk jord, er vi forpligtede til at give ham en formel asylprocedure. Det er utvivlsomt i overensstemmelse med de fine regler, men har meget lidt med virkeligheden at gøre.

Det samme gælder en anden udtalelse:

Næsten halvdelen af dem, der forsøger at komme ind i EU uregelmæssigt, flygter fra konflikter eller forfølgelse i lande som Syrien, Afghanistan, Eritrea og Somalia. Det skal være muligt for flygtninge at komme sikkert og lovligt ind i EU, så de ikke er tvunget til at gå i gang med farefulde rejser i første omgang.

Først: Det er ikke halvdelen, men højst en trediedel af dem, der søger asyl, der kan få status som flygtning. Og det er endda højst sandsynligt, at det i virkeligheden er langt færre, blandt andet ud fra den kendsgerning, at mange af dem, der har fået flygtningestatus, kort efter er i stand til at tage tilbage til det land, de er flygtet fra, selv om de hævdede, at de var personligt forfulgt.

Dernæst: Hvem er det lige, der tvinger flygtningene ud på de farefulde rejser? Man kan vel ikke med rimelighed siger, at det er EU? Men det er ikke desto mindre just det, Amnesty International gør.

Jeppe Kofoed, nyvalgt medlem af Europaparlamentet, anså det for vildt overdrevet at sige, at EU var skyld i diverse flygtningedødsfald. Og han fik også lige indsparket en bemærkning om, at man jo måtte være klar over, at det var de rigeste flygtninge, der havde råd til at betale menneskesmuglerne for en plads på en båd over Middelhavet, de fattigste måtte blive tilbage i elendigheden; derfor kunne der være god mening i at satse mere på disse flygtninge.

Men det synspunkt prøvede Anja Bo ihærdigt at få ham væk fra. Hun ville partout have ham til at tage stilling til anklagerne fra Amnesty.

At alt dette ikke har ret megen forbindelse med den verden, vi andre lever i, viser sig gennem alt det, der ikke blev taget op.

Nå ja, først dette: Anja Bo fik jo sådan set lejlighed til at tage det spørgsmål op, om ikke vi gennem vore handlinger giver de rige flygtninge fortrinsret. Men i stedet forsøgte hun alt, hvad hun kunne, at forhindre Jeppe Kofoed i at tage det op.

Men dernæst blev det spørgsmål overhovedet ikke berørt, hvad man skal gøre med de mange mennesker, der får deres sag behandlet, men bliver afvist som flygtninge. Teoretisk skal de jo sendes tilbage, hvor de kom fra, men i mange tilfælde har de tilintetgjort deres pas, så det er op til de europæiske myndigheder at bestemme, hvor de kommer fra, dels er det næsten ligegyldigt, hvad man bestemmer, for de fleste af de lande, de kommer fra, hører hjemme på en liste, som menneskerettighedsorganisationerne har oprettet over usikre lande; dem kan de ikke sendes tilbage til, for de kan ikke sikre dem deres menneskerettigheder. Så venter der dem en tilværelse som ansøgere på tålt ophold, og – hvis de ikke vil finde sig i det – en tilværelse som illegal indvandrer. Det er ikke nogen sjov tilværelse. Sommetider har de menneskesmuglere, der har sendt dem afsted, forbindelse med arbejdsgivere i Europa, der benytter billig, illegal arbejdskraft, så de kan bruge de første mange år i denne verdensdel på at afbetale på deres gæld ud fra en ussel løn. Foruden de penge, naturligvis, de sender tilbage til familien.

Men når det spørgsmål ikke tages op, så bliver alle Amnestys krav om ordentlig og retmæssig korrekt behandling af asylansøgerne, fuldstændig meningsløst. Det hele bliver et spil for galleriet. Hvad skal de igennem alle disse procedurer for? De ender jo alligevel med at forblive i Europa.

Videre: vi kan være bombesikre på, at flygtningene ikke vender tilbage. Det var, hvad Ole Bjørn Kraft argumenterede for: de tyske flygtninge skal blive ved med at være flygtninge, skal ikke bosætte sig fast her i landet, men tilbage til Tyskland, så snart det kan lade sig gøre. Deres ophold her er af midlertidig karaktér.

Alle den slags tanker har vi forlængst forladt. Nu tilbydes flygtninge samme goder som almindelige danskere, herunder tilladelse til at forblive, også efter at forholdene i hjemlandet har bedret sig.

En anden ting, som heller ikke blev berørt – formentlig fordi den tanke ikke så meget som strejfer de gode mennesker hos Amnesty – er spørgsmålet om den virkning, det vil have på flygtningestrømmen, hvis Amnesty fik sin vilje. Man må ikke forhindre flygtningene i at svømme udenom det hegn, der er sat op i Ceuta. Man må formentlig heller ikke føre hegnet længere ud i vandet. Men hvad sker der så med flygtningestrømmen? Det kræver ikke megen fantasi at finde ud af, at der så først for alvor ville komme gang i flygtningestrømmen.

Alle disse mennesker, der søger ind i Ceuta, befinder sig endda i Marokko, et land, som EU støtter for at få dem til at hjælpe med at holde flygtningene borte. Forsvinder denne støtte, vil naturligvis endnu flere flygtninge nærme sig EU’s grænser. Men ok, det spekulerer Amnesty og Menneskerettighedscentret ikke på. Det er jo ikke deres bord. De har kun med menneskerettigheder at gøre. Og disse må aldrig, aldrig, aldrig krænkes, koste hvad det vil.

Og en tredie ting, som man ikke gjorde noget ved, er spørgsmålet om landenes suverænitet. Hvem er det egentlig, der skal bestemme, hvem der skal komme ind i landet? Vi plejer nok af og til at tage en diskussion om, hvorvidt det skal være EU eller nationalstaten. Men her bliver spørgsmålet, om det skal være menneskesmuglerne eller os, der skal have afgørelsen.

Det er Gustav Rasmussens instruks til Henrik Kaufmann, vi skal have fat i. Det kan ikke være rigtigt, at det ikke er os selv, der skal bestemme, hvem vi vil have som medborgere her i landet. Men det er der jo ingen, der spekulerer på mere. Og at menneskesmuglerne har taget fusen på os, at de har fundet et smuthul, så de kan få alle flygtninge ind i det forjættede land (altså alle de flygtninge, der kan betale), det lader vi, som om vi ikke ser, bare vi kan fastholde billedet af os selv som et land, der i hvert fald overholder alle tænkelige og utænkelige menneskerettigheder.

Og så er vi tilbage ved det, jeg begyndte med, ved den ”Umwertung aller Werte”, som blev gennemført af Luther. Vi trænger i den grad til en lignende omvurdering af alle værdier i dag. Vi må give menneskerettighederne den relative plads, de fortjener, i stedet for at dyrke dem som guddommelige udsagn. Vi må holde op med at tro, at blot vi overholder menneskerettighederne i alle ender og kanter, så er alting godt. Det minder altfor meget om dem, der bevidstløst blev ved med at købe aflad for at skaffe sig en plads i himlen, ganske uden hensyn til, hvad der gavnede eller skadede deres land.

Vore nabokontinenter, Mellemøsten og Afrika, er kommet ind i en uheldig udvikling. Befolkningstallet er øget eksplosivt, langt ud over, hvad landene selv kan brødføde. Det skaber social uro. Denne uro gør det umuligt at gennemføre reformer, der ellers ville kunne fremelske produktionen. Den ene stat efter den anden bliver en ”failed state”. Og det er da forståeligt, at mange af de mere velstående så prøver at søge lykken andetsteds, i dette tilfælde i Europa. Men hjælper vi disse lande bedst ved at tappe dem for deres bedste ungdom, som så kan leve på bunden af samfundet i Europa, eller hjælper vi dem ved med tvang eller overtalelse at få disse mennesker til at blive i deres land og kæmpe for forbedringer dèr? Jeg vil så afgjort mene det sidste. Men lad os bare indrømme, at det kan diskuteres. Hvad man blot ikke kan, er at være så farisæisk optaget af at overholde menneskerettighederne, at man slet ikke tager den slags spørgsmål op, ikke tænker over dem, og da slet ikke diskuterer dem.

Men det var just den holdning, denne Deadline-udsendelse gav udtryk for.

Hvad skal vi så gøre ved det? Ja, det kommer en kommende artikel til at handle om.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

8 svar til Udsigt fra elfenbenstårnet

  1. Morten - - - siger:

    Alle verdens nationer bliver rigere og rigere i den moderne, vestlige økonomi. Det ytrer sig i Vesten som flere goder til fordeling og omfordeling. Og i andre dele af verden som ti gange så mange mennesker. Begge dele er symptomer på forvaltning af velstand. Og hvad er det så, Amnesty og co. siger?

    – – –

  2. ricardtriis siger:

    @ Morten!
    Hvordan skal vi definere velstand eller rigdom? Hvis vi bruger almindelige US-dollars som målestok, har f.eks. Kina nok haft en enorm vækst, procentvis, men i dollars svarer den lavere vækst, f.eks. Frankrig har haft, så nogenlunde til Kinas vækst. Og hvis vi bruger antal mennesker som målestok (men er det det, du gør?), så er både Kina og Indien enormt rige (og Afrika har udsigt til at blive det indenfor få år), men hvad kan de bruge den slags rigdom til? Ja, de kan bruge den til at oversvømme os i den rige verden, nå nej, vi er jo ikke rige i den forstand, men så os i den fattige verden med deres rigdom, en rigdom, vi dog helst er fri for. Forøvrigt har jo Kina med sin étbarnspolitik villet begrænse sin rigdom. Hvorfor forvalter de deres rigdom på denne åndssvage måde?
    Ærlig talt, jeg tror ikke på, at de mange fødsler er et resultat af, at disse lande forvalter en velstand.

  3. Pingback: De tyske flygtninge I | ricardtriis

  4. Pingback: Lovkampen | ricardtriis

  5. Pingback: Skal vi kalde det hykleri? | ricardtriis

  6. Pingback: En spansk prop i Afrika | ricardtriis

  7. Pingback: I italienernes hoveder | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s