Hvad skal vi gøre ved det?

Hvad går nærmere betegnet det paradigmeskift ud på, som jeg omtalte forleden? Hvad er det, vi burde kunne lære af Luther? Kan vi i det hele taget få vendt op og ned på vore værdier i en grad, som det skete med Luthers reformatoriske tanker?

Lad mig begynde med at citere fra en prædiken af Luther over Matt 6,19-21, det stykke, der handler om ikke at samle sig skatte, som møl og rust fortærer.

Han spørger et stykke henne i prædikenen, hvad vi skal sige til formaningen om ikke at samle sig skatte, når dog verden synes at basere sig på, at vi samler forråd, at nogle sikrer sig mod ulykker, osv?

Han svarer:

Jeg har tidligere ofte nok sagt, at Kristus i denne prædiken underviser den enkelte eller et kristenmenneske; og at en kristen skal skelnes skarpt fra et verdsligt menneske, eller en kristen person skarpt fra en verdslig person. For en kristen hedder hverken mand eller kvinde, ung eller gammel, herre, tjener, kejser, fyrste, bonde, borger, eller nogetsomhelst, som er gængs i verden og kan kaldes noget dèr, han har ingen person eller maske, og skal ikke have eller vide noget i verden, men lade sig nøje med skatten i himlen. — — En fyrste kan jo nok være en kristen, men han skal ikke regere som kristen; og det, han regerer efter, kaldes ikke en kristen, men en fyrste. Personen er vel kristen; men embedet eller fyrstevæsenet kommer ikke hans kristendom ved. For eftersom han er kristen, lærer evangeliet ham, at han ikke må gøre nogen fortræd, ikke straffe eller hævne, men skal tilgive enhver, og finde sig i den pine og uret, der sker ham. Det er, siger jeg, den lektie, en kristen har for. Men det ville ikke give noget godt styre, hvis du ville prædike sådan for fyrsten; nej, sådan må han siger: Min kristenstand lader jeg være noget mellem Gud og mig, den lærer mig, hvordan jeg skal leve overfor ham; men over eller ved siden af det har jeg i verden en anden bestilling eller et andet embede, det, at jeg er fyrste. (Se her).

Det er sin toregimentelære, Luther her tager frem. Det er tanken om, at fyrsten som kristen skal vende den anden kind til og tilgive, men som fyrste skal straffe og holde orden. Hvis han ville insistere på at handle som kristen, hvor han skulle handle som fyrste, så ville der ikke komme noget godt styre ud af det, siger Luther. Hvorfor ikke? kan man spørge. Fordi han som fyrste er nødt til at se på konsekvenserne af det, han gør. Som fyrste kan han ikke om jeg så må sige nøjes med den dejlige følelse, det er at have gjort det, Gud har befalet, også når han befaler noget så svært som at finde sig i uret, som fyrste må han nødvendigvis se på, hvad hans handling fører med sig: kommer forbryderen, hvis forbrydelse bliver tilgivet, til at blive et bedre menneske af det, eller tænker han, at når det går denne gang, går det nok også næste gang? Fyrsten kan ikke tillade sig kun at se på enkelthandlingen – at eftergive straffen er en god kristelig gerning for mig i mit forhold til Gud – han er nødt til at se på helheden: hvordan vil min handling påvirke forbryderen og andre med forbryderiske hensigter?

I et demokrati er vi alle fyrster. Det vil sige: I et demokrati skal vi alle tænke som den lutherske fyrste, tænke i retfærdighedsbaner, tænke i konsekvenser, tænke på, hvordan samfundet bliver, når det, vi gør, bliver til en lov, som skal gælde for alle.

Det er vi bare som kristne stærkt utilbøjelige til. Eller jeg skal vist sige: det er vi som et efterkristent samfund utilbøjelige til. For blandt de kristne brokker, der stadig befinder sig i vores bevidsthed, er der noget med at være gode ved hinanden, at hjælpe en nødlidende og ikke gå forbi, at modtage fremmede med velvilje, osv. Og kan eller vil vi ikke selv tænke i de baner, skal vore medier nok hjælpe os på vej. Kan de finde en historie, hvor en person er meget ked af en afgørelse, truffet efter vore love og bestemmelser, så bruger de den ganske hæmningsløst; vi har efterhånden set talløse historier med kvinder, der græder, og mænd, der bruger mund, og vi kan jo så levende sætte os i de grædendes sted. ”Følelsespornoen” virker.

Vi så denne ”mekanisme” i funktion, da Brorsonkirken for i 2009 blev ”besat” af nogle irakiske flygtninge. Sjovt nok viste det sig dengang, at Ralf Pittelkow var enig med mig i, at en politiker – i dette tilfælde Poul Nyrup – ikke bare kunne stille sig op og kræve barmhjertighed. Det mindste, man kunne forlange, var da, at han forklarede, hvor lovgivningen skulle laves om, se her. Hvilket i den terminologi, der er anvendt her, vil sige: At følelserne løber af med os almindelige danskere, så vi i vor demokratiske diskussion glemmer at ”tænke som en fyrste”, det kan måske forsvares. Men at en politiker ”glemmer” at forholde sig politisk til et politisk spørgsmål, det er forkert, og den fejl må han holdes fast på.

Og vi ser den igen i funktion nu, hvor bådflygtninge er i fare for at omkomme på Middelhavet. Blot må man indrømme, at det i den situation er betydelig vanskeligere at holde tungen lige i munden.

En byrådspolitiker fra Dansk Folkeparti kom galt af sted, da han udtalte, at han ikke havde spor medlidenhed med de bådflygtninge, der drukner i Middelhavet. Som han skrev: ”Deres valg – deres skæbne!” Se her. Det har indbragt ham en irettesættelse fra partiets ledelse. Fuldt fortjent, sådan set! Én ting er at skeje ud til den ene side og som Amnesty International påstå, at det er EU’s skyld, at mennesker omkommer på Middelhavet. Men det er en lige så slem udskejelse til den anden side, når man nægter at have medlidenhed. Spørgsmålet er blot, hvordan vi handler på den medlidenhed, som vi vel som vesteuropæiske mennesker ikke kan andet end have.

Og det er et ganske svært spørgsmål.

Så meget ret har jo denne folkepartist, at man godt kan forarges over, at disse mennesker har bragt sig selv og deres børn i så faretruende en situation, at de kalder på hjælp. Det er ikke i orden at udnytte de uskrevne søregler på den måde, at man så at sige tvinger andre til at hjælpe sig ud af en prekær situation, som man selv havde anbragt sig i.

Det er strafbart at affyre nødraketter, hvis man ikke er i nød. Det er ret indlysende hvorfor. Hvis man vil bevare respekten for nødraketterne, kan man ikke stiltiende finde sig i, at kåde mennesker affyrer dem for sjov.

Noget lignende er tilfældet her. Man misbruger på det groveste de almindelige regler for god opførsel til søs, når man med vilje bringer sig i en ganske uholdbar situation. Om man ligefrem skal gøre det strafbart, véd jeg ikke. Men man kunne godt begynde med at erkende, at det er moralsk forkert, det, de har gjort. Det er dog et synspunkt, der i alt væsentligt er fraværende i dagens debat.

Jeg var for et par blogindlæg siden inde på den tilgang til problemerne, som australierne har, se her. De har tilladt sig at lade deres skibe tage diverse flygtningebåde på slæb og bugsere dem tilbage til Indonesien. Og man kan jo så levende forestille sig, at diverse menneskerettighedsorganisationer vil klandre dem for en sådan handlemåde. Thomas Gammeltoft-Hansen var i hvert fald i den føromtalte Deadline-udsendelse inde på, at hvis en stats repræsentanter møder flygtninge ”i høj sø”, det vil sige: i internationalt farvand, så er det en menneskeretlig pligt at sørge for, at disse kan få deres sager behandlet. Og det må da indrømmes, det har Australien ikke hørt. Man sejler dem uden videre dikkedarer tilbage til Indonesien og efterlader dem ved den indonesiske territorialgrænse med nok brændstof til at kunne nå Indonesien, men ikke Australien.

Og det kunne de sådan set gøre med den gode samvittighed, at vi her har med en flok lovbrydere at gøre, de har i hvert fald brudt de uskrevne søregler.

Men jeg tror nu nok, at australierne har god samvittighed af en anden grund: de modtager hvert år omkring 10.000 FN-flygtninge, dvs., flygtninge fra de mange FN-lejre, hvor mange flygtninge henlever en næsten håbløs tilværelse, fordi så få lande vil tage imod den slags flygtninge. Og det, der har gjort, at australierne slutter op om den ny regerings politik på bådflygtningenes område, er, at man ser bådflygtningenes handlemåde som et forsøg på at komme foran i køen. Hvad det jo forresten også er. Og det bryder man sig ikke om i Australien.

Nuvel, når jeg nævner australierne, er det for at vise, hvordan de har holdt sig fri af den tårepersende journalistik, men også for at vise, hvilke dilemmaer deres handlemåde giver dem. De har gjort menneskesmuglerne arbejdsløse, praler de af. Og sandt er det, at der siden december 2013 ikke er ankommet bådflygtninge til Australien. Men sandt er det også, at der i lejre på to stillehavsøer sidder en række flygtninge, som har fået deres sager behandlet – med negativt resultat – men ikke er til sinds at rejse hjem. Til dem siger indenrigsminister (eller er det integrationsminister) Scott Morrison: ”Rejs hjem, I kommer aldrig nogensinde ind i Australien, se at komme videre med jeres liv” (se video her).

Og spørgsmålet er: Er det ikke for hårdt sagt? Er det ikke synd for nogle af disse mennesker? Bør vi ikke som gode kristne hjælpe dem?

Her er Luthers skelnen hjælpsom. Jo, som enkeltmenneske skal du hjælpe. Men når du står som leder af et land, eller når du skal stemme på én, der skal være leder af et land, er du nødt til at tænke på, hvad der videre sker, hvis du hjælper nogle af disse mennesker. Der er jo ingen tvivl om, at hvis bare nogle af de afviste alligevel får asyl i Australien, eventuelt fordi de har ventet så længe i lejrene, så vil menneskesmuglerne få gang i forretningen igen. Og så får Luther altfor meget ret, når han siger, at det ikke ville give noget godt styre, hvis man rettede sig efter den kristne barmhjertighed. For får menneskesmuglerne gang i forretningen igen, er det jo en forretning, der medfører mange druknede flygtninge.

Vores metode til at undgå druknede flygtninge kunne være en anden. En stor del af problemerne handler jo om, at vi ikke er omhyggelige nok, at vi er for naive og at vi ikke tager højde for de smuthuller, som der stadigvæk er.

Hvad nu, hvis vi rettede os efter Amnesty International’s råd? F.eks. det råd, de giver, når de skriver:

Det skal være muligt for flygtninge at komme sikkert og lovligt ind i EU, så de ikke er tvunget til at gå i gang med farefulde rejser i første omgang.

Vi kunne oprette to lejre i f.eks. Tripoli og et sted i Marokko, hvor alle asylansøgere skulle have deres sag behandlet. Det forudsætter naturligvis, at vi sender alle de flygtninge, der pågribes på havet eller på landjorden, hvis det skulle lykkes dem at komme i land, tilbage til Tripoli, for at de kan få deres sag behandlet dèr. Så det italienske væsen vil kunne skifte navn tilbage fra ”kystredningstjeneste” til ”kystbevogtningstjeneste”.

Vi kunne også begynde i vore undersøgelser af flygtningene at være noget mindre naive. Det hedder i paragrafferne, at flygtningen for at kunne få asyl skal være personligt forfulgt. Hvis vi virkelig tog denne indskrænkning alvorlig, ville flygtninge fra mange lande falde udenfor kategorien. Og hvis vi gjorde flygtningen opmærksom på, at en godkendelse som flygtning ville medføre, at han mistede sin godkendelse, hvis han besøgte det land, han var flygtet fra, og at vi kontrollerede hans rejsen ud og ind, så ville det i sig selv måske få nogen til at afholde sig fra at søge asyl. Forudsat selvfølgelig, at vi så også virkelig kontrollerede flygtningenes rejsen frem og tilbage og sendte dem tilbage, der i ferier besøgte deres oprindelsesland.

Det er heller ikke umiddelbart indlysende, at en flygtning, der er godkendt som flygtning i f.eks. Italien, skal have fri adgang til alle Schengen-lande. Der kan være en vis idé i, at arbejdstagere skal kunne rejse frem og tilbage i Europa, men den regel kunne godt indskrænkes noget.

Sverige er, siges det, ét af de mindst korrupte lande i verden. Alligevel er embedsmændene i migrationsverket yderst lemfældige med deres undersøgelser. Mange flygtninge kommer til Sverige som ensom kommende børn, selv om det er ret tydeligt at se, at de er ældre end 18 år. Og det er ret naivt at tro, at ingen vil lyve sig nogle år yngre, hvis det kan bringe ham indenfor i Sverige. Men så naive er de i Sverige.

Ligeledes forsvinder der hvert år mange pas for udenlandsk fødte svenskere. Svenske pas kan på det sorte marked indbringe en pæn sum, og det er ganske let at få et nyt pas. For svenske myndigheder tillader sig naturligvis ikke at mistænke ikke-svenskere for snyd. Det hul for omgåelse af asylregler kunne man også nogenlunde let lukke. Plus mange andre.

Men alt dette forudsætter, at der er folkelig opbakning til en mindre naiv ”arbejden-efter-reglerne-holdning” hos myndighederne. Og det er nok det, det kniber noget med. I hvert fald, så længe medierne finder det for godt at producere den ene grådkvalte historie efter den anden. Og den vane opgiver de vist ikke sådan lige med det første.

Så der vil utvivlsomt drukne endnu flere på Middelhavet.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Luther, Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Hvad skal vi gøre ved det?

  1. Pingback: Konventionernes skyld? | ricardtriis

  2. Pingback: Den australske model | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s