Dialog med islam

Den 12. juli 2014 brugte Iben Thranholm sin klumme i Kristeligt Dagblad til at omtale Deadline-interview’et med Anjem Choudary. Her bebrejder hun interview’eren, Martin Krasnik, at han går ud fra som en selvfølge, at Choudary da anerkender demokratiske værdier, og at han, da han til sin store overraskelse må konstatere, at det gør han på ingen måde, bliver næsten sat til vægs af den yderst veltalende Choudary.

Det får hende til at undre sig over, at yderst begavede mennesker kan blive ved med at tro på demokratiet som overbevisningsmiddel overfor islamisterne, når det tydeligvis ikke virker.

Sagen er den, at en islamist som Choudary kun har respekt for religiøse argumenter, som kan overtrumfe hans egne. Hvis en interviewer stillede ham en række udfordrende spørgsmål omkring hans tro på Allah og Koranens ufejlbarlighed med teologisk præcision og indsigt, ville Choudary måske begynde at sætte spørgsmålstegn ved sine trosopfattelser.

Skal man dæmme op for islamismens udbredelse, må man overbevise dem om et andet gudsbillede, for et livssyn uden Gud kommer islamister aldrig til at acceptere.

Man kan lægge mærke til, at hun taler om islamisme, tilsyneladende ud fra en forestilling om, at der er forskel på islam og islamisme. Den forestilling deles af mange i den danske debat, måske fordi man vil være venlig overfor muslimerne, så man anser main-stream-islam for nogenlunde acceptabel, mens det kun er den ekstreme del af islam, man vender sig imod, og som man derfor kalder islamisme.

Men hvis det også er hendes anskuelse, slår hun i nogen grad sig selv for munden, når hun umiddelbart efter nævner den koptiske præst Zakarias Botros:

Den egyptiske koptiske præst Zacharias Boutros har omvendt hundredtusinder af muslimer ved at påvise teologiske problemer og modsætninger i Koranen. Han bruger tro og fornuft til at bekæmpe radikal islam. Det virker tilsyneladende.

Forkert! Botros bruger tro og fornuft til at bekæmpe islam, ikke radikal islam, for han skelner ikke mellem de to ting.

Botros er i det hele taget en bemærkelsesværdig skikkelse. Han er født i Egypten som barn af koptiske forældre. Og både han og hans ældre bror ville være præster i denne kirke. Men hans ældre bror blev anholdt, fordi han diskuterede religiøse spørgsmål med en muslim. Det var, hævdede man, et forsøg på at omvende en muslim til kristendommen. Det var måske ikke imod de egyptiske love, men det var imod shariaen, og derfor skar man først hans tunge ud af munden på han, dernæst slog man ham ihjel.

Derved blev Zakarias klar over, at skulle han prædike kristendom for egypterne, måtte han udenlands. Det lykkedes vel ikke i første omgang, men senere lykkedes det. Han kom til USA, og derfra har han deltaget i en række udsendelser til den arabiske verden, hvor han forklarer, hvad kristendom er, og hvor han angriber islam.

Og det er altså islam, han angriber. Han siger altid i sine udsendelser, at han elsker muslimer, men hader islam. Han vil, siger han, prøve at befri muslimerne for den lovtankegang, de er blevet bundet af.

Og vil man sige, at det er der da ikke megen dialog i, viser det sig, at det ikke er rigtigt, eller at det i hvert fald ikke er hans skyld, hvis dialogen mangler. For han er i stand til, fordi han læser klassisk arabisk – han har jo arabisk som sit modersmål – at læse alle de muslimske helligskrifter og alle de teologiske kommentarer, der i tidens løb er kommet til.

En artikel på engelsk, se her, viser, hvordan han bærer sig ad.

Botros havde fremdraget en hadith, der fortalte, at hvis en mand skulle tilbringe temmelig megen tid sammen med en fremmed kvinde – hvilket normalt ikke er tilladt ifølge sharia – så kunne det gøres ‘lovligt’, hvis kvinden lod ham drikke af sit bryst, for så var han at betragte som en søn, og en søn må godt være sammen med sin ‘mor’ uden at overtræde sharias love.

Studieværten undrede sig og fik en hadith-ekspert ind i studiet for at spørge, om de virkelig kunne være rigtigt. Og ja, manden svarede, som sandt var, at det virkelig var, hvad sharia hævdede. Værre endnu blev det, da også en lærd fra det prestigefyldte Al-Azhar universitet i Kairo forklarede, at det faktisk forholdt sig sådan, ja, han ligefrem udsendte en fatwa, der legitimerede denne diegivningsproces. Det skabte dog et sådant røre i den muslimske verden, at han måtte trække fatwaen tilbage.

En anden ting, der bragte muslimer i oprør, var hans henvisning til sura 4,23-24, som lyder sådan i dansk oversættelse:

Forbudt for jer er: Jeres mødre, jeres døtre og jeres søstre; jeres fastre og mostre; jeres brordøtre og jeres søsterdøtre; jeres fostermødre, der har ammet jer, og jeres fostersøstre; jeres hustruers mødre og jeres steddøtre, som står under jeres beskyttelse og stammer fra kvinder, I har haft samleje med. Hvis I ikke har haft samleje med dem, begår I ingen overtrædelse -; hustruerne til jeres sønner, der er udgået af jeres lænder; at I bringer to søstre sammen. Dog, hvad der er sket, er sket. Gud er tilgivende og barmhjertig – 24 og ærbare, gifte kvinder bortset fra de slavinder, I ejer. Dette er Guds forskrift til jer. Derudover er det jer tilladt med jeres formue at tragte efter de kvinder, I vil, som ærbare mænd, uden at begå utugt. For den nydelse, I opnår med dem, skal I betale dem deres løn, et pligtigt beløb! I begår dog ingen overtrædelse, hvis I indbyrdes bliver enige om noget udover det pligtige beløb. Gud er vidende og vis.

Og ikke sandt, det lyder da ret uskyldigt; der er da ikke noget her, der kan få lærde muslimer op i det røde felt. Men når det ser sådan ud for os, skyldes det, at vi uvilkårlig læser koranen som en historisk tekst, ikke som en tekst, der indeholder Guds befalinger til nulevende mennesker. Botros gjorde opmærksom på de få ord ”bortset fra de slavinder, I ejer”, og spurgte, om sex med slavinder stadig er tilladt. Det spørgsmål bragte en tv-værtinde videre til to muslimske lærde, men ak, det viste sig, at de blev ved med at tale udenom, ja, den ene råbte til sidst, at man ikke skulle lytte til den slags laverestående mennesker, og stormede ud af lokalet. Da han senere vendte tilbage, nægtede han at indrømme, at islam tillader sex-slaver, og da værtinden derefter sagde, at 90% af alle muslimer, og hun indbefattede sig selv, ikke forstår, hvad der ligger i at have en konkubine, svarede han: ”Man behøver ikke at forstå”. Så kan muslimerne tygge lidt på den.

Men blandt andet den slags hændelser bragte mange muslimer til at tænke sig om, om nu også deres religion er så overlegen i forhold til alle andre religioner, som deres lærde påstår.

Det er jo ganske mærkeligt. Vi plejer at skelne mellem dialog og forkyndelse, og de, der går ind for dialog, plejer at forsikre os om, at det hele kun går ud på at tale sammen, det går slet ikke ud på at omvende muslimer. Og så er der her en koptisk præst, der så sandelig taler rent ud af posen: det drejer sig om omvendelse, det drejer sig om at få muslimer til at søge sandheden, ikke blot at godtage en religions påstande pr automatik, det drejer sig om at fremstille islams misforståelser af kristendommen, osv., osv., og minsandten, så bliver resultatet dialog, ægte dialog, hvor der virkelig er noget på spil.

Lad mig slutte med at nævne nogle af de ti krav, han stiller til muslimerne. De kan ses på hans hjemmeside her, hvis man klikker ind på Fr Zakaria in media og dernæst på 15. Zakarya Botros demands.

Som det tredie krav, han stiller, lyder det, at muslimerne skal udstrege de vers, der opfordrer til at dræbe kristne, f.eks. sura 9,29:

Bekæmp dem, som ikke tror på Gud og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Gud og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!

Og han føjer til: ”Dette er mord!”

Som krav nummer syv har han: Giv muslimerne frihed til at vælge deres religion. Og som nummer otte ophævelse af straf for frafald, af tortur mod dem, der bliver kristne og af fængsling eller endog drab på dem.

Og krav nummer ni lyder: Den arabiske verdens ledere må fremsætte en officiel undskyldning for de mord på kristne, der er begået i lande, der blev invaderet af islam.

Og nummer ti: Lederne i den arabiske verden burde undskylde de fornærmelser, der er rettet mod vores tro op gennem islams historie.

Og spørger man nu: Hvad i alverden er meningen? Hvad bilder denne præst sig ind?, så er det jo på sin vis befriende at få sat tingene på plads. Vi kristne har længe haft et kritisk øje på vor historie. Vi har undskyldt mange af de fejl, kristne har begået op gennem historien. Men har muslimerne? Hvis deres religion, som vores, er en fredens religion, så må de da tage afstand fra de erobringer, der op igennem historien er foretaget i islams navn, og det er ikke få. Og når de ikke gør det, og ikke drømmer om at gøre det, skyldes det så, at deres religion stadigvæk har denne erobringstendens i sig, en tendens, som i vore dage udfoldes af dem, som Iben Thranholm kalder islamister, men som måske i virkeligheden bare fører den ægte islam videre?

Og se, så er det rart, at endelig nogen ‘fra vores side’ tager bladet fra munden, direkte skærer igennem alle muslimernes udenomssnak og kræver undskyldning for fortidens erobringer af kristent område, før vi kan gå med til, at islam er en fredens religion. Ellers må vi stadigvæk betragte den som en magtreligion. Og det er altså islam, vi taler om, ikke den specielt til lejligheden fremstillede størrelse, som man kalder islamisme – hvad det så end er for noget.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Islam og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Dialog med islam

  1. Jacob A siger:

    Dav Ricardt. Kanske du kan få noget ud af det her?

    http://www.avisen.dk/unge-indvandrepiger-ender-som-hjemloese_275762.aspx

    Mvh Jacob

  2. Jacob A siger:

    Glad for at du kunne bruge det:-) Syns dog ikke at du besvare spørgsmålet “sekulært eller kristeligt livssyn i DK klart. Med venlig hilsen Jacob

  3. Pingback: Sådan er de bare! | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s