To-statsløsningen

Konflikten mellem Israel og Palæstina har jeg længe undgået at blande mig i. Jeg har været af den opfattelse, at den er noget nær uløselig, ikke fordi der ikke på begge sider er mange mennesker af god vilje, men fordi ingen af de to autoriteter har formået at styre deres ekstremister.

Israelerne har ikke formået at styre bosætterne, i hvert fald ikke formået tilstrækkelig effektivt at bekæmpe den teoretiske baggrund for deres ekstremisme, og på samme måde har de palæstinensiske ledere ikke formået at holde deres ekstremister nede, hverken rent fysisk og militært, eller rent teoretisk.

Men jeg må indrømme, at efter at Hamas har afvist det egyptiske våbenhviletilbud, som Israel godtog, er jeg begyndt at tvivle på mine hidtidige antagelser, ja, ligefrem tvivle på to-statsløsningens brugbarhed.

Det lyder jo ellers så indlysende rigtigt med den to-statsløsning. Når to folkeslag slås om det samme landområde, er det så ikke det mest indlysende at dele landområdet op i to, og lade hver få sit? Oven i købet er der jo foretaget en opdeling af Palæstina på forhånd – nå ja, der skal måske slås et par nye blyantstreger på et kort, og der skal vel også forhandles lidt frem og tilbage om vandressourcerne, men det burde man da kunne finde ud af – og når så hver har fået sit område, så kan vi læne os tilbage og sige: ”Fred i vor tid!”

Ja, ja, jeg véd det godt, allerede det er vanskeligt at opnå. Men helt umuligt skulle det vel ikke være.

Nej, det troede jeg ikke indtil fornylig. Da opdagede jeg, at jeg havde ladet mig rive med af den sædvanlige vestlige naivitet, der tror, at alle tænker ligeså rationelt som vi. Men Hamas tænker ikke som vi. Muslimer i det hele taget tænker ikke som vi. Ja, spørgsmålet er, om ikke vi i kampen mellem Israel og Hamas ser et eksempel på det, Samuel Huntington profeterede om for nogle år siden: at vi ville komme til at opleve et ”clash of civilisations”, at civilisationerne ville støde sammen. Godt nok har det ikke skortet på folk, der har vendt sig mod Huntingtons tese. Men jo mere man sætter sig ind i muslimers anderledes tankegang, des mere må man opfatte den slags protester som ønsketænkning, som noget, man efterhånden temmelig krampagtigt fastholder, fordi det at tænke den modsatte tanke næsten er uudholdeligt.

I forbindelse med den igangværende krig traf jeg første gang den anderledes tankegang i en artikel i Information den 14-7, se her. Her skriver den amerikanske forfatter William Saletan:

Sidste gang Israels militær angreb bygninger i Gaza, for halvandet år siden, brugte man flyveblade og telefonopkald til at advare beboerne, så de kunne slippe væk, inden bomberne ramte.

Israel affyrede også nødblus eller mortergranater med ringe sprængkraft (den såkaldte ’banke på taget’-metode) for at signalere forestående angreb.

Menneskerettighedsgrupper har ikke godtaget disse foranstaltninger som fritagelse for juridisk ansvar, men dog hilst dem velkomne som et fremskridt. Israel hævder at anvende de samme foranstaltninger i disse dage, og Hamas og andre palæstinensiske kilder har da også bekræftet, at det israelske militær har udsendt telefonadvarsler til familier i de hjem, der ville blive angrebet.

Det var lidt overraskende at læse om det. Og så i Information. Men denne tilbageholdenhed er tilsyneladende ægte nok. Uden at de dog har fået vore mere officielle danske medier til at omtale det.

Saletan fortæller om et luftangreb på en Hamas-leders hus, hvor beboerne var blevet behørigt advaret, men hvor naboer og kvinder og børn, plus nogle få Hamas-folk alligevel vendte tilbage og stillede sig op på taget for at udgøre et ‘menneskeligt skjold’. Det var dog for sent for flyet at standse bomberne, så de blev alle dræbt.

Men hvis det nu ikke havde været for sent, skulle flyet så have undladt at bombe? Disse mennesker stiller sig jo op på trods af advarsler fra Israels side. Det er næsten ikke til at tro, at de gør det med vilje. Men det er åbenbart rigtigt nok.

Rune Toftegaard Selsing citerer i sin blog på Jyllands-Posten Hamas’ indenrigsminister for at sige, se her:

For det palæstinensiske folk er døden blevet en industri, og det er kvinder gode til, ja, alle, der bor her i landet. De gamle er gode til det, og det er mujahedinerne og børnene. Det er derfor, vi har dannet menneskeskjolde af kvinder, børn, mujahediner og gamle mennesker: vi vil udfordre den zionistiske bombe-automat. Det er, som om de siger til den zionistiske fjende: ‘Vi ønsker døden, ligesom I ønsker livet’.

Her har vi det huntingtonske sammenstød. Blot forstår vi jo ikke disse mennesker. Det er nok derfor, vi helst nægter sammenstødets realitet.

Jeg tror, det er Netanyahu, der har sagt noget i retning af, at israelerne bruger deres raketter til at beskytte deres mennesker med, mens palæstinenserne bruger deres mennesker til at beskytte deres raketter med. Og det er jo meget præcist. Men også ganske forfærdeligt. For viser det ikke en afgrundsdyb forskel i menneskesyn?

Det forfærdelige er den muslimske vækkelse, der satte ind med stifteren af Det muslimske Broderskab, Sayd Qutb, der blev henrettet for oprør i 1966 i Egypten, og siden har bredt sig til store dele af den muslimske verden, godt hjulpet på vej af Khoumenis revolution i Iran. I stedet for at erkende, at det var den muslimske verdensanskuelse, der var noget i vejen med, siden man ikke kunne komme på omgangshøjde med den vestlige verden, hævdede man det stik modsatte. Det, der skulle være kuren mod alle onder, var ”mere islam”, ikke ”mindre islam”.

Og så dukkede alle kravene på det kønslige område op: kvinder skulle tildække sig, mænd og kvinder skulle være adskilte, alle gamle skikke skulle genoptages, hvis de var uddøde, osv. Og så begyndte man at beskylde Vesten og ikke sig selv for den manglende udvikling. Og endelig begyndte man at anvende selvmordsbombere i sin kamp mod de vestlige værdier. Altsammen ud fra den yderst krampagtige tankegang, at man på den måde ville genskabe islams fordums magt. Hvordan det skulle ske, gjorde man sig ikke særlig mange tanker om, det var, som om det var nok og skulle være nok, at man nu helt anderledes end før adlød Allahs love, så måtte vel Allah før eller siden belønne denne hengivenhed.

Og det er klart nok, at for dem, der har islams tidligere storhedstid for øje, for dem, der ser Vesten som den store Satan og Israel som Vestens fremskudte bastion midt i det gamle muslimske land: Mellemøsten, for sådanne mennesker kan dette at dø for islams sag være noget eftertragtelsesværdigt, men det er alligevel overraskende, at det kan det være, uanset, at ens død ikke har nogensomhelst militær betydning.

Muhammed Deif, øverstkommanderende for Hamas’ væbnede styrker, sendte i 2010 denne hilsen til Israel:

I vil ophøre med at eksistere og Palæstina, med Jerusalem, Al-Aqsa moskeen, landsbyerne og byerne vil forblive vores, fra floden til havet. I har ingen ret til en tomme af dette land og vi vil aldrig overgive os til jer så længe der er én muslim tilbage på jordens overflade, se her.

Det er den slags tanker, vi i Vesten skal have til at harmonere med vore forestillinger om en to-statsløsning i Palæstina. Og det lader sig ikke gøre.

Nå ja, jeg véd godt, at Fatah er noget mere moderat i sine udtalelser. Men glem ikke, at de har Hamas at slås med på Vestbredden. Og Hamas ser i muslimernes øjne nok mest muslimsk ud. Eller: Hvis Hamas bliver slået, vil der blot opstå andre grupper, der bygger på de samme urealistiske og irrationelle tanker. For tankerne er jo hentet fra islams arvegods, ikke spundet ud af ingenting fra den blå luft.

Tag en bemærkning, som Anders Jerichow kom med i et interview med ham i Deadline den 15-7: Han mente, at palæstinenserne ikke ville blive tilfredse uden en varig fred, og en varig fred måtte nødvendigvis indebærer, at Israels blokade af Gaza ophørte. Det er sikkert rigtigt, eller altså: det er rigtigt efter vore begreber, når vi formår at se bort fra de rabiate tanker, som Hamas giver udtryk for. Og så er vi tilbage ved to-statsløsningen og dens umulighed på grund af netop disse rabiate og fuldstændig vanvittige forestillinger.

For hvis den blokade, Israel har gennemført indtil nu af Gaza, ikke har kunnet forhindre, at Hamas har indført færdige raketter og materialer til fremstilling af raketter i en grad, så de har kunnet skyde over tusind raketter ind over Israel, hvordan vil det så ikke gå, hvis Israel ophæver blokaden? Det, som Hamas skulle gøre, hvis de var rationelle og havde et nogenlunde realistisk billede af egen formåen, eventuelt ved at rette sig efter det gode gamle arabiske ordsprog, der siger: ”Kys den hånd, du ikke kan afhugge”, var at vise Israel gennem handling, at de er troværdige aftalepartnere. Men med deres mange raketter gør de lige det modsatte. Og det gør det jo komplet umuligt for Israel at ophæve nogen blokade.

Og det, der er det kedelige spørgsmål, som vi utrolig nødig vil stille os, er, om ikke enhver fredsløsning, ja, måske enhver aftale, der blot i nogen grad vil normalisere forholdene for beboerne i Gaza, vil være umulig, sålænge de tanker, som Muhammed Deif giver udtryk for, gør sig gældende blandt Gazas beboere.

Hvad så?

Tja, Hamas løber vel tør for raketter før eller siden. Og Israel løber vel tør for bombemål. Og når det sker, kan tingene dalre videre. Men mere skal man nok ikke forvente.

Nå jo, man kan vel også forvente, at Israel efter raketternes ophør giver sig i gang med at reparere den højspændingsledning, som Hamas skød i stykker med en af deres vildfarne raketter; den forsyner den sydlige del af Gaza med elektricitet. Så det kan vist kaldes et selvmål. Og forståeligt nok har Netanyahu sagt til det israelske elektritetsselskab, at de ikke skal sætte israelske liv på spil for at få repareret den ledning.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s