Sekulært eller kristent samfund?

Hvor har vi vore værdier fra? Har vi dem fra de sekulære tankegange, der opstod under Den franske Revolution, eller har vi dem den kristendom, der har bestemt vore tankegange gennem århundreder?

Dette spørgsmål kan være ret svært at afgøre. For det, kristendommen vil, er blot at få os til at være sandt menneskelige. Og vil de sekulære tankegange ikke det samme?

Tidligere havde vi ikke nødig at spekulere over dette problem. Men nu har vi fået en række landsmænd – jeg tænker naturligvis på muslimerne – der hverken er sekulære eller kristne i deres tankegang, og så rejser der sig en række spørgsmål, som tvinger os til at træffe afgørelse mellem kristent og sekulært.

For nogen tid siden havde vi således burka-spørgsmålet oppe at vende i vores hjemlige diskussion. Jeg deltog med et par blogindlæg, se her om nej til burkaforbud, og her om nej til muslimsk madkulturs indtrængen i børnehaver og lign. Dette spørgsmål er nu blevet aktuelt igen, eftersom den europæiske menneskerettighedsdomstol har givet Frankrig medhold i det burkaforbud, man indførte.

Naser Khader er således på banen igen med sit gamle forslag om at indføre et forbud mod at bære burka i det offentlige rum, se her. Men som jeg ser det, er hans forslag ikke blevet bedre siden sidst. Derimod kommer han med et par sammenligninger, som efter min mening tvinger os til at spørge: Er det som kristne eller som sekulære, vi mener det, vi mener? Han skriver:

I Danmark accepterer vi i øvrigt heller ikke flerkoneri, uanset hvor frivilligt det er. Vi har også forbudt kvindeomskæring. Staten blander sig i, om folk skal have sikkerhedssele på i bilen, eller om børn skal bære cykelhjelm, men går langt udenom, når det gælder et åbenlyst kvindeundertrykkende symbol. Det giver ingen mening.

Her tager den gode Khader fejl. Det giver god mening, at staten giver påbud om sikkerhedssele og cykelhjelm, men ikke om burka. For det er påvist, gennem ulykkesstatistik og lignende, at sikkerhedssele og cykelhjelm redder liv. Og eftersom det er staten, der i vor del af verden står for genoptræning efter ulykker, er der ikke noget at sige til, at den, også af rent økonomiske grunde, vil nedbringe antallet af tilskadekomne mest muligt. Noget tilsvarende kan man derimod ikke sige om dette at bære burka. Man kan gøre det forbudt at køre bil iført en burka, det giver mening, for derved undgås ulykker. Men selv hvis det var sandt, hvad Khader siger, at burkaen er kvindeundertrykkende – og det vil jeg give ham ret i et langt stykke af vejen – så kan man ikke lovgive sig ud af den kvindeundertrykkende kultur, som muslimerne har. Man må overtale og forkynde, drille og påvirke, fortælle om vores anderledes livsholdning og begrundelserne for den.

Den opgave burde i virkeligheden kirken tage sig på, måske ikke direkte, men indirekte, derigennem, at den gjorde det klart for danskerne, at det er tilladt at drille og udskamme muslimerne for deres kvindesyn. Men uha nej, kirken og dens folk gør sig umage for at være politisk korrekt, det vil sige, for endelig ikke at sige noget ondt om islam. At den skulle elske muslimerne, men hade islam, ser den ikke. At den skulle gøre, hvad den kan for at befri muslimerne for shariaens bånd, det forstår den ikke.

Men det kan måske de to andre ting, som Khader nævner, lære den, jeg tænker på flerkoneri og kvindelig kønslemlæstelse.

Om begge dele kan man nemlig hævde, at det ‘kun’ er en del af den vestlige kultur, og at vi ved at forbyde dem presser vores kultur ned over en anden kultur. Eller man kan hævde, at et sandt sekulært samfund ville tillade begge dele.

Men det vil sige, at når vi går imod det – og ‘vi’ betyder her ‘vi etniske danskere’ – skyldes det ikke, at vi tænker sekulært, det skyldes, at vi er et kristent folk, der stadig har en masse kristne brokker siddende i sindet.

Vi har f.eks. den overbevisning siddende dybt i os, at hvad der er naturligt, det er godt, og det skal man ikke lave om på. Når således kvinden er udstyret med et lystorgan, svarende til mandens penis, så må der, synes vi, være den dybere mening med det, at også hun skal have del i de glæder og den lystfølelse, som samlejet indebærer. Ja, vi synes videre, at det så må være naturligt, at mand og kvinde også på alle mulige andre områder er ligestillet. Måske endda nogen fornemmer, at netop den gensidige hengivelse, som gives i samlejet, er tæt på at være selve meningen med livet, fordi den anden netop hengiver sig frit, i fuld tillid, af kærlighed til netop mig, og altså hengiver sig med hele sin person.

Det minder mig om Pernille Bramming, som engang for lang, lang tid siden i en bog med titlen Islam skrev, at mange tunesiske og egyptiske kvinder længtes efter, at deres mand skulle elske dem ”på europæisk vis”, sådan som de havde set det på europæiske og amerikanske film, i stedet for bare at komme for at få sig selv tilfredsstillet.

Dette sidste svarer meget godt til den forskel, islam opstiller mellem mand og kvinde. Manden er overordnet kvinden, hans ord gælder dobbelt så meget som hendes i en retssal, han kan skille sig fra sin kone forholdsvis let, mens det er næsten umuligt for hende at opnå skilsmisse. Og netop den forskel er det, der ligger bag den muslimske skik med kvindelig kønslemlæstelse. Man bortskærer kvindens klitoris, for at hun ikke skal føle nogen skammelig lyst, heller ikke i samværet med sin mand. For hun er blot en ”ager, der skal tilsås”, nogen ligestilling er der ikke tale om.

Og én ting er nu, at vi ved lov sådan set forbyder denne lemlæstelse – jeg siger ”sådan set”, for vi kontrollerer det jo ikke – noget andet er, at vi undlader at angribe denne skik teologisk. I virkeligheden har vi bevaret kolonitidens nedladende syn på de fremmede kulturer: vi mener ikke, at der ligger nogle almenmenneskeligt forståelige forestillinger bag, eller vi anser disse mennesker for underudviklede og regner med, at de næsten bare ved at komme i forbindelse med os automatisk vil ”udvikle sig” op til vores høje stade. At også de gør sig tanker om livet og døden, at også de har tanker om, hvad der er det bedste for en ung pige, og at det er derfor, de foretaget denne skamféring, det kan vi ikke forestille os.

I stedet burde vi hjælpe muslimerne til at forstå, at samlivet – ikke blot det seksuelle, men det ægteskabelige i det hele taget – får en meget større fylde, når det bliver en personlig bundethed, der er tale om, en personlig hengivelse, der præger det, en personernes voksen-sammen i fortrolighed, der gør sig gældende. Det kan måske ved første øjekast synes svært eller umuligt at opnå en sådan forståelse, for mister manden ikke magt ved en sådan ændring, og mister kvinden ikke fromhed, hvis hun, også hun, giver udtryk for lyst? Men vore filmskabere og romanforfattere hjælper os; de bestiller jo ikke andet end beskrive ‘lykken’, og ‘lykken’ ligger altid i at vokse sammen med et andet menneske.

Og vi er jo ved at sejre, når talen drejer sig om de unge, muslimske kvinder. De finder sig ikke mere i hvad som helst. Det gælder de af dem, der er gået ind i et arrangeret ægteskab, mere eller mindre mod deres vilje. Når de fylder vore krisecentre, skyldes det netop, at den muslimske fromhedsforståelse, hvorefter en kvinde skal finde sig i alt fra ægtemandens side, ikke accepteres af dem.

Og nu forlyder det, at der endda er unge muslimske kvinder, der ikke agter at følge deres forældres befaling om at gå med det muslimske tørklæde, se her, hvor én af dem fortæller, at hun af den grund er blevet smidt ud hjemmefra. Og bør vi dog ikke på én eller anden måde skamme disse forældre ud? Ikke med den sædvanlige floskel, at ”det er ganske uacceptabelt”, men med et forsøg på at få dem til at forstå, at de svigter deres opgave som forældre, hvis de smider deres egen datter ud fra hjemmet. Og skulle de forsvare sig med, at deres datter har ødelagt familiens ære, er det så helt umuligt at få dem til at forstå, at det er deres egen forfængelighed, der får dem til at handle, som de gør, og ikke hensynet til deres datters vé og vel? Altså forstå, at det er en yderst egoistisk handling, de har gjort.

Der er grænser for, hvad vi kan lovgive os til. Men hvis vi ellers tør være os selv, tør være ved, at vi har et godt samfund, med gode forhold for familierne, og mulighed for gode relationer indenfor familierne, så vil vore muslimske landsmænd ad åre forstå og indse, at vore kultur også er ‘bevaringsværdig’, ja at vore handlinger måske endda ligefrem bygger på en religion, kristendommen, som i menneskelighed på mange felter overgår deres egen religion, islam.

Altså: hvis vi tør være os selv!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s