Billeder kontra analyse

Da Tv lige var kommet til Danmark, hed Tv-avisen ikke Tv-avisen, men Aktuelt. Og folk gloede og gloede. Det var jo lige sagen: at få levende billeder fra begivenhederne rundt omkring; at få biografernes ugerevyer bragt ind i stuen hver aften. Fortrinligt!

Nuvel, der var nogle aviser, der kom med indvendinger. Men det var vel bare af brødnid. De hævdede, at man i Aktuelts redaktion var tilbøjelig til at udvælge de emner, man havde levende billeder fra, og fravælge andre, der måske var mere relevante for seernes hverdag eller for de begivenheder, der var nyheder i aviserne. Men om det nu var brødnid eller ej med denne kritik, Tv tog kritikken til sig og ændrede navn til Tv-avisen, samtidig med, at man lod oplæsere oplæse nyheder, som man ikke havde billedmateriale til. Det havde man ellers forsvoret, at seerne ville finde sig i, men da der kun var denne ene Tv-kanal, har vi seere efterhånden vænnet os til det.

Og det da også er ganske udmærket.

Men modsætningen mellem at bringe billeder og at bringe analyser ligger stadigvæk lige under overfladen. Godt Tv skal appellere ikke blot til forstanden, men også til følelserne, siger man. Og derved har man allerede givet billeder fortrinsret fremfor analyser. For er der noget, billeder kan, er det at appellere til følelserne.

Og det véd vore medier så udmærket. Blot skulle man jo tro, at de, når journalister nu véd, at billedmediet fremkalder mægtige følelser, var i stand til at undlade selv at lade sig rive med af deres følelser og roligt analysere situationen. Det er de ikke. Og det ses tydeligt i den øjeblikkelige konflikt mellem Hamas og Israel.

Israels fremfærd på Vestbredden er under al kritik. Bare det, at de med deres utallige bosættelser har skåret Vestbredden over i en række palæstinensiske enklaver, der dårlig kan komme i forbindelse med hinanden, så ambulancer tit må køre en stor omvej for at komme frem, og almindelige borgere ofte må stå i kø i timevis for at komme igennem de israelske check-points!

Dette kunne en analyse af situationen på Vestbredden klarlægge. Det sker bare ikke i de vestlige medier. For den undertrykkelse, der finder sted, er diffus og ikke til at få has på, ligesom der da slet ikke er nogen billeder derfra, der kan bruges til at få følelserne frem i os Tv-seere. Dertil kommer, at alt dette sker med meget lav intensitet. Der finder ikke nogen begivenhed sted, der kan få den omkringfarende hær af internationale mediefolk til at fare ind på Vestbredden og i samlet flok bringe billeder af det. For hvad skulle de bringe billeder af? Der sker jo ikke noget. Det er dagligdag altsammen.

Alt dette burde vore vestlige medier vide. Alt dette burde de tage hensyn til, når de vil fortælle os om virkeligheden. Og de véd det måske også et sted i deres bevidsthed. Men deres ønske om at bringe ”godt Tv” – det, de selv kalder ”deres professionalisme” – har i den grad taget overhånd, at de selv er kommet til at ligge under for billedernes overlegenhed i forhold til analysen.

Det kan som sagt ses af de reportager, der bringes fra Gaza og Israel. Jo, man kan godt se forsøg på at fordele sol og vind lige mellem Hamas og Israel. Man kan se analyser foretaget af Hannah Voighel og Allan Sørensen af situationen i Israel. Men kan se klip fra Netanyahus pressekonferencer, hvor han forklarer og forsvarer Israels handlinger. Men på billedsiden! Ak, her kan man jo ikke andet end afbilde de skrækkelige scener fra Israels bombardementer i Gaza, og selv om man – altså mediefolkene – måske godt véd, at sådanne billeder fremkalder stærke følelser hos seerne, er det alligevel sådanne billeder, man bringer, og ikke et dødt billede af et dødt hul i Israel efter én af Hamas’ raketter. Det sidste er jo ikke ”godt Tv”, men det første er.

Og så bliver altså den ene efter den anden af ellers udmærkede og normalt velafbalancerede journalister selv ofre for de oppustede følelser, som stærke billeder fremkalder.

Det er én ting.

En anden og langt mindre forståelig ting er, at nogle journalister ikke blot gør sig dette klart, men også gør sig klart, at Hamas udnytter denne forskel mellem billeder og analyse. Altså: man véd af, at Hamas bevidst og kynisk lader den palæstinensiske civilbefolkning komme i skudlinien, og alligevel lader man sin medfølelse med palæstinenserne munde ud i en anklage mod israelerne.

Det er, hvad Lasse Ellegaard gør i en leder på bagsiden af Information, se her. Han skriver:

Hamas kalkulerer med, at en krig med Israel kan genvinde noget af den tabte popularitet og udstille Mahmoud Abbas som Israels marionet. Det er en forklaring på den kynisme, der fik Hamas til at afvise et våbenhvileforslag, strikket sammen af Egypten/USA, og yderligere har forsøgt at presse civilbefolkningen til at agere ’menneskelige skjold’ mod Israels terrorbombardementer med den bagtanke, at flere brændte og lemlæstede børn vil fremkalde en international reaktion mod Israel.

Det er lidt kluntet formuleret, men alligevel! Står der ikke tydeligt nok, at Hamas i sin kynisme presser civilbefolkningen til at agere menneskeligt skjold mod bombardementerne, og siger han ikke ligeud, at det gør Hamas, fordi de skal have så mange brændte og lemlæstede børn som muligt, derved bliver der fra det internationale samfund lagt størst muligt pres på Israel?

Det vil sige: Lasse Ellegaard er fuldt ud klar over, at krigen er en propagandakrig, og at Hamas uhyre kynisk udnytter denne kendsgerning. Alligevel lader han sig bruge af Hamas i denne propagandakrig. Alligevel lader han sig uden betænkning spænde for Hamas’ vogn. Alligevel tager han anledning af de billeder, han ser fra Gaza, til at fordømme Israel, ja, hele lederen er skrevet på baggrund af, at vores udenrigsminister ikke vil bruge udtrykket ”fordømme”, men kun vil sige, at ”det er svært at forklare, hvorfor det skal koste så mange uskyldige mennesker livet”. Ellegaard mener, det er for galt, vi har en udenrigsminister, der ikke i klartekst kan fordømme ”den statsterrorisme mod sagesløse, der foregår for øjnene af os”.

”Statsterrorisme?” Jamen, tror Ellegaard da ikke, at også israelerne er klar over, at dette er en propagandakrig? Tror han virkelig, at de er så ubegavede, at de bare bomber løs? Lader han sig virkelig i den grad vildføre af de billeder, han ser, at han bliver komplet ude af stand til at analysere?

Der er en hel masse kendsgerninger, han ikke omtaler.

Han nævner ikke med et ord de forsøg, Israel foretager for at undgå at dræbe civile. Og lad os bare indrømme, at dette ikke er noget, de gør, fordi de er bedre mennesker end andre, men blot noget, de gør, fordi de kan gøre det og fordi de nødig vil tabe i propagandakrigen. Men faktum er altså, at Israel under hele luftkrigen har advaret beboerne i de huse, de har påtænkt at bombe. Dels har de sendt flyveblade og telefonbeskedder ud, dels har de først kastet en bombe, der lavede støj, men ellers næsten ingen skade – de har brugt den såkaldte ‘banke-på-metode’ – og så først efter denne advarsel kastet den bombe, der ødelagde huset. Dette skulle give beboerne tid til at komme ud af huset, så de ikke bliver slået ihjel.

Fjernsynet har da også bragt et kort interview med en mand, der stod foran sit ødelagte hus. Han havde reddet livet, fordi han fik en sådan advarsel, men alligevel klagede han over, at han fik altfor kort tid til at forlade huset. Han skulle da være glad over, at fjenden handler så ”ukrigsmæssigt”!

Og hvorfor handler israelerne sådan?

Fordi de kan. De har det fuldstændige herredømme i luftrummet, deres jagerbombere kan operere fuldstændig uhindret over Gaza, og deres præcision er så stor, at de kan ramme netop det udsøgte hus.

Og de gør det, fordi de har planlagt kun at ramme Hamas-folkenes huse. Det er lederne i Hamas, der skal erfare, hvad det koster at blive ved med at sende raketter ind over Israel. At der så trods advarslen er folk i husene, ja ofte endda folk på tagene, kan det på nogen måde siges at være Israels fejl?

Men én ting har Israel ikke tænkt over. Man har ikke taget højde for den ufattelige træghed, der hersker i vore medier. Man har ikke tænkt over, at medierne selv er ofre for den skævhed i fremstillingen, det giver, når de følelsesfremkaldende billeder vises på skærmen. Man har ikke forestillet sig, at de på trods af, at de udmærket kender til, hvordan Israel først ”banker på” for netop at skåne menneskeliv, bliver ved og ved med at lægge skylden for de mange dræbte civile på Israel.

Det er også nærmest uforståeligt. Man har svært ved at forstå, at Hamas kan presse sine civile ind i de huse, der skal bombes, men man har endnu sværere ved at forstå, at en journalist som Lasse Ellegaard, der anerkender, at det går sådan for sig, kan give Israel skylden for de dræbte civile.

Men det gør de; det gør han. Rask væk. Man har næsten indtryk af, at israelerne kan gøre hvadsomhelst, de er de stærkeste, derfor skal de have skylden for de mange dræbte.

Hvis én skubber dig ud foran et frembrusende eksprestog, så kan det dog aldrig blive lokomotivførerens skyld, at du bliver kørt ihjel. Hvis Hamas presser palæstinensere til at forblive i en bygning, som Israel har sagt, de vil bombe, så er det naturligvis Israels skyld, at bygningen bliver ødelagt, men det må dog være Hamas’ skyld, at de, der har ladet sig presse til at blive i huset, slås ihjel.

Og hvis Lasse Ellegaard kan erkende, at Hamas presser folk til at forblive i de boliger, der vil blive bombet, så kan man dog ikke på nogen måde anklage Israel for krigsforbrydelser eller kalde Israels bombardementer statsterror. Det er ikke desto mindre, hvad han gør.

Advertisement