Svært at forklare

I gårsdagens Deadline (den 21-7 2014) fik så udenrigsminister Martin Lidegaard lejlighed til at fremsætte sit (og regeringens) syn på konflikten mellem Israel og Hamas. Han har tidligere givet udtryk for den opfattelse, at

Alle forstår Israels behov for at forsvare sig selv. Men det er svært at forklare, hvorfor det skal koste så mange uskyldige mennesker livet. Derfor våbenhvile nu.

Så derfor var det med en vis spænding, man imødeså interview’et. Fik han svaret på alle de mange ubesvarede spørgsmål, der ligger og lurer? Fik han anerkendt, at Israel i sine bombninger har taget hensyn, blandt andet ved at bruge den såkaldte ‘banke-på-metode’? Hvordan så han på påstandene om, at Hamas presser eller tvinger et ”dødsdømt” huses beboere op på taget, så piloten kan se, at det er mennesker, han slår ihjel, og så Hamas får endnu flere ‘uskyldigt’ dræbte at henvise til? Eller blev det til en gang tågesnak om Hamas som en ”godkendt” terrororganisation?

Det må jo indrømmes, at krigen i Gaza er en højst ulige krig. Man kan mindes englændernes bombardement af København i 1807. Rent terrorbombardement! Man ville have den danske flåde, og man bombarderede København, indtil man fik sin vilje, uanset de mange civile, der blev dræbt. Til sidst gav jo også kommandanten efter og udleverede flåden. Han indså, at kun derved kunne han redde de civile indbyggere.

Men englænderne blev ikke just populære i Europa på baggrund af den begivenhed.

Og så vil man måske sige: Ja, det er nøjagtig det samme, vi nu ser i Gaza.

Men det er det ikke. På ingen måde. Godt nok har vi med den samme ulige krigsførelse at gøre. Men vi danskere havde jo ikke på nogen måde generet englænderne. Blot havde vi en flåde, som i givet fald kunne sættes ind mod England. Anderledes med Hamas. De havde tidligere og specielt efter drabet på de tre israelske teenagere og det efterfølgende drab på en ung palæstinenser sendt den ene raket efter den anden ind over Israel. Englænderne var aggressorer; de kunne kun tilfredsstilles ved at få deres vilje. I Gaza-konflikten er det Hamas, der er aggressoren. Israel skulle ikke, før landkrigen satte ind, have ”deres vilje”, de skulle bare have aggressionen: Hamas’ raketter, til at standse.

Men aggressionen standsede ikke. Og det gør den stadig ikke. For i modsætning til den københavnske kommandant synes Hamas at være ret ligeglade med befolkningens overlevelse.

Det var også spændende at se, om Martin Lidegaard ville tage det argument op, som den israelske ambassadør i Danmark anvendte, argumentet om, at den israelske hær, før den angreb bydelen Shejaiya (dèr, hvor der natten mellem lørdag og søndag var heftige kampe, hvor mange civile blev dræbt), gav afkald på overraskelsesmomentet og nedkastede flyveblade, der rådede folk til at flygte, fordi israelerne snart ville angribe. Normalt er jo ellers det forhold, at forsvarerne ikke véd, hvornår angrebet sætter ind, et godt kort på angribernes hænder. Men det kort lod altså israelerne sig spille af hænde. Og ingen har endnu gjort sig tanker om, hvor mange flere soldater Israel har tabt på den konto.

Der var et andet argument, ambassadøren kom med, som også mangler svar. Han gjorde opmærksom på, at Israel i 2008 (tror jeg nok det var) var noget betænkelig ved at lette blokaden for byggematerialer. Men da der jo var mange huse, der skulle bygges op eller repareres, gik man med til det. Nu, hvor man har erobret en række af de tunneller, som Hamas har gravet fra Shejaiya ind under grænsehegnet og ind i Israel – alle pænt opbygget med buede lofter og betonfliser på væggene – nu kan man se, hvad byggematerialerne har været brugt til.

Det leder frem til det næste spørgsmål, som kalder på besvarelse. Hvorfor har Hamas bygget tunneller og ikke beskyttelsesrum til befolkningen? Israel holder dog så meget af sin befolkning, at de har bygget beskyttelsesrum. Og når Hamas samler raketter til huse og således direkte forbereder sig på en krig på raketter mod flybombninger, så må de dog vide, at befolkningen ville kunne få god gavn af beskyttelsesrum. Men intet sådant har man bygget, kun tunneller. Også det tyder på, at man ganske bevidst har valgt at ville udsætte befolkningen for død og ødelæggelse, fordi man véd, at det gør indtryk på den internationale opinion.

Man skulle jo tro, at når det blev klart, at man på den måde ville udnytte sine døde i propagandamæssig henseende, så ville sympatien skifte, for det er dog den mest kyniske og umenneskelige kalkulation. Men det synes ikke at være tilfældet.

Det er, som om de to parter spiller efter hver sine spilleregler i det store krigsspil. Og det er, som om Hamas har særlige muslimske spilleregler at spille efter. De forbeholder sig ret til at foretage vilkårlige raketaffyringer ind i Israel med det formål at ramme civile såvelsom militære mål, men de bebrejder Israel, at de gør det samme. Og de benægter naturligvis, at Israel netop ikke gør det samme, men søger at undgå at ramme civile.

En hjemmeside, der hedder Times of Israel, bestyret af føromtalte David Horowitz, har oprettet en live blog, hvor man time for time fortæller, hvad der er sket, se her. Idag den 22-7 kl. 8,35 gengiver de det israelske militærs opgørelse over afsendte raketter. Ialt 2.050 er afsendt siden begyndelsen af operation Beskyttende kant. Heraf har 1600 ramt jorden, mest i åbne områder. Jernkuplen, det israelske raketforsvar, har sendt modraketter op mod 450 af Hamas’ raketter, og haft held til at tilintetgøre dem i 90% af tilfældene.

Hov, kun i 90% af tilfældene. Gad vidst, om sympatien fra det internationale samfund ville svinge over til Israel, hvis én af Hamas’ raketter ramte ned på en markedsplads eller lignende. Det er nok langt fra sikkert. Og Israel gør jo, hvad de kan for at undgå et sådant nedslag.

Så er der alt det med tostatsløsningen og de særlige forhold, der gør sig gældende dèr. Det spændende i den henseende var, om Lidegaard ville gå ind på Hamas’ krav om hævelse af den israelske blokade.

Her må man jo nu først gøre sig klart, at mad og medicin altid har kunnet komme frem. Det så vi jo for vore øjne, da der, før israelerne gik ind i Gaza med landtropper, blev afholdt en to timers våbenhvile, for at beboerne kunne få handlet ind. Vi så billeder af markeder, der bugnede af varer. Det vidnede ikke just om mangel på mad.

Vi så forøvrigt også ved den lejlighed, at Gazas beboere stolede på, at Israel ville afholde sig fra at bombe, for gaderne var fyldt med mennesker. Og så så vi også – hvis ellers den beretning står til troende, hvad jeg tror, den gør – at Hamas brød våbenhvilen, igen fuldstændig ligeglade med indbyggernes vé og vel. Israel holdt den dog, undlod at bombe de fyldte gader, selv om de vel i og for sig ‘havde lov til det’.

Det samme gentog sig under den to timers våbenhvile, der søndag blev etableret, så de sårede kunne hentes ud af Shejaiya-bydelen. Men også her viste Israel tilbageholdenhed. Som sagt: Ikke fordi de er mere ædle end Hamas – jo, forresten, det er de – men fordi de véd, at der udkæmpes en propagandakrig, som Hamas godt kan gå hen og vinde. I hvert fald hvis vore vestlige medier fortsætter med at lukke øjnene for Hamas’ skik med at gemme sig selv og sine våben bag uskyldige civile.

Nu blev jo så den stærkt fortættede spænding om, hvad Martin Lidegaard ville sige, udløst. Det blev godt nok kun til et interview på cirka 10 minutter, så han kunne jo ikke nå at få alting med. Og det, jeg havde frygtet: at han blot ville henholde sig til, at Hamas er en terrororganisation, det skete ikke. Men besynderlig nok føler jeg mig nødsaget til at sige: desværre gjorde han ikke det.

For hvis han dog blot på én eller anden måde kunne forstå eller i det mindste forsøge at forstå Hamas’ tankegang, deres anderledes tilværelsesforståelse, eller altså: deres anderledes religion, så ville han måske kunne forstå deres ligegladhed med palæstinensernes liv. Jeg har tidligere citeret Rune Toftegaard Selsing for at citere Hamas’ indenrigsminister, der har sagt: ”Vi ønsker døden, ligesom I ønsker livet!” Men intet af det forstår han, nej, palæstinenserne, inklusive Hamas, er naturligvis mennesker, man kan snakke med, mennesker, man kan træffe aftaler med, og han er vel egentlig lige ved at sige: mennesker, man kan stole på.

Og derfor lagde han hovedansvaret for de mange dødsfald på israelerne. De er et demokratisk folk, sagde han, de må overholde visse regler, vise en vis anstændighed, også i krig. Og ærlig talt, det var lidt mærkeligt, at han slet ikke var klar over, at det jo faktisk var, hvad de gjorde. Deres ‘banke-på-metode’ blev slet ikke nævnt, heller ikke af Adam Holm. Så meget var han i tvivl om israelernes tilbageholdenhed, at han truede dem med, at de skulle vide, at der efter krigens afslutning formodentlig ville komme en international, uvildig undersøgelse, om der virkelig var vist tilbageholdenhed; om det var Hamas’ eller Israels skyld, at der var så mange uskyldigt dræbte, det måtte en undersøgelse klargøre, han mente sig ikke i stand til at finde ud af det.

Alligevel kunne han allerede nu lægge ansvaret på israelerne. Lidt selvmodsigende!

Forøvrigt blev det også klart, at han mente, at den eneste løsning var en tostatsløsning. Og for at der ikke skulle være nogen tvivl, understregede han, at det skulle være to suveræne stater, der i fremtiden skulle eksistere side om side i Palæstina. Og han mente øjensynlig, at Hamas uden problemer kunne ‘komme ind i varmen’, hvis de sluttede sig sammen med Fatah på Vestbredden. Det er for ham øjensynlig nok, at ulven tager en pæn fåreskindspels på.

Om Fatah ville kunne holde styr på Hamas, om Hamas ville arbejde på egen hånd med at opbygge raketlagre, om Hamas i et ‘demokratisk’ Palæstina ville arbejde på at få tilslutning til sin tese: Israel i havet!, det tog han overhovedet ikke stilling til.

Ligesom det tilsyneladende også var nok for ham at se de forfærdelige billeder fra bombardementerne i Gaza, for at han med bestemthed kunne sige: uacceptabelt! Igen: Billeder overtrumfer langt analyser.

Og selvfølgelig tog han heller ikke stilling til spørgsmålet om, hvorfor Hamas bygger tunneller til krig mod Israel i stedet for beskyttelsesrum til befolkningen. Han fik heller ikke stillet spørgsmål desangående.

Men det forfærdelige er, at han med en sådan holdning gør en varig fredsløsning næsten umulig at nå frem til. Der må være ganske mange palæstinensere i Gaza, der har oplevet Israels hensyntagen. De har på egen krop oplevet at få en advarsel, før deres hus blev bombet. De er derfor ud fra egne erfaringer klar over, at Israel ikke udøver vilkårlige drab på civile.

En sådan forståelse af Israel kan der bygges en langtidsholdbar fred på. Én ting er jo, at Israel siger, at de ikke vil angribe uskyldige, noget andet og langt mere værdifuldt er, at Israel også nu viser sig at handle ud af respekt for civiles liv. Den forståelse får blot ikke lov at gøre sig gældende under Hamas’ herredømme. Og når den også møder modsigelse fra det internationale samfund, fra medier og politikere udenfor Israel, så har det endnu længere udsigter med den fred, man siger man længes efter.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente, Uncategorized og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Svært at forklare

  1. Jacob A siger:

    Dav Ricardt. Jeg har tilladt mig at linke til din post her på Facebook.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s