Hamas’ plan

Det er givet, at Hamas er ude på at vinde sympati for de mange døde i Gaza. Og det ser jo virkelig ud til at lykkes for dem. Når man spørger, hvorfor de dog ikke standser deres raketaffyringer og på den måde får Israels bombardementer til at ophøre, er svaret, at de ikke vil tilbage til tilstanden før denne krig, de vil have grænserne åbnet, de vil have blokaden hævet. Men de får det ikke ved militære midler. Og de får det formentlig og forhåbentlig heller ikke ved at satse på at vinde propagandakrigen.

Den evigt vedvarende krig opviser desværre mange eksempler på, at de to sider i debatten har uhyre svært ved at tale sig ind på hinanden. Dette så man i aftenens Deadline (den 22-7) i et interview med Michael Irving Jensen, foretaget af Martin Krasnik, se her. Jeg var lige ved at skrive ”en samtale mellem … ”, men greb mig i det, for faktisk er jo forholdet mellem de to som forholdet mellem en interview’er og en interview’et. Det var nu ikke nemt at se undervejs. Jeg kunne såmænd godt have skrevet ”skænderiet mellem …” uden at gå sandheden for nær. Nå, man skal vel være glad for, at de ikke kastede vand i hovedet på hinanden.

Selvfølgelige var interview’et præget af Krasniks krasse måde at interview’e på. Men på trods af, at de to ofte talte i munden på hinanden, kan man godt indrømme ham, at det denne gang var i orden at være lidt skarp i replikken.

Han havde lagt interview’et tilrette på den måde, at han ville udspørge Michael Irving Jensen om en artikel, han havde skrevet til Ræson, se her. Det var en bestemt påstand, han var ude efter, nemlig denne:

HAMAS ER REDE TIL AT STOPPE KAMPHANDLINGERNE ØJEBLIKKELIGT, hvis det fører til at Israel ophæver blokaden af Gaza, til vands, til lands og i luften. Grænseovergangene skal åbnes, og det samme gælder Gazas havn. Bevægelsen ønsker ligeledes at der umiddelbart herefter skal iværksættes en plan for genopbygning af Gazastriben.

Og han blev ved med at spørge, hvordan Michael Irving kunne være sikker på, at Hamas virkelig ville standse deres krigshandlinger, mens Irving blev ved med at tale udenom. Men Krasnik havde en pointe. Han henviste til en aftale, som blot ikke kom i stand, så den blev gennemført, en aftale fra 2005, som – sagde han – ville have givet palæstinenserne langt mere end det, Hamas nu forlanger:

De lavede en aftale, det blev aldrig gennemført. Men de lavede en aftale om en åben grænseovergang, om opførelsen af en lufthavn, opførelsen af en havn, en aftale om en forbindelse mellem Gaza og Vestbredden. Hvorfor blev det ikke til noget? Fordi Hamas tog magten, kuppede sig til magten ved at smide sine politiske modstandere ud.

Den aftale har jeg ikke kunnet finde. Men jeg har fundet ud af, at der i februar 2005 fandt et topmøde sted mellem den israelske premierminister Ariel Sharon, den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas, den jordanske kong Abdullah, og den ægyptiske præsident Mubarak. Og jeg har fundet ud af, at der efter mødet fremkom to meget positive erklæringer, en fra Sharon og én fra Abbas.

Sharon siger i sin erklæring, at al voldsanvendelse med øjeblikkelig virkning vil blive indstillet af begge parter, se her.

Vi håber, at vi i dag begynder på en ny periode af ro og håb. Vi er også blevet enige om en proces med at overføre ansvaret for sikkerheden i de palæstinensiske områder. Jeg oplyste præsident Abbas om, at vi ville foretage en række tillidsskabende foranstaltninger: vi vil snart løslade hundreder af palæstinensiske fanger. – – – Vi ønsker at gennemføre en genuin og ærlig dialog for at få disse første skridt til at blive en sund basis for vort forhold. Jeg er besluttet på at gennemføre den afviklingsplan [af Israels tilstedeværelse i Gaza, rr], som jeg har påbegyndt. Den blev påbegyndt som en énsidig beslutning. Og hvis en ny forandring opstår på den palæstinensiske side, kan afviklingen bringe håb og blive et nyt udgangspunkt for en koordineret, succesfuld proces.

Abbas’ erklæring er ligeså positiv. Man vil afstå fra vold, man vil gribe den mulighed, der ret uventet har vist sig her, man vil søge at forhandle i den ånd af gensidighed, der har præget mødet her, osv.

I august 2005 var så afviklingen af Israels engagement i Gaza endt. Ikke uden sværdslag mod de bosættere, der ikke ville forlade deres bosættelser i Gaza. Men den israelske hær medvirkede til at få det hele til at foregå i nogenlunde god ro og orden.

Men ak, kort tid efter vandt Hamas ved valget i de palæstinensiske områder. At de ”kuppede sig til magten”, som Krasnik påstod, er sandt nok. Men det skete først senere i Gaza, da man greb magten dèr og tvang Fatah-folkene bort.

Jeg tror, det er Politikens tidligere redaktør, Herbert Pundik, der har fremsat den tommelfingerregel angående forholdene i Palæstina-konflikten, at israelerne altid griber ind for sent, og altid foreslår for lidt. Og man kunne tro, at dette er et eksempel på just dette: Der var allerede, da man fremsatte de fine erklæringer i Sharm el-Sheikh, en stærk modvilje mod Fatah blandt palæstinenserne, delvis fremkaldt af den stærkt intensive kamp mellem Israel og palæstinenserne. Var man blot kommet med disse indrømmelser noget tidligere, så måske projektet ville være lykkedes.

Men jeg tror nu, det er forkert at anvende tommelfingerreglen på rømningen af Gaza. Jeg tror virkelig, man skal tage Ariel Sharon på ordet her. Han har virkelig kæmpet indadtil i Israel for at kunne få flertal for gennemførelsen af denne plan. Og det var virkelig hans håb, at palæstinenserne ville modtage den udstrakte hånd, han rakte dem ved gennemførelsen af planen.

Det gjorde de bare ikke. De lod Hamas komme til magten, og så begyndte raketterne at regne ned over Israel, som Krasnik så rigtigt gjorde opmærksom på. Og man må nok indrømme, at freden blev et endnu fjernere mål for hver raket, der blev affyret.

På den måde kom der til at stå 1-0 til Krasnik i ordstriden med Irving. Krasnik fik undermineret Irvings påstand om, at Hamas ville gå med til en aftale.

Men Irving fik til slut stillet et spørgsmål til Krasnik, som han ikke kunne svare på. Krasnik hævdede, at hvis Hamas anerkendte Israels ret til at eksistere, så ville de blive taget alvorligt. Hertil svarede Michael Irving:

kan du fortælle mig, hvad PLO fik ud af at anerkende Israel, indlede fredsprocessen, hvad kom der ud af det? 500.000 bosættere, den israelske regering har ikke udvist en vilje til at afgive territorium, de har ikke udvist en vilje til at definere deres egne grænser, jeg kunne komme med den påstand, at i det øjeblik, Israel gik ud og definerede deres grænser, så ville det være et grundlag for forhandling, OK, det er det, I vil have.

Den opfattelse kan man ikke andet end give ham ret i, se evt. mit indlæg herom.

Desværre kommer der jo ikke til at blive fred i Israel-Palæstina konflikten, fordi der herhjemme kommer til at stå 1-1 i en debat i fjernsynet.

Men Krasniks pointe er værd at lægge mærke til: Hvis palæstinenserne dengang i 2005 havde godkendt det aftaleforslag, der lå på bordet om egen lufthavn, egen havn, åben grænseovergang, forbindelse mellem Gaza og Vestbredden, hvor meget anderledes kunne så ikke det hele have set ud i dag! Det var virkelig en tillidsskabende foranstaltning, Sharon gennemførte, da han lod israelerne rømme Gaza.

Man kan undre sig over, at det netop var Sharon, der gennemførte denne foranstaltning. For var det ikke ham, der med sin klodsede opførsel på tempelbjerget satte intifadaen i gang? Lignede han ikke mere en bulldog end en fredsdue? Men nej, man skal ikke skue hunden på hårene. Sandt nok var det ikke til at se, at der gemte sig en statsmand bag hans mægtige korpus. Men det politiske vovestykke, han gennemførte med afviklingen af Gaza, var noget af det mest dristige og positive, der er gennemført i Mellemøstens lange krigshistorie.

Blot sørgeligt, at det blev ødelagt af Hamas.

Lad mig slutte med et citat fra en artikel i Weekendavisen fra sidste gang, der var krig i Gaza, 23. november 2012. Ved den lejlighed havde Hamas også øget sine raketaffyringer, og Israel havde besvaret dem med luftangreb. Det gik for sig på samme måde som i begyndelsen af dette års krig. Men det hele sluttede, før Israel gik ind i området. Jaber Wishah, som er analytiker ved Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder i Gaza By, kan godt se en vis logik i situationen [altså situationen i 2012, rr]. Han siger:

Som udgangspunkt ved Hamas jo godt, at de aldrig kan vinde denne konfrontion militært. Men det drejer sig lige så meget om PR. Når det er kommet hertil, bruger man lektien fra 2008. Dengang fulgte israelerne angrebene op med en landoffensiv, og det var givetvis også det, man håbede på nu. For når en israelsk landoffensiv går i gang, vokser tabstallene dramatisk, og verdensopinionen vender sig imod Israel. Da bliver Gazastribens sand til kviksand.

Det vil sige, her er det en analytiker fra Gazaområdet, der uden blusel bekendtgør, at det, Hamas er ude på, er – med Netanyahus ord – at dynge bunker af lig op, så verdensopinionen rigtig kan forarges over Israels bombardementer. Og det er virkelig besynderligt, at denne opinion stadigvæk lader sig narre og ikke synes at ville gennemskue Hamas, så man rettede forargelsen det rette sted hen, nemlig mod Hamas.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Hamas’ plan

  1. Pingback: Antisemitisme i Danmark? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.