Sådan er de bare!

Kristeligt Dagblad gjorde i går (24-7) et stort nummer ud af Grimshøj-imamen Abu Bilal Ismail. Denne imam har holdt en tale i Berlin, som er blevet lagt ud på nettet i en video. Man kan se godt halvandet minut af hans tale i to artikler fra Kristeligt Dagblad, se her angående den danske reaktion, og her angående reaktionen i Tyskland. Til overflod har avisen så en leder om imamens tale, se her.

Mærkelig nok findes der ikke for 25 øre teologisk overvejelse i lederen. Man skriver bl.a.:

Det er en vanskelig sag, for med religionsfrihed følger forkyndelsesfrihed. Og faktisk står der noget i Koranen om, at jøder skal dræbes, hvor end man træffer dem. Det var denne tekst, den muslimske organisation Hizb-ut Tahrir for nogle år siden trykte på en løbeseddel. Men organisationen blev dømt for at have overtrådt straffeloven, selvom de påstod, at de blot havde ”læst op” af Koranen.

Det var ellers oplagt at overveje, om diverse koransteder om jøder kan retfærdiggøre anti-jødiske udtalelser fra en imam. Men en sådan konklusion nærmer lederen sig ikke. Man ender vist med at lægge sig i slipstrømmen af Inger Støjberg, der mener, at imamens opholdstilladelse bør undersøges nærmere.

Men alt dette, plus de politiske udmeldelser, der er kommet i anledning af talen, har kun med de rent borgerlige reaktioner at gøre, de drejer sig alle om spørgsmålet om, hvorvidt imamen med sine udtalelser overtræder gældende dansk lov. De teologiske reaktioner, som f.eks. kunne gå ud på at påvise de mange eksempler på direkte umenneskelighed indenfor islam, kan man kikke i vejviseren efter. Og ingen efterspørger dem tilsyneladende. Det skyldes nok, at man godt er klar over, at biskopper og andet godtfolk er i syv sind om, hvordan de skal stille sig til islam. Disse pæne mennesker véd, at så snart man åbner munden med kritik af islam, får man prædikatet ”islamofob” hæftet på sig. Så hvis disse folkekirkens officielle talerør er kommet over den hurdle, der tilsiger dem af gæstfrihed overfor de fremmede kun at sige noget pænt om de fremmedes religion, så står den hurdle tilbage: at skulle finde sig i at få diverse nedsættende ord klistret på sig.

Hidtil har man i teologisk henseende klaret sig ved at skelne mellem islam og islamisme. Det sidste vender man sig imod, for islamismen er jo krigerisk og ekstrem og deles, tror man, kun af et fåtal af muslimerne. Men islam, den er god nok. Den skal vore nye landsmænd, som vi stadig efter tyve-tredive år opfatter som gæster, have lov at have i fred uden kritisk indblanding fra vor side.

Men bliver det efterhånden ikke mere og mere klart, at den skelnen er falsk? Man kan håbe på, at vore muslimske landsmænd ikke giver sig til at læse i koranen; så vil de nok kunne fortsætte med at være ganske almindelige, ufarlige muslimer. Men man kan ikke sikre sig imod, at de eller deres børn bliver lidt nysgerrige: Hvad er det egentlig, vores religion siger? og derfor på egen hånd læser i koranen eller begiver sig hen i moskéen. Og så er i ret bogstavelig forstand Fanden løs.

Det burde han ikke være. Luther har i sit skrift om, hvor langt man skal adlyde øvrigheden – dette skelsættende skrift fra 1523 – ladet en indvending komme til orde:

Så siger man igen: Ja, men den verdslige magt øver ikke tvang i trosspørgsmål, men forhindrer kun på ydre måde, at folk bliver vildledt af falsk lære. Hvordan skulle man ellers bekæmpe kætterne? Svar: Det skal biskopperne gøre; det er dem, og ikke fyrsterne, der har fået denne tjeneste pålagt. For kætteri kan man aldrig bekæmpe med magt. Der skal en anden fremgangsmåde til og her er det en anden kamp end sværdets. Guds ord skal kæmpe her; hvis det ikke kan klare det, så vil den verdslige magt heller ikke kunne stille noget op, selv om den så fylder verden med blod. Kætteri er et åndeligt anliggende, det kan man overhovedet ikke slå ned med våben eller brænde med ild eller drukne med vand. Se her.

Imod Luthers anbefaling her søger vi at bekæmpe kættere – hvis vi da kan blive enige om, at muslimer er kættere, eller i hvert fald, at de skal bekæmpes med åndelig midler – med verdslige våben: fratagelse af opholdstilladelse, tvangsnedlæggelse af moskéer, osv. Og bevares, det kan da godt være, at der i imamens udtalelse er noget for den verdslige øvrighed at komme efter. Men hvorfor i alverden overser vi fuldstændig, at der så sandelig også er noget for den gejstlige øvrighed at komme efter?

Hvorfor skal vi holde mund med, hvad der rent faktisk står i koranen? Hvorfor skal vi ikke sige ligeud, at der er adskillige vers sammesteds imod jøder? Hvorfor må vi ikke fortælle, at koranen advarer muslimerne om at tage jøder eller kristne som venner? Hvorfor skal vi tie stille med, at Muhammed faktisk var en krigsherre, som fik andre til at blive muslimer ved tvang? Hvorfor må vi ikke, når vi stilles overfor Grimshøj-imamens ord, sige om muslimer, med en vending, som Margrethe Vestager har opfundet: ”Sådan er de bare!”

Jeg nævnte for nogen tid siden, at den muslimske imam, der var med til at bede for fred i Vatikanet, vistnok snød på vægten, idet han – på arabisk – citerede fra koranen et ord, der lød sådan: ”Du er vor skytsherre. Hjælp os imod det vantro folk!” (Sura 2,268), se her. Det er da muligt, at det er svært at citere nogenlunde sammenhængende fra koranen, uden at der kommer den slags upassende, krigeriske ord med i købet. Men så må vore muslimske venner da i det mindste afkræves en forklaring. Det blev de ikke her.

Jeg har også for nylig fortalt om den koptiske præst, Zacharias Botros, se her, som var i stand til at stille en række ”drillespørgsmål” til muslimerne. Han kunne gøre det, fordi han havde studeret deres skrifter, koranen, haditterne og Muhammeds levnedsbeskrivelse, ganske grundigt; og han tillod sig altså, den frækkert, at undre sig de steder, hvor der var grund til at undre sig og at bringe sin undren videre i Tv. I andre af sine udsendelser han helt anderledes ”venlig” overfor muslimerne: han kan f.eks. tage sura 29,46 frem, hvor der står:

Med Skriftens folk skal I kun strides på den pæneste måde, undtagen med dem af dem, der handler uret, og sig: “Vi tror på det, der er blevet sendt ned til os, og ligeledes på det, der er blevet sendt ned til jer. Vores gud og jeres gud er én, og til Ham overgiver vi os.”

Men selv om han således synes meget imødekommende – Allah og den kristne, treenige Gud er én og den samme – så formår han alligevel tydeligt at få sat forskellen mellem de to op. Han angriber altså virkelig islam, men han sørger hele tiden for at få sagt, at han elsker muslimer; han ønsker at befri dem for den lovtankegang, de er bundet af.

Lad os se på, hvad det da var, vor kære landsmand sagde i Berlin. De godt halvandet minut ser sådan ud i min transskription:

Se på de arabiske herskere, se, hvor de har konspireret og stadig konspirerer imod vort folk i Gaza. Gaza er vort hædersland, vort jihad-land, vort æresland, som står overfor den stærkeste krigsmaskine, de zionistiske jøder, disse kriminelle, disse profetdræbere, de, der udgyder blod, de, der slår børn ihjel, de, der gør kvinder til enker, de, der ødelægger hjem sammen med dem, der bor i dem, de, der rammer Gaza med al deres styrke, — O Allah (og så kommer der en række allahu akbar) ryst grunden under deres fødder, lad dem lide forfærdeligt, få deres kugler til at ramme ved siden af, split dem ad, de handler tyrannisk over hele verden og spreder korruption, o Herre, bring lidelse over dem,

Det kan da godt være, at den verdslige øvrighed her kan finde noget at hænge sin hat på, så det kan bevises at være løgn, når Bilal Ismail siger, at han ikke taler om alle jøder, men kun om dem, der angriber i Gaza. Han taler om jøderne som ”profetdræbere”, det er dog vist jøderne fra det gamle testamente, der tænkes på. Han taler om, at de handler tyrannisk ”over hele verden”, og et sådant udtryk lader også forstå, at det er jødefolket i det hele taget, han har i tankerne.

Men lad bare alt sådant være!

Hvis vi kristne kunne komme fri af den skelnen mellem islam og islamisme, så kunne vi for det første få øjnene op for, at de mange demonstrerende muslimer i f.eks. Frankrig på ingen måde opretholder denne skelnen: de angriber jøder, hvor de kan komme af sted med det. Så hvis vi håber, at vi med vor skelnen kan undgå at skubbe de unge over til ekstremisterne, så er vi for sent ude med den bekymring: de er skubbet over til ekstremisterne, for islam er en ekstremistisk religion. ”De er bare sådan!”

Og vi kunne for det andet sige til Gazas befolkning og til vore hjemlige muslimer: ”I tog fejl! I troede, I valgte nogle almindelige, forholdsvis ufarlige muslimer, men I valgte i stedet nogle ekstremistiske islamister, og nu sidder I i saksen, for islam og islamisme er det samme. Hvad Hamas foretager sig, er lige efter bogen, når bogen er koranen. Hvad Bilal Ismail siger, svarer nøje til ordene i koranen. Og husk på, at koranens ord er en nøje gengivelse af Guds eget ord, de skal ikke fortolkes, man kan ikke vælge ord til eller fra. Så hvis I vil være moderate muslimer – det vil sige: hvis I vil være almindelige menneskelige muslimer, der ikke vil sætte jeres medmennesker i skudlinjen for at fremkalde international fordømmelse af Israel – så må I som mindstemål tolke koranen historisk, dvs., I må fravælge nogle ord, fordi de er forældede. Og får I ikke lov til det – og det vil ingen bare nogenlunde lærd muslim give jer lov til – så må I fravælge islam i det hele taget”.

Lad os høre en anden lige så krigerisk imam:

— Allahu ahbar – O israelere, vor tids David [dvs. Hamas, rr] siger til jer, at dette med at vende den anden kind til er noget fortidigt noget, Gazas David vil sige til jer, at vi vil brække den hånd, der har i sinde at skade os, se her.

Denne krigeriske indstilling svarer ganske til Muhammeds. Det er ikke islamisme, det er islam. ”De er bare sådan!” Og den fred, der kan bringes i stand på den måde, består i, at islam hersker og alle andre er undertrykt. Det er jo ikke for os ikke-muslimer, hvad enten vi er jøder eller kristne, den mest attråværdige fred. Den fred, vi kristne taler om, handler derimod om at vende den anden kind til, dvs., søge forsoning med fjenden. Og indrømmet, det har lange udsigter for folk i Gaza at få israelerne til at stole på sig, de må leve i mange år fremover uden mulighed for fri import til landet, for israelerne vil selvfølgelig ikke ophæve blokaden, før der er skabt gensidig forståelse, ja fortrolighed på dagligdags plan.

Man burde måske snarere sige, at de ikke vil gøre det, før der opstår en anden og mere fredelig islam, en islam, der tolker koranen historisk, og kan en sådan ikke opstå – og det er som sagt højst tvivlsomt – så kan israelerne kun vente på, at de omvender sig til kristendommen. For så længe de er muslimer, har man ingen garanti imod, at nogen af dem kommer til at læse koranen; og opdager de, hvad der står dèr, og bliver de inspireret af det, så er Fanden løs igen.

Fader Botros bruger sin omfattende kendskab til de muslimske skrifter og sit medfødte arabiske sprogkunskab i sin dialog med muslimerne. Det kan vi danskere ikke bruge. Men kan vi ikke bruge det, vi i andre henseender har så rigeligt af, kan vi ikke bruge humoren?

Begge de to imamer, jeg har citeret, ligner jo ”Komiske Ali”, Saddam Husseins talsmand, der under amerikanernes erobring af Irak ganske ubekymret kunne stå i fjernsynet og erklære, at alt her i Bagdad var fredeligt, samtidig med, at man hørte kanonerne i det fjerne. Begge puster sig gevaldigt op, nærmest råber deres budskab ud. Man mindes en vittighed fra ”Pastoren er morsom”: En præst havde flere steder i sit manuskript skrevet: ‘argumentationen svigter, hæv stemmen!’ Det må man i hvert fald sige om dem begge, der er ikke megen argumentation i deres talestrøm. Men de har også begge som kompensation hævet stemmen gevaldigt.

Vor sidste ven her siger f.eks., at indbyggerne i Gaza vil brække den hånd, der skader dem. Men virkeligheden udviser noget helt andet. Der er ikke meget brækkeri fra palæstinensernes side. Selv om de i de første dage i Shejaiya-området, hvor de havde forskanset sig og bygget tunneller, ydede ihærdig modstand – men jo også fejgt skjulte sig blandt civilbefolkningen – så er der i de seneste dage flere store grupper, der har overgivet sig uden kamp. Og tabstallene taler deres tydelige sprog. Israelernes hær har mistet 29 mand, Hamas’ kamptropper over 200.

Og også Bilal Ismail er lidt komisk, når han beder Allah om, at israelernes kugler må ramme ved siden af. Han skulle såmænd hellere bede om, at Hamas’ raketter måtte ramme, hvis han endelig vil bede Gud om noget så grotesk og blasfemisk. For er der noget, disse raketter ikke gør, er det at ramme. Jeg husker fra min drengetid i Holstebro, at vi havde fundet en forklaring på, hvorfor tyskerne kaldte deres bomberaketter, som de beskød London med i krigens sidste tid, for V1. Jo, for ”de vé ett, hvor den lander”. Ha, ha. Men det samme gælder jo for alle de raketter, der skydes ud fra Gaza. De véd ikke, hvor de lander.

Khaled Mashal er Hamas’ forhandler. Han bor i Qatar. Snaphanen siger om ham:

Khaled Mashal er stor i munden til aften på I24. Der skal ikke være nogen våbenhvile, siger han fra sit skjul i Qatar. “Alle er lykkelige og stolte, Hvis I er parate til at dø, er vi også parate til at dø”. Selvom Gaza synker i grus, klarer han sig nok. Det er som at høre Hitler rable fra førerbunkeren. Khaled Mashal erklærer sejr, angriber alt og alle. Se her.

Hvor længe kan almindelige mennesker holde til at høre på den slags hykleri? De må dog blive normale før eller siden. Måtte det blive før!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

5 svar til Sådan er de bare!

  1. Karen E. Hansen siger:

    Tak for denne artikel, men: Den del af den, som handler om biskoppernes ansvar for at imødegå islam teologisk – og for så vidt også KDs ansvar for at gøre det på lederplads – den burde du skrive som kronik i samme avis. Det ville være velgørende…. Og måske kunne det inspirere en eller anden biskop, måske endda en bispekandidat til Viborg(!) – til at gøre rede for synet på den åndelige modstand mod islam.
    Karen

  2. Pingback: Opdragelse til betingelsesløs underkastelse | ricardtriis

  3. Pingback: Muslimernes jødehad | ricardtriis

  4. Pingback: Skellet mellem ord og handling | ricardtriis

  5. Pingback: Terrorist eller borger? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s