Et tankeeksperiment

Krigen i Gaza er en propagandakrig. Hamas forsøger på enhver måde at drage propagandistisk nytte af de mange civile ofre for Israels bombardementer.

Og det virker. Fabelagtigt!

Hvilket er meget mærkeligt. Men de vestlige medier står i kø for at rette anklager mod Israel for uproportionel gengældelse.

Seneste udslag af denne mærkelige tendens var i går aftes på Deadline (den 28-7). Her havde Martin Krasnik inviteret en ambassade-næstkommenderende på den israelske ambassade i studiet. Han havde, som han plejer, bidt sig fast i én bestemt ting, som han ville have sit interview-offer til at svare på. Det var Israels påstand om, at man søgte at undgå civile ofre. De mange ting, der tyder på, at man virkelig søger at undgå at ramme civile, lod han ligge og nøjedes med at fremdrage to ting: 1) en bombe i et hus i det sydlige Gaza, hvor 18 familiemedlemmer blev dræbt. 2) de over 200 børn, der meldes dræbt blandt palæstinenserne.

Havde han nu i forvejen adviseret sit offer om, hvilken konkret sag han ville bore i, så kunne vi have fået det afbalancerede billede af begivenheden, som vi som seere har krav på. Men det havde han ”glemt”. Så det arme offer måtte nøjes med at sige, at den mulighed forelå, at der med 1) var tale om en fejltagelse; fejltagelser finder jo uundgåeligt sted i alle krige. Og hvad angår 2), måtte han bruge den samme argumentation, for det var komplet umuligt for ham at få Krasnik til at forstå, at Hamas bruger alle civile, kvinder, børn, gamle, som skjold for bomberne, dvs., de tvinger dem til at blive i deres huse, skønt israelerne har givet dem advarsler om, at det vil blive bombet. Hvilket jo altså vil sige, at Hamas tvinger sine egne borgere til at lade sig slå ihjel af de israelske bomber.

Dette sidste lyder jo fuldstændig gak-gak. Så det kan vestlige medier, i hvert fald medier af Krasniks kaliber, kun opfatte som israelsk propaganda. At det skulle være den sørgelig virkelighed i Gaza, kan man ikke gå med til. Blandt andet derfor får Israel hele skylden for de mange drab af civile.

Det vil sige, at Israel har tabt propagandakrigen. Ikke først efter at de drog ind i Gaza med landtropper, men allerede da der kun blev ført luftkrig: raketter fra Gaza mod præcisionsbomber fra Israel.

Hvad kan man nu gøre ved det?

De er her, mit tankeeksperiment kommer ind. Men jeg er såmænd noget i tvivl om, hvorvidt det vil virke, det vil sige: hvorvidt det vil have nogen indflydelse på de vestlige medier.

Lad os sige, at Israel får den gode idé, at de vil opfinde en raket – man kunne kalde det en ‘modraket’ – som er sådan indrettet, at den kan opspore røgen fra en affyret raket, flyve  tilbage til udgangspunktet og derefter med en større eller mindre sprængladning ødelægge affyringsrampen. Man må altså tænke sig, at Israel, så snart varslingssystemet har opdaget en raket blive affyret fra Gaza, sætter to raketter i sving: én, der skal nedskyde raketten, så den ikke gør skade i Israel, og én, der skal ødelægge affyringsrampen. Begge dele går i gang automatisk og må gå i gang automatisk, for en menneskelig beslutningsproces ville være altfor langsom.

Jeg véd ikke, om det er muligt at lave en sådan raket, jeg véd heller ikke, om den ville have nogen synderlig militær effekt. Begge dele er uden betydning for mit tankeeksperiment. Det skal udelukkende ses som et tiltag, der skal afmontére Hamas’ stærkeste våben: medlidenheden med de mange civile ofre fra den vestlige opinion.

Vi tænker os, at der går et par år eller tre. Der er ikke blevet fred i Gaza. Hamas er stadig ved magten og har efterhånden fået opbygget et ret anseligt lager af raketter. Så sker der ét eller andet, der får sindene til at komme i kog, og så skal raketterne regne ned over Israel, skønt man godt véd, at de fleste af dem vil blive opfanget af ”jernkuplen”. Men det gør ingen skår i Hamas’ glæde: man regner med som sidste gang at kunne tvinge Israel til at slå en masse civile ihjel. Ganske vist er det som sidste gang også denne gang Hamas, der tvinger sine medborgere ind i bomberegnen, men det regner man som sidste gang med, at de vestlige medier vil overse.

Dog, denne gang er propagandakrigen anderledes. Denne gang har Israel forberedt sig. Man har overfor verdenspressen demonstreret ikke blot sin ‘jernkuppel’ – den er jo kendt fra sidst – men også sine modraketter. Man har vist, hvordan enhver raket, affyret fra Gaza, i løbet af sekunder udløser en modraket, og hvordan affyringsrampen efter ti eller femten sekunder pulveriseres. Det samme sker selvfølgelig med de raketfolk eller de civile, der ikke er kommet ud af farezonen i tide. Og farezonen vil formentlig være på omkring de 30 m.

Alt dette sker automatisk. Det er derfor ikke en israeler, der sidder med aftrækkeren i hånden i sin flyvemaskine, det er en palæstinenser, der i det øjeblik, han affyrer sin raket mod Israel, også udløser en modraket mod sig selv og dem, der befinder sig omkring ham.

Jeg véd som sagt ikke, om dette er teknisk muligt. Jeg véd heller ikke, om det er militært fordelagtigt. Men jeg kan ikke tro andet, end at det er propagandamæssigt gavnligt for Israel. Godt nok afbilder dette nye (tænkte) tiltag ikke andet, end hvad der også var gældende under den nuværende krig: at en ikke-affyret raket fra Hamas’ side ville være ensbetydende med en ikke-nedkastet bombe fra Israels side. Men når man på den måde kortslutter den menneskelige indgriben, gør man det dog så soleklart, at selv en blind kan forstå det, at det er Hamas selv, der nedkalder diverse bomber over sig.

Men ak, Krasniks optræden i går aftes viste også, at blindheden hos vore medier er ufattelig stor.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.