Religiøs analfabetisme

Weekendavisens leder den 1-8 2014 er noget af det mest besynderlige, jeg har læst i lang tid. Den er skrevet af Pernille Bramming, og det er noget af det besynderlige ved den, for hun er da ellers en dame, der nok skulle kende forskel på kristendom og islam. Alligevel blander hun tingene sammen til den store guldmedalje.

Det samme gør en artikel i avisen, skrevet af Rune Nikolaj Tams, bachelor i dansk og Recovery-instruktør. Den hedder ”Religion er ikke en privatsag”. Og i hans optik som i så mange andres opfattelse er religion et samlebegreb, som man kan sige noget fornuftigt om uden at tænke over, om det er islam eller kristendom, det drejer sig om.

Det vil sige: Begge begår den skødesynd, som desværre er altfor almindelig, at de uvilkårlig forstår begrebet ”religion” ud fra den måde, kristendommen opfattes på her i Vesten, og derefter tror, at islam lader sig indordne under det begreb, der i første række er skabt, så det kan rumme kristendommen. Det kan islam imidlertid på ingen måde, men når man bilder sig ind, at dette håbløse projekt kan lade sig gøre, kan man få dannet sig en ”ønske-islam”, der er ligeså ufarlig som kristendommen.

Brammings leder beskæftiger sig med en fælleserklæring, som to franske ministre har udsendt om ISIS’s forfølgelser i Irak, specielt Mosul. De fordømmer de forfølgelser, og den fordømmelse kan man kun tilslutte sig, siger Bramming. Men de gør videre det, at de erklærer, at de vil favorisere asylansøgninger fra de forfulgte mindretal, og en sådan særbehandling kan man kun tage afstand fra, ifølge Bramming.

Hvorfor?

Jo, fordi alle har forstået det sådan, at det specielt er de kristne, de franske ministre byder velkommen til Frankrig, og sikke dog en særbehandling på grund af religion, det må man sandelig ikke.

Det er ikke mere vigtigt at redde kristne irakere fra Den Islamiske Stats forfølgelse, end det er at redde irakere tilhørende andre mindretal, herunder det sunni-arabiske. Ej heller end at redde mennesker tilhørende det shia-arabiske flertal.

En stat skal ikke give asyl til nogle flygtninge frem for andre ud fra et kriterie om, hvilken religion de tilhører.

En sådan diskrimination er udtryk for en tankegang, der netop kan danne kimen til forfølgelse af anderledestænkende. Den er båret af en higen efter at adskille ”vore egne”, dem, der ikke er anderledestænkende, men magen til os selv.

Så vidt jeg kan se, har Bramming taget reglen i den midterste sætning til sig og søgt at lægge den ned over den løbske virkelighed. Lad os så sige, da, at man ikke i sin asyltildeling skal foretrække én religion fremfor en anden. Men hvad skal man så gøre, når man har med en religion at gøre, nemlig islam, som forfølger én religion fremfor en anden? Er det så ikke det mest saglige at sige: ”Disse mennesker, som altså tilfældigvis er kristne, er forfulgte, og de er forfulgte på grund af deres kristendom; dem vil vi derfor hjælpe”?

Hvis det var sunni-arabere, der var forfulgte, så kunne vi jo hjælpe dem. Men det er det ikke, det er snarere shiitterne. Men de har trods alt et sted at tage hen; det har de kristne ikke.

Og forestillingen om, at en sådan ”diskrimination” kan danne kim til forfølgelse af anderledes tænkende, er virkelig langt ude. Det er meget svært at se, at dette, at vi f.eks. her i Europa specielt skulle hjælpe kristne, der er forfulgte – hvis det nu var det, vi gjorde – skulle føre til, at vi begynder at forfølge f.eks. muslimer.

Bramming citerer senere artikel 18 i menneskerettighedserklæringen – den om retten til religionsfrihed, herunder retten til at skifte religion – og skriver så:

Det er en artikel, vi er nødsaget til gang på gang at genlære, ikke mindst i Danmark, hvor mange er, hvad man nu om stunder kalder religiøse analfabeter. Det vil sige, at man er uforstående over for religiøse tankegange og har vanskeligt ved at sætte sig ind i religiøse følelser. Det skyldes ikke mindst, at der i flere årtier har hersket en udbredt holdning til religion som noget gammeldags, ja nærmest middelalderligt, der mere eller mindre ville gå i sig selv, i takt med at fornuften vinder frem.

Har vi virkelig brug for at genlære artikel 18 i Danmark? Det forekommer mig, at Bramming skulle være noget forsigtig med at kalde nogen religiøs analfabet, når hun tilsyneladende ikke er klar over, at netop retten til at skifte religion er en ret, som islam på ingen måde anerkender, i hvert fald når man skifter bort fra islam. Og hun synes heller ikke at gøre sig klart, at det, ISIS forlanger af de kristne, svarer ganske nøje til det, der har været gældende regel indenfor islam i næsten hele dens historie: har muslimer erobret et kristent område, får de kristne valget mellem at konvertere, at betale en særlig skat eller at blive henrettet, hvis de da ikke når at flygte forinden.

Det lyder meget flot at slutte med at sige, at vi må indtænke religionsfrihed i vor bistandspolitik, men har hun gjort sig klart, at det er komplet umuligt at give islam religionsfrihed, hvis ovenstående regler af muslimer betragtes som noget, der hører uløseligt sammen med deres religion?

Den anden artikel er ligeså tosset.

Tams har ladet sig narre af, at der kan ligge en vis dobbeltbetydning i ordet ”tolerance”. Man kan bruge ordet i en borgerlig-politisk betydning; så betyder det, at man ikke drømmer om at lægge andre religioner borgerlige hindringer i vejen i deres gudsdyrkelse. Og man kan bruge det i en etisk-religiøs betydning; så betyder det, at man mener, at alle religioner i grunden kan være lige gode, for de bygger alle på en personlig tro; hvad der er sandt for mig, behøver ikke være sandt for dig.

Men når Tams sådan blander tingene sammen, bliver det noget vås, der kommer ud af det.

Han gør f.eks. opmærksom på, at al religion er en trossag, og skriver så:

Nu vil nogle så spørge: Kan man ikke være religiøs og have sin egen overbevisning om, hvad der er sandheden om og meningen med livet, og så lade andre have deres?

Jo, det kan man da godt, men så vil jeg hævde, at man ikke er overbevist religiøs. Hvis man for alvor mener at have fundet sandheden om og meningen med livet, så kan man ikke betragte andre sandheder som lige så gode.

Men han spørger overhovedet ikke om, hvilken forbindelse disse påstande har til virkeligheden. Som før nævnt har muslimerne igennem hele deres historie ladet kristne og jøder have deres overbevisning, blot de betalte den særlige skat, som ikke-muslimer skulle betale. Det var tolerance i islamisk betydning, og selv om de således bestemt lod andre have deres overbevisning, så kan man sandelig ikke påstå, at de ikke var overbeviste i deres egen religion.

Tilsvarende med de kristne, som i hvert fald efter oplysningstiden her i Europa var enige om, at alle de forskellige udgaver af kristendommen, der fandtes i landene, skulle være ligestillet overfor den borgerlige øvrighed. Det var en anden form for tolerance end den muslimske, men også den fastholdt med stor kraft sin egen overbevisning, samtidig med, at den lod andre beholde deres tro. Forskellen til den muslimske opfattelse bestod især i, at det i den muslimske ikke var tilladt en muslim at skifte tro; var man én gang blevet muslim, var døren tilbage til en ikke-muslimsk overbevisning lukket; der var endda i store dele af den muslimske historie dødsstraf for at konvertere bort fra islam. Dette sidste prøver man i vore dage at indføre igen i f.eks. Sudan og Afghanistan.

Så hedder det hos Tams:

Men er der så et alternativ til den religiøse tolerance, hvis vi skal holde op med at slå hinanden ihjel af religiøse årsager?

Ja, det er der faktisk. Alternativet er at acceptere, at hvor forskellige religioner mødes, opstår der også konflikter – og så at tage disse konflikter med ord i stedet for med våben.

Man må vel lykønske Tams med, at nu også han er nået frem til den overbevisning, der har hersket her i Europa i de sidste 300 år. Velkommen til nutiden!

Blot kunne man ønske sig, at han havde formået at forbinde sine teorier med den virkelighed, han ser omkring sig. Så han f.eks. fik indarbejdet den del af nutidens virkelighed i sine forestillinger, der hedder islam. Så kunne han måske opdage, at det, han skriver til sidst, er utrolig naivt:

Desto mere vi kan åbne munden og diskutere med hinanden, desto mindre behøver vi at slå hinanden ihjel. Ingen religiøse forestillinger kan bevises, de er et spørgsmål om tro. Og netop derfor er de i deres væsen grundlæggende intolerante over for andre forestillinger. Kan vi blive enige så langt, altså enige om, at vi er virkelig uenige, så er meget vundet.

Javist, sådan ser sagen ud, set fra et vestligt eller et kristent synspunkt. Men islam er en magtreligion. Indenfor den religion er der ikke noget at diskutere, koranen er Guds ord, og det skal adlydes og ikke diskuteres. De kristne er vantro, og hvordan vantro skal behandles, bestemmer shariaen. Og den bestemmer, at vantro skal man ikke snakke med, men underlægge sig, på én måde, når man besidder statsmagten, på en anden måde, når man lever som mindretal i en kristen stat.

Man bør nok helt opgive at finde et fællesbegreb: ”religion”, hvorindunder både kristendom og islam lader sig indordne. Jeg har tidligere prøvet at skitsere den absolutte forskel mellem de to religioner på den måde, at jeg siger, at indenfor kristendommen kan man gribes af sandheden med en sådan styrke, at man lader sig i slå ihjel for sandhedens skyld, indenfor islam gribes man af sandheden med en sådan styrke, at man aktivt selv slår ihjel for sandhedens skyld.

En lignende bombastisk opfattelse af sandheden kunne man i sin tid finde indenfor kommunismen. Man mente at have fundet den videnskabelige forklaring på samfundsudviklingen, og den ”videnskab”, man dèr havde fundet frem til, gav én berettigelse til at slå ihjel, så dette fremtidige gode samfund kunne blive realiseret. Med samme stensikre og noget krampagtige styrke søger muslimer i vore dage at fastholde deres sharia.

Denne forskel mellem de to religioner kan man muligvis med nogenlunde relevans skildre som en forskel i synet på, om religion er en privatsag eller ej, apropos overskriften på Tams’ artikel. Forskellen bliver da den, at man nok kan sige, at indenfor islam er religion ikke nogen privatsag, i den forstand, at det, du bøjer dig for, når du tilslutter dig eller fastholder religionen, er et ydre pres, et samfundssyn, en tvang fra ‘de andre’, men indenfor kristendommen kan man godt kalde religion en privatsag, i den forstand nemlig, at det, du bøjer dig for, er din egen indre forståelse af menneskelivets indretning, af betingelserne for dets trivsel og vækst.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s