Fred i Gaza?

Konflikten imellem palæstinenserne og israelerne må deles i to: den på Vestbredden og den i Gaza.

Begge steder har vi med ekstremister at gøre, på Vestbredden er det israelske ekstremister, nemlig bosætterne, i Gaza er det palæstinensiske ekstremister, nemlig Hamas. Og begge steder står disse ekstremister overfor mere moderate røster, på Vestbredden Fatah med Mahmoud Abbas i spidsen, i Gaza den israelske regering. At der er tale om moderate holdninger betyder, at man er villig til at forhandle, at man i nogen grad kan se på sagen fra modstanderens side, og at man er klar over, at man ikke kan få alle sine ønsker opfyldt.

At der er tale om ekstremister, derimod, betyder, at man mener, man har Gud på sin side, og Gud er det umuligt at forhandle med. Bosætterne – eller i hvert fald alt for mange af dem – mener, at Gud i sin tid forærede Vestbredden, som de kalder ”Judæa” og ”Samaria”, til jøderne, og at de derfor ved at bosætte sig dèr opfylder Guds bestemmelse med arealet. Ja, mere end det: ved at chikanere palæstinenserne og gøre livet så besværligt for dem, at de rejser deres vej, er det Guds plan, der gennemføres. Og Gud forhandler man ikke med. Hans plan står ikke til diskussion.

Det vil vi vesterlændinge måske være tilbøjelige til at affærdige som det rene galimatias, men man skal ikke overse, at der er ganske mange begivenheder i nyere tid, som en israeler kan tolke som udtryk for Guds førelse af sit folk, og at ganske mange israelere kan have svært ved at tilbagevise sådanne tanker, og derfor også svært ved at forlange af bosætterne, at de skal afgive land til palæstinenserne.

I hvert fald må man jo konstatere, at Israel, hvor rationelt landet end forekommer os at blive ledet, ikke har kunnet eller villet forhindre bosætterne i deres stadig øgede inddragelser af palæstinensisk jord.

Også Hamas er ekstremister på den måde, at de med fanatisk og krampagtig styrke søger at fastholde, at de som muslimer er udvalgt af Gud til at gennemføre den vilje, han har tilkendegivet i koranen. Derfor er deres styre i Gaza et strengt islamisk styre, hvor shariaen nøje skal overholdes. Derfor regner de ganske sikkert med, at det land, Gud engang har givet i muslimernes vold, har de for al fremtid guddommelig ret til. Og derfor er de fuldt og helt overbevist om, at de ikke som muslimer skal underlægge sig ikke-muslimers bestemmelser, og da slet ikke jøders anordninger. Der er adskillige ord imod jøder i de muslimske skrifter, både i koranen og i hadith, og det er ikke en blid skæbne, der venter jøderne, hvis disse ord af muslimerne skal tages for pålydende.

Dertil kommer, at de har fået den idé ind i hovedet, at dette at blive bombet ihjel af israelerne er identisk med at lide martyrdøden. Og martyrdøden giver jo ifølge muslimsk tro direkte adgang til paradiset og de 72 jomfruer. Derfor søger de stærkt troende palæstinensere op på taget af deres bygninger, når israelerne med en ”bank-på-taget-bombe” har markeret, at denne bygning vil blive jævnet med jorden om kort tid. Og de knap så stærkt troende bliver tvunget derop, så også de kan få del i paradisets glæder.

Hamas har åbenbart kalkuleret med, at de med en sådan dødsdrift kan få afbildet Israel som den store skurk, der ikke tager menneskelige hensyn. Hvilket til skam for os vesterlændinge synes at være lykkedes i ganske overordentlig grad.

Men ligesom de moderater israelere har svært ved at tackle bosætterne – de kan ofte synes at have bibelens ord for sig – således har de moderate palæstinensere svært ved at tackle Hamas – de forekommer mere troende, mere ægte i deres muslimske overbevisning end de moderate, der – hvilken skam! – mener, det er muligt at leve fredeligt side om side med israelerne på jord, der af Allah er tildelt muslimerne.

Begge ekstreme holdninger, både Hamas’ og bosætternes, gør en fredelig og varig aftale mellem israelerne og palæstinenserne næsten umulig at nå frem til.

Hvad skal vi dog gøre? Hvad skal det internationale samfund gøre? Hvad skal Israel gøre?Hvad skal Egypten gøre, Egypten, der jo står med fredsproblemet nu?

Svaret er, at vi skal bruge ”Ordets” våben.

Det våben bruger f.eks. Hamas ikke. Det vil sige: Man ville sådan set godt bruge det, hvis man selv kunne få lov at bestemme over det. Og det prøver man på, det bedste, man kan. Men det lykkes ikke altid. For man kan ikke få herredømme over ”Ordet”.

Man vil f.eks. helst styre de reportager, der kommer ud fra Gaza. Derfor forbyder man reporterne at berette om Hamas’ raketaffyringer. Man vil ikke indrømme, at man foretager disse affyringer fra tætbebyggede områder. Men i dag kan Den korte Avis gengive en indisk reporters beretning om, hvordan der blev affyret en raket lige bag det hotel, hvor han boede, med film og det hele, se her. Til overflod rapporterede Tv2’s reporter så her idag (6-8), at han havde set den affyring, inderne berettede om. Men han rapporterede fra Jerusalem, og han sagde ikke noget om, hvorfor han skulle ud af Gaza, før han kunne fortælle om det. Det må vi så gætte os til.

At komme med sådanne afsløringer er at bruge ”Ordets” våben. Blot er der det mærkelige ved denne konflikt, at de, der først og fremmest skulle gøre brug af dette våben, nemlig de vestlige medier, ikke har brugt det. Det er f.eks. en iransk politiker, der har bebrejdet Hamas, at man ikke har brugt de mange tunneller som beskyttelsesrum for befolkningen, se her. Altså ikke en vestlig politiker, men – af alle – en iransk politiker, én fra det land, der forsyner Hamas med raketter og raketteknologi. Han har åbenbart ikke helt forstået Hamas’ strategi med at ville bruge de mange civile dræbte som argument for Israels umenneskelighed. Derfor bliver det sværd, Hamas ville vende mod Israel: en anklage for umenneskelighed, tveægget, det vender sig mod Hamas selv, det anklager Hamas for umenneskelighed. Hvilket jo ikke var meningen.

Det vil sige: ”Ordets” virkning er uforudsigelig. Det kan slå tilbage fra den mest uventede kant. Det kan endda være vennerne, der vender sig imod én.

Dertil kommer, at vennerne jo ikke på forhånd er enige med én. Hamas har sin fortolkning af koran og hadith, ISIS i Irak en anden, og da hver fortolkning synes at høre sammen med en bestemt magtbase, bliver det i sidste ende den enkelte muslimske gruppes magt, der afgør, hvad der er den rette fortolkning. Så ganske vist er dette at bringe begrebet ”Gud” i spil i diskussionen en diskussionsstopper, i hvert fald overfor os, der ikke vil bruge begrebet ”Gud” på den måde, men fordi påstanden om den rette forståelse af åbenbaringen står som en ren og skær påstand, bringer man sig nemt i modsætning til andre muslimer med en anden åbenbaringsforståelse, der på samme måde står med fødderne solidt plantet i den blå luft.

Alt dette gør det imidlertid ikke nemmere at slutte en varig aftale om fred i Gaza. Lad os være superoptimistiske og antage, at det går, som en artikel i Times of Israel antager: at Det palæstinensiske Selvstyre med Mahmoud Abbas i spidsen overtager styret af Gaza, også arbejdet med at genopbygge de mange ødelagte bygninger, ligeledes kontrollen med grænseovergangen til Egypten, se her. Det vil Israel muligvis gå med til, hævdes det. Men det forudsætter, at Selvstyret kan nedkæmpe Hamas. Det kan muligvis ske ad økonomisk vej, for Hamas mangler penge, og man kan nok også fratage Hamas dispositionsretten over den internationale hjælp, der vil strømme ind i landet, men da man må gå ud fra, at Hamas ikke sådan frivilligt bare vil lade sig afvæbne og sætte fra styret, forudsætter en sådan løsning en stærk våbenmagt hos Selvstyret og en stærk vilje til at bruge den overfor Hamas. Er det en realistisk forudsætning?

Specielt kan den forekomme lidt urealistisk på baggrund af, at den israelske hær har meddelt regeringen, at en israelsk kamp for at afvæbne Hamas vil koste mange hundrede israelske soldater livet, endnu flere tusinde dræbte Gaza-beboere og desuden tage henimod fem år at gennemføre. Det er noget mere besværligt end af opdage tunneller og sprænge dem i luften.

Dog skal man også være opmærksom på, at Israel har nået sine delmål og derfor sådan set godt kan undvære en aftale med Hamas. Om Hamas kan undvære en aftale, må vi se hen ad vejen. Men man kan næsten ikke se andet, end at Hamas kommer yderst svækket ud fra disse forhandlinger, og selv om organisationen måske kan underkue al opposition i Gaza endnu et stykke tid, er muligvis oppositionen i Gaza mod Hamas efterhånden så velvoksen, at Hamas’ dage dèr er talte.

Hamas havde håbet på at få den internationale opinion på sin side, så de ved hjælp af pres fra denne opinion kunne få hævet blokaden (der i parentes bemærket jo især er en blokade af våben og våbenelementer). Den mulighed tabte de, da de brød våbenhvilen for at prøve at tage en israelsk soldat til fange. Derved lod de Israel ”gøre arbejdet færdigt”.

Det er slet ikke så let at være en magtorganisation, som man skulle tro. Det synes så stærkt og ubesejreligt at basere sig på koran og hadith og lade hånt om ”Ordets” våben. Men det våben er sejere og mere gennemtrængende, end det umiddelbart ser ud til.

Det våben er det forøvrigt, kristendommen anbefaler os at bruge. Kristus kaldes ”Ordet” i johannesevangeliet, og det hævdes dèr, at det er ”Ordet”, der er Gud. Det er altså ikke nogen magtgud, der har det sidste ord at skulle have sagt.

Det betyder, at også Hamas’ folk er ”ordmennesker”, hvor meget de end selv vil give sig ud for at være ”magtmennesker”. Og er de ”ordmennesker”, kan man træffe aftaler med dem, blot man for sig selv fastholder den umenneskelighed, de har vist under konflikten, og overfor dem fastholder, at man vil kontrollere, at de overholder de løfter, de aflægger.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s