“Ordets” virkemåde

Mit sidste indlæg sluttede med den – synes vi her i Vesten – ret selvfølgelige påstand, at alle mennesker er ”ordvæsener”, påvirkelige af sprogets kræfter. Det spørgsmål, der så rejser sig, lyder: Hvordan påvirkes vi af ”Ordets” kræfter?

Det burde journalister fremfor nogen være klar over. For de er jo storforbrugere af ”Ordets” kræfter, de véd, hvordan en historie skal ”vinkles”, de kender de trick, der kan anvendes i et interview, både dem, interview’eren anvender, og dem, ”offeret” anvender.

Og så alligevel!

Netop i Gaza-konflikten kan man gang på gang observere, at journalister misbruger ”ordkræfterne”. Tag bare Jyllands-Postens hjemmeside for i går, den 8-8! Der var stor spænding om, hvorvidt den midlertidige våbenhvile ville fortsætte. Israel havde på forhånd meddelt, at man var villig til at gå med til endnu en våbenhvile. Men Hamas’ holdning var uklar. Det så ud til at ende med, at man ikke ville acceptere en forlængelse. Alligevel bringer avisen denne overskrift som det første, der møder blikket denne morgen: ”Israel har angrebet Gaza City”. Klikker man ind på artiklen, er det igen Israels angreb, der er i centrum, og først et stykke nede refereres den israelske hær for at hævde, at angrebet kommer som svar på nogle raketter, Hamas affyrede fra Gaza.

I den næste artikel på forsiden fortæller man, at Hamas angiveligt skød raketter ind over Israel. Angiveligt? Som om man ikke rigtig tør stole på denne oplysning. Som om det bare er noget, den israelske hær påstår. Kan man da ikke nogenlunde sikkert få fremskaffet billeder af raketterne, eller få vidner til at fortælle om dem? Har korrespondenterne på stedet ikke øjne i hovedet? Eller tror man, at man med ordet ”angiveligt” har opfyldt alle krav om uvildig reportage?

Hvis det er det sidste, der er tale om, så er man på vildspor. Der er en objektiv sandhed at finde frem til, og det er journalisters forbandede pligt at gøre deres bedste for at få den frem. Og det gør man altså ikke ved at tvivle lige så meget på den ene part som på den anden. Det gør man ved at holde de to parter fast på fakta, forhindre dem i at sno sig udenom, hvis de bliver præsenteret for noget, de ikke kan svare på, afsløre dem, hvis de fastholder en løgn.

Martin Krasnik, DR-journalist på Deadline, forsøgte således i mindst to tilfælde at bore lidt i israelernes påstand om, at de gjorde sig umage for at undgå at dræbe civile. I det ene tilfælde var en medarbejder fra den israelske ambassade ”offer”, i det andet en tidligere kaptajn i den israelske hær. Og Krasnik borede og borede i netop det spørgsmål: om virkelig de mange dræbte kvinder og børn var tegn på, at Israel havde verdens mest moralske hær, som gjorde alt, hvad der stod i dens magt for at undgå at slå netop sådanne personer ihjel.

Han mener vist selv, at han med denne ihærdige spørgen udførte et brillant stykke journalistisk arbejde. Jeg er lidt i tvivl. Jeg tror mere, at han gjorde det ud fra en (forkert) journalistisk rygmarvsfornemmelse af, at den ene part skal have en lige så hård journalist foran sig som den anden part. Men det drejer sig ikke for en god journalist om at dele sol og vind lige med hensyn til hård eller blid behandling. Det drejer sig om at undgå, at den interview’ede lyver sig fra kendsgerningerne. Det er jo ganske rigtig mærkeligt, at der fremkommer så mange kvinder og børn som ofre, når det er verdens mest hensynsfulde hær, man står overfor. Men i hvert fald den israelske kaptajn var ikke ude på at lyve sig fra noget. Han prøvede at forklare det dødsensfarlige ved som soldat at rykke frem i en fjendtlig by. Man kan rammes af snigskytter, hvad øjeblik det skal være. Og har man fået øje på, hvilket vindue i etageejendommen snigskytten opererer fra, er det med at hidkalde artilleristøtte. Ganske vist er en kanon ikke noget præcisionsskyts, men der er ikke tid til at vente på de mere præcise flyraketter. Og så må man sige: ‘tredje sal, fjerde vindue fra højre’, — og her blev han ærgerlig nok afbrudt af Krasnik. Og så fik hverken Krasnik eller vi andre mulighed for at gøre os klart, om dette var et forsøg på at krybe udenom. Krasnik troede det vistnok, for han gentog lidt senere sit grundlæggende spørgsmål, det om kvinderne og børnene.

Eller også var Krasnik bare opsat på at være en ”hård” interview’er, lige hård mod de pro-palæstinensiske som mod de pro-israelske ”ofre”. Men det er en forkert holdning at have til den opgave, man har som interview’er. Det drejer sig om at få sandheden frem, at afsløre løgnen, ikke at være ”hård”.

Denne ”hårde” interview-form var langt bedre på sin plads, da ”offeret” her forleden var den norske læge Mads Gilbert. Han har gjort tjeneste ved Gaza-hospitalet al-Shifa under konflikten, og han har givet adskillige interviews til udenlandske medier om sin forargelse over de israelske angreb på civile.

Hans Rustad siger om interview’et og den deraf følgende debat:

Norske medier behandler Mads Gilbert som en sportshelt og identifiserer seg med hans holdninger. Derfor blir det liten debatt på hjemmebane. Når Gilbert møter profesjonell kritikk, blir han sint.

Dagbladet gjør et intervju med Gilbert som er lojalt og underdanig. Referatet av Deadline-intervjuet er sett fra Gilberts synsvinkel. Det får ham til å sammenligne Martin Krasniks intervju med Fox News, og ikke en public service-kanal. Det er noe avslørende riktig i det Gilbert sier, for de store statseide kringkasterne er i større eller mindre grad blitt politisk korrekte. (Se her)

Og det er sandt, kritikken fra Krasniks side var professionel. Og Gilbert blev da også nødt til at trække i land et par gange. Han kunne ikke opretholde formuleringen om, at Israel bevidst dræber kvinder og børn, og han blev sidst i udsendelsen nødt til at ændre påstanden om, at ‘dette er folkemord’, til en påstand om, at ‘dette grænser til folkemord’. (Se den del af Deadline her).

Men det for mig at se væsentligste var dog, at Krasniks påstand om, at Hamas bruger den palæstinensiske befolkning som menneskeligt skjold, blev mødt af Gilberts ret selvsikre krav om bevis på dette, og det, at Krasnik derefter kunne fremlægge følgende udtalelse af en Hamas-talsmand (Abu Suni, så vidt jeg hørte):

Det viser hvor ukueligt vort kæmpende folk er. De forsvarer deres rettigheder og boliger med deres liv og kroppe. At folk møder det israelske flyvevåben med åben pande for at forsvare deres hjem – har vist sig at være en effektiv politik overfor besættelsesmagten. Det siger også noget om vores tapre, heroiske folk. Derfor opfordrer vi i Hamas vort folk til at bruge den metode for at forsvare deres hjem. (5,58 i ovennævnte link).

Man siger, det bliver godt fjernsyn, når meningerne brydes på den måde, eller måske snarere: når én afsløres i ikke at ville tage hensyn til hele sandheden om den sag, der er tale om. Men man skal i dette tilfælde ikke hæfte sig ved, om det er godt eller dårligt fjernsyn, ejheller ved, om Gilbert bliver ”grillet” af Martin Krasnik, som det hævdes i en artikel i norske Aftenposten, se her. Man skal kun hæfte sig ved, om det er sandt, hvad Krasnik hævder. For er det det – og Abu Sunis udtalelser viser det jo med al tydelighed – så falder Gilberts højst énsidige synspunkt sammen, det lader sig ikke opretholde, og i resten af interview’et fremstår han som den, der er nødt til at fortrænge kendsgerninger for at kunne opretholde sit syn på konflikten.

Man kunne måske have ønsket sig, at Krasnik havde brugt resten af interview’et til at bore i netop det spørgsmål – han bekendtgjorde, at Abu Sunis udtalelser kun var det første bevis af flere – men det var måske godt nok, at han ikke gjorde det. For så ville man kunne sige, at han ”grillede” Gilbert. Nu nøjedes han med at afsløre hans uholdbare synspunkt.

Men det har han sandelig fået på puklen for, den arme Krasnik. Aftenposten fortæller noget om det, se ovenstående link. Blandt andet hævder Gilbert her, at han ikke var blevet orienteret om, at interview’et ville blive hårdt (Krasnik svarer dertil, at han to gange havde sagt til Gilbert, at han ville optræde som ”djævelens advokat”), og ligeledes siger Gilbert, at han ikke havde lejlighed til at tjekke rigtigheden af det klip med Abu Suni, der blev vist; nogle arabiske danskere siger, at der var tale om en forkert oversættelse, siger han. (Dette benægtes af Heidi Robdrup, journalistisk chef for Deadline).

Krasnik har svaret på kritikken. Dels ved at hævde (se ovenstående link), at han går lige hårdt til begge side, hvilket minder om svaret til dem, der hævdede, at Scavenius var alt for tyskvenlig: man svarede, at Scavenius slet ikke var venlig. Dels ved at sige, at

Når jeg går hardt ut mot Mads Gilbert i Deadline er det nettopp fordi jeg mener at unyanserte påstander og holdninger overfor den ene part i saken bidrar til en fastlåst konflikt. (Se her).

Det første svar er dårligt, det andet rigtigt.

Hvorfor?

Fordi en journalist ikke har nogen forpligtelse til at være lige hård mod begge parter i en strid, men derimod forpligtelse til at afsløre løgne, fortrængninger, ting, som den interview’ede ikke vil være ved. Og prøver den ene part at sno sig udenom, men den anden part ikke, så er det ikke sagligt rigtigt at vise samme hårdhed overfor begge parter.

Jeg antog tidligere, at Krasnik, når han var hård overfor den israelske kaptajn og blev ved med at bore i spørgsmålet om den israelske hærs høje moral, mente, at han var nødt til det af hensyn til balancen mellem palæstinensere og israelere. Det første af de ovennævnte svar underbygger den påstand.

Men dette journalistiske ideal er farligt, farligt også for journalistens troværdighed. Hvis vi nu tænker os, at Krasnik allerede, da han interview’ede kaptajnen, havde fundet frem til det bevis for Hamas’ umenneskelige brug af palæstinenserne som menneskeligt skjold, som han viste Gilbert, så har han allerede da været klar over, at hans spørgsmål til kaptajnen om hærens moral havde et godt svar: kaptajnen kunne henvise vil Hamas’ krav til palæstinenserne om at være menneskeligt skjold. Nu klarede kaptajnen sig meget godt, men havde han nu klaret sig dårligt, skulle så Krasnik have holdt sin viden, ja sit bevis, tilbage? Ville han så ikke være tvunget til for sandhedens skyld, altså for ikke at narre os seere, at fremkomme med beviset for Hamas’ brug af menneskeligt skjold?

Hvis han kun borer i det nærgående spørgsmål om hærens moral for at være afbalanceret, så véd vi altså nu, at han ikke mener det, han siger, at han holder noget relevant skjult for os, at han altså ikke er ærlig.

Nå, det kom ikke så vidt. Men det var alligevel ønskeligt, om han gjorde sig klart, at han tjener sandhedens og ikke balancens sag.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til “Ordets” virkemåde

  1. Pingback: Antisemitisme i Danmark? | ricardtriis

  2. Pingback: Hurra for Fanden! | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s